Jeg var forleden til 50-års studenterjubilæum. Vi var 23 i klassen på Metropolitanskolen - de 16 var mødt frem. Tre var døde. Fire udeblev, den ene fordi han havde en hjertelidelse, den anden fordi han ikke ønskede at være med og to uden begrundelse. Jeg var da også i tvivl, om jeg ville med - er det ikke lidt som gamle soldaterkammerater, der har glemt en masse af ubehagelighederne og nu samles for at mindes et samvær, der ikke var alt for lysteligt? (»Erindringer dem har man til at huske det man gerne vil«, som Sverre Olsen skrev, da han havde læst sin brors erindringer. Broderen hedder Erling Olsen). Men det viste sig, at det gav god mening at mødes med den gamle klasse. Dels fordi hver havde sin særegne historie og skæbne, og dels fordi vi faktisk kollektivt var helt anderledes i stand til at samle erindringsstumperne langt mere præcist end hver for sig. Her fremgik det, hvorfor gruppearbejdet er mere givende end solopræstationerne! Jeg prøver at samle lidt op på, hvad der skete, som aftenen skred frem: Aino var toastmaster - et svært job, da vi alle spontant taler i munden på hinanden. Og når man ikke har snakket sammen i mange år, vælter ordene endnu mere kaotisk ud end nogensinde. Man snakker pension og hussalg, børn og børnebørn, civilstand, hjerte- og blodkarsygdomme. Hun lagde for med at sige, at vi, som var født før Anden Verdenskrig, hørte til den mest forkælede generation i Danmark. Vi fik alt forærende, vi fik en studentereksamen, som andre måtte tage, vi var favoriserede på skolen, der snobbede for den gammelsproglige linje: latin og græsk. Vi havde mindre hjemmearbejde end de nysproglige og matematikerne, vi kunne skulke, uden at man gik op i det, vi kunne komme på universitetet med elendige eksamenskarakterer - der blev ikke stillet krav om en rimelig gennemsnitskarakter osv. Det var ting, som jeg ikke havde tænkt over. Men jeg måtte give hende ret. Jeg havde en meget dårlig studentereksamen, men bare det, at jeg var bestået, betød, at jeg kunne komme ind på universitetet. Jeg vil dog indskyde, at jeg gik i en klasse med genier - seks af de bedste i klassen havde et gennemsnit på 10-11 stykker, så jeg lå naturligvis i bunden. Lærerne måtte have frygtet klassen, for hver eneste time var der en af de seks overbegavede, der rettede dem og altid havde ret i indvendingerne. En havde skrevet fire romaner, Oscar Wilde-inspirerede, som vi fik lov at læse, og som aldrig blev udgivet, en spillede flygel, og en anden var elev af Herman D. Koppel, en talte flydende esperanto, og en var bidt af Carl Nielsen, som han senere gik til tops med i 'Kvit eller dobbelt'. Dorte sagde, at vi var en flok superegoister, der kun gik op i vores egne problemer og med største ligegyldighed lod de andre kæntre. Her blev hun dog modsagt. Jeg følte bestemt, at jeg fik al den hjælp, jeg trængte til af enhver, jeg henvendte mig til i klassen. Uden hjælp fra de andre havde jeg ikke klaret mig, og deres tålmodighed var grænseløs. Per og Kirsten var mine støttepædagoger. Vi havde den samme lærer i græsk og latin - 13 timer om ugen. Det betyder, at vi på de tre gymnasieår har haft ham i cirka tusind timer! Hvem i alverden kan holde tanken ud om at skulle undervise tusind timer for hvert hold? Vores lærer hed Erik Fox Maule. Ikke underligt at vi ofte drømmer om ham. Hvor mange mennesker har vi tilbragt tusind timer sammen med? Han lærte os primært den sproglige struktur - i mindre grad græsk og romersk kulturhistorie. Men som sproglærer var han suveræn. Hver eneste time var tilrettelagt i samtlige detaljer. Der var ikke tid til ret mange spørgsmål. Han var en gigantisk entertainer, krævende, men aldrig kedelig. Han var Des med os. Der var en distance, som betød, at man måtte holde enhver form for privateri udenfor. For eksempel gik han engang totalt amok, fordi Simon spurgte ham, om ikke han var blevet klippet i en mellemtime. Da vi havde ham i en morgentime, var hans hår langt og vilkårligt - da han trådte ind til en time efter frokost, var han nyklippet og lignede en fandens mælkebøtte, som et barn havde pustet energisk på. »Nu skal jeg sige Dem en ting«, svarede han på Simons spørgsmål. »Jeg underviser i græsk, og om mit hår er langt eller kort, hører ind under privatlivets fred. Jeg svarer ikke på den slags intime spørgsmål. Min frisure vedkommer ikke Dem i fjerneste måde«. Dengang begreb vi ikke, at det kunne gøre ham så splitterrasende. Det blev beskrevet, hvad han havde været oppe imod. Han var enestående i evner allerede som barn. Han valgte klassisk filologi og måtte sende sin mor halvdelen af sin løn, fordi hun tidligt var blevet enke. Han underviste flere steder og skrev boganmeldelser til B.T., som må have været besynderlige for målgruppen, fordi han forudsatte, at de havde læst Homer og Virgil og Dante. Han giftede sig med en velhavende advokats datter, som var naturvidenskabelig forsker. Vi oplevede ham som gammel. Det gjaldt hele lærerkollegiet, de virkede gamle. De klædte sig gammelt, de bevægede sig som ældre mennesker, de lugtede gammelt osv. Nu da vi selv nærmer os de 70, kan vi godt undre os over vores vurdering af deres alder - de var mellem 40 og 50! »Det er utroligt, som synet på alderen skifter med alderen«, skrev Soya. Og det må man give ham ret i. Da man var 20, anså man folk på 60 for oldinge. Nu synes man, 70 ingen alder er. For 50 år siden - det var dengang, vi blev studenter - var det eneste, vi gik op i: Hvad vi kom op i til eksamen. Der var jo fag, der gik ud - man kunne være heldig ikke at skulle op i fransk eller i historie. Og når så vi vidste, hvilke fag vi skulle op i - var det stadig et spørgsmål om, hvad man kom op i inden for fagets rammer: i en dialog af Platon eller i et stykke af Homer, f.eks. det smukke afsnit om Nausikaa og den bevidstløse Odysseus. »Hvad kom du op i?«, spurgte vi anspændt, når en af de andre kom ud efter en præstation. Man kunne være heldig og uheldig. Hvad kom du op i? Det sidste fag, vi kom op i, var historie. Det var en mandag, og hvis man ikke dumpede, fik man altså huen på. Vores historielærer hed Jørgen Steining. Jeg kom op i Grækenlands historie. Det skulle faktisk være en gave, når man nu havde beskæftiget sig med det land i tre år. På væggen hang et blindkort - dvs. et kort uden navne, og jeg skulle til en indledning pege på Athen. Jeg havde ikke været i Grækenland, og kortet tog sig ud som en slibesten for mine øjne. Jeg husker ikke, hvad jeg pegede på - måske på Bagdad. Blindkort har altid forekommet mig at være en sadistisk opfindelse. Jeg kunne end ikke finde Roskilde på et blindkort i underskolen. Og i mellemskolen forlangte man, at jeg skulle udpege floder og bifloder i Rusland. I dag kan jeg ikke bare finde Reykjavik, men også Reykholt og Husafel på et blindkort over Island - og hvor mange kan det? Athen kunne jeg ikke udpege, og jeg fik en bundkarakter - men kom dog på universitetet. I min studenterhue var der en, som skrev »Når man har sagt A - må man også sige Athen«. For 50 år siden var vi fælles om at være nervøse for, hvad vi kom op i. I dag er vi fælles om at være kommet op i det samme, nemlig: op i årene. Det har Benny Andersen skrevet et digt om. Mens eksamen er noget, man kommer op i på skolens præmisser, er alderen noget, man kommer op i på helt egne præmisser. Lærdom må man skaffe sig ved hjælp af lærere og indlæring, og hele livet har vi lærere. Hvad kan vi, som vi ikke har lært? Der er derfor grund til at højagte alle, der har lært os noget, vi har kunnet bruge, fra den der lærte os at skrive og regne, til den der lærte os at køre bil eller at lave sovs. Men visdom - det må vi selv skaffe os. Visdom er summen af vores erfaringer. Ligesom der er forskel på viden og visdom, er der forskel på kundskab og kendskab. Man kan erhverve sig kundskaber om sprog, historie, geografi, men kendskab kræver en anden form for tilegnelse end kundskab. Måske kan man kalde kundskab den teoretiske del, mens kendskab er den praktiske omgang. Jeg kan have kundskab om, hvor mange der er på et hold - men hvis jeg vil have kendskab til holdet, må jeg møde dem personligt, kende deres stemmer og styrker og svagheder. Sådan lærte vores lærere os at kende på de tre år, vi havde dem. De kunne ikke være ens over for os - fordi vi var så forskellige. Det har krævet tålmodighed at finde ud af vores individuelle væsen og særpræg. Vores hovedlærer, som vi havde de tretten timer om ugen, kunne i usædvanlig grad huske os. Når man mødte ham, længe efter at vi var blevet studenter, kunne han give de mest prægnante karakteristikker af hver af os. Da vi nu mødtes 50 år efter studentereksamen, kunne vi på få timer se, hvordan de træk, vi havde i gymnasieårene, var bevarede. Et enkelt stikord kunne fremkalde en klar sammenhæng mellem det, der dengang var vedkommendes styrke og yndlingsemne, og i dag. Vi var i vores væsens kerne de samme, men livet havde formet os på måder, vi ikke kunne forudse. Nogle af os havde været ude for alvorlige sygdomme og operationer, andre havde lidt uoprettelige tab i familien, en del var gået på pension - andre holdt stædigt ved det, som havde været deres erhverv (der var et overtal af læger, der havde specialiseret sig i forskellige retninger). Den skole, vi gik på, hed som sagt Metropolitan. Navnet bar den, fordi den oprindelig lå i den gamle metropol - ved Frue Plads. Det gjorde den, da Hans Scherfig gik i skole - i vores tid var den flyttet. Jeg har kendt et par af Scherfigs klassekammerater, og de mente ikke, skolen havde været så slem, som han skildrede den. Men hans titel er vel blevet stående som en advarsel: 'Det forsømte forår'. Jeg kan ikke se skoven grønnes eller høre forsommerens fuglekvidder uden at komme i eksamensstemning. Der var og er mange forsømte forår. Nu da vi har det tilfælles, at vi er kommet op i årene, kan vi måske håbe på, at vi ikke oplever det som det forsømte efterår. Mens vi til dels kan give skolen og samfundet ansvaret for de forsømte forår, kan vi kun give os selv ansvaret for de forsømte efterår. Det er måske pinlige metaforer med forår og efterår som angivelse af livets aldre og stadier på livets vej, selv om de er brugt af både Shakespeare og Søren Kierkegaard. Og dog forekommer de rimelige nok. Vi kunne se på hinanden, at vi havde brugt vores forår og somre og var i vores livs efterår. Proust fortæller, at han skal træffe sine gamle studenterkammerater, som han ikke har set en i menneskealder. Nu møder han dem og skammer sig over, han ikke har læst indbydelsen ordentligt. Han anede ikke, at det var en fastelavnsfest, hvor alle skulle møde med maske. Et øjeblik overvejer han at snige sig ud og skynde sig hjem og finde en maske. Men så forstår han, at ingen er maskerede. Det er livet, der har forvandlet dem - og formodentlig også ham. Han har bare været mere fortrolig med sin egen metamorfose end med deres. Der var en periode i dansk kirkehistorie, hvor man spurgte, om man på opstandelsens dag så ud som den sidste dag, man levede - så nogle altså opstod som hundredårige, andre som børn. Man foreslog da, at alle genopstod som 33-årige - da det var den alder, Jesus opnåede. Men dermed var sagen ikke løst, for hvordan skulle man kende sin gamle far som 33-årig, og hvordan skulle en mor, som havde mistet sit 4-årige barn, genkende barnet som 33-årig? Jeg tror, det var Wilhelm Beck, der fandt den salomoniske løsning ved at svare, at vi jo havde englene til at præsentere parterne for hinanden. Her har vi ingen engle, der kan hjælpe os. Vi må orientere os så godt, vi kan - vi som har det til fælles, at vi er kommet op i årene. Den sidste eksamen, som man ikke rigtig har nogen forberedelsestid til, og som kræver mere visdom end lærdom og mere kendskab end kundskab. Nu kan jeg pludselig huske, hvem der sad på en fornem plads, da jeg skulle tale på Metropolitanskolen ved en afslutning. Det gjorde Piet Hein, som må have fejret sit halvtredsårsjubilæum ved den lejlighed. Ak, hvor man følte hans græsselige spand af år og hans formidable alderdom. Men så kan vi jo minde om hans vise forklaring på, at han trods sin rigdom sparede så meget på hver krone, for det skrev han om på sine gamle dage: Han frygtede at dø i trange kår/ Og sparede på alt i mange år/ Og det gav resultat for da han døde/ Så kunne han trygt se mange år i møde/ Sådan en aften til minde om livet for 50 år siden er som at se en gammel film eller høre sig selv på bånd. »Well out of that«, siger Krapp i Becketts monolog 'Krapps sidste bånd'. »Perhaps my best years are gone. But I wouldn't want them back«. Sådan ville en almindelig forfatter skrive, men Beckett er ualmindelig og slutter derfor paradoksalt som livet selv med både ja og nej. »No, I wouldnt' want them back. Yes«!