Michael Strunge ser lige på mig. Blikket er sort som kul. Stemmen skærer som en rundsav, og ordene sprøjter som spåner mod mig: »Hellere leve intenst i et sekund som et lyn end hundrede år som et levende dødt borgerdyr«. Den sproglige umulighed, oxymoronen, skar ind i mig. Der var desværre ingen tvivl om, hvem borgerdyret var. Stof til eftertanke, selv om borgerdyret i mig naturligvis ikke var enig.
Sætningen stod som et billede over hans skæbne, da han året efter, som 27-årig, kastede sig ud fra 4. sal i Webersgade. Kort forinden fortalte han kæresten, at livet var så intenst, at han kunne flyve. Vi kunne lide at snakke sammen. Hans følelser skiftede orkanagtigt fra dag til dag, uge til uge. Det splittede ham, og det anarkistiske blik, der brændte igennem fortrængninger, skar så dybt, at det gav sår og smerte i sjælen. Men også kreativt brændstof. Hans dilemma. Og vores. Han foragtede mange, men kunne finde nogen hjælp hos flere af os unge psykiatere. Vi forsøgte, sammen med hans nestor, Poul Borum, at samle modsætningerne så meget, at han burde kunne leve intenst i 75 år. Det lykkedes selvsagt ikke. Kontrafaktiske ytringer er hyppige hos mennesker med psykiske lidelser. Udsagn, der modsiger det borgerligt gængse. Meninger, der ofte bliver opfattet som vanvittige, og som heller ikke altid ’holder i byretten’, men som alligevel er vigtige for os andre. For vi tænker dem ikke. Tankerne volder ofte subjektiv smerte og afstandtagende foragt fra andre. Også fordi de kan såre og vække angst.
