Er befolkningen indstillet på at slække på retssikkerheden i kampen mod rockerkriminalitet? Juraprofessor Eva Smith har set nærmere på regeringens omstridte lovforslag. Forleden blevforslaget om den såkaldte rockerlov fremsat i Folketinget. Regeringen og landets justitsminister er herved slået ind på en helt ny kurs. Mens det tidligere var god tone, at større lovforslag på strafferetsplejens område blev udarbejdet i udvalg bestående af repræsentanter fra politi, anklagemyndighed, dommere, forsvarere og universitetsjurister, har den nuværende justitsminister fundet nye veje. Det fremsatte lovforslag er ifølge sin indledning udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra politiet og anklagemyndigheden. Som en anden nyskabelse er denne gruppe anonym. Vi véd således ikke, hvilke repræsentanter fra politi og anklagemyndighed der har siddet i denne hemmelige gruppe. Men gruppen har unægtelig muntret sig. Her havde man lejlighed til at stille alle de forslag, som i årenes løb er blevet stemt ned af repræsentanter for domstole, universiteter og forsvarere. Lovforslaget har fået overskriften: 'Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet'. Det lyder jo som noget, vi alle kan støtte. Det viser sig imidlertid, at lovforslaget langtfra alene er møntet på rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet. Det har et langt bredere og mere generelt anvendelsesområde. Jeg har siddet i mange arbejdsgrupper sammen med politi og anklagemyndighed, og uanset forskellige udgangspunkter har jeg altid syntes, det var rimelig nemt at nå til enighed, fordi der har været en grundlæggende forståelse for hinandens synspunkter. For få måneder siden ville jeg derfor ikke have troet, at anklagemyndigheden, selv når de sad alene med politiet, kunne have fremsat det forslag, som nu fremlægges af regeringen. Jeg havde faktisk heller ikke ventet, at regeringen ville fremsætte det, efter at have læst høringssvarene. Jeg mindes ikke tidligere at have set den samlede dommerstand og advokatstand advare så indtrængende mod gennemførelsen af et lovforslag. Retssikkerheden sættes over styr, lyder det advarende. Lad lovforslaget blive gennemgået af et af de sædvanlige udvalg med repræsentation fra dommere og forsvarere. Regeringen har imidlertid fremsat arbejdsgruppens forslag uden hensyn hertil. Man foreslår bl.a., at for så vidt angår fortrolige oplysninger fra udenlandsk politi, skal dommeren tage stilling til, om disse oplysninger skal gives videre til forsvareren. Dommeren bliver imidlertid ikke bekendt med hele materialet, men får blot politiets argumentation for, at oplysningerne ikke skal videre til forsvaret. Der er med andre ord tale om, at dommerne på nærmest kafkask grundlag skal vurdere et materiale, de ikke kender. Argumentationen for forslaget er, at ellers vil de udenlandske politimyndigheder måske ikke udlevere det fortrolige materiale. Jeg har meget svært ved at tro på, at udenlandske politimyndigheder har så lidt tillid til dommerstanden i et demokratisk land, at de vil nægte at udlevere materiale, en dommer får kendskab til. Dertil kommer, at forslaget indebærer, at forsvarerens aktindsigt i politiets materiale skal beskæres. Der var ellers tale om en landvinding, da man i 1978, efter mange års forarbejde, besluttede at ligestille forsvarer og anklagemyndighed. I årene efter 1978 er denne ligestilling yderligere blevet konsolideret og udbygget. En tilsvarende ligestilling har forsvaret ikke i alle de lande, politiet samarbejder med. Derfor foreslår man nu, med direkte henvisning til de oplysninger man får fra fremmede stater, at forsvarers aktindsigt skal begrænses. Mange års reformer er hermed fjernet med et pennestrøg. Det er ikke nemt at se, hvilken rolle Justitsministeriet har spillet i arbejdsgruppens arbejde, men som forslaget lægges frem, lader det til, at Justitsministeriet alligevel har fundet, at dette var for meget. Ministeriet foreslår derfor, at en advokat (ikke den sigtedes forsvarer, men en anden forsvarer) skal have mulighed for at kommentere anklagemyndighedens begrundelser for at ønske forsvarets aktindsigt beskåret. Det er i mine øjne et ringe forslag. Konstruktionen med en anden forsvarer kendes allerede fra indgreb i meddelelseshemmeligheden, således f.eks. telefonaflytning. Telefonaflytninger må nødvendigvis være hemmelige i forhold til den mistænkte, der derfor ikke kan udpege sin egen forsvarer. Dertil kommer, at ikke alene sigtede, men også de personer, sigtede taler med, aflyttes. Den af retten udpegede forsvarer skal i princippet tale alle de aflyttedes sag. Da denne bestemmelse blev indført, sås det som en landvinding. Det har imidlertid vist sig, at i over 97 procent af sagerne følger domstolen anklagemyndigheden. Dette skyldes formentlig, at det er meget vanskeligt for forsvarerne, der jo fører en ganske abstrakt sag, at komme med argumenter, som kan assistere dommeren i beslutningen om ikke at tillade indgrebet. En forsvarer i de her nævnte sager vil være i præcis samme situation. Han kan ikke på samme måde som den forsvarer, der er inde i sagen, vurdere, hvorvidt en hemmeligholdelse af bestemte fakta vil være en svækkelse af forsvarerens arbejde. Endvidere forekommer logikken at halte. Af hensyn til fremmede magter må forsvarerne ikke blive bekendt med materialet, men en anden forsvarer kan dog godt få visse oplysninger. Er der tale om en særlig mistillid til de forsvarere, som normalt beskikkes i straffesager? Et andet forhold er, at forsvarerne, ikke alene i forbindelse med efterforskningen, men heller ikke når sagen kommer til doms, bliver bekendt med disse oplysninger. Begrundelsen herfor er, at efter retsplejelovens paragraf 848 skal de forhold, der har været forholdt den tiltalte, senest ved domsforhandlingen bekendtgøres for ham. Og, hedder det i materialet fra arbejdsgruppen, man kan ikke lade forsvareren få oplysningerne, fordi man på grund af paragraf 848 i så fald er nødt til at lade dem gå videre til sigtede. Det er en ejendommelig argumentation; paragraf 848 er jo ikke en bestemmelse, der er givet af Gud Herren, og som derfor ikke kan ændres. Der vil ikke være noget i vejen for at beslutte, at der er et sæt oplysninger, som den tiltalte ikke kan få, men som hans advokat kan få. Dette svarer til den retstilstand, der allerede nu er gældende for anonyme vidner, hvor vidnets identitet bliver forsvareren bekendt, men denne ikke har tilladelse til at give oplysningerne videre til sin klient. Det er mig uforståeligt, at dommeren og tiltaltes egen forsvarer ikke kan få alle oplysninger. Dansk politi må kunne forklare udenlandske myndigheder, at man har fuld tillid til såvel dommere som forsvarere. Men selv hvis forslaget ændres, så dommere og forsvarere får adgang til materiale, som man ønsker at hemmeligholde for tiltalte, vil heller ikke dette forslag være ganske uproblematisk. Man har som nævnt allerede gennemført en sådan ordning, for så vidt angår anonyme vidner. Det er en ubehagelig glidebane, hvis man i stigende grad vil give oplysninger til forsvareren, som han ikke har mulighed for at dele med sin klient. Det forekommer at være et helt basalt krav i en retsstat, at den dømte kender hele det grundlag, han er dømt på. Endvidere er der forslag til nye regler om agenter. En agent er en person, der opfordrer en anden til kriminalitet, f.eks. ved at spørge, om man kan købe narkotika, for derved at afsløre denne andens kriminalitet. Politiets opgave er at forhindre og opklare forbrydelser, hvorfor man kun bør indlade sig på en sådan handlemåde, hvis det er absolut nødvendigt, ligesom man må tage alle forholdsregler for at undgå at fremprovokere en lovovertrædelse, der ellers ikke var blevet begået. Derfor bestemmer loven i dag, at en sådan fremgangsmåde kun må anvendes, hvis andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede, og hvis der er en særlig bestyrket mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået. Endvidere må agentvirksomheden ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang. For at sikre at disse regler overholdes, må agentvirksomheden efter de nuværende regler kun udføres af politimænd. Dette blev besluttet af Folketinget i 1986. Det var dengang Folketingets opfattelse, at det ikke var muligt at afgrænse en kreds af private personer, som på betryggende måde kunne anvendes som agenter. En sådan afgrænsning er heller ikke indeholdt i lovforslaget. Derimod foreslås, at den civile persons medvirken skal være yderst beskedeni forhold tillovovertrædelsen. Dette sidste er ikke en tilfældig formulering. Efter lovforslaget skal det forstås sådan, at meddelerens bistand kan være mere omfattende ved efterforskning af alvorlige lovovertrædelser. Der vil være domstolskontrol på vurderingen af, hvad der er yderst beskedent. Politiets argumentation for, at civile agenter er nødvendige, forekommer ikke overbevisende. Det skal jo ses i forhold til, hvilket også erkendes af arbejdsgruppen, at den civile person udsættes for en ikke ubetydelig personlig fare, samt at det i visse tilfælde kan være vanskeligt at føre kontrol med de pågældende. Forslaget betyder, at i disse tilfælde overlades det til den civile person at sikre, at hans medvirken ikke bevirker en forøgelse af lovovertrædelsen. Indførelse af civile agenter er imidlertid ikke nok. Man ønsker også at røre ved mistankekravet, samt hvornår agenter kan anvendes. For så vidt muligt at undgå at fremprovokere en lovovertrædelse, der ellers ikke var blevet begået, kræver de nuværende regler som nævnt, at der foreligger en særlig bestyrket mistanke. Arbejdsgruppen foreslår imidlertid, at det må være tilstrækkeligt med det almindelige mistankekrav, begrundet mistanke, og argumentationen er, at det særlige mistankekrav »på uhensigtsmæssig måde hindrer brugen af dette efterforskningsskridt i en række tilfælde«. Jeg skulle hilse og sige, at det faktisk også er meningen. Endvidere har der hidtil været et krav i retsplejeloven om, at agenter kun kunne anvendes, hvis det var absolut nødvendigt for efterforskningen. Dette krav har dog skullet forstås sådan, at også hvis andre efterforskningsmidler ville være stærkt ressourcekrævende eller meget vanskelige at anvende, kunne man anvende agenter. Dette er imidlertid for stramt for arbejdsgruppen, man ønsker det derfor dæmpet til, at dette efterforskningsskridt blot skal være af afgørende betydning for efterforskningen. Dermed kommer indgrebet til at svare til betingelserne for telefonaflytning. Jeg overlader det til læseren af denne Kronik at vurdere, om telefonaflytning er et indgreb, der er af samme alvor som agentvirksomhed. Endelig er der hensynet til den civile agents personlige sikkerhed. Det må antages at være forbundet med betydelig risiko at infiltrere rockermiljøet og videregive oplysninger til politiet. Politiet peger selv på, at lovforslaget kan føre til flere likvideringer. Man vil formentlig kun kunne rekruttere unge, naive personer fra yderkanten af miljøet. Er det virkelig acceptabelt at udsætte dem for en sådan risiko? Står de mulige resultater i forhold til det, der ofres? Det er næppe tilfældigt, at dette lovforslag fremlægges som et forslag til bekæmpelse af rockerkriminalitet. »Nye problemer kræver nye løsninger«, siger politikere. Men det er, som om man glemmer, at dette drejer sig om indgreb, ikke over for rockere, men over formistænktepersoner, herunder mistænkte rockere. Men - vil justitsministeren sige - disse tiltag skal jo kun anvendes over for den mest alvorlige kriminalitet. Man må imidlertid ikke glemme, at samfundets interesse i at opklare alvorlig kriminalitet modsvares af en tilsvarende interesse for den mistænkte i ikke at blive uskyldigt dømt for alvorlig kriminalitet. Det er en langt alvorligere sag at stå over for flere års fængsel for handel med narkotika sammenlignet med en bøde for et cykeltyveri. På strafferetsplejens område har udgangspunktet hidtil været, at den mistænkte/tiltalte skal have de bedste muligheder for forsvar - så vidt muligt uden at forringe politiets efterforskningsmuligheder. Blev denne konflikt sat på spidsen, har det hidtil været holdningen, at hensynet til den -måske- skyldige måtte have førsteprioritet. Det er vigtigt at opklare forbrydelser - men hidtil har vi ment, at det var endnu vigtigere at hindre, at uskyldige bliver dømt. Filosofien har været, at man skulle opbygge et system, hvor enhver borger kan stole trygt på, at såfremt han udsættes for en mistanke, vil han have alle muligheder for at rense sig, herunder - som noget helt basalt - kendskab til myndighedernes materiale mod ham. En retsstat er karakteriseret ved, at de opstillede regler forekommer rimelige og retfærdige - også hvis de bliver brugt mod én selv og ens nærmeste. Jeg er klar over, at der er et generelt ønske i den danske befolkning om forøget indsats over for rockere - men jeg tror ikke på, at befolkningen er villig til at ofre væsentlige retssikkerhedsgarantier - der er en beskyttelse for dig og mig mod urigtige domfældelser - for at opnå en tvivlsom gevinst. Der er efter min bedste overbevisning ikke tale om småjusteringer, men om et skred i helt fundamentale retsprincipper. De her behandlede forslag er blot toppen af isbjerget. Lovforslaget indeholder adskillige andre regler, der forekommer betænkelige. Det straffeprocessuelle system er opbygget sådan, at dommeren sidder i midten - og på hver side af ham fremfører forsvar og anklager hver sine argumenter, hvorefter dommeren afsiger sin afbalancerede dom. Med dette lovforslag har regeringen valgt kun at lade sig rådgive af den ene side - anklagemyndigheden. Derved er balancen skæv, som også fremhævet af en samlet dommer- og advokatstand. Jeg vil derfor indtrængende anmode Folketinget om at følge dommernes og advokaternes forslag om en ny arbejdsgruppe med henblik på at få balance i lovforslaget. Det har taget flere generationer at opbygge den retssikkerhed, vi har i dag i Danmark. Lad den ikke smuldre med et pennestrøg.