Umiddelbart er der ingen, der kan se, at der er noget specielt ved mig som far, når jeg kommer gående hen ad gaden med min søn i klapvognen.

De japanske turister ved Amalienborg tager billeder af ham som en typisk dansk dreng med lyst hår og blå øjne og sin far i hånden, og jeg morer mig over, at han vil være at finde blandt familiernes ferieminder mange år fremover i hjem på den anden side af Jorden. Han er måske endnu mere dansk, end de gør sig forestillinger om, tænker jeg. Jeg studser også over ægteparret i 350S op ad Nørrebrogade, der glæder sig over, at se »en rigtig dansk dreng« blandt alle araberne. Men også mere bredt funderer jeg ofte over de mange forskelligartede reaktioner, man får som far med et barn i byens vrimmel en almindelig torsdag. Det giver mig anledning til at filosofere over faderrollen i samfundet af i dag. Det er flot at være far og giver stadig meget mere opmærksomhed end at være mor. Hvem tænker over, at en kvinde med en barnevogn bugserer sig gennem byen en almindelig dag? Men jeg bliver overstrømmende tiltalt af mennesker på restauranter, når vi spiser frokost, mennesker, der mener, det må være herligt at have sådan en dreng. En dag råber en begejstret kvinde efter mig, at »der er vist en, der ikke kan løbe fra faderskabet«, og jeg spekulerer på, om han virkelig ligner mig så meget. Jeg er homoseksuel far, og derved er der noget ganske specielt ved mig. Tager man faderbegrebet op og holder det ud i strakt arm og kigger på det, befinder jeg mig i den mest ekstreme position, man kan forestille sig, hvis normen er den heteroseksuelle, gifte mand og den fraskilte far eller ham, der aldrig har været gift med moderen, er de næste blandt ordenstallene. Jeg tror kun, der findes få hundrede mænd i min situation i landet. I det løse netværk ’Aktiv far’ for homoseksuelle fædre er der, så vidt jeg kan tælle, under 100, der har børn, og lidt flere, der ønsker sig det. Til sammenligning er der allerede tusindvis af lesbiske, som har børn. Min ekstreme situation giver mig rig lejlighed til at se på hele kønsrollemønsteret og familiebegrebet i fugleperspektiv. For alt, hvad der er indlysende og selvfølgeligt for andre mennesker, er for mig vendt på hovedet. Min situation kan heller ikke sammenlignes med en fraskilt far, for jeg er ikke fraskilt. Jeg er heller ikke blevet far ved et uheld. Jeg er ikke som de andre. Tæller man mænd med, der har fået børn og senere er sprunget ud som homoseksuelle (det må være svært, men er ganske udbredt) er der selvfølgelig mange. Men forskellen er netop her, at jeg allerede levede åbent (sådan da) som bøsse, da jeg blev spurgt, om jeg ville være far. Mit barn vil vokse op med dette livsvilkår som en åben kendsgerning fra starten – og med det ’typisk danske’ mener jeg selvfølgelig, at det ikke kan lade sig gøre ret mange steder i verden, ja heller ikke overalt i Danmark. Der er sket utroligt meget for de homoseksuelles frigørelse på bare de sidste ti - femten år. Da jeg i starten af halvfemserne tumlede med at komme ud af skabet, var der stadig stort set ingen offentligt kendte homoseksuelle. Da jeg i midten af halvfemserne var fuldmægtig i et ministerium, opdagede jeg først efter et års ansættelse, at halvdelen af mændene i mit kontor var homoseksuelle ligesom mig. De var bange for, at det ville skade deres karriere, hvis det blev opdaget. Mine forældre var mest kede af, at de ikke kunne få børnebørn. Jeg var sådan set indstillet på, at det var en nødvendig pris for at leve som den, jeg var. Da jeg så først var blevet far, kom jeg til at tænke på, at dette jo egentlig slet ikke var så kompliceret, som alle gerne ville gøre det til. Ikke så længe efter, at jeg var blevet far, blev jeg inviteret til at være med i en skrivegruppe af homoseksuelle fædre, der ville skrive en bog om os og vores situation. Det var drevet af irritation over, at man altid kun hørte om lesbiskes ret til at få børn. Vi skrev en synopsis og fik en positiv respons fra et forlag, hvorefter vi gik i stå. Dels fordi det ikke var alle, der kunne skrive – og overlade vores historier til en journalist ville vi ikke – men også fordi det nok var svært at skrive om noget så privat som vores egne børn og de kvinder, vi har dem med. Vi kan jo ikke få dem uden. I gruppen var der både mænd, der havde børn med lesbiske par, med lesbiske enlige og med heteroseksuelle enlige. Glad for dem er man jo. De har jo gjort én til far. Lidt irritation over konflikter om magtdelingen er der jo selvfølgelig også. Hvordan skrive om noget så personligt uden at blive privat? Det var for svært, og i hvert fald gled projektet ud i sandet. Til gengæld fik jeg lejlighed til at slå et par skæve politisk: SF’s Margrete Auken og Anne Grete Holmsgaard førte an i en debat i Information, hvor de talte imod lesbiskes ret til offentlig insemination. Det var synd for børnene ikke at kunne spore deres ophav. Deres løsning var, at de lesbiske skulle få noget sæd fra formodede bøssevenner, der så ellers mere eller mindre skulle glide ud af børnenes tilværelse, indtil barnet en dag måtte få behov for en far. Stor var vreden blandt lesbiske læsere. Jeg var mere forundret over, at de to ligestillingsveteraner syntes at mene, at en far bare er noget, man som kvinde hiver ind og ud af sit liv efter forgodtbefindende. I Det Radikale Venstre havde vi en progressiv og moderne kvindelig folketings- og borgerrepræsentationskandidat, der udtrykte tydeligt ubehag ved tanken om homoseksuelle som forældre. På andre områder var hun ellers åh, så frisindet. Jeg gav hende kamp til stregen, men nåede undervejs at blive lidt træt af det hele. Hvor meget orker man, hvis man skal møde modstand i Hovedstadens Vælgerforening af Det Radikale Venstre? På den anden side ved jeg jo, at problemerne ikke forsvinder, og at min søn også vil skulle stå model til alverdens fordomme mange gange i løbet af livet. Som homoseksuel far kan man ikke lade være med at spekulere over, at de lesbiske har et reelt alternativ ved at kunne få en klat sæd i en sædbank i stedet for en far. Ligesom koner til de sterile mænd i heteroseksuelle forhold. Det pudsige er, at hvor al anden lovgivning omkring børn tager udgangspunkt i ’barnets tarv’ (hvad det så er), så tager man på dette punkt udgangspunkt i forældrenes ønske, om at der skal være anonymitet omkring sæddonoren. Jeg meldte mig som ung studerende som sæddonor for at tjene nogle lette penge, men nåede aldrig at komme til at donere, heldigvis. Ellers havde min søn haft en bror eller en søster i hver en skolegård i dag. Og en masse børn ville gå rundt uden at kunne få svar på, hvor de kom fra. Jeg kender selv fire mennesker, der er vokset op uden at måtte få at vide, hvem der var deres far. De har alle opsøgt ham, så snart de måtte for deres mor som 18-årige. Der ligger et svært dilemma her. Skulle man ligesom Holmsgaard og Auken bede en større del af befolkningen gå til naboen for en klat sæd? Det er nok heller ikke holdbart, selv om Danmark står noget alene med sin lovgivning på dette område. I andre lande skal faderen være kendt om muligt. I min egen familie og vennekreds har jeg stort set kun mødt opbakning til at få et barn. Det er generelt min erfaring som homoseksuel, at der altid er en kæmpe forskel på menneskers holdning til det konkrete tilfælde (mig) og så et abstrakt begreb (homoseksuelle forældre). Tilbage i 80’erne kan jeg huske en blandet forargelse og imponerethed over, at Anne Linnet fik et barn med en homoseksuel fotomodel. Men mange mente, det var synd for barnet. I mit liv går reaktionerne mest på, hvordan vi klarer at blive enige om magtdelingen. En anden bekymring er, hvad der er min motivation for at få børn. De fleste medgiver dog stærkt pressede, at det med at få børn er noget, man gør for sin egen fornøjelses skyld. Men måske også for at have det, som alle andre har, selv om det er mere forbudt at sige. Næsten uantagelig finder man den begrundelse, at jeg som bøsse også gerne vil trodse den generelle forfølgelse af homoseksuelle, holocaust og aids-svøben ved at gøre noget så livsbekræftende som at få børn selv. Lovgivningsmæssigt befinder den homoseksuelle far sig i et tomrum. Han passer ikke ind. I New Zealand kan forældremyndigheden deles mellem tre personer, men jeg mener ikke, at det er nogen løsning. For mig at se kan juraen egentlig skabe flere problemer end løsninger. Jeg har bortadopteret mit barn til medmor. Det betyder både noget følelsesmæssigt og praktisk. Til det praktiske hører orlov og andre arbejdsmarkedsrelaterede hensyn. Men selvfølgelig kan et juridisk setup også fremmane en bestemt måde at betragte min rolle på som, at der f.eks. er ting, som jeg ikke kan gøre. Jeg kan f.eks. ikke få ordensmagten til at håndhæve en samværsret. Men jo mere jeg spekulerer over det, kommer jeg til at tænke på, at det ville jeg jo til syvende og sidst heller ikke kunne, selv hvis jeg var gift med moderen. I det øjeblik man bliver skilt, kan moderen i princippet bestemme det hele. Hun kan starte med at nægte manden at se børnene et par måneder. Siden kan hun flytte til Nordjylland og på den måde obstruere samværet, hvis hun ikke ønsker det. Sådan er dansk ret indtil videre med nogle få skridt i fædrenes retning på det seneste. Fra september i år bortfalder en række af kvindernes juridiske rettigheder, og de kan blive tvunget til at samarbejde. Dette vil nok få antallet af skilsmisser til at falde, da det i øjeblikket er kvinden, der tager initiativet til skilsmisse i 75 procent af tilfældene i dag af den simple grund, at hun ikke risikerer at miste børnene ligesom faderen. Antallet af samværssager, der afgøres ved retten, er allerede minimeret i forhold til tidligere, hvor kvinden intet havde at miste ved at gå i retten. Hun fik næsten altid medhold. Så hvorfor skulle hun gå med til en frivillig ordning? Men for os mænd er vejen frem konstruktivt samarbejde under alle omstændigheder. Et andet forhold, som jeg fra min udsigtspost som homoseksuel far ser med undren på, er det, at gifte fædre ikke tager barselsorlov. Hvis bølgerne går højt, tager de nogle uger. Moderen sidder på det meste af de tolv måneders orlov. Det hedder sig, at manden ikke kan eller vil tage mere orlov af hensyn til sin karriere. Det kan han så glæde sig over, når han går bort fem år før sin kone. Det beskrives altid som en urimelighed over for kvinderne, at de går derhjemme med børnene og mister både pensionskroner og bestyrelsesposter. Men egentlig burde mændene måske se lidt på, om ikke det faktisk er dem, der bliver snydt – eller i det mindste begge parter. Jeg skal i hvert have noget barsel til nummer to. Når alt det er sagt, føler jeg mig i og for sig mest som en hvilken som helst anden far. Jeg oplever, at forældrekærligheden er uoverstigeligt stærk. Han er et lille kraftværk fuld af gratis energi på en svær dag. Glæden og stoltheden over alt det, der går godt for mit barn, overskygger mine egne nederlag. Bekymringen for ham bortvejrer al bekymring for mig selv. Og langsomt vokser han sig fri af sine forældre, som han skal. Jeg har spekuleret over, om jeg egentlig har noget specielt ønske om at præge ham i en eller anden retning eller opdrage ham på en bestemt måde. Det ville nok være løgn, hvis jeg sagde helt nej til det. Omvendt tror jeg egentlig ikke så meget på, at det kan lade sig gøre. Genetisk ligner han mig; som person er han sin egen. Hvis jeg endelig skulle ønske mig noget, var det måske, at han ikke skulle gå så meget op i, hvad andre mennesker måtte mene, som jeg selv har gjort. »Confront your enemies, avoid them if you can. Be yourself, no matter what, they say«.