Vi mødte alle med en masse forventninger, da vi efter sommerferien begyndte på teknisk skole. Mine kommende medstuderende og jeg skulle i gang med en uddannelse og lære det fag, vi havde ønsket os. I en alder af 29 befandt jeg mig igen på en uddannelsesstart. Mit første forsøg var som møbelsnedker, men efter en rygskade måtte jeg finde på noget mere stillesiddende. Nu havde jeg så igen fået chancen - denne gang inden for medie og kommunikation - og min drøm var at blive mediegrafiker. I dag, et halvt år efter, har jeg stadig drømmen, selv om jeg er chokeret over, hvor meget erhvervsuddannelserne har ændret sig, siden jeg første gang begyndte på teknisk skole for cirka ti år siden. Mange af mine medstuderende har for længst droppet drømmen og har givet op. De kom for at lære et håndværk, men blev mødt af en række teoretiske fag, krav om 'ansvar for egen læring', om konstant aflevering af teoretiske opgaver og med forventninger til, at vi hver især kan planlægge vores egen uddannelse og 'vælte vores målepinde' - forudsætningen for, at vi kan komme videre i drømmen. De skoletrætte faldt hurtigt fra. Mange af de andre, der har svært ved at tilegne sig boglig viden, er også væk. Det samme er de unge, der ikke har lært at håndtere sociale relationer. Tilbage på holdet er vi omkring halvdelen af alle dem, der startede. Man kan skændes om, hvorvidt eleverne har fået for dårlige forudsætninger med fra folkeskolen, eller om erhvervsuddannelserne er forkert skruet sammen. Fakta er, at vi har nogle erhvervsuddannelser, der ikke passer til den gruppe unge mennesker, de var beregnet til, og kan du ikke klare mosten, er du henvist til ufaglært arbejde, for under erhvervsuddannelserne er der ikke andre kompetencegivende uddannelser. Politikere, velfærdskommissioner og andre falder over hinandens ben i bestræbelserne for at sikre Danmarks fremtidige velfærd, men de har blinde pletter, når det handler om at se løsninger på, hvordan vi kan fremtidssikre samfundet. I sin nytårstale fremhævede statsministeren »uddannelse til alle unge som en forudsætning for, at vi kan opretholde et samfund uden store økonomiske og sociale skel«. Han har naturligvis tænkt på prestigefyldte universitetsuddannelser og forskningsmiljøer, der skal bringe Danmark frem i den internationale konkurrence. Men når han snakker om »alle unge« må han nødvendigvis også have haft erhvervsuddannelserne i tankerne, for det er her, en stor del af den danske ungdom er henvist til at tage en uddannelse, så vi kan få mulighed for at bidrage til at opretholde samfundet. 'Vi' er i denne sammenhæng en god blanding af indvandrerunge og andre danskere, der for eksempel ligesom jeg på grund af ordblindhed ikke kan klare en boglig uddannelse og må have hjælp til at skrive en Kronik til Politiken. Havde jeg ikke gjort mine egne erfaringer, kunne statsministerens nytårstale have lydt meget rigtig. Selvfølgelig skal alle unge have en uddannelse, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men efter blot et halvt år på skolebænken på en erhvervsuddannelse virker de optimistiske udtalelser, som om de enten bygger på uvidenhed eller på et ønske om at fremstille virkeligheden anderledes, end den er. Ligesom de andre regnede jeg med, at vi skulle bruge det første års grundforløb til at snuse til uddannelsen, så vi fik forudsætninger for at træffe de rigtige valg. Den første uge på uddannelsen blev da også brugt til socialisering og introduktion, men derefter begyndte et skarpt udskillelsesløb. Først og fremmest er uddannelsen kun beregnet for folk, der kan tage 'ansvar for egen læring'. Derfor er noget af det første, man bliver introduceret til, en computer og en hjemmeside. At tage en erhvervsuddannelse kræver nemlig it-færdigheder på højt niveau, uanset om man egentlig havde forestillet sig et liv med hammer eller malerpensel. Blandt internettets mangfoldige muligheder er, at vi hver især skal have vores egen netbaserede uddannelsesplan. Det er et instrument, der viser lidt om, hvad vi mangler for at blive udlært. Hver elev har sit eget 'scorekort' med en række 'målepinde'. Det ligner et computerspil og går ud på at få nogle røde målepinde gjort grønne. Sammenlignet med andre computerspil, jeg kender, går det dog uendelig langsomt. Ideen er, at hver enkelt elev skal 'skræddersy' sit eget grundforløb. Slutresultatet skal blot være, at alle målepindene bliver grønne, men hvordan vi når dertil, må vi i teorien selv om. Skolen skal ifølge planen stille lokaler, bøger, internetadgang og kvalificerede lærere til rådighed, og så kan man i princippet selv finde ud af resten. Måske ... for mange af os er 'scorekortet' mindst lige så uigennemskueligt som den mere gængse scoring af det modsatte køn. Via scorekortet skal vi kunne finde ud af, hvor langt vi er i vores egen uddannelse, tilmelde os nye kurser, se, hvordan vi får scoret det, vi mangler, og på den måde støt og roligt æde os igennem uddannelsen. Det er en stor mundfuld - specielt for os, der er bogligt svage, og mange blev straks hægtet af. Systemet er vanskeligt at overskue, og har man tilmed ikke fundet den rigtige mappe på en anden netside, kan man ikke aflevere sine opgaver, og så kan man ikke bestå. Alternativet til selv at 'administrere sin egen uddannelse' på nettet er at spørge sin kontaktlærer, og det gør vi så - vi, der ikke har noget imod at stille mange spørgsmål. Hun er venlig og forstående, men desværre alt for fortravlet, og de elever, der har det socialt svært og ikke er vant til at rende andre på dørene med spørgsmål, er allerede holdt op. Vi, der stadig er her, kæmper mod vores målepinde. Vi vælter dem ved at gå igennem bestemte undervisningsmoduler og projekter, der opfylder fastlagte kriterier inden for relevante fag som engelsk, førstehjælp, kommunikation, arbejdsmiljø og arbejdsmarkedskendskab samt informationsteknologi. For nogle bliver det en kamp mod vejrmøller, og så siger de farvel og tak. Kravene er gennemgående meget lidt praktiske og meget teoretiske. Eksempelvis har jeg som en del af uddannelsen lavet et logo som et godt praktisk håndværk. Men et godt logo er ikke nok. For at vælte målepinde skal jeg dokumentere processen og skrive en rapport, og det medfører en masse skriftligt arbejde. Et andet eksempel var en brochure om arbejdsmiljø. Selve udformningen af brochuren kom til at fylde meget lidt i forhold til den teoretiske viden om arbejdsmiljø. Dokumentationen og teorien er ikke problemet, for det er også ting, man skal kunne. Problemet er, at det overskygger det, vi kom for - nemlig at lære at arbejde med et praktisk håndværk. Groft sagt kommer mange af os på erhvervsuddannelserne for at slå søm i - ikke for at lære engelsk og tysk. Det teoretiske arbejde drukner drømmene. De fleste af de frafaldne nåede jeg ikke at lære særlig godt at kende. Allerede efter et par uger begyndte de at sive, men tendensen var klar: De, der faldt fra, var de skoletrætte, der troede, at de havde lagt folkeskolens rædsler bag sig. Det var de bogligt svage, der som jeg skal bruge det meste af sin fritid på at få lavet de mange opgaver, og det er de socialt svage, der tror, det er dem, der er noget galt med, når de ikke kan overskue systemerne. Når en elev forsvinder, foregår det normalt ved, at vedkommende bliver væk en enkelt dag. Så er han der et par dage, men er så væk i to. Næste gang er fraværet længere, og til sidst kommer eleven bare ikke tilbage. Mange af lærerne gør en stor indsats for at hjælpe os igennem, men de er i forvejen overbebyrdede med arbejde, fordi skolen ikke får tildelt nok ressourcer. Med Reform 2000 blev det et krav, at eleverne selv skal styre deres uddannelsesplaner, og med det som argument mener man, at skolerne kan spare på lærerkræfterne. Da det er skoleledernes opgave at få budgetterne til at hænge sammen, forsøger de at skære, hvor den største udgift er - nemlig på lærerlønningerne. Men læreren har ikke fået mindre arbejde, blot er hans eller hendes arbejdsdag blevet mere forvirrende. På grund af de individuelle skemaer kan læreren ikke vide, hvad den enkelte elev har tænkt sig at arbejde med, eller blot hvilke elever han eller hun skal undervise. Derfor kan det være næsten umuligt at forberede sig. I dag skal læreren opfattes som 'konsulent' for de elever, der henvender sig for at få hjælp. For flere af de lærere, der virkelig ønsker, at alle deres elever skal klare sig godt, er jobbet blevet til en daglig belastning. De klarer det i en periode, hvor de bruger alle deres kræfter på at få os alle med. Efterhånden som presset bliver for stort, bliver de syge, og i stedet for en god og engageret lærer får man en sygemelding og et menneske, der føler, at han eller hun har svært ved at slå til. Og når læreren er sygemeldt, mangler vi en underviser, for vikarer er der ikke råd til. Sidste år var lønpuljen opbrugt tidligere end beregnet, og vi var derfor uden lærer i fire uger inden jul. Da det er læreren, der skal godkende kursusdeltagelse og opgaver, kunne vi i princippet ikke få tilføjet grønt til vores målepinde, da læreren ikke var der. Heldigvis havde vi en fleksibel kontaktlærer, der kunne se problemet. De af os, der holder fast, bliver belønnet allerede efter et halvt år, men det tragiske er, at så er det for sent for alle de andre. Efter seks måneder på uddannelsen begynder det praktiske arbejde at fylde mere og det teoretiske tilsvarende mindre. Men på det tidspunkt er mange af de håbefulde blevet skræmt bort. Nogle af dem, der opgiver, prøver lykken andre steder. Jeg har selv været i aktivering på en produktionsskole i nogle måneder og oplevet, hvordan man her forsøger at samle nogle af de unge op, der er faldet ud af erhvervsuddannelserne. Heldigvis lykkes det ofte for produktionsskolen at give den unge selvtilliden og modet tilbage, og så forsøger han eller hun gerne igen med en erhvervsfaglig uddannelse - nu nogle erfaringer rigere. For unge mennesker vil gerne have en uddannelse. Det er ikke kun politikerne, der mener, at uddannelse er vejen frem. Det mener også de unge. Ikke mange har lyst til i al evighed at skulle sidde ved kassen i Lidl. Skal uddannelsen forbedres, skal den naturligvis tilføres flere ressourcer. Det burde ikke være et problem, hvis politikerne mener det med 'uddannelse til alle'. Vil de have en velkvalificeret arbejdsstyrke, må de give penge - også til et område, der ikke er prestige i sammenlignet med de mere elitære uddannelser. Samtidig må de se med kritiske øjne på indholdet i det, den forhenværende og nuværende regering har skabt, for hvis det er rigtigt, at der skal mange unge til at holde hjulene i gang, når de ældre går på pension, så er det nu, der skal sættes ind. Vi kan ikke blive ved med at have råd til, at mange unge tabes på gulvet, for er man først blevet tabt, er der stor risiko for, at man i stedet for en samfundsmæssig ressource bliver til en samfundsmæssig belastning på overførselsindkomst. En af løsningerne vil være at ændre undervisningsplanerne på de tekniske skoler, så de teoretiske fag, som jeg erkender er nødvendige i det 21. århundrede, bliver fordelt over flere år. Ligeledes bør man erkende, at 'ansvar for egen læring', er en vision, der stadig ikke kan realiseres. Engang vil folkeskolerne sikkert blive i stand til at give eleverne dette ansvar med ud i livet, men i dag hænger idealet ikke sammen med virkeligheden. Sidst, men ikke mindst, må der flere ressourcer til personalesiden, så lærerne ikke køres ned, men så de tværtimod har overskud til at støtte os, der har brug for det. Løsninger som disse koster penge, men de er uden tvivl billigere end at lade unge mennesker havne i de sociale systemer. Ideen om at lave en sideløbende uddannelse til erhvervsuddannelserne - også kaldet mesterlære - tror jeg ikke meget på. Hvis jeg eksempelvis skal ud og finde en mesterlæreplads, er jeg sikker på, at de fleste mestre vil tænke, at jeg er en af dem, der ikke engang kan klare en almindelig erhvervsuddannelse og således ikke har noget at byde på. Og så vil mester formentlig tage en lærling, som er under en almindelig erhvervsuddannelse. Dermed har vi skabt endnu et socialt skel. Jeg ved ikke, om der er nogen, der kigger på os i den laveste ende af uddannelsessystemet. Men jeg ved, at politikerne taler om dem, der er længere nede - der hvor de slet ikke burde være. Min påstand er, at mange af dem er havnet der, fordi ingen har kigget på os og set, at der er noget galt med uddannelsen på vores niveau.