0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den hemmelige liste

Bogen 'Efter drabet', som netop genudgives, handler om stikkerlikvideringerne efter Anden Verdenskrig. Eller nogle af dem. Resten er nemlig fortsat arkiveret i kronikørens egen computer. Hvorfor?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Bogen 'Efter drabet', som netop genudgives, handler om stikkerlikvideringerne efter Anden Verdenskrig. Eller nogle af dem. Resten er nemlig fortsat arkiveret i kronikørens egen computer. Hvorfor?


I min computer ligger en liste med oplysninger om fire hundrede drab. Listen indeholder de mest fundamentale fakta om hver af de dræbte - navn, alder, beskæftigelse - ligesom den fortæller tid og sted for drabet.

Desuden henvises der til konkrete arkivsager, bøger og personer med yderligere viden om hver enkelt af disse ellers hemmeligholdte drab fra besættelsestiden.

Hvis oplysningerne var offentligt tilgængelige, kunne de være til nytte for pårørende til de dræbte, modstandsfolk, øjenvidner fra dengang, historikere og alle andre med interesse for et af besættelsestidens dunkle kapitler.

Ikke mindst de pårørende er i årtier blevet hindret i at få adgang til viden om dræbte familiemedlemmer. Og en overvældende mængde henvendelser fra de involverede fortæller mig, at behovet for klarhed omkring drabene er stort og lyslevende.

Listen er et resultat af to års arbejde med at undersøge omstændighederne omkring modstandsbevægelsens likvideringer af danskere under besættelsen.

Undersøgelserne er dels foregået gennem samtaler med datidens involverede, dels gennem studier i statens arkiver, og en del af resultaterne lagde jeg sidste år frem i bogen 'Efter drabet'.

Den officielle historie har været, at de likviderede var 'stikkere', som var til fare for modstandskampen.

Virkeligheden viste sig imidlertid at være langt mere kompleks.

Ret tidligt blev jeg overbevist om, at mit arbejde indebar en forpligtelse til at sikre listens oplysninger for offentligheden - men samtidig begyndte det at gå op for mig, at en offentliggørelse ville være endog særdeles kontroversiel.

Faktisk har modstanden mod at fremlægge disse fundamentale fakta været så voldsom, at jeg nu, hvor en ny udgave af min bog udkommer, endnu en gang har måttet opgive at inkludere listen i bogen.

Jeg vil gerne forklare hvorfor.

Da jeg i efteråret 1999 indledte arbejdet med at undersøge de omkring fire hundrede likvideringer i besættelsens sidste to år, havde jeg ingen anelse om styrken og dybden af de følelser, som ville blive vakt hos de involverede.

Mere end et halvt århundrede efter befrielsen havde jeg vel nok en - naiv! - forestilling om, at tiden måtte have læget sår og dæmpet emotionerne.

I dag er jeg klogere. De seneste to år er der stort set ikke forløbet en dag, hvor jeg ikke har været i kontakt med mennesker, for hvem likvideringerne er alt andet end støvet forhistorie:

Det gælder naturligvis familie og efterkommere på de likvideredes side, men i lige så høj grad modstandsfolkene selv og deres pårørende, foruden en lang række øjenvidner til drabene.

Mange af dem fortæller, hvordan disse drab har kastet skygger ind over deres liv helt op til i dag.

De har ringet, skrevet, mailet, henvendt sig ved mine foredrag; nogle for at fortælle egne eller forældres erindringer, men endnu flere for at få oplysninger om begivenheder og familiemedlemmers skæbne.

Allerede kort efter krigen blev likvideringerne nemlig mørkelagt, idet en aftale mellem modstandsbevægelsens ledelse og justitsministeren - selv tidligere modstandsmand - hindrede politiet i at efterforske dem.

Siden har sagerne ligget gemt væk i lukkede arkiver. I halvtreds år har mange mennesker derfor ikke kunnet få opklaret selv de mest elementære spørgsmål:

Hvem blev dræbt, af hvem - og ikke mindst: hvorfor?

Et eksempel er den 82-årige mand, som chokeret ringede til mig efter at have læst et uddrag af min bog i Politiken i marts sidste år.

Indtil han læste sin avis, havde han troet, at hans daværende hustru, Annitta Larsen, under besættelsen var blevet myrdet af rene banditter.

Den 25-årige Annitta Larsen blev en eftermiddag i februar 1945 dræbt af tre unge modstandsmænd i entreen til familiens lejlighed på Bagsværdvej i Lyngby, mens ægteparrets étårige søn legede i stuen ved siden af.

En undersøgelse, foretaget af modstandsbevægelsen selv efter krigen, fastslog, at der intet ufordelagtigt var at sige om den tyskfødte Annitta Larsen.

Ikke desto mindre påtog modstandsbevægelsen sig officielt ansvaret for drabet som en likvidering, og myndighederne afviste hendes mands anmodning om at erklære drabet for fejlagtigt.

I stedet, fortalte den nu 82-årige mand i telefonen, havde myndighederne truet ham til ikke at forfølge sagen yderligere.

Forleden fik jeg brev fra Annitta Larsens dengang étårige søn:

Sønnen har langt om længe, ved hjælp af journalnumre fra min liste, fået aktindsigt i sagen og kan nu begynde at fortælle børn og børnebørn om baggrunden for drabet på sin mor.

»Min mor er blevet et helt menneske for mig«, skriver han. »Jeg har fået min identitet tilbage«.

Da bogen udkom første gang for et år siden, havde jeg måttet opgive min oprindelige plan om at inkludere listen over samtlige likvideringer, fordi Justitsministeriets langsommelige sagsbehandling havde hindret mig i at få aktindsigt i en væsentlig del af arkivmaterialet.

Efter bogens udgivelse har jeg nu haft lejlighed til at gennemgå også det resterende materiale, og da andenudgaven af bogen skulle udkomme, var det atter min plan at bringe listen.

I mellemtiden havde jeg imidlertid igen og igen oplevet at blive mødt med hovedrystende afstandtagen, når jeg nævnte dette forehavende.

Den ene modne kapacitet efter den anden - modstandsfolk, historikere, jurister, intellektuelle - anså det for en ganske utilgivelig handling at »sætte de dræbte og deres pårørende i offentlig gabestok«, som det blev formuleret.

Da jeg eksempelvis under en paneldebat om emnet på Bogmessen i Forum sidste efterår havde medbragt en diskette med den liste, jeg påtænkte at offentliggøre, vendte alle andre i panelet sig mod tanken - også de historiske professorer Claus Bryld og Ditlev Tamm, som ellers hver især har markeret sig med aktiv medvirken til at skabe åbenhed om besættelsestiden.

Et fællestræk ved dem og andre modstandere af en offentliggørelse har været, at de oftest er ældre end mine fyrre år og altså i tid tættere på de følelsesmæssigt heftige dønninger, som altid følger efter en krig: smerte og traumer - og dermed også fortielser og fortrængning, løgne og myter.

For mig blev det slutteligt afgørende, at mit forlag, Gyldendal, ikke mente at kunne tage ansvaret for at stå bag en offentliggørelse af listen.

Når andenudgaven udkommer i disse dage, er det derfor igen uden likvideringslisten, som endnu en tid fremover kun befinder sig her i min computer.

Argumenterne mod at offentliggøre navnene på de likviderede har rødder helt tilbage til tiden umiddelbart efter befrielsen.

Da modstandsbevægelsens ledelse dengang besluttede at lægge låg på likvideringssagerne, havde de både gode og dårlige grunde. Blandt de dårlige var et ønske om at undgå, at politiet gravede i de drab, som havde mere tvivlsomme eller måske decideret kriminelle motiver - dokumenterede eksempler kan læses i min bog.

Blandt de gode var angiveligt hensynet til både de involverede modstandsfolk og familierne til de likviderede.

Modstandsfolkene skulle beskyttes med anonymitet, fordi nogle af dem frygtede hævnaktioner fra de dræbtes familier.

Og hvis likvideringssagerne blev undersøgt af politi og retsvæsen, risikerede likvidatorerne, at deres navne kom frem i offentligheden.

Selv om risikoen for ubehageligheder fra pårørende halvtreds år efter krigen må være taget af, har jeg forståelse for denne frygt:

Min liste over likvideringerne er derfor renset for navne på de involverede modstandsfolk - og dermed skulle dette argument mod en offentliggørelse være elimineret.

Det andet argument - hensynet til de dræbtes familier - er mere kompliceret. Offentlighed om drabene ville betyde, hedder det, at de pårørende ville lide endnu mere overlast, end de allerede havde gjort ved at miste et måske elsket familiemedlem:

Nu ville de tilmed blive hængt ud som pårørende til en stikker.

I tiden umiddelbart efter krigen kan argumentet i realiteten ikke tillægges den store vægt:

Navnene på stort set alle likviderede havde nemlig allerede været offentliggjort i de illegale blade, ofte tilføjet diverse rygter og beskyldninger om stikkeri og håndlangeri for Gestapo.

Hvis man reelt havde ønsket at udvise hensyn over for de likvideredes familier, ville det derfor have været mere oplagt at lægge sagerne frem til offentlig undersøgelse og debat, blandt andet med det formål at rydde op i de ofte helt udokumenterede beskyldninger mod de dræbte.

Nu er der gået 57 år, og hensynet til de pårørende anvendes igen som argument imod offentlighed. Nu hedder det, at de pårørende, som måske langt om længe har lagt de dramatiske hændelser bag sig, skal sættes i gabestok med deres familierelation til landsforræderne.

Særlig prekært bliver det naturligvis, når de dræbtes efternavne er usædvanlige eller måske endda har en kendt klang.

Argumentet hviler delvis på datidens - efter min mening forkerte - præmisser. Helt op til vore dage er den officielle udgave af historien blevet fastholdt, og i historiebøger og leksika er drabene konsekvent blevet kaldt 'stikkerdrab' eller 'stikkerlikvideringer'.

Stikkerprædikatet sidder dermed stadig kollektivt på de dræbte og tynger i mange tilfælde de efterlevendes minder om dem.

Mine undersøgelser viser imidlertid - på linje med Ditlev Tamms disputats om retsopgøret og historikeren Stefan Emkjærs speciale om likvideringerne - at det kun var en mindre del af drabene, som ramte deciderede stikkere.

Hvilket vel at mærke ikke betyder, at resten af de dræbte var uskyldsrene lam - i langt de fleste tilfælde var der tale om aktive nazister eller andre, der havde samarbejdet med tyskerne.

At være stikker kan meget vel betyde medansvar for tortur og henrettelse af landsmænd, og at være påhæftet stikkerprædikatet er det samme som at have begået en af menneskelivets usleste handlinger.

Derfor kunne en klarlæggelse og nuancering af omstændighederne ved drabene i al offentlighed også meget vel betyde en lettelse for mange familiemedlemmer. Hensynet til de pårørende kan altså vendes til et argument for en offentliggørelse af listen.

Endnu et delargument står imidlertid tilbage - og her er vi nået til det svære skyts:

Flere modstandsfolk har således uafhængigt af hinanden fortalt mig en stort set enslydende historie om, hvilken voldsom skade og lidelse jeg risikerer at forvolde med min liste.

Historien lyder nogenlunde således: Til et foredrag har de mødt en datter - eller et barnebarn - af en mand, som blev dræbt under besættelsen. Datteren henvender sig gladeligt til dem, fordi hun mener at vide, at også hendes dræbte far var modstandsmand, og hun vil nu gerne høre, om de har kendt hinanden dengang.

Når datteren derpå fortæller modstandsmanden sin fars navn, går den frygtelige sandhed op for ham: Den dræbte var ikke modstandsmand, men blev tværtimod likvideret af modstandsbevægelsen.

Historien ender hver gang på samme måde: Modstandsmanden forklarer, at han ville undgå at skade den kvinde, som trygt havde henvendt sig til ham.

Derfor benægtede han at kende hendes far og beholdt sin ubehagelige viden for sig selv. Kvinden lever stadig i den tro, at hendes far - eller bedstefar - var en helt.

Modstandsmanden er ikke i tvivl om, at han har gjort det rigtige ved at skjule sandheden. Og hans spørgsmål til mig lyder:

Hvad nu hvis nogle pårørende til likviderede slet ikke er interesseret i at kende sandheden? Hvis de lever bedst i lykkelig uvidenhed om kendsgerningerne? Har vi - har jeg - ret til at påtvinge disse mennesker en måske uønsket viden?

Jeg vil ikke påstå, at disse spørgsmål er enkle at besvare.

Stilfærdigt må jeg dog bemærke, at jeg selv har oplevet samme historie, men med den modsatte slutning: at en efterkommer har henvendt sig til mig med spørgsmål om en dræbt modstandsmand i familien - men samtidig med en fornemmelse af at noget ikke stemmer i den historie, som fortælles i familien.

I den situation har jeg valgt at fortælle sandheden, selv om den var ubehagelig: at familiemedlemmet tværtimod var blevet likvideret på grund af sit samarbejde med tyskerne.

Med det resultat at den pågældende efterkommer, efter at have fordøjet oplysningen, har udtrykt lettelse ved langt om længe at have fået klarhed.

Disse spørgsmål hæver sig naturligvis over besættelsestidens traumer og bliver principielle. Vi må hver især tage stilling til, om vi i vort liv stræber efter sandhed under alle omstændigheder, også når den gør ondt, eller om vi i visse tilfælde foretrækker at leve i smertefri uvidenhed og løgn.

Selv om nogle af os nok vil mene, at den sidste mulighed i længden ofte vil vise sig at være en illusion, kan vi dog træffe valget på egne vegne.

Mere kompliceret bliver det, når man skal træffe valget på andre menneskers vegne: Skal jeg eller skal jeg ikke fortælle en sandhed, som kan gøre ondt på den anden? Men som måske på længere sigt også kunne gøre godt?

Den mulighed ikke at træff