Efterløn er ikke et moralsk problem. Efterlønnere og potentielle efterlønnere fordømmes fra forskellig side moralsk for at udnytte systemet. Det er ikke vor opfattelse. Vi mener tværtimod, at efterlønnere har udformet deres tilværelse fornuftigt og velovervejet ud fra de værdier, de har, og det, de vil med deres tilværelse. Vi er jo ikke sat i livet blot for at arbejde. Det kan være fornuftigt nok at trække sig tilbage, mens man endnu er i stand til at nyde fritiden. Man kan diskutere moralen i at udnytte egentlige skattehuller eller lignende, men på efterlønsområdet er der ikke noget sådant. Reglerne er velkendte og velforståede, vedtaget af Folketingets medlemmer med åbne øjne (og forhåbentlig også åbne ører).
For at tage en oplagt parallel: Der kan være gode argumenter for at sætte skattebesparelsen for renteudgifter ned. Det mener vi sådan set selv. Men på trods heraf trækker vi alle vore renteudgifter fra på selvangivelsen uden moralske skrupler. Hvis der skal anlægges en moralsk vurdering, så må den rettes mod dem, som har udformet systemet. Det er noget uklart fra den offentlige diskussion, om efterløn skal betragtes som en social foranstaltning eller som en pension. Er det en social foranstaltning, vil det være naturligt, at den primært er rettet mod dem, der har et socialt behov, f.eks. ved at være ’nedslidt’, dvs. der er behov for en tilpasning af udbetalingerne, så de blev mere målrettede. Er det en pensionsordning, så vil det være naturligt, at det er dem, der får pensionen – og ikke andre – der betaler pensionsopsparingen, dvs. der er behov for en tilpasning, så den enkeltes indbetalinger finansierer hans udbetalinger. Helt lavpraktisk ville det være hensigtsmæssigt, at politikerne gjorde det klart for omverdenen, om de tænker på efterløn som en pensionsordning eller som en social foranstaltning. Der kan være gode grunde til at bevare efterlønnen, blot den struktureres bedre efter, hvad der er en helbredsforsikring, og hvad der er pensionsopsparing.
