0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danmark er sunket til barbari

Det socialdemokratiske forslag om at tvinge indvandrerforældre til at tale dansk med deres børn er ikke kun skadeligt for børnene. Det er også en forbrydelse.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Socialdemokraterne (Mette Frederiksen) vil tvinge indvandrerforældre »med dårlige danskkundskaber«, som vælger ikke at tale dansk med deres børn, til at sende deres børn i vuggestue og tvangsfjerne dem, hvis forældrene ikke vil »makke ret«.

Dansk Folkeparti vil gerne tvinge dem, men ikke tvangsfjerne. Sammen med de konservative vil de indføre økonomiske sanktioner (Pol. 30. og 31.1.), f.eks. fratage dem børnechecken.

I virkeligheden vil forældrene, som taler deres eget sprog med deres børn (og vil fortsætte med det) i hjemmet, give børnene det sproglige og intellektuelle fundament, som er nødvendigt for også at lære dansk godt. Men nu skal de straffes! Partierne vil gøre det hele for at »forbedre integrationen«. Siger de.

Det, som bliver foreslået af Socialdemokraterne, er ikke kun skadeligt for børnene. Set fra en sociologisk og uddannelsesmæssig synsvinkel falder det faktisk ind under to af FN’s folkedrabskonventions definitioner af folkedrab. Juridisk er det en forbrydelse mod menneskeheden. Danmark er sunket meget dybt i barbari.

Folkedrabskonventionen definerer folkedrab således:

I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:

Af de fem definitioner kommer Socialdemokraternes forslag under de følgende to:

b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig/mental skade,

e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.

Konventionen fastslår, at enhver hensigt fra en given aktør til at ødelægge en gruppe, hvad enten denne har et nationalt, etnisk, racemæssigt eller religiøst tilhørsforhold, er et brud på konventionen.

Der skelnes ikke imellem, om aktøren er en person eller gruppe, som har privat karakter, eller om det er offentlige personer, dvs. statsoverhoved eller militær. Det bliver endvidere pointeret i artikel 3, at bl.a. følgende handlinger (som Socialdemokraterne nu foreslår) skal være strafbare:

c) direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab d) forsøg på folkedrab e) meddelagtighed i folkedrab

Hvis man med tvang prøver at gøre indvandrerbørn til danske børn (som Socialdemokraternes forslag lægger op til), er det (sprogligt og kulturelt) folkedrab. Hvis man påfører dem alvorlig mental skade (som bliver et sandsynligt resultat af forslaget, se senere), er det folkedrab. Danmark har ratificeret folkedrabskonventionen. Hvad andet har Danmark lovet at gøre?

I Deklaration om nordisk sprogpolitik (Nordiska Ministerrådet, 2007), i afsnittet ’Nordboernes sproglige rettigheder’ lover Danmark følgende:

»Den nordiske sprogpolitik tager udgangspunkt i, at alle nordboere har ret til: …

• At bevare og udvikle deres modersmål og deres nationale minoritetssprog«.

Alle med lovligt ophold i et nordisk land er nordboere ifølge deklarationen.

Børnekonventionen (FN’s konvention om barnets rettigheder, 1989, som kun Somalia og USA har undladt at ratificere, er ifølge Unicef »en slags grundlov for alle børn i hele verden.

Børnekonventionen sikrer, at alle verdens børn har samme rettigheder.

Hvor som helst et barn vokser op i verden, har det ret til at overleve, blive beskyttet mod misbrug og diskrimination og til at udvikle sig bedst muligt med indflydelse på sit eget liv«. Hvad siger den til det socialdemokratiske forslag?

I art. 8,1 påtager deltagerstaterne sig »at respektere barnets ret til at bevare sin identitet«, og »hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal deltagerstaterne yde passende bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt at genoprette barnets identitet«(art. 8,2).

I art. 9,1 skal staterne »sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet«.

I art. 12,2 om tvangsfjernelse og »anbringelse i passende børneinstitutioner ... skal der tages tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund«.

I art. 29 c skal man »udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindelig stammer, og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur«.

Og art. 30 kræver, at »et barn, der tilhører et sådant mindretal ... skal ... ikke nægtes retten til i fællesskab med andre medlemmer af sin gruppe at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog«. Socialdemokraternes forslag bryder mod alle disse artikler og mange andre internationale konventioner.

Men kan man ikke sige, at det er »misbrug eller vanrøgt af barnet«, hvis forældrene ikke taler dansk derhjemme eller ikke på andre måder udsætter et spædbarn for så meget dansk, at barnet taler det (næsten) lige så godt som et dansk barn, senest når barnet kommer i folkeskolen, og helst når barnet er ét år?

Hertil er at sige, at al, og vi understreger al, solid og seriøs forskning siger, at et minoritetsbarn lærer det dominerende sprog bedst, hvis barnet kan sit modersmål så godt som muligt.

Modersmålet skal være det sprog, som bruges det meste af dagen, ikke kun til syvårsalderen, men også i skolen. Den største sammenlignende undersøgelse i verden (i USA med over 200.000 børn) viser, at jo længere tid børnene havde undervisning på modersmålet, des bedre blev de til engelsk, og des bedre klarede de sig i skolen i andre fag. Der er mange tusinde andre undersøgelser, som viser det samme, fra alle verdensdele, med mange forskellige sprog og grupper.

Modersmålsbaseret flersproget undervisning, hvor en stor del af undervisningen er på minoriteters og oprindelige folks modersmål, med god undervisning af ét eller flere dominerende sprog (i Danmark dansk og senere engelsk) som fag, undervist af tosprogede lærere, i mindst seks år i folkeskolen og gerne længere, ville give flersprogede minoritetsbørn, som klarer sig godt og går videre i uddannelsesforløbet.

Alt andet – dvs. det, som Danmark laver nu, og endnu mere det, som Socialdemokraterne foreslår – er vanrøgt af børn.

De indvandrerbørn, som nu klarer sig relativt godt i Danmark (og det handler som bekendt overvejende om piger), gør det på trods af systemet, og ikke på grund af det nuværende system, som er langt fra optimalt. Mange velintegrerede folk fra indvandrerfamilier er rasende over ’debatten’ i Danmark og den behandling, de bliver udsat for. Det officielle Danmarks opførsel, en kombination af assimilationstvang og diskriminering, er i strid med EU’s anbefalinger om at skabe »et sprogvenligt miljø« i samfundet (som vuggestuen er en del af) og at styrke indlæring af indvandrersprog.

Mette Frederiksen siger: »Jeg er helt på det rene med, at nogle vil sige, at det her er et indgreb i forældres ret til at træffe beslutninger om deres børn. Jeg er med på dilemmaerne, men det perspektiv, vi skal vægte som samfund, er barnets perspektiv. Det er vigtigere end forældrenes«. (Pol. 30.1.). Set fra barnets perspektiv kan den vanrøgt og det folkedrab, som hun lægger op til, ikke være specielt vel vægtet.

Hvis danske politikere ikke vil lytte til, hvad over halvtreds års seriøs forskning er kommet frem til, kan man jo passende nedlægge universiteterne og kun lytte til ideologisk ukundskab. Der er ellers mange forskere og lærere i Danmark, som virkelig ved noget om minoritetsundervisning. Et temanummer af Sprogforum (nr. 47, oktober 2008) om førstesproget som ressource dokumenterer meget af det, vi siger om modersmålets betydning.

Progressive tendenser i store dele af verden begynder at gå i retning af, at man accepterer og erkender minoriteters sproglige menneskerettigheder. Ikke nødvendigvis fordi staterne er søde. Men fordi det er økonomisk uholdbart at underuddanne og misuddanne så mange og dermed skabe konflikter. Hvad koster ’indvandrerbander’ i dag? (Birgitte Rahbek og Tove Skutnabb-Kangas’ bog ’God, bedre, dansk? Om indvandrerbørns integration i Danmark’ advarede mod denne udvikling i 1983.

Hvordan kan man forvente, at unge, som ikke har fået en god uddannelse, og som møder diskriminering over det hele, skal føle loyalitet mod Danmark? Hvordan kan indvandrerforældre tale om etik og moral med børnene, hvis de ikke deler et fuldgodt sprog?

Sprogøkonom François Grin (se hans hjemmeside) viser, hvor uendelig lidt en ordentlig minoritetsuddannelse koster, hvor dyrt det er på lang sigt ikke at støtte minoritetssprog, også i uddannelsessystemet, og hvor stor økonomisk betydning flersprogethed har for et land.

Der er en erkendelse på alle kontinenter af, at den vigtigste pædagogiske årsag til nederlag i skolen er valg af det forkerte undervisningssprog. Nobelpristageren i økonomi Amartya Sen siger, at fattigdom ikke er så meget et spørgsmål om økonomiske forhold og vækst. Fattigdom skal forstås som en mangel på muligheder for at udvikle de kapaciteter, som giver valgmuligheder i livet. Men en subtraktiv uddannelse, som erstatter modersmålet med et andet sprog, en situation, hvor dansk bliver indlært på bekostning af modersmålet, forhindrer i høj grad kapacitetsudvikling hos indvandrerbørn og unge. Det er et forfærdeligt spild af menneskelige ressourcer, og dette erkendes af Unesco, Unicef og andre organisationer. I stedet tilstræbes nu en additiv situation, hvor magtsprogene indlæres i tillæg til modersmålet.

Akademiet for Afrikanske Sprog (Acalan, www.acalan.org) organiserede en stor international konference i Bamako i Mali i slutningen af januar 2009, hvor vi begge var indbudt. Der var mange eksempler på forskningsresultater af store forsøg, hvor man underviser på mange forskellige modersmål, med engelsk, fransk eller portugisisk som et fag. Når de unge tager deres afgangseksamen, har de bedre kundskaber i de europæiske sprog end børn, som har haft dem som undervisningssprog fra 1. klasse. I Etiopien har man en undersøgelse med alle børn fra 9 af de 11 distrikter i landet. De børn, som klarer sig bedst i alle fag, inklusive engelsk og amharisk, er børn, som har haft undervisning på deres eget sprog i otte år. Børn, som har haft seks år på deres modersmål, er ikke lige så gode, børn med fire år har det endnu vanskeligere og de, som klarer sig dårligst, er de børn, som har haft alt på engelsk.

I Orissa i Indien har man nu (januar 2009) 435 skoler, som underviser på ti forskellige oprindelige folks sprog, og det bliver til flere skoler og sprog til foråret. Børnene lærer oriya, det dominante sprog i Orissa, og engelsk som fag. I Papua New Guinea underviser man de første tre år på over 400 forskellige sprog (der er mindre end fem millioner mennesker i landet). De, som har haft seks år på modersmålet, klarer sig betydelig bedre til afgangsprøverne end dem, som har haft engelsk fra 1. klasse. I Nepal er man begyndt med at undervise på 8 af de over 100 sprog (i stedet for nepali og engelsk som nu), og planen er, at alle børn skal have undervisning på deres eget sprog om nogle år. Når man besøger skoler der (som en af os har gjort), kan man se forskellen – glade motiverede børn og lykkelige forældre, som føler, at deres sprog og kundskaber er vigtige. Og sådan kunne vi blive ved. Der er flere tusinde bøger skrevet om resultater af den slags og om, hvordan man kan gøre det.

Men er det kun i Asien, Afrika og Oceanien, at lyset er ved at gå op? Nej. Regeringen i vores naboland Sverige har også lige taget konsekvenserne af forskning og respekt for menneskerettigheder (medgives, efter to hundrede års kamp) og har lige offentliggjort en ny strategi. De vil ikke kun erkende, at minoriteter har rettigheder – men også, at minoriteter skal have magt til selv at bestemme meget mere af, hvad der sker med dem.

I Från erkännande till egenmakt – regeringens strategi för de nationella minoriteterna. Regeringskansliet, Integrations- och jämställdhetsdepartementet, 29 januari 2009 ( http://www.regeringen.se) kaldes det vigtigt, at påpege at »nationella minoriteter« også omfatter den indvandrede finsktalende minoritet, ikke kun den historiske finske minoritet i Tornedalen. Den svenske regering påtager sig » Skyldighet att främja de nationella minoriteternas språk och kultur. Det allmänna har ett särskilt ansvar för att skydda och främja de nationella minoritetsspråken och de nationella minoriteternas möjligheter att behålla och utveckla sin kultur i Sverige. Barns utveckling av en kulturell identitet och det egna minoritetsspråket ska främjas särskilt«.

Sverige implementerer hermed en forpligtelse fra den nordiske sprogdeklaration. Danmark modarbejder den.

De danske partier er vel konsekvente? Et barn er et barn? Alle børn har vel de samme emotionelle og intellektuelle behov? Det er børnenes tarv, Socialdemokraterne ser på?

Vil Socialdemokraterne så også foreslå, at hvis danske forældre i Kina eller Bhubaneswar i Orissa (Indien) eller Kenya ikke hurtigt begynder at tale kinesisk eller oriya (med mange flere talere end dansk) eller swahili hjemme med børnene, skal børnene tvangsfjernes, hvis forældrene ikke »makker ret« og sender den etårige i kinesisktalende børnehave?

Nej vel. Undervisningsministeriets vejledning til ’Undervisning i dansk af danske børn bosat i udlandet’ siger: »Netop modersmålet er fundamentet for tilegnelsen af andre sprog. Uden en begrebsverden og et vist kendskab til nuancerne inden for sit eget sprog kan man ikke tilegne sig en begrebsverden inden for et fremmedsprog«.

Jamen, det er jo noget helt andet! Det er jo etnisk danske børn.