Bymenneskene bor side om side. De færdes i en sand menneskevrimmel. De mest iøjnefaldende byboere er måske folk, der har travlt. De har travlt med at nå noget, eller de er travlt optaget af sig selv. Lad os dog starte med at beskrive de travle, for de skal jo skynde sig videre. Folk, DER går med filmsko: altså sko, der giver fodtrinene en markant lyd. Sko, der støjer. De værste er naturligvis dok-dok-skoene. De er fremstillet med en høj træhæl, og de bliver gået i af en pige eller en kvinde. De næstværste er kratch-kratch-skoene. De har en lav hæl og er udstyret med en lædersål, som får grus og småsten til at hvine mod fliser og asfalt. De bliver gået i af en mand. Folk, der går med bløde såler, kan godt lave lyde, når de slæber fødderne hen ad underlaget. Men filmlyde bliver det altså ikke til. Unge kvinder med cykel, mobiltelefon og dok-dok-sko: De trækker bedstemorcyklen på fortovet, mens de snakker med veninden i den håndholdte. De fylder meget, er ikke særlig opmærksomme på andre gående. Og så taler de temmelig højt. Desværre går de også ret hurtigt, for de har travlt med at møde veninden om ca. 10 minutter. Sætter man tempoet op, risikerer man blot at blive skarpt forfulgt af en meningsløs samtale og dok-dok-lyden. Man må kapitulere: enten skifte fortov eller standse op og kigge på et butiksvindue eller sit ur. Sensuelle kvinder med højhælede dok-dok-støvler: De føler sig erotisk dragende. De er dristigt klædt i noget kropsnært, der ligner festtøj. De slentrer helst langsomt hen ad fortovet lige bag ved en herre uden ledsager. Meningen er vist, at man skal blive draget af de indolente fodtrin. Man kigger sig over skulderen og kaster et anerkendende blik på personen. Eller kærtegner i det mindste hendes former med øjnene, idet hun passerer. Der kunne være andre fodgængere, som fortjener éns opmærksomhed, men det er ikke let at slippe af med den sensuelle kvinde, før man har fejret hendes herligheder. Udrykningscyklister: De er målrettede og trimmet efter tidsånden. De bærer aerodynamisk cykelhjelm, og deres cykel er udstyret med hysterisk blinkende projektører. De cykler sammenbidt til og fra arbejde med musiktemaet fra Mission Impossible dunkende løs i deres imaginære hovedtelefoner. Udrykningscyklisterne bliver ikke tilfredse, før dén dag alle biler bevæger sig underjordisk, og de selv kan opgradere deres udrustning til en vind- og vandtæt cykeldragt med indbygget GPS, airbag og nødblus. Øko-småbørnsforældre: De giver deres poder bæredygtig opmærksomhed og promenerer dem overalt i overdimensionerede udstillingskasser på hjul. Udstyret kan få enhver præmievovse til at knurre af misundelse. Vi kender både den overpolstrede og den terrængående barnevogn, fremstillet til at bekræfte mors omsorgsgen, og den énhåndsskubbede joggingmodel designet til at styrke fars potens. Til glæde for cyklisterne i myldretiden trækker de bæredygtige forældre gerne et mindre villatelt efter cyklen, når Sofia og Malthe samt noget af deres ftalatfri legetøj skal transporteres til og fra skovbørnehaven. Globalister: De genfinder deres gamle venner fra efterskolen på Facebook. De opsuger nye trends lige så hurtigt, som Lambi wc-papir kan tørre tis af toiletbrættet. De er medlem af en forening, som er imod noget, og de laver altid for mange aftaler. Globalisterne kommer bevidstløse igennem deres vågne liv ved at fylde det med aktiviteter. De har deres egen blog. Jo flere digitale venner, jo bedre. De færdes aldrig udendørs uden mobilen. De kan ikke føle sig hjemme i boligen uden internettet, fjernsynet, mobilen og lydtæppet fra musikanlægget. De har flade maver og hvide tænder. De spiser fedtfattigt og motionerer indendørs i et center, der hedder noget på engelsk. De har været i fjernsynet mindst et par gange, og næst efter tanken om, at de snart skal fejre deres egen 40-års fødselsdag, synes de, at dyrplageri er noget af det værste på denne klode. Sabotører: På min mormors tid var der noget, der hed en spadseretur. Det handlede i al sin enkelhed om, at man (alene eller sammen med en god samtalepartner) brugte sin fritid til at spadsere en tur. Man kom ud af sit hjem. Man hvilede øjnene på noget pænt, man fik frisk luft ned i lungerne, og blodet rullede raskere, mens man spadserede. Man nød stemningen på stille villaveje, i parker med høje træer eller på strande, der sagde en rar lyd, når bølgerne slog op på sand og sten. Fidusen var, at de anderledes omgivelser virkede opløftende. Man brugte spadsereturen til at reflektere over sin egen tilværelse og fik dermed en bedre forståelse af eksistensen. ’Mine vilkår’ blev nemt til ’vores vilkår’ og ’andres vilkår’. Sådan fandt man sin kerne, dengang min mormor levede. Men nu om dage støder de spadserende ustandseligt på sabotører: folk med filmsko, udrykningscyklister, øko-småbørnsforældre og globalister. Sabotørerne gør livet besværligt for os andre med al deres hektiske aktivitet. De forstår nemlig ikke, at dæmpet samtale giver fortrolighed. At fordybelse giver ro. De vil gerne frelse verden, men de er nærmest uvidende om, at mennesket er udstyret med en kerne. Gid de dog kunne lære at spadsere. Heldigvis rummer storbyen også mennesker, der har mindre travlt. Eller deres travlhed er mindre støjende. Man lægger vel ikke mærke til dem, medmindre man gør sig umage for at se de usynlige og huske de glemte. Uden dem ville det hverken give mening at spadsere en tur eller sætte sig op på sin udrykningscykel. Når de grimme flirter: De er grimme: Ingen vender sig efter dem på gaden. De er for unge eller for gamle. For små, for lange, for tykke og for kedelige at se på. De har hesteansigter eller hoveder som græskar. Gule tænder eller store ører. Fremskudte ølmaver eller nedsunkne bagdele. De har luftgebis og hinkestensbriller. Rollator eller blindestok. De har tykke næser eller smalle læber. Men solen skinner, når de flirter. De vakse slaver: En usynlig hær af slaver omgiver os. Skraldemænd og rengøringskoner, avisbude og fabriksarbejdere. De får ikke særlig mange medaljer for deres indsats, men vi kan slet ikke undvære dem. Nogle af slaverne arbejder i supermarkedet. De trækker paller rundt og fylder varer på hylderne, eller de sidder bag kasseapparatet og skanner varerne ind. Hvordan gør slaverne os glade? Ved at gide være flinke. Ved at have lysten til at gøre et godt stykke arbejde. Ved at have det sjovt sammen, jobbet bliver jo ikke bedre, når man er sur. De vakse slaver er dem, som orker at gøre os glade. De høflige: Keder sig ikke, de har faktisk masser at gøre. De passer deres arbejde og alle deres børn og familien og vennerne og naboerne og giver en hånd og en skærv til dem, der har brug for det. De får ikke ondt af sig selv og bliver ikke udbrændte eller stressede eller ondskabsfulde, for planterne skal jo vandes, brevene skal skrives, regningerne skal betales, hunden skal luftes, cyklen skal lappes, og vinduerne skal pudses. De hilser godmorgen og glædelig jul og hej og dav, de siger tak for sidst og roser det nye tøj og det nye hår. De springer ikke over i køen. De holder døren, de giver plads i trafikken, og de husker vinen og blomsterne til fødselsdagen. Det er vel ikke noget særligt, men det er åbenbart gammeldags. De umoderne: Kender ikke de hotteste hits og det sejeste tøj og trækker på skuldrene, når snakken falder på HD-recordere og mp3-afspillere. Men de kender danmarkshistorien og har lært at regne og skrive i hånden. De har bare ikke lært at tale moderne. De umoderne har hverken lært at sige smøk, når de vil sige smuk, eller nød, når de vil sige ned. De aner ikke, hvorfor man skal klemme alle vokaler ned i svælget, og hvordan det gælder om at lade tungen vokse og gøre det bløde ’d’ tykt og drævende. Til gengæld kan man forstå deres tale. De unge: Kender ikke verden af i går og har ikke dannet sig faste meninger om verden af i dag. De ser på alt ukendt med klare øjne – de er så åbne, som man kun kan være, når man stadig ligger i støbeskeen og gløder og damper af varme. De er uvidende om, hvorfor noget ikke kan lade sig gøre, for de er ikke forstyrret af gamle erfaringer. Derfor kan alting lade sig gøre for de unge, og derfor er det en gang imellem rart at omgås sådan nogle. De hjælpeløse: De ligger i en vugge med lort i bleen, eller de sidder på en bænk og patter på en bajer. De har glemt, hvordan man bærer sig ad med at tage sit tøj på, eller de har aldrig lært, hvorfor man helst skal undgå at tæve løs på hinanden. Den ene kan være 100 år ældre end den anden, og ingen af dem er i stand til at klare sig selv. Men når vi hjælper de hjælpeløse, er det egentlig dem, der hjælper os. De minder os jo hele tiden om, hvad det vil sige at være et menneske. Og hvorfor man skulle bryde sig om at gøre forsøget.