Det danske sprog forandrer sig ustandseligt, og intet sted er dets evolutionsproces mere synlig end i slang. Dagens kronikør er seksualforsker og har netop udgivet 'Lir', en ordbog over det seksuelle slangsprog. Sproget er en kulturel forvandlingskugle, som spejler sin samtid med seismografisk sans for nuancer. Og med lyrikken som en mulig undtagelse er der næppe noget sted, hvor dets potentialer så legesygt og lydhørt kommer for en dag som i slang. I halsbrækkende skift mellem poesi, parodi, vulgaritet og eufemisme når slangsproget hele vejen fra det usagte til det snakkesalige - tabuer og trivialiteter tages ved vingebenet og gives ny fernis, dydigt eller med opsigtsvækkende bravalder. Med slang kan man kommunikere både fyndigt og diskret, og skønt slangsprogets obskøne effekter ofte stjæler billedet, er dets funktioner faktisk mange og modsætningsfyldte: Med et slangord kan man prale og provokere, lyve og lege, fornærme og forføre, være nedrig og opfindsom på skift. Lad os starte fra bunden: S-e-x siger sex, og dermed har vi stavet til en sejlivet ambivalens og et udspekuleret sprogligt problem. For hvordan benævner man i grunden et nedarvet kulturelt dilemma, hvordan sætter man meningsfuldt sprog til noget, som ikke blot er førsprogligt, men også filtret ind i et klæbrigt spind af betydninger, for hvilke der åbenbart kun findes tilnærmelser og bleg pastiche? Seksualiteten er og bliver sprogets sorte hul - et astronomisk tyngdefelt, som suger hvad som helst til sig, men i hvis nærhed alting øjensynligt går i opløsning som en byge af modsætningsfyldte tegn: I århundreder har vi forgæves forsøgt at nærme os et neutralt seksuelt sprogbrug, men jo mere vi prøver at indfange de vildfarne kønnede kloder, jo mere må vi med et suk konstatere, at vores forehavende falder fra hinanden i et sært, polariseret staccato: Også i dag må vi således tage til takke med børnehavens 'tissemænd' og 'tissekoner', anatomisalens 'peniser' og 'vaginæ', baggårdens 'pikke' og 'kusser', strikkeklubbens 'køn' og 'ædlere dele' og seksualundervisningens 'lemme', 'kønsdele' og 'organer'. Det seksuelle sprog er med andre ord kløvet på langs mellem liderligt lir og lam lægelatin, og i sprækkerne mellem søndagsskole og skandale finder man slangordene, der har området 'syd for ækvator' som en foretrukken biotop og herfra (heroisk) forsøger at puste liv i de hensygnende alfabeter. Også her er virkemidlerne dog mange og opfindsomme, og ligesom slang helt oplagt kan være både plat og vulgær (jf. 'spule grotten', 'creme rotten', 'bæskubber', 'sutteso' og 'spermcontainer'), hører også det søde og eufemistiske med til den avancerede slangbrugers vokabularium: Som mand kan man således 'lege beduin' (have rejsning under dynen), 'baske med den envingede' (onanere) og 'vælte damer' (forføre kvinder til sex), mens man som kvinde kan få 'dukker i udhængsskabet' (blive gravid) blot ved at 'spidse blyanten' eller få et 'dyt i bamsen' (have samleje). Slangregistret spænder fra det stridt ekspressionistiske til den rene og skære poesi, og der er unægtelig et stykke vej fra at 'æde tæppe' på en 'pornoso' (have oralsex med en udfordrende kvinde) til at 'være rundhåndet' (onanere) eller 'knække anemoner med nakken' (have samleje i det fri) - fra at 'lege futtog' med en 'badenymfe' (have samleje bagfra med en yndig kvinde) til at 'få den i skideren' af en 'horny' 'bæfakir' (have analsex med en liderlig homoseksuel mand). Jo, seksuelt slang er i sandhed en vidtløftig genre, men skønt der tales i mange tunger, kan visse tematikker dog ikke undgå at springe i øjnene. Lad os i flæng nævne: 1) Den kulinariske (hvor man bl.a. finder 'melonerne', 'sydfrugterne', 'kørvelen', 'nødderne' og 'stegen' - eller skulle det måske være 'et stykke med saltkød' eller en gang 'fissefilet med spermolade'?). 2) Den zoologiske (fra 'bien og blomsten' over 'sild', 'misser', 'vildkatte' og 'tyre' til 'anakondaer', 'bukke', 'tæver', 'svin' og 'gamle grise'). 3) Den bibelske (f.eks. at 'kende', 'bole' og 'hore' samt 'perleporten', 'adamskostumet', den 'forbudne frugt' og det 'forjættede land'). 4) Den geografiske (hvor man kan 'stå af i Roskilde', 'have gæster fra Rødby' eller blot nyde 'udsigten til Bagsværd via Ballerup'). Og endelig: 5) Den pyromane (fra at 'brænde varm' og 'være tændt' til at 'blive skoddet' af sin 'flamme'). Hertil kommer mere sofistikerede lydlige konstruktioner, hvor slangord med fræk elegance parafraserer og digter videre: Ens 'qvinds' (kvinde) kan således være både 'humsk' (modsat uhumsk) og 'lex' (lækker), ligesom man - med lidt held - kan få en 'guldvask' af et 'lufthul' (oralsex af en stewardesse), 'gafle' et 'grydeklart' 'pungdyr' (forføre en lysten mand) eller slet og ret dyrke 'sport i toeren' med en 'lækkersøvnig' 'baginder' (have analsex med en liderlig homoseksuel mand). I sidstnævnte tilfælde kan man ligefrem risikere at 'miste sin bædom' - medmindre, naturligvis, man i forvejen er en rutineret 'ringridder' (analsexdyrker) eller tilhører gruppen af såkaldte 'afraids' (mennesker, hvis angst for hiv-smitte er ude af proportioner). Slangord er ofte knyttet til bestemte grupper og miljøer, og hvad der i én sammenhæng kan vække umiddelbar genklang, vil i andre forekomme som det rene, indforståede volapyk. Velafprøvet slang som 'røv' og 'kusse' (hvis etymologi kan spores tilbage til oldnordisk) er således blevet en del af alle danskeres aktive eller passive ordforråd, mens der eksempelvis blandt teenagere, studerende, soldater og håndværkere - ja, helt ned i vennekredsens eller ægteskabets mikrokosmos - kan udvikle sig en omgangstone, som kun er gangbar i dette minimale felt (og sågar vil kunne udløse øretæver i andre). Hertil kommer, at seksuelle subkulturer ofte benytter en hemmelighedsfuld, intern terminologi, som dels har til hensigt at navngive foretrukne remedier og praktikker (jf. ord som 'cock-ring', 'sling', 'glory hole', 'dungeon', 'fisting' og 'golden shower'), dels - mere subtilt - fungerer som et socialt kit, der sikrer sammenhold og identitet ved tydeligt at optegne skellet mellem 'os' og 'dem'. Ikke mindst bøssemiljøet er rigt på sådanne subkulturelle koder, og det er værd at mærke sig, hvordan mangt en nedladende 'heteroseksualisme' med tiden er blevet optaget i homojargonen som en kærlig, selvironisk effekt. Ligesom andengenerationsindvandrere i visse tilfælde kan omtale hinanden som 'perkere' eller 'sortsmudskere', kan bøsser således tillade sig internt at bruger ord som 'frøken', 'fisselette', 'bitch', 'kusse' og 'svans', uden at det dermed (nødvendigvis) har karakter af spydighed, selvforringelse eller homofobi. Også prostitutionssproget har gennem århundreder udviklet sig til en ganske raffineret sociolekt, og fraset de mange betegnelser for kunden (f.eks. 'john', 'rær', 'nosserær' og 'forsørger'), findes der myriader af termer til brug for diskret markedsføring ('blid gensidig med og uden'). Oven i dette har prostituerede (som selv er lidt af en slangmagnet, jf. ord som 'fliseslider', 'genbrugshul', 'husmoderafløser' og 'lørdagskylling') med årene udviklet et særegent kodesprog, som knytter an til bestemte lande, hvis nationalkarakter forsøgsvis sættes på erotisk formel: 'fransk' (oralsex), 'tysk' (spanking), 'dansk' (missionærstilling), 'græsk' (analsex), 'svensk' (onani), 'italiensk' (i armhulen), 'russisk' (mellem lårene), 'spansk' (mellem brysterne), 'norsk' (kunden onanerer, mens den prostituerede ser på) eller 'hawaiiansk' (gennem hullet i en ananasskive) (!). Det seksuelle slangsprog er et overvejende mandligt projekt og afspejler som sådan de særligt maskuline synsvinkler, interesseområder og problemstillinger: Der er ca. dobbelt så mange betegnelser for det mandlige som for det kvindelige kønsorgan. Penis beskrives ofte i selvforelskede krigsmetaforer ('brækjernet', 'dolken', 'hævneren', 'kællingeflækkeren', 'kanonen' og 'køllen'), mens skeden ses som et erobringsklart serviceorgan for mandens ustillelige begær ('bankekødet', 'karlekammeret', 'lysthuset' og 'pikpresseren'). Samleje og onani betragtes typisk, som var de mandlige enemærker ('bade ormen', 'polere håndtaget', 'dyppe svinet', 'flække pelshuen'). Lesbiske kvinder ofres kun et indigneret skuldertræk, hvorimod mandlig homoseksualitet er en sært dragende risikozone, som kalder på lige dele nysgerrighed og foragt. Også her undergår slang dog sine stadige metamorfoser, og sideløbende med senmodernitetens sociale og erotiske ommøbleringer synes slangsprogets skarpe kønsopdeling efterhånden at måtte vige for mere uforudsigelige og plastiske, ja, nærmest 'demokratiske' tendenser: 'Drønet', 'skåret', 'godbidden', 'stegen', 'lamsebenet', 'godten' og 'det forsuttede bolsje' har således tabt deres kønskromosomer, mens tidligere maskuline monopoler som at 'nedlægge, 'bage', 'pule', 'lire' og 'bruge hånd' i dag står til rådighed for kvinder såvel som for mænd. I tilgift til sådanne spontane sprogmutationer gøres der fra seksual-ideologisk hold behjertede forsøg på at rense Dansk Mål og Mæle for stødende og diskriminerende nedrigheder og i stedet indføre politisk korrekte ordnydannelser af typen 'hyggehule' (skede) og 'hyggestav' (penis). Hvor velmenende sådanne forsøg end er, falder de dog altid til jorden på deres anstrengte pædagogiseren: Sproget er ikke et anliggende for filantropiske tanter, og en del af slangordenes appel er just deres evne til uforfærdet at sabotere den til enhver tid gældende kammertone, søge bagom det friserede og forskelsløse i evig jagt på knaldeffekter og billige stunts. At omtale kvindens kønsorgan som en 'dåse', et 'kødsår', en 'fjams' eller et 'plørehul' vækker således ikke ligefrem feministisk begejstring, ligesom en betegnelse som 'dødens gab' (homoseksuel mands endetarmsåbning) næppe er at finde i registranten hos Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Ikke desto mindre er denne barskhed en del af sprogets (og seksualitetens) (og tilværelsens) iboende drilskhed, og fandtes der ikke sådanne åbenlyse urimeligheder, måtte vi straks opfinde dem. Slang er sprog med et åndedræt og en puls. Levet sprog. Også når det gælder fremmede sprogtunger, er seksuel slang befriende blottet for berøringsangst, og i en uforfærdet global kakofoni fordanskes og forvanskes et uoverskueligt hobetal af oversøiske betegnelser: Man kan således 'date' en 'Dario', 'bange' en 'bimbo', være 'hot' på en 'donna', 'fake' som en 'femme' og 'honke' med en 'bitch', til man bliver 'dumpet'. Hertil kommer alle de førnævnte subkulturelle særegenheder, som i takt med fetichsamfundets omsiggribende erotisering finder vej til det brede seksuelle hverdagssprog: Betegnelser som 'domina', 'spanking', 'bondage', 'bizar' og 'kinky' er for længst blevet gangbare uden for Det Sorte Selskabs snævre kreds. Slangordene er talesprogets dumdristige fortrop, og lige så flabet de opstår, lige så stensikkert må de før eller siden gå til grunde: Hvad blev der eksempelvis af ord som 'knop' og 'gnubberske' (lesbisk kvinde), 'humørcyklist' (homoseksuel mand), 'stangsvigerinder' og 'svipsvogre' (kvinder/mænd, som har stået i forhold til samme mand/kvinde), 'flængboler' (promiskuøs person) og 'tranlampe' (prostitueret kvinde)? Med vekslende hast gennemløber slangord en nådesløs evolution fra avantgarde til kliché, og lige fra fødslen stunder de mod deres grav - om ikke andet fordi de overlistes af hverdagen og ender som brodløst og salonfæhigt normalsprog (jf. ord som 'bøsse' og 'bolle'). Eller som det mere poetisk udtrykkes i en artikel om 'Klassesprog og Slang' fra tidsskriftet 'Frem' anno 1925: »Nogle faa nyder den Ære fra at være Sprogets kaade og uartige Drenge at blive til agtede Borgere med Indfødsret i Rigssproget«. Og endelig, mine damer og herrer, kronikørens personlige slangfavoritter: Jeg har en forkærlighed for det finurlige, subtile og musikalske og falder således for ord som 'mundguffer' (oralsex), 'lækkersøvnig' (liderlig), 'lillelørdag' (dag i ugen, man har sex), 'elevatorblik' (granskende blik fra top til tå), 'pikfang' (om attraktiv mand), 'nissehuen' (forhuden), 'kajakmanden' (klitoris), 'trille ært' (kvindelig onani), 'ballonknuden' (endetarmsåbningen) og 'kødnovellen' (det ydre kvindelige kønsorgan). Desforuden har jeg, må jeg tilstå, en faible for det kiksede eller ligefrem altmodisch og vil - til mine bedsteforældres utvivlsomme, hinsides fryd - slå et slag for termer som 'skørtejæger', 'Casanova', 'Don Johan', 'hvepsetalje', 'kardon', 'erobring', 'kavalergang', 'sheik', 'løbepas' og 'nattergaletur' eller - når det går højt - for udtryk som 'spille lommebillard' (lege med penis gennem bukserne), 'håndrulle' (onanere) og 'lave et spejlæg' (have sædafgang på eget maveskind). Men mest af alt elsker jeg dog det lille undselige 'englefisse' (spontan natlig sædafgang), hvis reelle eksistens ikke alene vil være mange mandlige læsere behageligt bekendt, men også udmærker sig ved et utilstedeligt sammenstød af flæsk og metafysik, som på sin vis opsamler og udfolder hele seksualitetens rablende banale pointe: at pendle mellem kød og tårnhøj spiritualitet, være tidsindstillet og udødelig i ét dirrende nu. Jo, slang er sprogets legeplads, men også et smugkik ind bag pænhedens kulisser, bag om forbud og socialt snerperi. Slang er politisk ukorrekt med manér, en smuk, bøvet, spidsfindig, plat, tankevækkende, reaktionær, fremsynet, drilsk eller ondsindet satire. Slang må være mundret og mobilt - det må kunne lyde af noget, vække opsigt, genkendelse og/eller latter. Og således kommer slangordene til at strutte af kulturel betydning - de er små kamæleoner, som både kan afsløre og dække til, udlevere og indlemme, distancere og skabe sammenhold. Men først og fremmest er slang myldrende sprogmusik for Vorherre, et velsignet sammenrend af eder og forbandelser, skældsord og lydord, fynd og fortalelse, eufemisme, kodesprog og jargon. »Slang giver mere flertydighed i verden«, konstaterede Dan Turèll i 1977, og tillad mig frækt at gøre hans ord til mine: Slang er sprogets mest sensitive nerve, et eksplosivt laboratorium, hvor lyd møder lir, så søde og skandaløse betydningslag skyder frem. Slang er kancellisprogets uvorne fætter, dets værste mareridt og inderste længsel efter kaos og farlig spontanitet. Slangord gør livet og sproget levende. Mere menneskeligt.