Den moderne naturvidenskab er en enestående succeshistorie, den har ændret vores samfund og vores måde at se verden på afgørende gennem de sidste 100 år. Der er to sider af denne forvandling: den teknologiske og den erkendelsesmæssige. Af de teknologiske resultater af naturvidenskaben kan nævnes antibiotika, computeren, gensplejsning, vaccine, flyvemaskinen, telefonen, radioen, fjernsynet, atomkraft, lysdioder, pålidelige vejrudsigter ... listen synes uendelig, og de har ændret vores hverdag gennemgribende. Men naturvidenskaben har også ændret afgørende på vores måde at betragte verden på; hvad vi tror på, og hvad vi tillægger værdi. I dag ved enhver, at Jorden kredser rundt om Solen, at vi er en del af et umådelig stort univers med mange andre sole og mælkeveje, og at det hele sandsynligvis blev skabt i et Big Bang for mange milliarder år siden. Det er også almindeligt accepteret, at livet på Jorden begyndte for ca. 3-4 milliarder år siden, og at evolutionen har skabt den mangfoldighed af liv, vi ser på Jorden i dag. Det tror de fleste af os på, selv hvis vi er religiøse, og der står en anden historie i de hellige skrifter, vi bekender os til. Når verden skal beskrives, tror vi på det, der kan måles, mens de religiøse fortællinger bliver en slags allegorier, som kan lære os noget om, hvordan vi bør leve og opføre os. Hvad skyldes denne tiltro til det målbare, hvordan er det blevet sådan, og hvad betyder det for vores værdier og det, vi lægger vægt på, når vi skal afgøre, hvad der er væsentligt? Jeg vil mene, at der er sket en forskydning, så vi lægger mere vægt på det målelige, end vi har gjort tidligere, og at det skævvrider vores opfattelse, så det ikke-målelige enten bliver forsøgt gjort målbart eller afskrives som uvæsentligt. Det viser sig i det øgede fokus, målinger har fået gennem de seneste år. Pisa-målinger, så vi kan se, om vores børn lærer nok i skolen, og offentliggørelse af karakterlister, så vi kan se, om vi har valgt den rigtige skole til dem. Intelligenskvotient, så vi kan bedømme et menneskes intellektuelle kapacitet med et enkelt tal. Pointsystemer, så vi kan se, om man er værdig til at få opholdstilladelse. Skemaer i den offentlige administration, så man kan måle lærere og socialarbejderes indsats. Inden for sociologi og andre humanvidenskaber skal de projekter, der gives penge til, have et kvantitativt element, det er blevet langt sværere at få penge til kvalitative eller beskrivende studier. Der skal komme nogle tal ud af det, for at man kan få penge til forskningen. Det er, som om selve målet med moderne evaluering er at reducere komplicerede sammenhænge til ét tal.
Hvorfra kommer denne tiltro til, at det er meningsfuldt at karakterisere alle hånde fænomener med et tal? Jeg er overbevist om, at den kommer fra den voldsomme succes, naturvidenskaben og den afledte teknologi har opnået gennem de seneste århundreder, netop ved at anvende målingen som det endelige sandhedskriterium. Det er, som om naturvidenskaben er blevet al videns forbillede eller rettesnor. For at forstå, hvordan det er blevet sådan, må vi se på naturvidenskabens udvikling siden renæssancen, og hvordan den kom styrket ud af de meget stærke omvæltninger, som skete i hele den vestlige verdens åndsliv gennem første halvdel af det tyvende århundrede. Man kan betragte Kopernikus’ ide om, at Jorden kredser om Solen, som starten på den moderne naturvidenskab, og den førte da også til et voldsomt opgør med kirken og med det middelalderlige verdensbillede, som byggede på Bibelen og den græske filosof Aristoteles. I renæssancen blev naturvidenskab betragtet som filosofi, og observation eller måling af naturen var ikke lige så vigtigt som filosofiske diskussioner af tingenes væsen. Et afgørende skridt i naturvidenskabens udvikling mod at basere sig på observationer frem for filosofiske overvejelser skete i Danmark under Frederik II i årene 1572 til 1597, da Tycho Brahe observerede nattehimlen på øen Hven i Øresund. Hans meget nøjagtige og systematiske målinger af stjernernes og planeternes positioner blev et forbillede for tidens astronomer og var udslagsgivende i naturvidenskabens udvikling mod at basere sig på målinger som rettesnor for gyldigheden af videnskabelige beskrivelser. I 1600- OG 1700-tallet foregik der en bevægelse væk fra det filosofisk/religiøse og over mod målinger som det afgørende sandhedskriterium i naturvidenskaben. Der opstod en systematisk matematisk metode, og naturvidenskaberne blev noget andet end naturfilosofi.
