Feinschmecker-værker, bøger, der kastes i grams, og flerbinds-guf til 'læderkunderne'. En bognørd tager os med rundt på osetur i byens antikvariater. Rune Stefansson er cand.mag. i litteraturvidenskab. »Det minder om 'Gøgereden' det her«, siger min bror til mig, da vi har lukket døren til gamle moster Ilses plejehjemsværelse. Hun er lige død, og vi går og rydder op i hendes ejendele. Ude på gangen var en kvindelig beboer kommet forbi i slæbende rollatortempo. »Hvad laver I?«, havde hun spurgt med en hæs, skrattende stemme. »Vi rydder op«, svarede jeg forsigtigt. Ha-ha-ha, ha-ha-ha, havde hun leet. Som en dæmon. Som om hun var døden selv. Formentlig og forhåbentlig forstår den gamle dame ingenting længere. Vi ryster på hovederne og fortsætter med at sortere bøger. Nogle få bøger tager vi fra til os selv - resten har vi ikke selv plads til. Halvdelen af bøgerne smider vi direkte ud. Men pæne bøger af Dickens, Turgenjev, H.C. Andersen, Thit Jensen, Nis Petersen, Tove Ditlevsen, D.H. Lawrence, Alexandre Dumas og mange flere anerkendte navne placerer vi i en flyttekasse. Den bliver alt for tung. Fyld aldrig en flyttekasse med bøger! Jeg påtager mig at få kassen solgt og låner min brors bil, så jeg kan komme rundt til et par bogantikvariater. Som gammel litteraturstuderende har jeg en vis fornemmelse af, hvor jeg skal gå hen. Det tror jeg i hvert fald. Jeg begynder på Frederiksberg, for det er dér, jeg bor. I den himmelblå, bulede Skoda Felicia triller jeg ned ad Gammel Kongevej til Frederiksberg Antikvariat med de nypolerede forretningsvinduer. Her havde den gamle gnavpot Leif Nørballe til huse i en menneskealder, og guderne må vide, hvor mange mennesker han har skældt hæder og ære fra. Bøgerne tårnede sig op i uoverskueligt store stabler, to millioner eksemplarer - en af Europas allerstørste antikvariske samlinger. For tre år siden døde Nørballe, og Jess Jessen fra Nansensgade Antikvariat overtog forretningen sammen med en investor. Lugten af penge har forplantet sig til forretningens fulde navn: Frederiksberg Antikvariat A/S. Drømmen om profit står i skærende kontrast til forretningens motto: A book a day keeps reality away! Den venlige, men også bestemte dame ved skranken hedder Kirsten Adriansen. Professionelt og myndigt kigger hun kassen igennem. Imens kaster jeg et blik rundt i forretningen, der i dag er blevet luftig og lys. Skindbindene står sirligt ryg ved ryg. Kirsten Adriansen, der modsat flertallet af verdens læseheste bærer langsynsbriller, gennemgår stadig kassen og tager nogle få bøger fra. Jeg får øje på en stor sølvfarvet elefantskulptur, der står henne ved en montre. Den må være næsten en meter lang, fra hale til løftet snabel. I montren, som jeg bevæger mig hen til, er der skindindbundne bøger med små prisskilte. 7.500 kroner står der på et af dem. »Jeg må sige nej tak til at overtage kassen«, konkluderer Kirsten Adriansen efter et stykke tid. »Skønlitteratur får vi så meget af«, tilføjer hun. Jeg sukker og tænker på min stakkels ryg. Den bebrillede dame har dog taget nogle bøger op af kassen og slår dem nu op på sin computer for at se, hvad de er værd. 100 kroner er, hvad Frederiksberg Antikvariat A/S vil give for Sigrid Undsets 'Kristin Lavrandsdatter', en læderindbundet trilogi i fem bind. Den vil så kunne blive prissat til det dobbelte plus moms, får jeg oplyst. Halfdan Rasmussens uopsprættede førsteudgave af 'Digte under besættelsen' giver 75 kroner. Antologien 'Der brænder en ild' udkom oprindeligt illegalt i 1944, uden at forfatterne - Halfdan Rasmussen, Kjeld Abell, Morten Nielsen, Martin A. Hansen og mange flere - havde signeret teksterne; men moster Ilses uopsprættede eksemplar fra 1945, der har forfatternavnene med, giver ingen penge. Tove Ditlevsens digtsamling 'Lille verden' i tredjeoplaget får heller ikke mange point af Kirsten Adriansen: »Hm«, vrisser hun, »det er ikke noget kønt bind. Og så er der den klamamse dér«. Hendes pegefingernegl strejfer den, medgivet, lidt usikre skråskriftpåtegnelse til moster Ilse: »En lille Hilsen i anledning af 15 Aars tro Tjeneste«. Men jeg skulle også videre. Antikvariatet Puk på det stumpvinklede hjørne af Hans Egedes Gade og Rantzausgade på Nørrebro har jeg handlet i mange gange. Her i de proppede lokaler har jeg ledt efter de litterære hovedværker, jeg skulle bruge som studerende. Til studentervenlige priser. Til trods for det brogede førsteindtryk er udbuddet stort og alfabetiseringen nøjagtig - man går sjældent forgæves. Ejeren hedder Dan Meier. Han har haft forretningen i om- kring 30 år, og han er en bøs type, der passer godt til de dunkle interiører. Dan Meier er ikke begejstret for min flyttekasse. Det er kedelige bøger, det meste har han i forvejen, og det er svært at sælge. Nis Petersen, for eksempel. »Der er jo ingen, som læser sådan noget længere«, melder han klart ud om den jyske journalists debutdigtsamling 'Nattens pibere' og hans internationale bestsellerroman 'Sandalmagernes gade'. »Måske de studerende«, forsøger jeg. Grynt. »De studerende? Måske en lille jysk studerende, men så køber de nok bøgerne i Jylland, ikke her«. Dan Meier er imod snobberi. Han sælger Anders And, Barbara Cartland og knaldromaner foruden mere lødig skøn- og faglitteratur. Han ved ikke, hvor mange bøger han har på lager, og han vil ikke oplyse, hvor meget hans dyreste bog koster. Eller bare hvad det er for en - han er bange for tyveri. »Jeg kunne fortælle dig mange gode historier, hvis jeg ville. Men det gør jeg ikke. Du er jo journalist«, siger han og ser ud til at nyde situationen bag disken. Et par af antikvariaterne inde i byen har været udsat for særdeles målrettede indbrud her for nylig, oplyser Meier. En samling af Dan Turèlls værker har blandt andet været målet. Turèll står højt på hitlisterne. Ligesom Højholt, Nordbrandt, Madsen, Strunge og Thomsen i øvrigt. Og Sørensen, Heinesen og Rifbjergs tidlige værker. Ejeren af Puk har fået tungen på gled, og hver gang jeg sænker notesblokken og signalerer, at vi vist er ved at være der, kommer der mere. Har jeg hørt, at ejerne af et af de dyre antikvariater kan finde på at flyve hjem fra New York i Concorde, når de har gjort en god handel? Der er penge i det. En dansker købte for nylig et H.C. Andersen-manuskript for tre millioner kroner, det har jeg vel hørt? Min egen bogkasse er kun 80 kroner værd på Nørrebro. Det kan jeg få for Tove Ditlevsens 'Lille verden' og Halfdans 'Digte under besættelsen'. Muligvis er der også for nogle få kroner læder i skindbindene. Meier sælger dem for ti kroner stykket. Men han vil ikke ud med, hvem læderkunderne er. I min efterhånden noget omfattende salgsodyssé og miniforbrugerundersøgelse, der også er gået forbi et par steder, som af uransagelige grunde ikke har haft åbent, ankommer jeg til Antikvariat Aldus på Vesterbrogade. Aldus henviser til Aldus Manutius, fortæller ejeren med det samme. Aldus Manutius var en succesfuld venetiansk bogtrykker, som omkring år 1500 opfandt kursivskriften og datidens pendant til vore dages billigbøger - små, lette udgaver af antikkens værker, der var så handy, at man kunne have dem med i et rejsebibliotek. Gutenbergs bøger var alt for store, tunge og dyre. Ejeren hedder Poul Jan Poulsen, og han hører åbenlyst til de belærende mennesker. Han har knap kigget i min bogkasse, før han trækker mig med ind i baglokalet, der uden for åbningstid er sikret med stålstænger. Baglokalets samling er inddelt i fem sektioner: guldalderværker, førsteudgaver af skønlitterære førsteudgaver fra efter 1870, gamle bøger (det vil sige fra før 1800), gamle medicinske værker og gamle rejsebøger. Poul Jan Poulsens talestrøm er uophørlig og fuld af oplysninger: »Her har vi Hans Mikkelsen alias Holbergs 'Metamorphosis' fra 1726. Et fantastisk værk. Prisen er 12.500 kroner. Her har vi hans 'Epistler' fra 1748; den udkom i et større oplag, og derfor er den ikke lige så værdifuld. 2.500 kroner. Se her: Her har vi en bog med kobbertryk af Assistens Kirkegård. Men sådan noget interesserer ikke udlændinge. Denne her har international interesse: 'Family Shakespeare' fra 1839. Det er en censureret version, hvor alle de frække ord er fjernet. Det specielle ved den er snitmaleriet«. Poul Jan Poulsen holder bogryggen ind mod sig selv og viser mig den modsatte side af bogen. Kanten af bogsiderne er bemalet, ligesom oversiden og undersiden har guldkanter. Maleriet er et portræt af Shakespeare. Et såkaldt snitmaleri. Antikvarens underspillede begejstring er smittende, og 7.500 kroner forekommer pludselig at være en billig pris. Hans for tiden dyreste bog, et kabala-værk med træsnit fra 1525, er desværre til restaurering hos en bogbinder; den koster 20.000 kroner. Men både herhjemme og på det internationale marked kan tingene blive meget dyrere. Vi bladrer hurtigt gennem et amerikansk katalog, hvor nogle af siderne har en fod med kategoribetegnelsen 500-700.000 dollar; illustrerede middelaldermanuskripter er afsindigt dyre. Poulsen er uddannet boghandlermedhjælper i 1957, og han har været i antikvarfaget siden 1967, fortæller han. Siden 1991 har han været kasserer i International League of Antiquarian Booksellers. En mand, der er dybt inde i sit fag. At være bogantikvar er en blanding af con amore-arbejde og iskold business, siger han. Det lykkes mig ikke i første omgang at få ham til at kigge ned i kassen. Han fortæller videre om samlertilværelsen. For et par år siden så han et brugt telefonkort i Tyskland til 5.000 DM, altså små 20.000 kroner. Alting kan blive et samlerobjekt med tiden. Men kvalitet kan altid sælges, døgnfluerne taber værdien. Det er udbud og efterspørgsel. Kaj Munk kan knap sælges længere. Gamle værker af Tycho Brahe er derimod guld værd. Shakespeare, Ibsen og Strindberg går heller aldrig af mode. Det, at man altid kan sætte dem i relation til sin egen tid, giver dem værdi. Omsider får jeg henledt opmærksomheden på mit egentlige ærinde, og omsider er der tale om andet end småbeløb: 'Der brænder en ild' giver 150 kroner, Tove Ditlevsens 'Kvindesind' 100 kroner, 'Grønne digte' af Ole Sarvig i førsteudgaven fra 1943 125 kroner, Halfdan Rasmussens 'Digte under besættelsen' 150-200 kroner, og Sigrid Undsets historiske trilogi vil Poulsen give mig 200 kroner for. I alt 625-675 kroner. Til deling mellem min bror og mig. Jeg hører en stemme fra afdøde moster Ilse, et omkvæd fra min barndom: »Så er der til en iskage«. Trods det gode tilbud fra Poulsen slæber jeg med risiko for liv og lemmer kassen over en stærkt eftermiddagstrafikeret Vesterbrogade. Sidste forsøg på at afdække bogantikvariatsmarkedet foretager jeg på Alhambravej, Frederiksberg. Ikke en forretning, der syner af meget ude fra gaden. Den har ikke engang et navn. Det er begyndt at blive halvmørkt, så lysmængden udendørs og indendørs modsvarer hinanden godt. Morten Nielsen tager imod. En tyndhåret mand på 35 år, trompetist i Fessors Big City Band. Deler sin tid ligeligt mellem jazzlivet og forretningsdriften. Morten Nielsen har haft den diminutive og trange toetages forretning i fem år. Den gamle ejer overtog den i 1944 og forsørgede gennem et helt liv sin familie med indtægten fra salg af brugte bøger. Underholdningsbøger, cowboyromaner, alt muligt. I dag kan Morten Nielsen ikke overleve på den beskedne omsætning. »De unge mennesker er pissehamrende ligeglade med bøger«, konstaterer Morten Nielsen dystert. Forarget, næsten vred. Han afslår med det samme at købe mine bøger: »Jeg kan ikke sælge det. Jeg har ikke plads til det. Nis Petersen sælger jeg for 5-10 kroner. Jeg forsøger nogle gange at forære bøgerne væk til forbipasserende ude på gaden. De bliver nærmest forskrækkede. Det, der er meget af, er intet værd«. I stedet satser Morten Nielsen på at skaffe det, der ikke er let tilgængeligt - inden for alle genrer. Feinschmecker-ting. En særlig forkærlighed har han for ældre bøger om Anden Verdenskrig. Han samler privat på ordener fra krigen og har nogle af dem hængende i en glasramme. Litterært er det især de klassiske ting, der optager ham. Litteraturhistoriens hovedværker handler om nogle helt andre ting end nutidens overfladiske litteratur. 'Nordkraft' - Jakob Ejersbos brag af en Aalborgroman - er ikke noget, Morten Nielsen skal have læst. Ny litteratur virker, som om den er skrevet for børn. »Nogle gange forstår jeg ikke det liv, folk lever derude«. Han peger ud mod gaden med en indigneret håndbevægelse. »det er et overfladisk liv i et opskruet tempo. Tiden er fuld af varm luft. Det er helt sindssygt. Alt er blevet underholdning i dag. Litteratur handler om fordybelse. Det er det stik modsatte«. Bogantikvariatet betragter han som ren filantropi: »Man skal være en aparte type for at have denne her type forretning, en, der ikke vil have materielle ting, en, som ikke har råd til bil og hus. Jeg bor i en lille lejlighed for at få råd til det her«. »Antikvariatet er en tidslomme«, siger Morten Nielsen. »Det er et sted, hvor folk af hans egen slags - dem, der ikke springer over, hvor gærdet er lavest - kommer ind og fører lange samtaler. Diskuterer tiden og tilværelsens evige spørgsmål. Kunderne efterspørger bøger om historien og god litteratur. Men så er der også den type kunder, som er vant til at gå på loppemarked. De brokker sig, hvis de skal give mere end to kroner for en bog«.