Den netop udkomne kulturvaneundersøgelse 'Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004' fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut viser, at 78 procent af landets borgere er biblioteksbrugere. Dette høje tal gør bibliotekerne til et af de mest benyttede kulturtilbud i Danmark, og det er derfor også helt rimeligt, at der løbende er meget fokus på bibliotekernes opgaver, på bibliotekernes dispositioner og på bibliotekernes rolle i samfundet. På Gyldendals netop afholdte efterårsreception benyttede forlagets litterære direktør, Johannes Riis, lejligheden til at sætte spørgsmålstegn ved, om bibliotekerne nu også prioriterer opgaverne rigtigt. Johannes Riis mener, at bibliotekerne svigter kvalitetslitteraturen ved at indkøbe færre bøger og i stedet bruger midlerne på it-udvikling. Politiken bragte 27. august på denne plads et fyldigt uddrag af Johannes Riis' tale. Her kunne man blandt andet læse Riis citeret for, at »... i de sidste mange år har bibliotekerne opfattet det som deres fornemste opgave at være med så langt fremme som overhovedet muligt i den elektroniske udvikling. Det har ligesom ligget i luften, at den trykte bogs dage var talte, og der blev sat meget ind på at være på forkant med udviklingen«. En markant udtalelse og noget af en påstand fra Johannes Riis. Når påstanden samtidig fremføres over for den samlede danske presse efterlader den let det indtryk, at det er et faktum. Flere politikere har da også reageret på dette 'faktum' og i forlængelse heraf blandt andet fremført, at »... bibliotekerne nu betragter bogen som forældet« (Ellen Trane Nørby, biblioteksordfører for Venstre, Berlingske Tidende 27. august 2005). Johannes Riis har med sine postulater fået sat gang i en debat om bibliotekernes rolle i det 21. århundrede. En debat, som Danmarks Biblioteksforening hilser velkommen, men som vi også må insistere på foregår på grundlag af facts, ikke på baggrund af subjektive opfattelser hos en forlagsdirektør, som naturligt nok også har kommercielle interesser som bevæggrunde for at starte debatten. Lad os se nærmere på Riis' påstande. Det er rigtigt, at bogindkøbet på bibliotekerne er dalet i de seneste år. Om faldet skyldes økonomi eller prioriteringer kan dog diskuteres. Danmark fik i 2000 en ny bibliotekslov. En lov, som der var bred opbakning til i Folketinget, og en lov, som efterfølgende ofte er blevet omtalt som verdens bedste på grund af dens fremsynethed og ånd. I loven står der, at folkebibliotekernes formål er »... at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder Internet og multimedier«. Loven tager altså højde for, at informations- og videnssamfundet for alvor banker på døren, og at borgerne, for at kunne forholde sig til dette, også skal klædes ordentligt på for at kunne navigere i den nye virkelighed. Bibliotekerne har en aktiv rolle i denne proces, som blandt andet har betydet, at bibliotekerne, ud over et kvalitetsmæssigt bredt udvalg af bøger, nu også skal stille et udvalg af andre medier til rådighed for borgerne på biblioteket. Sådan siger loven, og det har bibliotekerne med succes forholdt sig til siden. Bibliotekerne bruger fortsat 65 procent af materialekontoen på trykte bøger, men som loven foreskriver, har nye elektroniske medier også fået plads på budgetterne og på bibliotekerne. At anskaffelse af nye medier kunne risikere at gå ud over bibliotekernes bogindkøb, var man fra politisk hold godt klar over, da loven skulle vedtages. Biblioteksloven med de udvidede opgaver til bibliotekerne udløste derfor en ekstra bevilling i form af bloktilskud. De skulle sikre, at bibliotekerne kunne løfte de ekstra opgaver økonomisk. Bloktilskuddene sendes til kommunerne, som herefter har til opgave at udmønte tilskuddene på den måde, som vurderes at være den bedste for den enkelte kommune. Kulturministeriets og Biblioteksstyrelsens evaluering af biblioteksloven fra 2004 viser, at der er forskel på, hvor stor en del af bloktilskuddene der i hver enkelt kommune er endt på bibliotekernes budgetter. Hvordan kommunernes disponering af bloktilskuddet konkret har påvirket de enkelte bibliotekers prioriteringer af bogindkøb, foreligger der ikke målinger af, men det er sandsynligt, at et faldende bogindkøb hænger sammen med, at bloktilskuddet ikke i fuldt omfang er sendt videre til bibliotekerne. Med den nye bibliotekslovs fremsynethed i baghovedet kan man dog også antage, at mange biblioteker, helt i lovens ånd, også har valgt at orientere sig bredere og dermed prioriteret indkøbsmidlerne anderledes, set i lyset af den nye virkelighed, som bibliotekerne fungerer i. En del biblioteker havde desuden et udbud af materialer, som allerede inden vedtagelsen levede op til bibliotekslovens nye krav. Har Riis så ret i sin kritik af bibliotekernes faldende bogindkøb? Ja og nej. Bogindkøbet falder, men er det egentlig et problem? Man skal huske på, at bibliotekernes formål ikke er at købe bøger for at støtte kunstnere og forlag. Bibliotekernes primære opgave er at give borgerne fri og lige adgang til information og kultur, og for at løfte den opgave skal bibliotekerne repræsentere alle medier, trykte bøger såvel som nye medieformer. Det rejser et problem for den nye smalle litteratur. Ikke fordi bibliotekerne forsømmer litteraturen, men fordi bibliotekernes opgaver er blevet bredere, uden at bibliotekerne som helhed har fået flere penge til at løse opgaverne for. Det betyder færre penge til bogindkøb, og det giver derfor god mening at tage en diskussion om, hvordan samfundet kan støtte kvalitetslitteraturen ud over de støtteordninger, som allerede findes. Blot er det vigtigt at understrege, at kulturstøtteordningerne bør komme kunstnerne til gode, ikke distributørerne, dvs. forlagene, som jo medvirker på rent kommercielle vilkår. Jeg kan ikke stærkt nok understrege, at det hverken kan eller skal være bibliotekernes bogindkøb, som skal løse eventuelle afsætningsproblemer for forlagene. Litteraturpolitikken i Danmark, hvad skal udgives, og hvad skal ikke, skal ikke være afhængig af bibliotekernes bogindkøb. Bibliotekerne har naturligvis til opgave også at formidle den smalle kvalitetslitteratur, men det er ikke bibliotekernes opgave via bogindkøbene at sikre de smalle udgivelser et økonomisk grundlag. Set med forlægger- og bogelskerøjne er dette måske beklageligt. I Danmarks Biblioteksforening ser vi også gerne, at bibliotekerne sikres bedre muligheder for at styrke bogindkøbet, men man skal være opmærksom på, at bibliotekernes indkøb og opgaver skal ses i en større og bredere sammenhæng og som en del af moderne folkeoplysning. Danmarks Biblioteksforening mener, at biblioteksloven stemmer fint overens med de intentioner, den siddende regering har for udviklingen af Danmark. I takt med den igangværende globale udvikling af informations- og videnssamfundet rejses der krav til det enkelte menneske og til samfundet som sådan om til stadighed at holde sig orienteret om ny udvikling og livet igennem uddanne og udvikle sig. Regeringen har i sit grundlag 'Nye mål' fra februar 2005 selv beskrevet det således: »Vi skal ruste det danske samfund, den enkelte dansker og den enkelte virksomhed bedre til at klare udfordringerne fra en stadigt mere åben international økonomi. Vi skal derfor gøre Danmark til et førende videnssamfund i verden. Og vi skal sikre, at alle kommer med i denne udvikling«. En voksende mængde viden, kulturelle produkter og offentlige informationer udkommer nu digitalt - enten sideløbende med en fysisk udgave eller alene digitalt. Det er en del af bibliotekernes forpligtelse at omstille sig og stille de medier til rådighed, der har den viden og de kulturelle oplevelser, borgerne skal have adgang til. Bibliotekerne har ifølge loven siden 1984 haft til opgave at formidle offentlig information. Opgaven er under omstilling fra udlevering af pjecer og hjælp med at finde rundt i de forskellige fysiske materialer til hjælp med at finde de rette materialer og de rette informationer frem på nettet, som et led i Danmarks generelle e-omstilling jf. regeringens og KL's Task Force. I forbindelse med den kommende kommunalreform er det ikke svært at se, hvordan de nye storkommuner med fordel vil kunne trække på bibliotekernes ekspertise i bestræbelserne på at udvikle borgerservicecentre og derved forbedre borgernes indgang til den offentlige sektor. En opgave, som der er stadig mere opmærksomhed omkring, og som samtidig ligger helt i tråd med bibliotekernes formål om at give borgerne fri og lige adgang til information. Forskningsminister Helge Sander har 30. august i tv-programmet Deadline oplyst, at regeringen gerne vil have Danmark lige så højt op på OECD's rangliste for lande, der takler videnssamfundets krav, som Finland, der ligger helt i top. I den forbindelse mener Danmarks Biblioteksforening, at regeringen og Folketinget i lighed med den finske regerings Council for the Information Society og dets forslag til initiativer bør indtænke folkebibliotekerne mere aktivt i denne proces. Som kulturminister Brian Mikkelsen har formuleret det: »Den viden, vi henter her (på biblioteket), er med til at holde os i gang som borgere og mennesker«, sagt i hans tale ved åbningen af Næstveds nye hovedbibliotek i oktober 2004. Ovenstående viser, at det er nødvendigt at tænke i nye baner. Det gælder for bibliotekerne, for politikerne som deres opdragsgivere, og det gælder for forlagene. Alle, som ønsker at bidrage til, at borgerne får mulighed for at orientere sig og kvalificere sig på bedst mulig måde til det videns- og informationssamfund, som på mange måder vil sætte dagsordenen for samfundsudviklingen i de kommende år. Bogen er populær, både på bibliotekerne og hos borgerne, og derfor vil den også fortsat fylde meget på biblioteket. Men det er også en kendsgerning, at rigtig mange, ikke mindst den yngre generation og dermed de kommende mange års brugere af bibliotekerne, i høj grad har taget nye medier til sig og indarbejdet dem i deres hverdag som et helt naturligt element. Bibliotekerne skal derfor også fremover sørge for at stille internet og andre elektroniske medier til rådighed på biblioteket, uanset om man f.eks. også har internetadgang hjemmefra. Medieformen er ikke afgørende for at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet - uanset om der er tale om gamle tiders biblioteker og deres papyrusruller eller håndskrevne manuskripter, Gutenbergs bøger eller det 21. århundredes digitale produkter. Hvad der er vigtigt er til gengæld, at leverandørerne af viden og information formår at tilpasse sig de formidlingskanaler, som borgerne nu engang ønsker at benytte sig af. Det stiller store krav til bibliotekerne om at følge med tiden. Krav, som kommer til udtryk i biblioteksloven, og krav, som langt hen ad vejen kan ses opfyldt, når man besøger sit lokale bibliotek. Det stiller ligeledes store krav til forlagene, som er nødt til selv at indse, at den trykte bog ikke længere er det dominerende formidlings- og oplevelsesmedie. I den sammenhæng har forlagene en vigtig rolle at spille. Nemlig ved, ud over bøgerne, også for alvor at satse på digitale udgivelsesformer som f.eks. e-bøger og andre elektroniske medier, som vinder stadig større indpas i borgernes hverdag. Målrettede produkter på bibliotekerne er en helt nødvendig forudsætning for, at 78 procent af befolkningen - eller endnu flere - også i fremtiden vælger at gå på biblioteket for at lære, for at låne bøger og for hele tiden at være opdaterede og velkvalificerede borgere. Med hensyn til forfatternes vilkår så deltager Danmarks Biblioteksforening gerne i en dialog omkring mulighederne for at sikre forfatterne bedre arbejdsvilkår. Det handler om bedre støtteordninger til de skabende kunstnere, hvor f.eks. de mindre sælgende forfattere oplever trange kår. Det handler til gengæld ikke om distributionsstøtte til forlagene. Ingen tvivl om at kvalitetslitteraturen, både den brede og den smalle, skal have sin plads på biblioteket, blandt andet baseret på efterspørgsel fra læserne. Vi må blot ikke havne i en situation, hvor bøgernes rolle på bibliotekerne bliver gjort hellig.