Ingen er længere i tvivl om, at tidens krige i f.eks. Afghanistan ikke alene kan vindes med militære midler. Sejr i Afghanistan i form af et nyt stabilt politisk system kan kun ske gennem en kombination af militær og civil indsats. Særligt når det gælder bekæmpelsen af væbnede og aggressive oprørsbevægelser som Taleban, er det klart, at den militære og civile indsats skal ske samtidigt. Reelt handler oprørsbekæmpelse da heller ikke særlig meget om at bekæmpe oprørere rent fysisk, men rigtig meget om at skabe et samfund, hvor borgerne ikke giver oprørerne plads til at operere. Derfor bør Talebans angreb på soldater, befolkning, skoler, guvernører mv. heller ikke vække den største bekymring, om end den psykologiske effekt i både Vesten og blandt den afghanske befolkning er betydelig. Det bekymrende er, at Taleban tilsyneladende uhindret kan operere blandt den afghanske befolkning. Derfor er nøglen til sejr i Afghanistan at vende den afghanske befolknings frygt, sympati eller afmagt over for Taleban – og det kan kun ske gennem en omfattende civil indsats. Taleban og andre må ikke længere kunne sige: »Befolkningen støtter os egentlig ikke, men de forråder os heller ikke«. Alligevel er det, som om vi ikke helt kan vænne os til tanken. Forslag om at sende civile eksperter til verdens brændpunkter bliver mødt med skepsis: »Man kan jo ikke tvinge nogen af sted«. Samtidig sendes der fra politisk hold signaler om, at militæret selv må løse flere civile opgaver i det sydlige Afghanistan, indtil situationen er blevet mindre farlig. Denne kroniks budskab er, at militæret, rådgivet af Udenrigsministeriet, kan løse mange civile opgaver. Det ændrer dog ikke på behovet for en betydelig og samtidig civil indsats – drevet af civile eksperter. Det er nødvendigt at gøre op med den romantiske forestilling om, at vi vinder den enkelte afghaner for vor sag, så længe vi bygger skoler, brønde, veje og klinikker. Det gør vi delvis, men initiativerne ændrer ikke i sig selv på de fundamentale strukturer, der reelt undertrykker afghanerne; nemlig ekstrem korruption på alle niveauer i civilsamfundet, et uretfærdigt politi- og retsvæsen, arbejdsløshed og de fysiske konsekvenser af kampen mellem Taleban på den ene side og koalitionsstyrkerne på den anden. Kampe, der i øvrigt ofte – uanset sammenhængen – ender med at sætte den vestlige indsats i et negativt lys – måske netop fordi den enkelte afghaner ikke kan se og mærke formålet med disse kampe. Allerede i dag er danske militære ’CIMIC-hold’ (CIMIC: civil-militær koordination), støttet af repræsentanter fra Udenrigsministeriet, involveret i skolebyggerier, etablering af brønde og en lang række andre civile projekter. Det sker som en del af kampen om umiddelbart at vinde afghanernes hjerter for Vestens og den afghanske regerings sag – for så at sige at skabe umiddelbar plads og forståelse for tilstedeværelsen af fremmede militære styrker og civile rådgivere. Derudover påbegyndes også mere udviklingsrelaterede projekter med henblik på civile organisationers senere overtagelse og styring. Problemet med projekterne er bare, at de ikke i sig selv får afghanerne til at falde os om halsen og aktivt vende sig mod Taleban. Det skyldes ikke kun, at indsatserne ikke for alvor rammer kerneproblemerne i det afghanske samfund, men også at afghanerne aldrig helhjertet overgiver sig til en bestemt sag; dertil findes der for mange historiske eksempler på fundamentale skift i afghanske magtstrukturer lokalt, regionalt og nationalt. Der skal altså meget og mere til, før afghanerne bliver overbevist om bedre og holdbare løsninger. Løsningen på kerneproblematikkerne i Afghanistan kan derfor ikke findes gennem efteruddannelse af danske og andre soldater inden for korruptionsbekæmpelse, god forvaltningsskik, træning af politikorps eller etablering af privat virksomheder – for slet ikke at tale om den rådgivning og uddannelse, der skal ske af landets embedsværk og af de politiske ledere. Uanset længden af disse efteruddannelser ville soldaterne ikke kunne løfte opgaven. Dertil er den for kompliceret. Der skal rigtige eksperter til (og i Helmand flere end den nuværende håndfuld). Jeg tænker på Udenrigsministeriets folk fra indsatserne i Afrika, Sydøstasien og andre underudviklede områder – og på hjemlige embedsmænd og eksperter fra ministerier og styrelser og på rådgivende ingeniørfirmaer. Lige nu udgøres de få civile eksperter i felten af det, som jeg vil kalde ’robuste freelancere’, men der er ikke mange af dem – og slet ikke når der, som her, stilles krav om egentlig statsbygningsekspertise inden for en lang række specialiserede områder. Der er ingen tvivl om, at det er farligere at være udsendt end at være i Danmark, og derfor skal incitamenterne også være i orden. Den enkelte ekspert skal kunne honorere nogle basale fysiske krav og gennemgå et kursus i procedurer i forbindelse med ekstreme situationer. For offentligt ansat skal det endvidere stå klart, at deltagelse i sådanne indsatser er ønskelig, karrierefremmende og meget lønsom. Incitamenter kunne også dække omtalte mulighed for særlig attraktiv efteruddannelse eller valg af arbejdsplads. Ingen skal tvinges af sted, men de, der tager af sted, skal belønnes. Grundtræningen kunne i øvrigt tilbydes mere bredt, sådan at det blev muligt at opstille en pulje af udsendelsesparate eksperter inden for en række kerneområder. Disse puljer vil også styrke en igangværende indsats. F.eks. ved at kunne udsende afløsere i forbindelse med ferie, sygeorlov eller ikke-forudset hjemsendelse. Væsentligst vil dog være muligheden for med kort varsel at kunne udsende flere eksperter, når situationen tillader det. For private firmaer vil en stor løn formentlig betyde meget, men incitamenterne kunne formentlig drives videre, dersom større danske firmaer som en del af deres samfundsansvar også så det som et ideal, at medarbejdere fra tid til anden var indsat til gavn for landet. Som udsendtE skal de civile eksperter – fuldstændig som det allerede nu sker med militærets egne CIMIC-folk og Udenrigsministeriets rådgivere i felten – sikres af kompetente folk. Forudsat at der også er kapacitet til at imødegå fjender som f.eks. Taleban, kan sikringen gennemføres af militæret – f.eks. ved brug af de særlige militære enheder, som Jægerkorpset allerede i dag uddanner, og som indsættes i Bagdad. Kan militæret ikke dække behovet, bør private sikkerhedsfirmaer ansættes, som det allerede sker i et vist omfang. Ønskes større politisk kontrol med sådanne firmaer, kunne en ide i øvrigt være at lade Jægerkorpset certificere sikkerhedshold opstillet af f.eks. Hjemmeværnet eller private danske sikkerhedsfirmaer – og så indsætte dem fra danske lejre under dansk jurisdiktion. Det skaber også en dansk evne til i andre situationer at indsætte civil ekspertise i svære missioner, uden at en sådan kapacitet nødvendigvis skal udsendes i rammen af en dansk militær indsats. Én ting er dog at sikre flere civile eksperter; en anden er at skabe rimelige rammer for deres opgaveløsninger. I Irak klagede Udenrigsministeriets eksperter over, at militæret ofte ikke havde tid til at sikre dem, fordi man løste »vigtigere opgaver«. Det problem er delvis løst gennem ovenstående forslag om dedikerede enheder til sikring af eksperterne, men kun delvis. Det er afgørende vigtigt, at den militære chef forstår at tilpasse sine operationer til betydningen af den civile indsats i takt med, at mulighederne skabes. Det vil med tiden føre til færre ’opsøgninger’ af fjenden til fordel for etablering af egentlig fysisk sikkerhed i de områder, hvor civile eksperter opererer. Konkret i f.eks. Helmand betyder det, at vi nærmer os et tidspunkt, hvor militæret i højere grad skal sikre den civile indsats – også selv om det måtte medføre, at Taleban får bedre muligheder for at angribe os. Det vil være en svær udfordring af traditionel militær tankegang, der hylder offensiven og dermed princippet om at opsøge fjenden og tage initiativet. Indsættelsen af enheder fra Jægerkorpset i Helmand f.eks. til målrettet bekæmpelse af oprørsgrupper i kanten af det danske operationsområde og tankerne om i særlige situationer at kunne øge den danske styrke, f.eks. med CIMIC-folk, er i øvrigt et godt supplement i en situation, hvor den danske bataljon i større grad må forventes at operere i et efterhånden mere veldefineret område. Det vil dog aldrig ændre på, at bataljonen formentlig helt frem til 2012 vil skulle have en slagkraftig styrke af helt almindelige soldater, der, når situationen kræver det, kan opsøge og tilintetgøre Taleban. Det skal også understreges, at selv om danske enheder måtte løse mere defensive opgaver, så skal de fortsat være initiativrige og kunne vinde over Taleban, når det kommer til kamp. Ud over uddannelse og holdningsbearbejdning af de militære chefer vil det også være en støtte, dersom en stærk civil rådgiver på et højere niveau end Udenrigsministeriets nuværende mere feltmæssige rådgivere blev tilknyttet den militære stab. En post, der med situationens fredelige udvikling kunne ende med et skift af organisation, sådan at der reelt blev tale om en civilt ledet indsats støttet af militæret, som det f.eks. sker i det langt mindre farlige nordlige Afghanistan. Uanset rådgivning vil både militære og civile chefer i felten fremtidigt skulle bedømmes på deres evne til at virke i krydsfeltet af militære og civile opgaver. De, der ikke kan, skal ikke have kommando, og de, der kan, skal som nævnt belønnes, men også udsendes hyppigere. Det vil være af stor betydning for en kontinuerlig positiv udvikling i f.eks. Helmand (i Afghanistan er danske militære chefer p.t. udsendt i seks måneder; den seneste danske ambassadør i Kabul var udsendt i et år. En fordobling eller tredobling vil være ønskelig). Konkret i Helmand vil nye krav til danske militære og civile chefer skulle ske i sammenhæng med de overordnede britiske overvejelser om militære og civile indsatser. Heldigvis er særligt briterne meget klar over disse nødvendige sammenhænge. Afslutningsvis vil nogle læsere måske efterlyse de ikke-statslige organisationer, ngo’erne, og spørge, hvorfor ngo’erne ikke skal løse de civile opgaver. Svaret er: Fordi ngo’erne ikke vil eller kan operere i krigszoner i tæt samarbejde med militære styrker. Der er to hovedårsager til, at det ikke kan lade sig gøre: For det første skal den civile og militære indsats ske i en sammenhæng, hvilket de fleste ngo’er vender sig imod. For det andet er det uomtvisteligt farligere at være ngo i en krig, der handler om fundamentale omvæltninger, og hvor f.eks. Taleban og andre negative kræfter bruger ekstreme midler for ikke at tabe og ofte retter deres angreb mod civile og civile projekter. Det betyder ikke, at ngo’erne ikke kan operere i Afghanistan; det må de selv afgøre. Der er da også mange ngo’er beskæftiget i det vestlige og nordlige Afghanistan, hvor den militære tilstedeværelse i højere grad har til opgave at rykke ud og støtte civil indsats, hvis den bliver angrebet. Det betyder heller ikke, at principperne for, hvorledes civil indsats skal prioriteres og udføres, skal laves om – tværtimod. Ingen er formentlig i tvivl om, at netop ngo’erne, sammen med udenrigsministerierne og større rådgivningsfirmaer, har betydelig erfaring inden for dette område – og det vil derfor være naturligt at tage ved lære heraf. Endelig betyder det ikke, at humanitære principper skal gå i glemmebogen. Der bør altid være plads til de udsatte humanitære organisationer, særligt Røde Kors, og i situationer, hvor ingen humanitære organisationer kan operere, skal militæret løse de nødvendige humanitære opgaver. Det er også vigtigt at understrege, at militæret ikke bør involvere sig i projekter, der kan skabe tvivl om aktive ngo’ers upartiskhed. Det sidste kan dog være svært og afhænger i meget høj grad af, hvordan fjenden vælger at betragte situationen. I en kamp om befolkningens gunst er det imidlertid også klart, at indsættelsen af militære styrker i et fremmed land kræver et udbygget samvirke med lokalbefolkningen. Helt oplagt er behovet for at signalere, at man ingen onde hensigter har, hvilket stiller krav om dialog med alle i samfundet. Lige så oplagt er det, at man i en oprørskamp i et land uden fungerende politistyrker, hvor fjenden ikke bærer uniform og gemmer sig blandt befolkningen, nødvendigvis må skaffe sig efterretninger fra befolkningen. Når jeg taler for en ny organisering af indsatsen i Afghanistan, er det reelt et opgør med den opfattelse, at man i Danmark (og mange andre lande) har militæret, udenrigstjenesten og ngo’erne til at tage sig af problemer i den tredje verden. Sådan er det ikke længere. Når vi går i krig som i Afghanistan, men også fremtidigt andre steder og i andre rammer (f.eks. FN), skal der være garanti for indsættelsen af de nødvendige midler. Den garanti kan ngo’erne af gode grunde ikke stille, og derfor er der behov for at udpege og indsætte trænede embedsmænd, motiveret af incitamentsstrukturer, eller betale private firmaer for at løse opgaven. Formentlig vil der skulle være tale om en kombination. Der bør ikke være tale om en prioritering fra indsats til indsats, men om en ny struktur, der muliggør hurtig supplerende uddannelse og udsendelse – og en organisation, der forstår sammenhængen mellem militær og civil indsats – og en militær (og civil) ledelse, der forstår og accepterer at give plads til begge typer indsats. I Helmand har vi hen over sommeren i pressen kunnet læse om soldater, der klager over, at de ikke er nok ude og skyde på Taleban; om soldater, der er overraskede over, hvor lidt der er at lave; og historier om militære chefer, der holder soldaterne tilbage for at undgå flere tab. Måske er disse historier i realiteten et tegn på, at det i Helmand er ved at lykkes at skabe et nogenlunde sikkert frirum i operationsområdet omkring byerne Lashkar Gar og Gereshk. Det bliver nok ikke meget fredeligere, før den civile indsats kommer op i omdrejninger. Det er en udfordring, som det civile Danmark må tage på sig – og som kan betyde relative forringelser for danskerne, når landbrugskonsulenten, politimanden, dommeren, lægen, kommunaldirektøren, skattemedarbejderen, ingeniøren, brandmanden og alle de andre fra tid til anden er indsat sammen med danske soldater for Danmark. Hvis vi vil vinde, skal vi kunne holde til det. Alternativt kræver Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, at der opbygges en ekstra kapacitet, som andre lande formentligt ville skele misundeligt til. At det bliver dyrt, er der ikke tvivl om, men det skal ses i forhold til omkostningerne for hvert år ekstra, Taleban frit bevæger sig i Afghanistan – for hvert år ekstra, flere hundrede tusinde afghanere må leve i usikkerhed, og for hvert ekstra år, op mod 700 danske soldater og eksperter skal være indsat.