I vores forskningsministers verdensbillede er universiteter først og fremmest til for at lave statsunderstøttet udviklingsarbejde for industrien: På grundlag af de nye stærke universitetslederes visionære tanker igangsættes et forskningsprojekt om det teoretiske grundlag for brødristere; der udtages patenter, og en dansk fabrik producerer herefter en elitebrødrister i verdensklasse (som ministeren ville sige med sin forkærlighed for sportsmetaforer). Dette kunne faktisk være en af universiteternes mange opgaver. Universiteterne har imidlertid også andre og måske nok så vigtige roller, men selv på brødristerniveauet vil den nye (2003) universitetslov vise sig ødelæggende. Det moderne universitets udformning i den vestlige verden skyldes først og fremmest Wilhelm von Humboldt (1767-1835), som var undervisningsminister i Prøjsen. Det humboldtske universitetsideal bygger på fem grundlæggende principper: 1) Sammenhæng mellem forskning og undervisning (tidligere var der ikke fast tradition for universiteters forskningstilknytning, ofte var der blot tale om fagskoler). Begrundelsen for forskningstilknytning var primært at holde undervisningen på det højest mulige niveau. 2) Forskningsfrihed for den enkelte universitetslærer, dvs. retten til frit at vælge forskningsområde og metode og til frit at offentliggøre resultaterne. 3) Udvidet ytringsfrihed, der også omfatter retten til at kritisere kolleger og ens egen institution. 4) Kollegialt selvstyre – universiteterne skulle være uafhængige af statsmagten. Og endelig: 5) Fastansættelse af universitetslærerne. Punkterne 2-5 er ikke til for de universitetsansattes blå øjnes skyld, men for at sikre uafhængighed og en kvalificeret offentlig debat. Disse principper er da også indeholdt i en række resolutioner fra internationale organisationer som EU og Unesco, hvilket dog ikke på det seneste har bekymret danske lovgivere. Det humboldtske universitetsideal – og det kan kun være et ideal, fordi en del af de rettigheder, der tillægges universitetslærerne, i praksis må være underlagt forskellige begrænsninger – blev overtaget af den øvrige vestlige verden og specielt af USA. Ikke mindst de ’eliteuniversiteter’, som Helge Sander så gerne vil have os til at ligne, fremhæver til stadighed det humboldtske universitet som idealet og grundlaget for deres succes. Wilhelm von Humboldt betragtede primært universiteter som kulturinstitutioner. Dette er ikke er stedet for en generel universitetshistorie, men yderligere én person skal nævnes, fordi hans målsætning om teknologiske og medicinske fremskridt deles af vores regering: Vannevar Bush. Han var videnskabelig rådgiver for to amerikanske præsidenter under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig. I 1945 forfattede han rapporten Science. The Endless Frontier. Under indtryk af de opdagelser, der fandt sted eller blev videreudviklet under krigen (radar, atomkraft, penicillin), argumenterede han for universiteternes centrale rolle og specielt betydningen af forskningsfrihed. Han påviste, at vigtige opdagelser, som siden viste sig anvendelige, typisk blev gjort i en helt anden sammenhæng, og at drivkraften bag opdagelserne ofte ’blot’ havde været videnskabelig nysgerrighed. Vannevar Bushs erkendelse lå også bag den store udbygning af den offentlige forskning i Danmark efter krigen og specielt i 1960’erne (universiteternes ekspansion, oprettelse af forskningsrådssystemet mv., jf. perspektivplanerne). Datidens ledende politikere forstod, at succes bl.a. var betinget af ’armslængdeprincippet’, dvs. ingen statsindblanding i universiteternes forskning og undervisning eller i forskningsrådenes bevillingspraksis. I de senere år har der i flere vesteuropæiske lande (og i mindre grad i USA) været tilløb til angreb på universiteternes autonomi, herunder en tendens til overdreven kontrol og bureaukratisering. Ingen steder er man dog gået så vidt som i Danmark, hvilket nu truer forskningens og undervisningens kvalitet, den offentlige debat, universiteternes grundlæggende funktioner og andre kulturinstitutioner. Med andre ord trues Danmark som kulturnation. De tiltag, der er gennemført på baggrund af universitetsloven fra 2003, har medført en lang række negative konsekvenser – tilsigtede som utilsigtede. Hvad gør universiteterne så godt for? Deres vigtigste produkt er kandidater, som kan blive til alt muligt, f.eks. gymnasielærere, læger, økonomer og industriforskere. Universiteterne skal desuden opretholde og videreudvikle de enkelte fag i landet (fysiologi, historie, geologi, dansk osv.) – de skal udgøre en slags national hukommelse. Danmarks beskedne befolkningstal betyder naturligvis, at vi på verdensplan kun frembringer et par procent af al ny viden. Men det er overmåde vigtigt, at der er et apparat, som kan opfange opdagelser og ny erkendelse udefra. Sådanne ’antenner’ forudsætter, at vi opretholder en videnskabelig bredde og aktivitet – også på områder, der ikke i øjeblikket synes specielt relevante ud fra kriteriet om praktisk anvendelighed. Universiteterne er ydermere kulturinstitutioner. Det er en kulturel tradition at forsøge at forstå den verden, vi lever i – både naturen og den menneskeskabte kultur. Fag som kunsthistorie, arkæologi, litteratur og eksotiske sprog – og en del naturvidenskab – giver ikke umiddelbart anledning til at udskrive fakturaer (som er det eneste, der synes at være i hovedet på vores politikere). Men sådanne fag er nødvendige for at opretholde landet som en kulturnation. I denne sammenhæng har universiteterne også en rolle som formidlere – ikke at forveksle med den selvpromovering, som universiteternes ledelser nu mener er nødvendig for at tiltrække studerende og fange politikeres opmærksomhed. Hvad skete der så med universiteterne, da loven fra 2003 blev implementeret? Først og fremmest fik vi en statsstyring ned til mindste detalje. I denne forbindelse er det måske værd at nævne udviklingen af en næsten Orwellsk sprogbrug: Universiteterne er i loven blevet »selvstyrende« og »selvejende«, hvilket i praksis betyder stram statslig styring gennem et kompleks af kontrakter og konfiskation af universiteternes ejendomme. Da universitetsansatte ikke er totale idioter, har denne newspeak (som også blomstrer op internt på universiteterne) bidraget til at demoralisere forskningsmiljøerne. Desuden er det kollegiale selvstyre blevet afløst af et hierarki af ansatte ledere med uindskrænket magt nedadtil, men styret stramt ovenfra af niveauet gennem kontrakter – en form for ekstrem topstyring, som man efterhånden ikke mere ser i moderne virksomheder, og som burde få visionære erhvervsfolk til at ryste på hovedet. De nye ledere er i nogle tilfælde – eller rettere sagt: har været – habile forskere, men de store enheder gør dem i praksis helt ukvalificerede som forskningsledere. De er blevet til managere. Til gengæld har denne nye universitetsnomenklatura bevilget hinanden høje lønninger – en dekan tjener omkring to gange en professorgage. Vi har ikke ondt af, at andre har højere lønninger end vi selv – men det har en signalværdi: Hvad der tæller i dag er management og administration, ikke universiteternes kerneydelser: undervisning, forskning og formidling, der udføres af arbejdere ’på gulvet’. For halvandet år siden skrev Jørgen Grønnegård Christensen fra Aarhus Universitet en Kronik (Pol. 11.7. 2006), der indeholder mange af de synspunkter, vi her giver udtryk for. Blandt andet forudså han en voldsom vækst i bureaukratiet på universiteterne. Dette er nu et ubestrideligt faktum – for ikke at sige, at det har fået Kafkaske dimensioner. På et fakultet ved Københavns Universitet er antallet af administratorer vokset med en faktor på 20 i løbet af de sidste 20 år (fra 3-4 stykker til mere end 70), og den sidste fordobling af staben er sket i løbet af de sidste par år. I de seneste år har universitetsinstitutterne oplevet konstante nedskæringer, og når Helge Sander vedholdende udtaler, at der er kommet flere basismidler til universiteterne, er den helt absurde bureaukratisering måske en af årsagerne til kontrasten mellem ministerens påstand og det, institutterne oplever. Det er ikke, fordi de, der faktisk forsker og underviser, hvilket universitetsansatte bør bruge tiden på, er blevet forskånet for administrative pligter – tværtimod: Antallet af møder og spørgeskemaer vokser jævnt. Denne udvikling har sin egen dynamik, og den bugnende administration betragter sig som værende til for sin egen skyld. Måske er den uvidende om, at et universitet primært består (eller bestod) af auditorier, biblioteker, laboratorier samt forskere, laboranter og studerende, som administrationen burde betjene snarere end lede. Men der er yderligere en årsag til forskellen i oplevelsen af universiteternes økonomi – og her er vi tilbage ved forskningsfriheden. Regeringen ønsker, at forskningsmidler skal være ’konkurrencebelagte’. Det har de faktisk altid været. Det har ikke været og er navnlig ikke let at få fastansættelse på danske universiteter – det er i høj grad konkurrencebetonet. Mange stillinger nedlægges i disse år, og når der endelig er ledige stillinger, opslås de internationalt (selv om det ikke er noget tilløbsstykke for udlændinge – hverken danske akademikerlønninger eller det høje skattetryk er specielt tillokkende, og det er arbejdsbetingelserne heller ikke længere). Forskningsbevillinger fra f.eks. forskningsrådene har altid været konkurrencebelagt på baggrund af ansøgninger. Sagen er, at universitetsledelserne nu selv leger forskningsråd. Gennem såkaldte ’stjerneprogrammer’ og lignende uddeles penge efter ansøgninger til store projekter. Nogle af disse er sådan set i orden (om end det næppe er derfra, nye nobelpriser skal forventes) – og en del er måske ikke særlig gode. Problemet er, at de programmer, der udbydes, mere eller mindre er øremærket til bestemte områder, som antages at være politisk opportune temapakker, og at den ledelse, der bedømmer ansøgningerne, i modsætning til forskningsrådene faktisk ikke er specielt kvalificeret til denne opgave. I bedste fald synes ledelsen og systemet især at forgylde nogle allerede velforgyldte forskere – derfor synes denne måde at fordele pengene på ikke at skabe egentlige fornyelse. Effekten er, at bredden af dansk forskning indskrænkes, hele fagområder visner bort, og fornyelse bremses effektivt. Tydeligvis er det et indgreb i forskningsfriheden. Det er ikke, fordi vi mener, at alt kan eller skal bevilges – og det har heller ingen forestillet sig – men problemet er, at det reelt bestemmes oppefra, hvad der overhovedet kan forskes i, og her er der ofte tale om universitetsledelsernes eller politikernes kæpheste. Historien viser, at de gode ideer begynder i hovedet på den enkelte forsker og udvikles i små enheder. Virkelig fornyelse i forskningen bliver nu alt for ofte blokeret af, at de yngre forskere enten kanaliseres ind i større projekter og får besked på, hvad de skal lave – eller at de er udelukket fra at få et stipendium. Den manglende forskningsfrihed og topstyringen af universiteterne vil også få en negativ virkning på kvaliteten af den offentlige debat. Et eksempel: Der er mistanke om, at spisning af citronmåner giver skæl i håret og andre frygtelige lidelser, og politikerne er bekymrede (i stedet for citronmåner kan man sætte højspændingsmaster, indtagelse af animalsk fedt eller hvad som helst andet, bekymringsindustrien kan finde på). Selvfølgelig oprettes der på et stort universitet et citronmåneforskningscenter på basis af den hypotese, at citronmåner er livsfarlige. Der ansættes så en horde yngre forskere på tidsbegrænsede kontrakter. På et eller andet tidspunkt står det klart for en af dem, at projektet er nonsens, at hypotesen er baseret på fejlagtig statistik. Pengene er spildt. Under de omstændigheder vil den håbefulde forsker imidlertid antageligvis holde sin kæft – erfaringsmæssigt er det sjældent, at mennesker har tilstrækkelig integritet til at sætte løn og karriere over styr. Derfor den humboldtske universitetsmodel. Vores regering har ikke afskaffet smagsdommere – den har blot sørget for, at der i fremtiden kun vil være statsautoriserede smagsdommere. Så meget for en liberal regering. Problemet med forskningsfrihed (ikke mindst i Danmark) har vakt international opmærksomhed (se f.eks. T. Karran, Higher Education, 20: 289-313, 2007), og Danmark ligger i bunden, når det gælder lovmæssig beskyttelse af forskningsfriheden. I et nyligt interview i Dagbladet Information (6.12.2007) affejede videnskabsministeren sarkastisk denne undersøgelse med, at forhenværende kommunistiske lande (men dog også f.eks. Finland) ligger meget højere, når det gælder lovmæssig beskyttelse af forskningsfrihed. Men her er ikke noget at grine ad. De forhenværende jerntæppelande, men også Tyskland, hvor forsknings- og ytringsfrihed på universiteterne er grundlovsfæstet, har bitre erfaringer – herunder med statslig styring af universiteter. I lande, der har været demokratier i mere end et århundrede, har man ikke rigtig haft fantasi til at forestille sig, at noget sådant kunne ske – tradition var tilstrækkeligt, troede man. Det mest mærkelige er, at denne reform er gennemført uden skygge af argumentation og med et forbløffende stort folketingsflertal. Politikerne vidste ikke, hvad de havde at gøre med, og måske interesserede de sig heller ikke for det. Har kandidaterne fra danske universiteter været for ringe? Det er der i hvert fald ingen, som har påstået. Dansk videnskab har i en lang periode været internationalt i toppen målt i forhold til befolkningstallet (se R.M. May, Science 275: 793-796, 1997, hvor det påvises, at de videnskabeligt set mest succesfulde lande var karakteriseret af en ikkeautoritær og ’flad’ universitetsstruktur – og sådan er det ikke længere i Danmark). Hvorfor har man gennemført denne lovgivning? Vi har forståelse for, at både almindelige mennesker og politikere er mere bekymrede over skrantende hospitaler, uværdig behandling af klienter på alderdomshjem og en besynderlig gymnasiereform, end de er for universiteterne. Men de mekanismer, som ligger bag misererne, er måske beslægtede. I hvert fald må man appellere til landets politiske partier om at sætte sig ind i universiteternes situation og genoverveje lovgivningen på området. Det er ikke vort forslag at vende tilbage til universitetsloven fra 1973 – den omfattede også en del underligheder, selv om den fra midten af 1980’erne faktisk fungerede rimelig godt. Den sørgede i hvert fald for, at pengene gik til forskning og undervisning, og hindrede udviklingen af en pamperklasse. Det er imperativt, at universiteterne igen får en reel autonomi og et kollegialt selvstyre. Man bør også igen udvise tillid til de ’menige’ universitetsansatte, der gennem omfattende videnskabeligt arbejde, gennem opnåelse af en ph.d. eller doktorgrad og ved ansættelser er blevet bedømt af internationalt sammensatte udvalg. Det er universiteternes forskere – og ikke et managementregime – der har den egentlige ekspertise, og som er motiveret til at anvende de tilgængelige ressourcer på den mest optimale måde.