Det danske sprog har det ikke godt i disse år. Det udviser en tiltagende svækkelse på vitale områder, og meget af den sproglige fornyelse foregår ikke på dansk, men på engelsk, og det er godt nok fucking træls, som de siger i Nordjylland. At det danske sprog lider af engelsk syge er noget, som alle vist kender til, men som ingen tilsyneladende kan eller vil gøre noget ved. De redningsforsøg, der foreslås fra officiel side, virker ikke, for de er for få og små, og en del af dem er endda helt ude af trit med nutidens krav. Resultatet er, at det danske sprog mister status, mens det engelske vokser i anseelse og anses for at være mere smart end dansk. Unges talesprog er fyldt med engelsk-amerikansk jargon, ja selv sgu, fandeme, pokker og andre gamle danske bandeord er udskiftet med shit, piss, bitch og kick. Store fagområder inden for erhvervsliv, naturvidenskab, medier og teknik er allerede gået tabt for det danske sprog og kan nu kun drøftes fyldestgørende ved hjælp af engelsk og engelske fagudtryk. Mange - måske flertallet - af de store danske virksomheder har i dag engelsk som koncernsprog, og det myldrer med sales managers, product managers, accountants og controllers. I bunden af organisationerne tales der stadigvæk dansk, men hvis man vil have indflydelse, må det ske på engelsk i såvel tale som skrift. Undervisningen på de højere uddannelsesinstitutioner, såvel som den videnskabelige produktion i Danmark, foregår i stadig højere grad på engelsk. Enkelte uddannelsesinstitutioner har endda som målsætning, at al undervisning skal foregå på engelsk, og man regner med, at omkring 80 procent af afhandlingerne på de samfunds- og naturvidenskabelige fakulteter i dag skrives på engelsk, og dette tal er stigende også inden for humaniora. Det er naturligvis vigtigt, at Danmark er med i den internationale udveksling af viden og ideer, og i den sammenhæng er det engelske sprog nu engang uomgængeligt, men hvis den almindelige danskers muligheder for at tale med om vigtige emner på sit modersmål derved forringes, uddybes kløften mellem eliten og den almindelige mand, og det har ingen gavn af, end ikke fagfolk. I den norske lægeforenings blad har man således kunnet læse om det tab af forståelse, der sker, når læger skifter fra at læse artikler på deres modersmål til at læse dem på engelsk. Man refererer en undersøgelse, hvor en gruppe nordiske læger blev bedt om at læse den samme artikel om hovedpine. Lægerne kunne vælge, om de ville læse artiklen på deres modersmål eller på engelsk. Efter ti minutter skulle de udfylde et spørgeskema med seks spørgsmål om indholdet i den pågældende artikel. Det viste sig, at de, der læste artiklen på engelsk, fik ca. 25 procent mindre information ud af artiklen end dem, der valgte at læse den på deres modersmål. Flere andre undersøgelser fortæller det samme. Mange tror, at deres kendskab til engelsk er langt større, end det i virkeligheden er. Hvor er den offentlige diskussion af det? Hvor er diskussionen af konsekvenserne, når en akademisk uddannelse skifter sprog? Hvad betyder det, når al undervisning, alle forelæsninger, seminarer og eksamener i fag som for eksempel medicin eller psykologi foregår på engelsk? Det kan godt være, at man kan tiltrække nogle udenlandske studerende ved det, men indtil videre er de fleste studerende dog unge danskere, der kan forvente at få arbejde i Danmark, når de har taget deres eksamen. Hvordan skal de kunne tale menneskeligt indfølende og fagligt korrekt med deres danske patienter om sygdomme i krop og sind, når al terminologi og hele deres fagsprog kun er på engelsk? For folk, der lever af at tale og skrive, udgør den igangværende afvikling af det danske sprog også et stigende problem, og det har ikke noget med gammeldags nationalisme at gøre, men sproget er nu engang et redskab til at begribe verden, og det sprog, vi mestrer bedst, er og bliver vores modersmål, så hver gang et domæne går tabt for det danske sprog, mister den danske forfatter, journalist eller skribent et af sine redskaber. Dette tab af modersmål har således vidtrækkende konsekvenser, men ingen kan eller vil tilsyneladende gøre noget ved det, og det er for dårligt, for det behøver da ikke at gå helt så galt. Faktisk er der mange muligheder for at føre en langt mere offensiv og fremadrettet sprogpolitik, men de udnyttes bare ikke. For et par år siden udarbejdede Dansk Sprognævn en betænkning med titlen 'Sprog på spil, et udspil til en dansk sprogpolitik', og den var meget nydelig, holdt i et særdeles diplomatisk sprog. Man skrev blandt andet, at »dansk skal også i fremtiden være et komplet og samfundsbærende sprog, som kan bruges til at udtrykke tanker og ideer om alle sider af tilværelsen«, men disse gode ord har desværre ikke haft den tilsigtede virkning. En af årsagerne er uden tvivl, at rapporten ikke var god nok. Den var præget af et forældet og indsnævret syn på, hvad litteratur er. For folkene bag 'Sprog på spil' består litteratur næsten udelukkende af skønlitteratur, og det er en fatal mangel. Når det gælder faglitteratur, tænker de stort set kun på formidling af videnskabelige resultater. Vi har dog en lang og god tradition for den gode historiefortælling, biografien og det samfundskritiske essay, men denne tradition er som forsvundet fra bevidstheden hos udvalgets ophavsmænd. De anbefaler godt nok, at formidling af videnskabelige resultater på dansk bliver styrket, ligesom danske forskere bør anspores til at gøre noget mere ud af formidlingen af deres resultater på deres modersmål, og man påpeger, at det må være en forudsætning, at der er tidsskrifter, hvori artikler kan publiceres, men konkrete forslag til at bringe et bredt felt af formidlere i spil på dansk kommer man ikke med. De agter kort sagt ikke den folkelige formidling efter fortjeneste. Måske ved man bare for lidt om den? Det hele virker faktisk en smule fattigt. Lidt ved man dog. Man anbefaler således, at det offentlige erhverver sig en licens på de digitale rettigheder til Den Store Danske Encyklopædi. Den kender man. Den har flere af ophavsmændene nemlig selv været med til at lave. Udvalget var færdigt i 2004, og siden er det gået yderligere tilbage for fremføringen af det danske sprog. Regeringen har for eksempel fjernet portostøtten til danske fagblade og tidsskrifter, hvilket har medført en betragtelig bladdød i denne sektor. Regeringen har endvidere fjernet millioner til oplysningsarbejde om ulandene, og folkebibliotekernes indkøb af bøger og tidsskrifter har udvist en markant vigende tendens. Til gengæld har ledende medlemmer af Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab spildt tid og kræfter på at lave kanoniserede lister over dansk skønlitteratur, som om det skulle hjælpe. Sagen er jo, at hovedslaget om det danske sprog ikke udkæmpes i romaner og digtsamlinger. Det foregår helt andre steder, så mens kanonudvalgene fejrer sig selv med pomp og pragt, fortsætter det danske sprog med at tabe terræn. I den situation må man misunde såvel svenskere som nordmænd. På det sproglige område er de tilsyneladende langt bedre til at tænke konstruktivt, end vi er her i landet. I vore nabolande har man også indset, at hvis man vil værne om modersmålet, er det ikke nok at satse på skønlitteratur. Andre former for litteratur må også tænkes med. I Sverige er der således en forskningstradition for at beskæftige sig seriøst med de tekster, folk rent faktisk læser. Man har således forsket i brugsprosa og i den offentlige samtales sprog. I Norge er man endnu længere fremme. Regeringen har vedtaget at støtte faglitteratur på linje med skønlitteratur, og på universitetet i Oslo har man endda oprettet et særligt institut for 'norsk sakprosa'. Lederen af dette institut er professor i tekstvidenskab Kjell Lars Berge. Han er faktisk verdens første professor i faglitteratur, og han mener, at sagprosaen har en urimeligt overset stilling, såvel historisk som aktuelt. Faglitteraturen udgør nemlig en vigtig del af vor kulturs erindringer, og en faglitterær form som essayet har rødder tilbage til den klassiske retorik. Kjell Lars Berge vil gerne føre litteraturbegrebet tilbage til situationen i 1700-tallet, dvs. til tiden før romantikken gav skønlitteraturen dens særlige, næsten sakrale status. At definere litteratur udelukkende som skønlitteratur er ganske enkelt for snævert, og sådan fungerer den kulturelle virkelighed da heller ikke. Cirka 85 procent af alle bogudgivelser i Norge og omkring 60 procent af udlånene på folkebibliotekerne er faktisk faglitteratur. I Danmark gælder nogenlunde de samme tal. Man ved også, at mange mennesker læser uhyre målrettet. Folk læser ikke for at kunne konversere om litterære grundformer ved et middagsselskab eller for at føle sig mere nationale. Det æstetiske og det nationale dannelsesbegreb, som de har mødt i skolen, fylder mange med afsky, for det er ofte der, de i sin tid har mødt skamfulde nederlag. De læser aviser, tidsskrifter og fagbøger, når de har brug for det, og det sker ikke af æstetiske eller sentimentale årsager, men af intellektuelle, for faglitteraturen i dens mange former sætter dem i forbindelse med nogle af de mest afgørende tekniske og kulturelle strømninger i tiden, og hvis der ikke findes en kvalificeret udgave på modersmålet, opsøger man den på de sprog, hvor den rent faktisk findes, og det er ofte engelsk. Hvis man vil føre en aktiv sprogpolitik, der søger at bevare modersmålets muligheder på så mange områder som muligt, må en sådan intellektuel og brugsorienteret læsning af tekster naturligvis tænkes med, og det gør man i det misundelsesværdige Norge. Sidste år udsendte det norske Språkrådet således en diger rapport med titlen 'Norsk i Hundre! - Norsk som nasjonalspråk i globaliseringens tidsalder. Et forslag til strategi' (Språkrådet, Oslo 2005). Formålet med rapporten var at sikre, at de norske sprog fortsat skal kunne bruges på alle områder i samfundet, for i Norge (såvel som i Danmark) gælder det, at brugen af modersmålet ikke mere er en selvfølge. I rapporten skriver man, at fremtiden for de norske sprog er usikker, og norsk er i fare for at blive et underlegent sprog, og dette er ikke blot et kulturelt problem, men det har også store konsekvenser for demokrati og magtudøvelse i samfundet. Derfor må sprogpolitikken tilføres en ny dimension, og man skriver, at »vi er afhængige af, at der findes en norsk terminologi og et levende norsk fagsprog, der på alle fagområder kan fungere ved siden af det engelske. Her er det nødvendigt med en væsentlig styrkelse af indsatsen fra samfundets side ... Hele den offentlige forvaltning og samfundet må drages med i sprogpolitikken. Det må vedtages som lov, at universiteter og højskoler har et vigtigt ansvar for, at norsk fagsprog bliver udviklet og brugt inden for alle faglige miljøer ... Erhvervslivet må også tages med i arbejdet for at sikre, at norsk også på dette område bliver brugt i alle situationer, hvor brug af et fremmedsprog ikke er nødvendigt af kommunikationshensyn«. Rapporten lægger i det hele taget stor vægt på, at det er på det faglitterære område, kampen om sproget står. Skønlitteratur skrives fortsat på modersmålet, men en voksende del af den nye faglitteratur skrives og udgives på engelsk. Over for denne udfordring skriver nordmændene, at »det må være et vigtigt mål at skabe en litteraturpolitik, der gør, at norsksproglig faglitteratur kan konkurrere med den fremmedsprogede«. Hvad faglitteraturen angår, gør man endvidere opmærksom på, at »sagprosaen er et område, hvor begreber udvikles og gøres alment tilgængelig, hvor systemer og metoder for analyse og formidling etableres, hvor argumentation om saglige forhold dyrkes, og standarder for god diskussion etableres«. Tænk, hvis man havde haft en lignende indstilling i Danmark! For også her gælder det, at faglitteraturen læses mest, men agtes mindst. Når det gælder legater, biblioteksafgifter og forlagskontrakter, er det næsten altid skønlitteraturen, der får den største opmærksomhed. Det samme gælder som sagt også, når man skriver betænkninger om betydningen af det danske sprog, selv om det i dag er faglitteraturen, der ofte er med til at sætte dagsordenen for den offentlige debat. Dette er ikke et angreb på skønlitteraturen som sådan. Den kan slet ikke undværes. Det er derimod et forsøg på at pege på, at hvis man vil lave en kulturpolitik, der for alvor vil begrænse det danske sprogs triste tab af domæne efter domæne, må faglitteraturen tænkes med på linje med skønlitteratur for voksne såvel som for børn, og i et sådant samspil er der meget at hente. De danske forfattere udgør en guldgrube af viden og sproglig formuleringsevne. Mange forfattere, faglitterære såvel som skønlitterære, er jo eksperter i kommunikation, mange af dem er også gode til at analysere komplicerede sager og stille relevante spørgsmål angående centrale problemstillinger. De skriver også godt, og de gør det vel at mærke på dansk. Så hvorfor ikke spørge dem, om de vil være aktive medspillere i forsøget på at modarbejde det danske sprogs skrumpesyge? Svaret fra forfatterne vil uden tvivl være et rungende ja, så det er bare om at komme i gang. Jo før, jo bedre. Forfatterforeningen har til huse i Tordenskjolds gamle lejlighed på Christianshavn. Det må derfor være passende at tilråbe vore kulturpolitikere et: »Hvad dælen nøler I efter?«.