0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det danske sprog har engelsk syge

Tabet af modersmål på stadig flere områder - ikke mindst i faglitteraturen - har vidtrækkende konsekvenser, og vi savner sprogpolitiske initiativer, der kan måle sig med nabolandenes.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det danske sprog har det ikke godt i disse år. Det udviser en tiltagende svækkelse på vitale områder, og meget af den sproglige fornyelse foregår ikke på dansk, men på engelsk, og det er godt nok fucking træls, som de siger i Nordjylland.

At det danske sprog lider af engelsk syge er noget, som alle vist kender til, men som ingen tilsyneladende kan eller vil gøre noget ved. De redningsforsøg, der foreslås fra officiel side, virker ikke, for de er for få og små, og en del af dem er endda helt ude af trit med nutidens krav. Resultatet er, at det danske sprog mister status, mens det engelske vokser i anseelse og anses for at være mere smart end dansk.

Unges talesprog er fyldt med engelsk-amerikansk jargon, ja selv sgu, fandeme, pokker og andre gamle danske bandeord er udskiftet med shit, piss, bitch og kick. Store fagområder inden for erhvervsliv, naturvidenskab, medier og teknik er allerede gået tabt for det danske sprog og kan nu kun drøftes fyldestgørende ved hjælp af engelsk og engelske fagudtryk.

Mange - måske flertallet - af de store danske virksomheder har i dag engelsk som koncernsprog, og det myldrer med sales managers, product managers, accountants og controllers. I bunden af organisationerne tales der stadigvæk dansk, men hvis man vil have indflydelse, må det ske på engelsk i såvel tale som skrift.

Undervisningen på de højere uddannelsesinstitutioner, såvel som den videnskabelige produktion i Danmark, foregår i stadig højere grad på engelsk. Enkelte uddannelsesinstitutioner har endda som målsætning, at al undervisning skal foregå på engelsk, og man regner med, at omkring 80 procent af afhandlingerne på de samfunds- og naturvidenskabelige fakulteter i dag skrives på engelsk, og dette tal er stigende også inden for humaniora.

Det er naturligvis vigtigt, at Danmark er med i den internationale udveksling af viden og ideer, og i den sammenhæng er det engelske sprog nu engang uomgængeligt, men hvis den almindelige danskers muligheder for at tale med om vigtige emner på sit modersmål derved forringes, uddybes kløften mellem eliten og den almindelige mand, og det har ingen gavn af, end ikke fagfolk.

I den norske lægeforenings blad har man således kunnet læse om det tab af forståelse, der sker, når læger skifter fra at læse artikler på deres modersmål til at læse dem på engelsk. Man refererer en undersøgelse, hvor en gruppe nordiske læger blev bedt om at læse den samme artikel om hovedpine. Lægerne kunne vælge, om de ville læse artiklen på deres modersmål eller på engelsk. Efter ti minutter skulle de udfylde et spørgeskema med seks spørgsmål om indholdet i den pågældende artikel. Det viste sig, at de, der læste artiklen på engelsk, fik ca. 25 procent mindre information ud af artiklen end dem, der valgte at læse den på deres modersmål.

Flere andre undersøgelser fortæller det samme. Mange tror, at deres kendskab til engelsk er langt større, end det i virkeligheden er. Hvor er den offentlige diskussion af det?

Hvor er diskussionen af konsekvenserne, når en akademisk uddannelse skifter sprog? Hvad betyder det, når al undervisning, alle forelæsninger, seminarer og eksamener i fag som for eksempel medicin eller psykologi foregår på engelsk? Det kan godt være, at man kan tiltrække nogle udenlandske studerende ved det, men indtil videre er de fleste studerende dog unge danskere, der kan forvente at få arbejde i Danmark, når de har taget deres eksamen. Hvordan skal de kunne tale menneskeligt indfølende og fagligt korrekt med deres danske patienter om sygdomme i krop og sind, når al terminologi og hele deres fagsprog kun er på engelsk?

For folk, der lever af at tale og skrive, udgør den igangværende afvikling af det danske sprog også et stigende problem, og det har ikke noget med gammeldags nationalisme at gøre, men sproget er nu engang et redskab til at begribe verden, og det sprog, vi mestrer bedst, er og bliver vores modersmål, så hver gang et domæne går tabt for det danske sprog, mister den danske forfatter, journalist eller skribent et af sine redskaber.

Dette tab af modersmål har således vidtrækkende konsekvenser, men ingen kan eller vil tilsyneladende gøre noget ved det, og det er for dårligt, for det behøver da ikke at gå helt så galt. Faktisk er der mange muligheder for at føre en langt mere offensiv og fremadrettet sprogpolitik, men de udnyttes bare ikke.

For et par år siden udarbejdede Dansk Sprognævn en betænkning med titlen 'Sprog på spil, et udspil til en dansk sprogpolitik', og den var meget nydelig, holdt i et særdeles diplomatisk sprog. Man skrev blandt andet, at »dansk skal også i fremtiden være et komplet og samfundsbærende sprog, som kan bruges til at udtrykke tanker og ideer om alle sider af tilværelsen«, men disse gode ord har desværre ikke haft den tilsigtede virkning.

En af årsagerne er uden tvivl, at rapporten ikke var god nok. Den var præget af et forældet og indsnævret syn på, hvad litteratur er. For folkene bag 'Sprog på spil' består litteratur næsten udelukkende af skønlitteratur, og det er en fatal mangel. Når det gælder faglitteratur, tænker de stort set kun på formidling af videnskabelige resultater. Vi har dog en lang og god tradition for den gode historiefortælling, biografien og det samfundskritiske essay, men denne tradition er som forsvundet fra bevidstheden hos udvalgets ophavsmænd.

De anbefaler godt nok, at formidling af videnskabelige resultater på dansk bliver styrket, ligesom danske forskere bør anspores til at gøre noget mere ud af formidlingen af deres resultater på deres modersmål, og man påpeger, at det må være en forudsætning, at der er tidsskrifter, hvori artikler kan publiceres, men konkrete forslag til at bringe et bredt felt af formidlere i spil på dansk kommer man ikke med. De agter kort sagt ikke den folkelige formidling efter fortjeneste. Måske ved man bare for lidt om den?

Det hele virker faktisk en smule fattigt. Lidt ved man dog. Man anbefaler således, at det offentlige erhverver sig en licens på de digitale rettigheder til Den Store Danske Encyklopædi. Den kender man. Den har flere af ophavsmændene nemlig selv været med til at lave.

Udvalget var færdigt i 2004, og siden er det gået yderligere tilbage for fremføringen af det danske sprog. Regeringen har for eksempel fjernet portostøtten til danske fagblade og tidsskrifter, hvilket har medført en betragtelig bladdød i denne sektor. Regeringen har endvidere fjernet millioner til oplysningsarbejde om ulandene, og folkebibliotekernes indkøb af bøger og tidsskrifter har udvist en markant vigende tendens.

Til gengæld har ledende medlemmer af Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab spildt tid og kræfter på at lave kanoniserede lister over dansk skønlitteratur, som om det skulle hjælpe. Sagen er jo, at hovedslaget om det danske sprog ikke udkæmpes i romaner og digtsamlinger. Det foregår helt andre steder, så mens kanonudvalgene fejrer sig selv med pomp og pragt, fortsætter det danske sprog med at tabe terræn.

I den situation må man misunde såvel svenskere som nordmænd. På det sproglige område er de tilsyneladende langt bedre til at tænke konstruktivt, end vi er her i landet.

I vore nabolande har man også indset, at hvis man vil værne om modersmålet, er det ikke nok at satse på skønlitteratur. Andre former for litteratur må også tænkes med. I Sverige er der således en forskningstradition for at beskæftige sig seriøst med de tekster, folk rent faktisk læser. Man har således forsket i brugsprosa og i den offentlige samtales sprog.

I Norge er man endnu længere fremme. Regeringen har vedtaget at støtte faglitteratur på linje med skønlitteratur, og på universitetet i Oslo har man endda oprettet et særligt institut for 'norsk sakprosa'. Lederen af dette institut er professor i tekstvidenskab Kjell Lars Berge. Han er faktisk verdens første professor i faglitteratur, og han mener, at sagprosaen har en urimeligt overset stilling, såvel historisk som aktuelt. Faglitteraturen udgør nemlig en vigtig del af vor kulturs erindringer, og en faglitterær form som essayet har rødder tilbage til den klassiske retorik.

Kjell Lars Berge vil gerne føre litteraturbegrebet tilbage til situationen i 1700-tallet, dvs. til tiden før romantikken gav skønlitteraturen dens særlige, næsten sakrale status. At definere litteratur udelukkende som skønlitteratur er ganske enkelt for snævert, og sådan fungerer den kulturelle virkelighed da heller ikke. Cirka 85 procent af alle bogudgivelser i Norge og omkring 60 procent af udlånene på folkebibliotekerne er faktisk faglitteratur. I Danmark gælder nogenlunde de samme tal.

Man ved også, at mange mennesker læser uhyre målrettet. Folk læser ikke for at kunne konversere om litterære grundformer ved et middagsselskab eller for at føle sig mere nationale. Det æstetiske og det nationale dannelsesbegreb, som de har mødt i skolen, fylder mange med afsky, for det er ofte der, de i sin tid har mødt skamfulde nederlag.

De læser aviser, tidssk