Søen uden for grotten hedder Lagoa Sumidouro - det betyder 'Søen hvor man forsvinder'. Bagved hvælver en enorm grotte sig under en høj skovgrøn bjergkam, der rejser sig pludseligt og brat fra den flade højslette. Der stod jeg en diset martsdag i 2002 og betragtede sceneriet sammen med to brasilianske huleforskere, da en af dem pludselig hev en roman op af tasken. Det var Henrik Stangerups 'Vejen til Lagoa Santa', på portugisisk: 'Na trilha de Lagoa Santa'. Så pegede han på hulen og sagde: »Det var derinde, den danske huleforsker dr. Lund gjorde sin allervigtigste opdagelse!«. Dr. Lund er hovedpersonen i Stangerups roman, og pludselig begyndte fiktion og virkelighed at smelte sammen, Brasilien og Danmark, fortid og nutid, brasilianske huleforskere og en dansk forfatter. En af de ufattelige sammenhænge, Stangerup selv fik færten af i sin mangeårige fascination af Brasilien - men som det også tog ham mange, mange år at formulere. Det var Stangerups skyld, at jeg stod foran grotten ved 'Søen hvor man forsvinder'. Jeg var i gang med at skrive speciale om hans forfatterskab, og her fylder Brasilien kolossalt meget; lige fra de første forelskede rejsekronikker fra 1973, der emmer af samba og sanselighed, til de mere eksistentielt og historisk betonede betragtninger fra 1990'erne. Brasilien er location for hans dundrende filmfiasko 'Jorden er Flad' (1977), og landet og kulturen er omdrejningspunkt i gennembrudsromanen 'Vejen til Lagoa Santa' (1981) om den danske naturforsker Peter Wilhelm Lund, der i stedet for at vende hjem til Danmark lod sit lys brænde op i den lille flække Lagoa Santa. Men hvad var det egentlig, Stangerup blev så fascineret af i Brasilien? Det mente jeg ikke, jeg kunne finde ud af på denne side af Atlanten, så efter et halvt års ansøgninger, telefonopkald og mail-korrespondance satte jeg mig i flyveren til Rio de Janeiro. Jeg ankom en varm, trykkende forårsdag. Rio ... uendelige hvide strande og farver, farver, farver. En by, der stolt skyder op fra en kilometerlang smal landtange, klemt ind mellem høje, lerrøde bjerge og det dybblå Atlanterhav. For Stangerup var det kærlighed ved første blik: »Brasilien kryber ind under huden på én allerede den første dag man lander i lufthavnen i Rio, og der bliver landet siddende som en konstant erotisk sitren«, skriver han efter sit første besøg i 1973. Ud fra den sparsomme sekundærlitteratur kan man få det indtryk, at Stangerups fascination af Brasilien udelukkende handlede om sprut og damer, måske i omvendt rækkefølge, men der er meget mere på spil. Brasilien fungerer fra begyndelsen som en potent medspiller i Stangerups mangeårige opgør med både den danske venstrefløj og den nordiske puritanisme, og her gælder det ikke bare samba og lir versus unisex og lilla bleer. Stangerup langede tidligt ud efter venstresocialister og nymarxister, som han anklagede for at ville et totalitært »elitesamfund styret af de begavede, de sunde, de rigtige«, og han var en livslang kritiker af den strenge protestantiske forestilling om det skyldige menneske, der ikke må give sig glæden i vold. Når han deroverfor citerer den brasilianske sanger Chico Buarque: »Synden eksisterer ikke syd for ækvator«, er det synd i langt bredere forstand end en nat på bordel. Det er synd som alt det forkerte; det, der falder udenfor, når mennesket og samfundet frem for alt skal være rent, hvad enten det er marxismens tro på 'det nye menneske', 1970'ernes 'kunst for folket', kvindefrigørelsens insisteren på, at mænd og kvinder er ens, eller protestantismens alvorstunge fordømmelse. Et utopisk helvede, hvor fantasien, legen, drømmen, kroppen - i sidste ende livet -ikke levnes nogen plads. For Stangerup repræsenterede Brasilien med kollektiv dans, sensualitet, katolicisme og afrikansk voodoo det stik modsatte. Et land, hvor der var plads til hele spektret af modsætninger, sort og hvidt, rigtigt og forkert, godt og ondt, og hvor den skyldplagede dansker inklusive ham selv derfor kunne lade sine indre dæmoner fare: »Når ... solen syder i ens krop, og saltet ligger i et tyndt velsmagende lag på ens læber, og et trommeorkester bestående af 20-30 mand, sorte, hvide og brune mellem hinanden, kommer gående i strandkanten og får de badende til at springe op og kaste sig ud i sambaen - så ved man i et sublimt øjeblik hvad lykke er. Lykken er at være til. Lykken ved at sanse«. Brasilien kommer fra starten til at fungere som et inspirerende modbillede til det steriliserede Danmark, men det er og bliver en ydre fascination. »He never really understood Brazil - he just wanted some pussy«, siger Fausto Wolff - drillende? udfordrende? provokerende? - da jeg spørger, hvad det var, der fascinerede Stangerup så meget ved Brasilien. Vi havde siddet et par timer i hans lejlighed, der ligger i den rigtige ende af Rio med udsigt over Ipanema-stranden. Jeg havde været rystende nervøs for at møde ham og taget godt for mig af de tilbudte øl og whiskyer, og samtalen var efterhånden en smule uskarp. Fausto Wolff, brasiliansk journalist og forfatter, hører uløseligt sammen med Stangerups brasilianske filmflop 'Jorden er flad' og den store nedtur bagefter. De to fandt sammen på at flytte Holbergs 'Erasmus Montanus' til Brasilien med brasilianske skuespillere, og Wolff oversatte manuskriptet til brasiliansk-portugisisk og spillede selv hovedrollen. Filmen var en fiasko, der for Stangerups vedkommende endte med skilsmisse fra Lotte Tarp, skandaleartikler i tabloidpressen, kæmpe personlig gæld og et stigende alkoholmisbrug. Venskabet med Fausto Wolff røg sig også en tur, og i den selvbiografiske desperado-roman 'Fjenden i forkøbet' beskrives han ligefrem som den, der som en anden Mefisto har lokket Stangerup i fordærv. Det sidste forstod jeg - var det måske ikke Fausto Wolffs skyld, at jeg var dødfuld og på rulleskøjter klokken halv fem en solbeskinnet eftermiddag? Men havde han egentlig ikke ret? Forstod Stangerup overhovedet Brasilien. Ikke inderst inde! For op gennem 1970'erne er det efterhånden tydeligt, at hengivelsen og ekstasen på sæt og vis er et postulat, som bliver mere og mere hysterisk. Det er kendetegnende for de fleste af Stangerups Brasiliensartikler, at de har en åbenlys og direkte adresse til København, og at Stangerup i højere og højere grad bruger Brasilien, ikke kun som inspiration, men som flugtvej. De indre dæmoner, han som skyldplaget dansker så kækt havde sluppet løs i sambaen og karnevalet, var ikke forsvundet, og dansens forløsning var indtil videre kun en forløsning på papiret. For Stangerup er jo ikke kun forfatter af kritiske artikler om System- danmark, men også til romaner, der netop har den skyldplagede dansker i hovedrollen, hans to alter ego'er Max Mollerup og Joachim Jerlang ('Slangen i brystet' og 'Løgn over løgn'). Begge går til grunde i en sump af mindreværd og angst, som Stangerup selv kendte så godt, og som Brasilien nok havde pakket til side, men på ingen måde lagt en dæmper på. Tværtimod kommer den efterhånden næsten maniske begejstring for Brasilien, hvor alt efterhånden var fantastisk lige fra sæbeoperaerne til mafiosoerne, til at pege på et psykologisk fundament, der blev stadig mere skrøbeligt. Da det hele ramlede, sad Stangerup tilbage i rollen som sin egen romanfigur, nedbrudt og på druk, ædt op af angst og paranoia. Jeg kunne næsten se ham for mig da jeg vaklede hjem fra Wolffs lejlighed langs Ipanemastranden. Det var som at komme til en anden verden, da jeg endelig nåede ud af Rio, til højsletten og grotterne og hulen ved 'Søen hvor man forsvinder'. Det landskab, Stangerup beskriver med lyde, lugte og farver i romanen 'Vejen til Lagoa Santa' om den danske naturvidenskabsmand Peter Wilhelm Lund, der efter 10 års jagt på forhistoriske knogler i de brasilianske huler pludselig trækker sig tilbage til den lille flække Lagoa Santa for aldrig at vende tilbage til Danmark. Jeg havde mirakuløst fundet sammen med et hold brasilianske arkæologer, der netop var i færd med at undersøge Lunds gamle grotter, og fået lov til at tage med dem rundt. Vi havde set på gamle klippemalerier, kravlet rundt med pandelamper og beskyttelsesdragt og set på stalagmitter og stalaktitter. Og nu stod vi så og kiggede ind i mørket i hulen, hvor Lund i Stangerups roman gør sit store fund - knogler efter mennesker, der først får hele hans verdensopfattelse og teoretiske system og dernæst ham selv til at bryde sammen, og som han bruger de resterende 40 år af sit liv på at komme sig over. Knoglerne er der naturligvis ikke mere, men jeg kiggede alligevel en ekstra gang. For derinde, i mørket, er der også noget nyt, der tager form i Stangerups liv og forfatterskab. Ud af hans store nedtur og depression vokser et nyt Brasilien, der bliver afsæt for den store romantrilogi, der ud over 'Lagoa Santa' tæller 'Det er svært at dø i Dieppe' og 'Broder Jakob'. Hvad var det, Stangerup så derinde i hulen? »Du overgearer, Henrik. Nu er det hjem til København, til det hårde slid og dit eget indre Brasilien. Hjem til romanen i 3. person«. Ordene er Per Johns', dansk digter og konsul bosiddende i Brasilien, Stangerups gode ven og oversætter af hans romaner. Johns passede Stangerup, da en brasiliansk gogodanserinde tilsyneladende havde kastet en forbandelse over ham og sendt ham i et ti dages helvede af meningsløshed og passivitet, som Stangerup malende beskriver det i essayet 'Forbandelse og forsoning'. Og det var Johns, der sørgede for at sparke Stangerup tilbage til Danmark, selv om han selv fablede om at blive i Brasilien og skrive sin roman. 'Det indre Brasilien' - det er det, Stangerup graver frem af depressionen, da han kaster sig over arbejdet med romanen 'Vejen til Lagoa Santa'. »Romanen i 3. person«, som Per Johns kalder den. I 'Vejen til Lagoa Santa' får Stangerup for første gang skrevet sin hovedperson og på sæt og vis også sig selv ud af depressionen og nulpunktet. Peter Lund ender ikke i mørket som Max Mollerup og Joakim Jerlang. I romanen betinges hans langsomme rekonvalescens af en gradvis overgivelse til det, der omgiver ham, brasilianerne, naturen og overtroen; ikke i en rationel proces med et klart facit, men som en mystisk, billedrig forvandling. Men hvad sker der for Stangerup? Ja, først og fremmest det, at han omsider får flyttet sin grundhistorie om en sammenbrudsramt mand væk fra sig selv og København anno 1960 eller 1970. Romanen har et enormt vingefang både i tid og rum. Den favner Biedermeierdanmark, romantikkens Europa og Den Ny Verden og sætter darwinisme, brasiliansk overtro og kristendom i spil mod hinanden. I det kolossale spænd bliver historien ikke endnu et personligt vindmølleopgør med adresse til det uerotiske Systemdanmark, men en større historie om det vesteuropæiske menneskes begrænsninger. Det er den forskydning, Johns kalder »romanen i 3. person«: at forfatteren ikke selv er hovedperson i sin egen historie, og for Stangerup betød det en åbning, som slår igennem i resten af forfatterskabet. Også de følgende romaner 'Det er svært at dø i Dieppe' (1985) og 'Broder Jakob' (1991) handler om danskere i ufrivilligt eksil, men både kritikeren Peder Ludvig Møller, der ender med at løbe skrigende af syfilissmerter og sindssyge rundt i Dieppe, og munken Jakob er åndstyper i en historie, der er langt større end den danske andedam. I 'Vejen til Lagoa Santa' bliver ekstasen i den kollektive samba og det antitotalitære miks af religioner og kulturer - alt det, der henrykkede Stangerup i de første artikler fra Brasilien, for første gang formuleret som et psykologisk eller mentalt alternativ til den danske syge. Ekstasen som en opgivelse af selvet og en overgivelse til både konkrete og mytiske sammenhænge udenfor. Den overgivelse er 'det indre Brasilien', og jeg tror, hverken Lund eller Stangerup kunne have fundet den andre steder end i hulen ved 'Søen hvor man forsvinder'. Forsvinder for måske derved at finde sig selv. Per Johns bor ikke ved de fancy strande i Rio, men nogle hundrede kilometer derfra i en provinsby, der hedder Petropolis. I hans fazenda oppe i bjergene er der et helt lille dansk bibliotek, og Per Johns' eget dansk er godt nok lidt tøvende, men samtidig fint og opmærksomt, når han taler om det indre Brasilien, som hverken handler om sprut eller damer, men om tavsheden, mysteriet og evigheden. Og han fortæller, hvor glad han var, da han omsider fandt den rigtige oversættelse af titlen 'Vejen til Lagoa Santa': 'Na trilha de Lagoa Santa'. Lagoa Santa betyder 'helbredende sø' - dér man tager hen for at blive helbredt. 'Trilha' er en lille vej, et æselspor, men udtrykket 'na trilha de' betyder 'på sporet af'. På sporet af helbredelse? Det er i hvert fald en fin karakteristik af det, der sker i Stangerups forfatterskab i hans andet livtag med Brasilien, hvor landet går fra at være en ydre fascination og flugtvej til en indre ro. At romanen så også i sprog og komposition blev beskrevet som »en ægte brasiliansk roman« af de brasilianske kritikere, fortæller blot, hvor godt han har ramt. I Lunds gamle hjem i Lagoa Santa er der i dag en skole. Escola Doutor Lund hedder den, og man kommer dertil fra motorvejen via rundkørslen, der også hedder Doutor Lund. Midt i byen, på torvet, troner Lund selv på en buste, og lidt udenfor ligger kirkegården, hvor han er begravet. Jeg stod lidt uden for gitteret rundt om skolegården, indtil ungerne inde i klasselokalerne fik øje på mig og mit radioudstyr og begyndte at huje. Omsider kom en af lærerinderne ud og hev mig uden videre snak ind på kontoret. Jeg nåede kun at sige de få sætninger, jeg kunne på portugisisk: Jeg hedder Celine Haastrup. Jeg kommer fra Danmark, og så begyndte sekretæren at grine. Hun mingelerede med noget under disken og fik det omsider hevet frem: Det var et stort dansk flag. Velkommen til Brasilien!