Folketinget vedtog på sin sidste arbejdsdag inden ferien den såkaldte rockerpakke. Dermed er der skabt bedre muligheder for, at politiet kan tage afgørende skridt i bekæmpelsen af den grove rockerrelaterede kriminalitet. Forslaget blev vedtaget af et bredt flertal, der foruden regeringspartierne omfattede Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Det er efter min opfattelse positivt, at der er så bred politisk opbakning til den nødvendige stærke indsats mod den omfattende kriminalitet, der udspringer af rockermiljøerne. Som Politikens læsere ved, gav forslaget undervejs anledning til omfattende debat i medierne og i Folketinget, bl.a. på baggrund af nogle meget kritiske høringssvar og debatindlæg fra dommere og advokater. Der er grund til først og fremmest at glæde sig over denne debat og se den som et sundhedstegn. Det er betryggende, at vi har et vågent og kritisk juridisk miljø her i landet, som er på vagt over for lovændringer, der vedrører centrale regler i vores retspleje. Noget andet er, at der efter min opfattelse var tendens til, at kritikken gik over gevind, så man næsten måtte få indtryk af, at den danske retsstat står for fald. Nu, hvor den ophedede debat er kommet lidt på afstand, kan der være grund til at opsummere og besinde sig på, hvad de nye regler egentlig går ud på - og også, hvad deikkegår ud på. Kritikken af lovforslaget vedrørte især følgende: 1) Reglerne om brug af 'civile agenter', 2) reglerne om begrænsninger i forsvarerens adgang til aktindsigt i anklagemyndighedens materiale og 3) selve processen i forbindelse med forberedelsen af lovforslaget. Et hovedpunkt i kritikken har som nævnt været reglerne om 'civile agenter'. Ud fra de debatindlæg, der var om denne del af rockerpakken, kunne mange nok få det indtryk, at lovforslaget gik ud på at ophæve retsplejelovens generelle forbud mod anvendelse af civile agenter. Det indtryk er forkert. Tværtimod mener jeg, at dette forbud af mange grunde bør opretholdes, også selv om anvendelsen af civile agenter faktisk er tilladt i mange lande, som vi ellers plejer at sammenligne os med. De nye regler går ud på noget langt mere begrænset, som alene sigter mod at give politiet bedre muligheder for i praksis at benytte politiagenter (det vil sige polititjenestemænd, der virker som agenter) ved efterforskning af organiseret kriminalitet. De organiserede kriminelle miljøer er meget lukkede miljøer. Kriminaliteten, der begås i disse miljøer, er blandt andet kendetegnet ved, at der er skudt op til flere mellemled ind mellem dem, der udfører handlingerne, og bagmændene. En effektiv bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet forudsætter, at politiet kan finde frem til bagmændene og nedbryde de kriminelle netværk. For at komme tæt på bagmændene er det ofte nødvendigt for politiet at samarbejde med personer, der færdes i det kriminelle miljø, og politiet må efter omstændighederne infiltrere miljøet for at få fat i beviserne mod bagmændene. Brug af meddelere og agenter kan derfor være vigtige redskaber for politiet i bekæmpelsen af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet. Det er i praksis meget vanskeligt for en politiagent at komme ind i et kriminelt miljø. I praksis vil det som regel ikke kunne ske, medmindre en civil person, der færdes og er kendt i miljøet, kan formidle kontakten til bagmændene. En sådan 'introduktionshandling' kan imidlertid indebære, at den civile person formelt set medvirker til den lovovertrædelse, som politiet efterforsker. Vi har i Danmark nogle meget brede regler om medvirken og forsøg, der kriminaliserer også tidlige planlægnings- og forberedelseshandlinger. Der skal med andre ord ikke meget handling til, for at en person medvirker i straffelovens forstand. Dette rammer også en civil person, der alene vil formidle en kontakt mellem bagmanden og politiagenten, og sådanne handlinger kunne derfor efter de hidtil gældende regler være i strid med forbuddet mod civile agenter. De nye regler går alene ud på at skabe mulighed for, at civile personer kan hjælpe en politiagent med at komme i kontakt med det kriminelle miljø. Egentlig agentvirksomhed skal fortsat kun kunne udføres af uddannede polititjenestemænd. Der er satnogle meget snævre grænser for, hvilke konkrete handlinger den civile person kan foretage som led i en agentaktion. Således kan civile personer efter de nye regler kun ydeen yderst beskeden bistandtil at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes. Kendetegnende for den civile persons bistand er, at bistanden består i enkle, klart afgrænsede handlinger, som politiet kan give præcise instruktioner om, og som domstolene let kan kontrollere. I bemærkningerne til lovforslaget er som eksempel nævnt, at den civile person i forbindelse med en sag om efterforskning af salg af narkotika kan bestille en vareprøve, hvis det er nødvendigt, for at den endelige aftager af stoffet (politiagenten) kan virke troværdig for bagmanden. Reglerne om civile personers bistand til politiet i forbindelse med en agentaktion er fra flere sider blevet kritiseret for at skabe risiko for, at politiet sætter forløb i gang, som kan føre til lovovertrædelser, der ellers ikke ville være blevet begået. Denne bekymring er ubegrundet: For det første følger det af reglerne, at agenter kun må anvendes, hvis der er mistanke om, at den lovovertrædelse, der efterforskes, allerede er i gang med at blive begået eller forsøgt begået. Agenter kan altså ikke gå på 'fisketur' efter eventuelle forbrydere i tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen konkret mistanke. For det andet følger det også af reglerne, at agentvirksomheden ikke må bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed - det såkaldte provokationsforbud. For det tredje skal omfanget af den civile persons konkrete bistand altid godkendes af retten. Rettens godkendelse skal som udgangspunkt indhentes forudgående. Finder retten, at den civile persons konkrete bistand ikke kan karakteriseres som 'yderst beskeden', kan retten altså ikke tillade aktionen. Fører efterforskningen til, at en person sættes under tiltale for lovovertrædelsen, vil der også i den forbindelse være en retlig kontrol af, hvilken rolle den civile person har spillet i det samlede forløb. Den civile person vil nemlig kunne afhøres som vidne under domsforhandlingen, og der vil ikke kunne blive tale om anonym vidneførsel. De civile personer, som vil kunne bistå politiet som led i en politiagentaktion, vil som udgangspunkt være personer, som politiet allerede samarbejder med som led i opklaringen af alvorlig kriminalitet, f.eks. meddelere. Forskellen mellem meddelervirksomhed og den yderst beskedne medvirken, som de nye regler giver mulighed for, er for en praktisk betragtning så lille, at der ikke er nogen grund til at tro, at de nye regler i sig selv vil medføre en yderligere forråelse af det kriminelle miljø, sådan som nogle har hævdet. Ud fra den ophedede debat om 'civile agenter' måtte man næsten forstå, at retsstaten stod for fald, hvis de nye regler blev vedtaget. I Sverige, Norge og flere andre europæiske lande er civile agenter tilladt - i Danmark åbner vi nu for en yderst beskeden og klart afgrænset anvendelse af civile agenter under fuld domstolskontrol. Jeg har svært ved at se, at dette skulle kunne true den danske retsstat. Ingen vil vel karakterisere Sverige og Norge som bananrepublikker? Det andet hovedpunkt i debatten om rockerpakken har været påstanden om, at der nu er indført 'hemmelig' retspleje, det vil sige en ordning, hvor man kan blive dømt på grundlag af hemmelige beviser. Nogle har endda betegnet de nye regler som kafkaske. Jeg er enig i, at der er elementer i lovforslaget på dette punkt, som rejser nogle mere principielle spørgsmål, men efter min opfattelse skød kritikken langt over målet. Med rockerpakken er der foretaget nogle justeringer for så vidt angår det sagsmateriale hos politiet, som den sigtede eller tiltalte i en straffesag (og forsvareren) kan få aktindsigt i. For det første præciseres det, at den sigtede/tiltalte og forsvareren som udgangspunkt kun kan få det materiale, som er tilvejebragt af politiet til brug for den konkrete sag - og altså f.eks. ikke almindeligt baggrundsmateriale om forskellige rockergrupperinger, som politiet bruger som en væsentlig støtte for sin generelle efterforskningsindsats, men som ikke skal bruges i den konkrete straffesag. Hvis materialet faktisk skal bruges i retssagen, vil forsvareren naturligvis kunne få adgang til det - det er altså en forudsætning for, at materialet falder uden for adgangen til aktindsigt, at det ikke i den konkrete sag bruges af anklagemyndigheden til at få den tiltalte dømt. Herudover vil man som sigtet eller tiltalt heller ikke kunne få navnet oplyst på en person, der har givet politiet det tip, der har bragt politiet på sporet af sagen. De personer, der hjælper politiet - og dermed os alle - på denne måde, er ofte bange for at give et tip til politiet, hvis der er risiko for, at den sigtede bagefter får at vide, hvem der har 'sladret'. Også her er det sådan, at meddelerens identitet kun kan holdes hemmelig, hvis meddelerens oplysninger ikke skal bruges som bevisgrundlag i den konkrete straffesag. Forsvareren har som hidtil mulighed for at indbringe politiets afgørelse om omfanget af aktindsigten for retten. I forbindelse med behandlingen af spørgsmålet vil retten kunne forlange at se alt materialet, og retten har derfor et godt grundlag for at kunne vurdere, om politiet har truffet den rigtige afgørelse. Den anden justering af aktindsigtsreglerne betyder, at der bliver mulighed for i videre omfang at undtage noget af det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den konkrete sag, fra den sigtedes/tiltaltes og forsvarerens aktindsigt. Det er imidlertid en betingelse, at der foreligger afgørende hensyn til f.eks. statens sikkerhed eller en anden persons liv eller helbred, og at undtagelse af materialet fra adgangen til aktindsigt ikke vil give anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af forsvaret. Hvis materialet skønnes at have betydning for skyldsspørgsmålet i sagen, så skal den sigtede/tiltalte og forsvareren altså have materialet, uanset de modstående hensyn. Herudover er der som noget nyt blevet indført en forudgående domstolskontrol, så det fremover altid er en dommer, der skal afgøre, om betingelserne for at undtage det pågældende materiale fra aktindsigt er opfyldt. En af de misforståelser, der har været i debatten omkring rockerpakken, er, at dommeren, der skal træffe denne vigtige afgørelse om begrænsning af sigtedes/tiltaltes og forsvarerens aktindsigt, ikke kan få lov til at se materialet. Dette er naturligvis ikke rigtigt. Dommeren har fuld adgang til alt materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for sagen. Der er således ikke tale om, at vi med rockerpakken har indført mulighed for, at man kan blive dømt på hemmelige beviser efter en proces, hvor end ikke dommeren kan få politiets materiale at se. Og hvis retten i den enkelte sag ikke er overbevist af bevisførelsen, ja så skal den tiltalte selvfølgelig frifindes - fuldstændig ligesom hidtil. Kritikken af beslutningsprocessen gik især på, at lovforslaget blev fremsat uden et sædvanligt forudgående udvalgsarbejde. Jeg forstår meget godt, at dommere og advokater gerne ville have deltaget i et udvalgsarbejde, og den stærke kritik har bestemt gjort indtryk. Jeg er også enig i, at det under normale omstændigheder vil være den bedste fremgangsmåde, at der nedsættes et lovforberedende udvalg med bred repræsentation, når der er tale om lovgivning af mere omfattende eller principiel karakter. Når jeg i dette tilfælde valgte at lade forberedelsen ske i Justitsministeriet - med bistand fra repræsentanter for politiet og anklagemyndigheden - var det bestemt ikke med det formål at holde dommere og advokater ude. Regeringen lægger imidlertid afgørende vægt på, at der hurtigt bliver sat mere effektivt ind over for den truende udvikling i rockerkriminaliteten og den øvrige organiserede kriminalitet, og efter min opfattelse var det en vigtig forudsætning herfor, at politiets efterforskningsmuligheder blev styrket. Jeg tror, at langt de fleste danskere deler regeringens bekymring over udviklingen i den organiserede kriminalitet og også er enige i, at det er nødvendigt nu at tage hårdt og konsekvent fat på disse miljøer. Derfor lagde jeg i denne sag vægt på at fremlægge forslag om de nødvendige lovændringer så hurtigt, at Folketinget fik mulighed for at tage stilling allerede i år. Jeg kan tilføje, at der jo ikke på nogen måde har været tale om, at dommere og advokater blev afskåret fra at komme til orde om de nye regler: Et udkast til lovforslaget var til høring forud for fremsættelsen, og høringssvarene indgik i høj grad i Justitsministeriets og Folketingets efterfølgende behandling af forslaget. Jeg tror,det er fremgået, at jeg på flere punkter finder kritikken af indholdet af de nye regler noget ude af proportion. Derfor vil jeg gerne endnu en gang understrege, at der først og fremmest er grund til at glæde sig over debatten. Den har medført, at der er sket forbedringer og klargøringer af det oprindelige lovforslag. Debatten viser også, at vi i Danmark har en vågen offentlighed og et stærkt og kritisk juridisk miljø, der våger over de centrale principper i vores retspleje. Når det kommer til stykket, er det måske den bedste garanti for, at vi i vores optagethed af at sikre en effektiv kriminalitetsbekæmpelse ikke kommer til at tilsidesætte grundlæggende retsprincipper.