At tvivle og kæmpe med troen er en menneskeret. Men at frasige sig den går ikke for en præst, der skal virke som sjælesørger, skriver Asger Baunsbak-Jensen, præst og forfatter. Når Weekendavisensmækker en helsidesoverskrift 'Præsten tror ikke på Gud' i synet på sine læsere, slår det hårdt. »Jeg har min barnetro, er der nogle, der siger. En slags blød spartelmasse, man kan tætne sprækkerne i sit liv med«, lyder det fra Taarbækpræsten, Thorkild Grosbøll. Det med at tro på Gud hører fortiden til. Og dog: Seermæssigt topper tre tv-emner, nemlig sex, vold og religion. Altså også religion. Markedet er vildt og voldsomt med clairvoyance, håndens linjer, 'Åndernes hus', yoga - alt sammen tilsat new age-musik. Og midt i alt dette har folkekirkepræsten i Taarbæk tabt sin tro. For egen regning må jeg sige, at det er ikke den største kompliment, jeg labber i mig, hvis folk siger: Hvor er han dog flink; man kan slet ikke mærke, han er præst. Her kommer jeg så ind fra sidelinjen med min egen lille tro og vil forsøge - ikke at argumentere med Grosbøll, det er biskoppens sag - at give min personlige beskrivelse af og oplevelse af at være præst. »Troen er etparadoks«, siger Søren Kierkegaard, »og den højeste lidenskab i et menneske er troen. Uden risiko ingen tro. Og troen resulterer ikke af en ligefrem videnskabelig overvejelse«. Først da jeg var 49, lod jeg mig ordinere, da jeg fik præsteembede i Farum. Forud var gået 28 arbejdsår som lærer, fri- og efterskoleforstander og undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet. I det sidste embede havde jeg én overordnet, nemlig undervisningsministeren, som jeg skyldte loyalitet. I præsteembedet er jeg forpligtet over for præsteløftet, og det skal jeg være tro over for. Når man er indkaldt til et menighedsråd, fordi der er en præstestilling ledig, bliver man ikke krydsforhørt om sin tro. Det tages for givet, at man efter moden overvejelse vil overholde præsteløftet, når man lader sig ordinere, det vil sige indvie som præst. Hvor er det, det går galt, hvis man ikke som præst kan stå inde for troen? Det gør det i alle de opgaver, præstearbejdet omfatter, og de ni tiendedele af præstens arbejde er skjult som isbjergets blok under vandoverfladen. Folk har ikke adgang til at følge, hvad der sker i det fortrolige rum, der omgiver samtalen med præsten. De kender præsten fra begravelse, bryllup, dåb, konfirmation og for nogles vedkommende fra søndagsgudstjenesten. Men det mest krævende står præsten over for med et menneske på tomandshånd, når livet er strengt. En mand kommer til mig og spørger: »Har du tid, præst? Jeg har noget, jeg må snakke med dig om«. Der er nok gået mange overvejelser forud; man kender kun manden lidt og ved, hvor svært det kan være for folk at opsøge præsten. Vi aftaler en eftermiddag, og når han kommer, går vi ind i min hule med dens to lænestole, og jeg kan begynde med at sige: »Tag dit armbåndsur af. Se dig rundt, det gamle ur på væggen er gået i stå, telefonstikket er taget ud, vores mobiltelefoner slukket. Nu er tid ikke eksisterende; du bestemmer, hvornår samtalen er forbi for i dag«. Tid og indlevelse er hovedord her. Manden er vant til, at den praktiserende læge har højst et kvarter i sin konsultation, han er en travl 35-årig med stort ansvar og lange arbejdsdage. Markedets herrefolk har sat sine spor. Han er vænnet til at være effektiv, altid i aktivitet. Stress er den store ulykkesforvolder. En psykolog skal have sit honorar for en halv time, præsten får sin faste månedsløn (250.000-300.000 kroner) og skal være til rådighed for sine sognebørn vederlagsfrit. Præsten oplever de største glæder med mennesker, men også de smerteligste sorger, når ægteskab går i stykker, afskedigelse fra arbejdet truer, sygdom rammer, og død nærmer sig. Her sidder han, manden, lidt urolig, hænderne flytter sig ustandseligt, blikket flakser, det er uvant med stilhed og tid og en, der lytter. Men hans første bemærkning er: »Jeg søger dig som præst«. Siges det ikke, fornemmes det af folk, som sidder over for deres præst. Der ligger en forventning om at møde mere end livserfaring og menneskeklogskab. Præsten skal være til at stole på som en, der er forankret i sin tro på Gud. Det er her, kæden springer af, når Taarbækpræsten udbasunerer: »Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud«. Den mand, der sidder hos mig nu, åbner sig i tillid, fordi jeg har tavshedspligt. Jeg er ikke fagpsykologen, ikke advokaten, der skal kunne lovens paragraffer, jeg er den, som skal kunne noget tredje - og netop dér kommer troen ind. Når samtalen går mod slutningen, kommer mine bemærkninger, han hører mine konklusioner, venter at få mine råd; men det vil være fattigt, hvis han ikke kan stole på, at jeg enten tilbyder at bede en bøn, eller at jeg siger: »Fra nu af er du med i min bøn«. De mest intense oplevelser, jeg har haft med mennesker, har været hos den, der er nær ved at dø. Man skal være koncentreret til stede ved et dødsleje. Måske er det her, til allersidst, et menneske åbner sig første gang til et andet menneske om noget, der har tynget: et brudt kærlighedsforhold, et svigt over for et barn, et bedrageri, som ikke er opdaget, en løgn, som har smertet ægtefællen. Her skal man som præst af ærligt hjerte kunne sige: »Læg dig roligt til rette i din seng. Gud vil tilgive dig. Hans indsigt og kærlighed er mere omfattende, end du og jeg kan forstå«. Her skal troen bære. Når man har fulgt den udsigtsløst syge gennem flere besøg, kan samtalen, den sidste, blive ordløs, men også den rigeste. Et tryk i hånden, et blik, et smil. Stemmen er borte, men man skal være helt til stede, også når den døendes bevidsthed ebber ud, fordi hørelsen er den sidste af sanserne, der er åben. Har man kendt hinanden, opnået den døendes fortrolighed, er det, man her har at sige, præget af, at man har fået et indforståethedssprog, som præsten nu giver ord i trøst, i en bøn, i en velsignelse. Skyld og synder efterhånden gledet ud af vort sprog, eller det er blevet tabuord, men når man bliver skilt, er jura ikke nok. Der hvirvles man ind i et land, hvor hadet og skyldfølelsen truer sundheden, fordi man har lidt nederlag, og de redskaber, man skal bruge for at komme videre, når kærligheden er død, skal hentes i det religiøse rum. Har sygdom sat sig fast, og det lakker mod døden, søger mange svar på irrationelle spørgsmål om livets mening, smerten over det, der ikke kan gøres godt igen. Så bliver skyld konkret. Henvender man sig da til sin præst, skal han eller hun være troværdig. Præstens tro er naturligvis ingen anden tro end andre menneskers; men præsten har afgivet sit præsteløfte og har dermed valgt at arbejde i den evangelisk-lutherske folkekirke, og det kræver loyalitet. Jeg har tumlet med troen hele mit liv, efter at jeg ikke kunne forlige mig med, at min mor, da jeg var dreng, sagde: »Det med Gud er noget, mennesker har fundet på, når de ikke vidste, hvad de skulle stille op«. Min tro er udviklet i bestandig kamp med de vanskeligste spørgsmål om netop livets mening, ansvar, skyld, kærlighed, had. Gud kan ikke bevises og ikke forstås. Tro udspringer af en erkendelse af, at det, vi mennesker ser og hører og sanser, ved og forstår, er uhyre begrænset. Gud er i alt, Gud har en indsigt, vi mennesker ikke har adgang til. Tid er ikke vort begreb, men Guds. Milliarder af år er ikke med til at forhindre Guds indvæven i vort liv. Jeg har aldrig følt mig som helt menneske, uden at jeg forholder mig til såvel det rationelle, som min forstand fatter, som det irrationelle, der ligger udenfor, men som jeg betragter lige så fuldt som virkelighed. Evighed er ikke et rationelt begreb, men et gudsbegreb. TeologenKarl Barth (1886-1968), som har haft stor betydning som trosfortolker, har den tese, at afstanden mellem Gud og menneske er uendelig og uovervindelig. Ulykken er, at afstanden ikke respekteres, at vi er kommet dertil, at hvis Gud ikke kan gøres begribelig, så gøres han til ikkeeksisterende. Vi frarøver ham det, han er, skaber og opretholder i det uendelige. Naturvidenskabernes enorme udvikling med computerens muligheder for at opsamle uhyre vidensmængder har udfordret forstandsmennesket, som aner, at der er noget andet og noget mere. Men hvor skal man vende sig hen? Folk tumler af sted, og Danmarks Radio sender Steffen Kretz til Indien for at interviewe Dalai Lama, få dage før han besøger Danmark. Man går over åen efter vand. I samme TV-avis er en reportage om russisk satellitopsendelse til Mars. Tro og viden. Det ene udelukker nemlig ikke det andet. Men vi mangler viden om, hvad kristendom er, fordi skolens undervisning i kristendom i 30 år har været yderst mangelfuld, marginaliseret af det politiske flertal. Nu har vi et stort mindretal af muslimer, og de virker angstprovokerende på danskere, der er efterladt i uvidenhed om deres eget lands religion, har mistet bønnens sprog, men erkender deres behov for at få svar på irrationelle spørgsmål. Så må Steffen Kretz til Indien til Dalai Lama, og biskoppen i Helsingør må have fat i Taarbækpræsten, der »ved Gud ikke tror på, at Jesus gik gennem lukkede døre og opstod fra de døde«. Tro er et personligt forhold, og kristendom er tro på Kristus, på det menneske, der viste sig - åbenbarede sig - som Gud selv. Det, vi kristne kender til Gud, er det, vi har set i Kristus, og præsten skal meddele denne åbenbaring videre i gudstjenesten og forvalte de hellige sakramenter, dåb og nadver. Uden kristentro kan en præst ikke være præst, så ender det hele i det mest ligegyldige pjat, som ingen kan være tjent med. Naturligvis kender man som præst til tvivl; men hvis tvivlen sætter sig fast, bliver det et ansvarligt menneskes opgave at sige: »Jeg kan ikke længere være præst og hæve løn i den danske folkekirke. Jeg går af og må søge andet arbejde«. Når menighedsrådet mener, at sognet »går i koma, hvis der rettes skarpt skyts mod deres præst«, kan de lave en frikirke. Vi lever i et demokratisk samfund med frisind over for anderledestroende, men at være taarbæktolerant, og derved lade hvad som helst passere i præstens forhold til præsteløftet, holder ingen steder. Som troende bliver jeg aldrig færdig med at kæmpe med troen. Kun fundamentalisterne har det enklere og kan have svar på rede hånd og kender ikke til tvivl, men bruger Bibelen som opslagsværk. Det ender til gengæld let i farisæisme eller endnu værre: fanatisme. Og fanatikere - politiske og religiøse - er verdens farligste folk. Det er herligt, hvis vi kan komme til at diskutere indholdet i vor kristendom og ikke kun køre på med udenværker, og at kirkeminister og biskopper skændes, eller at stat og kirke skal adskilles. Der er virkelig brug for et kvalitetsløft i debatten, ellers kan der ikke af de 83 procent, der er medlem af folkekirken, vises frisind over for anderledestroende eller dem uden tro. Den, der ikke ved, hvor han selv står, kan ikke sætte den, der står et andet sted, i frihed, og det er derpå frisindet skal kendes. Præstens tro er ikke et privatlivsanliggende alene. Han eller hun har lovet at holde præsteløftet, og når præsten beder i gudstjenesten, fremsiger trosbekendelsen, velsigner menigheden, døber børnene, slår korsets tegn og uddeler brødet og vinen, må menigheden kunne regne med, at han eller hun er helt til stede i udøvelsen af sin gerning. Min loyalitet over for min minister kendte jeg som undervisningsdirektør, min loyalitet over for Gud bunder i tro. Og den evangelisk-lutherske kirke er vores svar på tilværelsens store spørgsmål og på samvittighedens rumsteren i sindet.