Vi står i Danmark med et fundamentalt valg. Enten kan vi ignorere den udfordring, som integrationen repræsenterer, eller vi kan møde den ansigt til ansigt. Konsekvenserne af dette valg er dramatiske. Jeg ser tre scenarier for Danmarks fremtid om 10 til 15 år, når det gælder integration: 'det splittede samfund', 'den lunkne middelvej' og 'det farveblinde samfund'. Det splittede samfund: I november 2005 stod en række franske forstæder på den anden ende. Hundredvis af biler blev brændt af i gaderne, unge kastede sten og skød med haglgevær mod politiet, og flere hundrede uromagere blev anholdt. Efter 12 dages uroligheder indførte den franske regering en nødretstilstand, der tillod udgangsforbud og razziaer uden dommerkendelse. Ønsker vi at se begivenheder som disse i Danmark om 5 eller 10 år? Ønsker vi, at social og etnisk håbløshed skal blive så udtalt, at det udfordrer selve vores demokrati og vores grundlæggende rettigheder? Begivenhederne i de franske forstæder var ekstreme og fandt sted i en bestemt politisk kontekst. Men scenariet kan også blive virkelighed i Danmark. Vold og nødret kan blive virkelighed, hvis vi ignorerer problemerne, hvis vi optrapper den fremmedgørende retorik, eller hvis vi blot lader stå til. »Alt, hvad der skal til, for at ondskaben sejrer, er, at gode mænd intet foretager sig«. Det vidste den engelske filosof Edmund Burke i det 18. århundrede, og det er også sandt i dag. Ignorerer vi problemerne, kan vi til sidst rulle integrationen så langt tilbage, at der reelt ikke er tale om integration, men om et opsplittet samfund. Om fuldstændig isolerede ghettoer med andre normer og regler end i det omgivende samfund. Sådanne øer med egne normer, massive sociale problemer og tårnhøj kriminalitet kendes allerede som et storbyproblem mange steder i USA. I 'det splittede samfund' er dialogen forstenet til en skinger, gensidig monolog, der kun foregår mellem fundamentale kræfter uden reel villighed til at nærme sig hinanden. Kun ekstreme typer blandt indvandrere og politikere er på banen, og de polariserede synspunkters dominans over dagsordenen er blevet så massiv, at den samfundsmæssige splittelse i 'dem' og 'os' definerer hele det politiske billede, overskygger alle andre politiske emner og undertrykker alle andre samfundsmæssige udfordringer og problemer. Også vores økonomi vil lide skade i dette skrækscenarium, hvor vi totalt negligerer integrationen. I 'det splittede samfund' er Danmark kendetegnet ved religiøs fanatisme, intolerance, etnisk uro og kriminalitet. Danmark lever i høj grad af at handle med omverdenen, men hvem vil handle med sådan et land? Løfter vi ikke integrationsudfordringen, er det i bedste fald en ekstremt dårlig forretning - i værste fald en decideret økonomisk ruin. Den lunkne middelvej: At det går så galt skyldes nok, at det med et dårligt begreb kan kaldes 'udansk'. Vi er ikke så meget for ekstremerne herhjemme. Et mere realistisk scenarium opstår dermed, hvis vi i de kommende år hutler os igennem, lapper lidt på problemerne og generelt gyder olie på vandene uden egentlig at løse nogen grundlæggende problemer - det, man kunne kalde 'den lunkne middelvej'. Debatten tager ikke noget afgørende skridt fremad - de marginaliserede selv er fortsat tavse, og de eneste, der orker at fortsætte den frugtesløse diskussion, er den velmenende sagsbehandler og resten af godhedsindustrien. Uden handling får debatten dog mere og mere karakter af et træt litani, der gentages som et forudsigeligt ritual. De egentlige resultater udebliver. H.V. Kaalunds gamle digt indfanger ikke bare i alt for rammende grad vores nationale identitet, men også integrationens tilstand i dette scenarium: 'På det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå'. Vi taber stadig enorme menneskelige ressourcer på gulvet, og nydanskere har stadig en markant lavere beskæftigelsesfrekvens, generelt lavere uddannelse og er stadig ikke fuldgyldige medlemmer af samfundet. Også politisk er der tale om et dødvande. Udlændingepolitikken forbliver øverst på den politiske dagsorden og fortsætter med at dele befolkningen i to lejre. Således består også folkestyret intakt, men det er uden begejstring - og det udfordres stadig i ny og næ af religionens indblanding i det politiske. 'Den lunkne middelvej' fører ikke til økonomisk ruin. Men fortsætter vi denne vej, går vi glip af et betydeligt økonomisk potentiale. I disse tider diskuterer vi, hvordan vi øger arbejdsstyrken, får unge hurtigere igennem uddannelse og ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet. Kunne vi bringe beskæftigelsesfrekvensen for nydanskere op på samme niveau som resten, var vi nået meget, meget langt. Så 'den lunkne middelvej' er altså langtfra nogen gylden middelvej. Det farveblinde samfund: Et tredje scenarium kan udspille sig, hvis vi handler og tager effektivt fat på integrationen i stedet for at ignorere konflikterne og stikke hovedet i busken. Perspektivet i 'det farveløse samfund' er fantastisk. Her har integrationen taget et kvantespring fremad. Springbrættet har været integration via arbejdsmarkedet, og samtidig har adgangsbilletten været højere uddannelser og nydanskernes aktive deltagelse i samfundslivet. Alle væsentlige samfundsaktører har hjulpet til - erhvervslivet, skolerne, medierne, politikerne og organisationerne. Udgangspunktet har været en åben og konstruktiv dialog, der har afløst årtiers grøftegraveri og verbale slagsmål. Det har samtidig betydet en vitaminindsprøjtning til demokratiet, der trives i det multikulturelle samfund. Samfundet er sekulariseret, og religiøse forskelle respekteres, men spiller ikke længere nogen rolle i den politiske debat, der i øvrigt for længst har forladt den forkrampede fastlåsning i for og imod udlændinge. Retorikken handler ikke længere om 'os' og 'dem', men om 'vi'. Politikken er blevet farveblind. Økonomisk set har vi her ramt en guldåre. Nu er det ikke alene 'flexicurity', vi høster ros for i udlandet. Vores anseelse i udlandet plettes heller ikke af fremmedfjendsk retorik og xenofobiske tendenser, men vores integrationsmodel er blevet et internationalt forbillede og en decideret eksportvare. Det kommer også danske virksomheder til gode. Først og fremmest fordi deres vigtigste konkurrenceparameter i fremtiden bliver, hvorvidt de kan tiltrække den helt rigtige, højtuddannede og topmotiverede arbejdskraft, der tilmed har internationalt udsyn og forudsætningerne for at kunne boltre sig på et globaliseret arbejdsmarked. Denne 'kreative klasse', eller snarere denne 'globale klasse', tiltrækkes ikke af et splittet samfund, og de begejstres ikke af en lunken middelvej. De ønsker et 'farveblindt samfund' med den dynamik, optimisme, tolerance og inspiration, det medfører. Går vi hele vejen, når det gælder integrationsudfordringen, kan vi høste de samfundsøkonomiske muligheder af et land i balance og med mangfoldigheden som væsentligste intellektuelle og økonomiske drivkraft. Forslag til handling: 'Det farveblinde samfund' er muligt. Men det kræver et kolossalt fælles træk fra alle væsentlige aktører i samfundet. Virksomhederne skal mere på banen - og indvandrerne selv skal gøre en større indsats. Det er en gensidig opgave, og virksomhederne skal i højere grad være klar til at tage det første skridt. Der er ikke brug for kvoteordninger eller andet bureaukrati, men derimod et stærkere initiativ fra virksomhederne. Indvandrerne skal ville integrationen. Det nytter slet ikke, hvis de begynder at betragte sig selv som ofre. Mange virksomheder får stort set ikke ansøgninger fra indvandrere til deres ledige stillinger. Måske skyldes det, at nogle indvandrere giver op på forhånd - de tror simpelthen ikke, at de kan komme i betragtning til jobbene, så derfor kan de lige så godt lade være med at søge. Dermed falder de i modløshedens fælde. Det samme rammer mange unge efterkommere, der falder fra på uddannelsesinstitutionerne. Jeg efterlyser en større vilje til sejr blandt indvandrerne. De skal have viljen til at kæmpe sig igennem uddannelsessystemet og ind på arbejdsmarkedet. For der er mange virksomheder, der har brug for veluddannede og ledige hænder i det nuværende opsving, som på mange områder har medført flaskehalsproblemer. Men det er ikke alene indvandrerne, der skal gøre en indsats. Reel integration kræver en samfundsmæssig nyorientering af dimensioner. Virksomhederne skal gøre en markant større indsats end i dag. Der findes brancher, der slet ikke tænker på indvandrere som potentiel arbejdskraft, og det er på én gang ærgerligt og kritisabelt. Ud fra en overbevisning om, at integration er for vigtig til at overlade til politikerne alene, foreslår jeg nedsættelsen af en national integrationskommission. Kommissionen skal bestå af repræsentanter fra det politiske liv, erhvervslivet, fagbevægelsen, uddannelsesinstitutionerne, den kommunale verden og indvandrerorganisationerne. Opgaven for den nationale integrationskommission er klar: For det første skal gruppen af flygtninge, indvandrere og efterkommere have samme tilknytning til arbejdsmarkedet som danskere. Dermed kan de også blive selvforsørgende i samme grad som danskerne. For det andet skal de have samme uddannelsesniveau - og de samme danskkundskaber. For det tredje må vi skabe en fælles respekt for de grundlæggende spilleregler og værdier, der gælder i det danske samfund. Det er en vanskelig opgave, men jeg mener ikke, at vi har råd til at lade stå til. Og hvis vi samler alle disse aktører, slår automatpiloten fra, lægger symbolpolitikken på hylden og tænker uden for stregerne, tror jeg på, at vi kan løse den kæmpe integrationsudfordring, vi står over for. I Danmark har vi et godt princip om, at rettigheder og pligter følges ad. Vi lader de bredeste skuldre bære de tungeste læs. Men vores velfærdssamfund forudsætter samtidig, at alle, der kan, også bidrager til fællesskabet. Det er simpelthen forudsætningen for at opretholde et socialt system med relativt høje ydelser. Men vi står med det problem, at indvandrere og efterkommere har en betydeligt lavere erhvervsfrekvens end danskere. Alt for mange er afhængige af offentlig forsørgelse. Ikke mindre end 27 procent af indvandrere og efterkommere er på kontanthjælp, og langt under halvdelen af indvandrere og efterkommere er selvforsørgende. Det virker paradoksalt, at så mange indvandrere går arbejdsløse i en tid, hvor dansk erhvervsliv sukker efter arbejdskraft, også ufaglært arbejdskraft. Og på længere sigt bliver manglen på arbejdskraft endnu mere udtalt. Hvis indvandrere og efterkommere fik samme erhvervsfrekvens som danskere, ville vi faktisk have løst finansieringen af velfærdssamfundet på længere sigt. En af grundene til, at mange indvandrere og efterkommere ikke kan finde en plads på arbejdsmarkedet, er, at deres kompetencer ikke er gode nok. De har simpelthen ikke kvalifikationerne til at løfte et job til dansk minimumsløn. Derfor mener jeg, at det er relevant at indføre en egentlig indslusningsløn. Samtidig skal indvandrerne have et kompetenceløft. I dag får alt for få en erhvervskompetencegivende uddannelse, og blandt dem, der starter på en uddannelse, falder mange fra igen. Men vi må ikke glemme, at der også er en gruppe af efterkommere, som har taget gode uddannelser, men som alligevel ikke kan få et job, som svarer til deres kvalifikationer. Vi hører fra tid til anden om disse unge mennesker, der efter at have uddannet sig til ingeniør alligevel må køre taxa. Heldigvis er det kun få personer, som står i denne situation. Men man skal ikke underkende, at det har en stor betydning og afsmittende effekt i indvandrermiljøerne. For hvorfor skal man bruge fem år af sit liv på SU, hvis man alligevel skal arbejde som taxachauffør? Hvorfor slide med at tage en lang uddannelse, hvis man ikke bliver belønnet for det? Her efterlyser jeg mod hos flere af mine arbejdsgiverkolleger. I mange brancher er andelen af nydanskere alt for lav, og det gælder også det offentlige som arbejdsgiver. Der kan være en vis usikkerhed forbundet med at ansætte en medarbejder med et fremmedklingende navn - har vedkommende de rette sproglige kvalifikationer? Giver religion eller kulturelle normer anledning til problemer? osv. Men langt de fleste arbejdsgivere oplever, at når denne barriere først er overvundet, så udgør efterkommere og indvandrere en lige så god arbejdskraft som danskere. Så flere brancher burde tage sig mere sammen. Danmark har et valg. Som alle vigtige valg er det kun tilsyneladende et svært valg - for når man nøje overvejer konsekvenserne, ser man, hvordan vi i virkeligheden kun har én mulighed: Integrationsudfordringen skal løses.