I de sidste 60 år har ytringsfriheden været den fremmeste menneskerettighed. Under den kolde krig var den manglende overholdelse af ytringsfriheden i Øst vores – Vestens – væsentligste dokumentation for Sovjetunionens og Warszawapagtlandenes menneskeforagt over for egne borgere. Ingen kunne sige sin mening uden at risikere sanktioner i form af afskedigelse, udstødelse eller det, der var værre. I de sidste syv-otte år har ytringsfriheden også været lakmusprøven herhjemme hos folketingsflertallet og regeringen for, om man er en ’rigtig dansker’ med mod til at forsvare ’de danske værdier’. Desværre ser vi ikke altid den samme kategoriske respekt, når det kommer til kritik af magthaverne selv. Et eksempel er sagen mod Frank Grevil – medarbejderen i Forsvarets Efterretningstjeneste, som gav Berlingske Tidende dokumentation for, at den daværende statsminister talte mod bedre vidende, da han insisterede på, at Saddam Hussein besad masseødelæggelsesvåben. Alt andet lige gav denne sag syn for sagn med hensyn til dansk rets fatale mangel på effektive ’whistle blower’-regler, hvor offentligt ansatte får en beskyttet ret (og pligt) til at afsløre myndighedsløgne, embedsmisbrug etc. De begivenheder, vi nu skal berette om, kan næppe siges at angå rigets sikkerhed som Grevil-sagen. Men for at fjerne eventuel tvivl om, at tendensen i disse år går den gale vej mod generelt større lukkethed og øget meningscensur, vil vi fremlægge et konkret hændelsesforløb, afsluttet for ikke så længe siden, som desværre ikke synes at være atypisk. Navne og geografiske betegnelser er behørigt anonymiseret. Den første januar 2008 løb en række nye uddannelsesinstitutioner af stablen i Danmark: Professionshøjskoler eller University Colleges (UC). Som selvejende statsinstitutioner med op til 17.000 studerende ligger de fordelt i landets regioner og rummer uddannelser til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, bioanalytiker og fysioterapeut mv. Professionshøjskolernes komme betød farvel til velkendte institutionsformer som seminarier og sygeplejeskoler – som i de foregående seks-syv år havde været samlet under såkaldte Centre for Videregående Uddannelser (CVU). Folketinget ønskede en mere enstrenget ledelsesstruktur og større organisationer med »stærkere økonomiske muskler«, som undervisningsministeren udtrykte det. Man var enige om, at ’CVU’erne’ havde vist sig ineffektive. Nu skulle de erstattes med handlekraftige ’UC’er.
Som vi nu skal berette, synes imidlertid mindst en af de nye professionshøjskolers bestyrelse og ledelse at have taget de politiske intentioner for bogstaveligt, idet man gennem skræmmekampagne og tavshedsklausuler har søgt at gennemføre store forandringer i stor hast, uden åben dialog. En tavsheds- eller loyalitetsklausul betyder jo for en medarbejder, at vedkommende kan risikere at miste sin stilling ved at udtale sig offentligt om sin virksomhed – eller sågar blot om emner, som af den ene eller anden grund anses for ’relevante’. Ved at indføre sådanne klausuler forstærkes den omkringsiggribende tendens, hvor man i sager, der kræver professionel viden og indsigt, i stadig stigende grad giver fagfolk mundkurv på. Offentligheden får ikke adgang til de professionelles vurdering, og for de pågældende selv er der tale om væsentlige indskrænkninger i deres personlige frihed. Kritik dysses ned og dialog forhindres. Således breder tavsheden sig lige så stille – eksempelvis om de mange gigantfusioner, som i disse år forandrer tilværelsen for mange mennesker, både offentligt og privat ansatte. Den professionshøjskole, vi nu skal følge, og hvor den ene af artiklens forfattere har været ansat, kalder vi UCX. »Højskolefusionen der gik i vasken!«. Således indledte en kommende medarbejder i november 2007 et læserbrev om den nye professionshøjskole, UCX, allerede før institutionen var fløjet fra reden. Om læserbrevet nogen sinde blev offentliggjort, vides ikke. Det dukkede op som trold af æske i en mail, stilet til den kommende ledelse, ’direktionen’, og blev af ledelsen videresendt til samtlige 700 ansatte. Forfatteren fremstod anonym, og i brevet indgik en kritik af en nys udpeget leder. Denne fremgangsmåde finder vi, artiklens forfattere, på ingen måde tiltalende. Man må stå ved sine synspunkter, ikke mindst over for navngivne personer. Det er derfor ikke det pågældende brev, som er vores ærinde, men derimod ledelsens reaktion herpå i form af en intern skræmmekampagne, søsat via e-mail til alle medarbejdere sidst i 2007 – altså stadig før institutionen var oprettet og et blivende samarbejdsudvalg nedsat som medarbejdernes talerør. Nu dækker Professionshøjskolen UCX et stort landområde, så uanset om læserbrevet nogen sinde blev publiceret, læses en lokalavis i den ene ende af regionen ikke i den anden. Der var derfor mange medarbejdere, som aldrig havde hørt om brevet, da en anden vordende leder, med accept fra den kommende bestyrelsesformand, rundsendte det til de ansatte sammen med en form for svarskrivelse. Fremgangsmåden vakte forundring, men næppe mere, og blæsten kunne formodentlig have lagt sig, hvis ikke ledelsen ti dage senere havde fulgt op med en ny mail, stilet til alle ansatte:
