Gennem de seneste år har vi været vidner til en ophedet diskussion om biobrændstoffer, bæredygtighed og ikke mindst om konkurrencen mellem mad og brændstof.
Mellemfolkeligt Samvirke offentliggjorde i foråret en rapport om kampen mellem mad og brændstof og foreslog samtidig, at biobrændstof skulle kaldes ’madbenzin’. I starten af november blev der endnu en gang pustet til ilden med en ny rapport om EU’s politik om iblanding af biobrændstof i benzin og diesel. Rapporten var udarbejdet for bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, NOAH og Greenpeace, og miljøorganisationerne proklamerede, at reglerne om tvungen iblanding ville tage maden ud af munden på verdens fattige. Kort fortalt er argumentet, at det er uetisk at lave mad om til brændstof, og så er det lige meget, om det drejer sig om hvede i Europa, majs i USA eller palmeolie fra Indonesien eller Malaysia. Da priserne på landbrugsprodukter steg drastisk i 2007-8, blev biobrændstoffer udråbt som den store synder. En nylig rapport fra Verdensbanken dokumenterer dog, at produktionen af biobrændstoffer nok havde en rolle, men at den var lille.
