Livets mening er en ost. For at finde den må man arbejde. Livets mening og det at arbejde er et og det samme. Det kan man læse i en af de største succeser på det danske bogmarked i disse år. Det er en lille bog med titlen: 'Hvem har flyttet min ost?'. Den er skrevet af en amerikaner ved navn Spencer Thomsen, oversat til dansk og udgivet af Forlaget Børsen for et par år siden. Den danske udgave er nu solgt i mere end 100.000 eksemplarer, og på omslagets flapper kan man læse, at dette er en helt fantastisk bog, der åbner intet mindre end en dør til fremtiden, og det kan såmænd godt passe, men den åbner så sandelig også en dør til fortiden, for den nytænkning, den påstår at rumme, er så vist ikke så ny endda. Bogen er en allegori, der fortæller om fire små muselignende figurer, der lever af ost, men ingen kan være i tvivl om, at de fire mus symboliserer forskellige slags mennesker, eller forskellige typer af ansatte i firmaer. Allerede på første side får man at vide, at »på grund af deres lidenhed var det nemt at overse dem«, så ved vi, at det er folk på bunden af systemerne, der er tale om. Vi får også at vide, at disse fire figurer lever i en slags labyrint, »hvor man nemt kan fare vild; men hvor der også kan findes veje til et bedre liv«. Sådan er deres verden, og hvis man skal tro bogen, er det også vores verden. Foran i bogen er anført et citat af forfatteren A.J. Cronin, der har skrevet, at »livet er ikke en let og ligetil korridor ad hvilken vi rejser frit og uhindret, men en labyrint af passager, gennem hvilke vi må søge vores vej, fortabte og forvirrede, og nu og da fanget i en blindgyde. Men altid, hvis vi bevarer troen, vil en dør åbne sig for os, måske ikke én vi selv ville have tænkt på, men én som i sidste ende vil vise sig god for os«. Mus og mennesker deler kort sagt vilkår, og hver morgen tager de små skabninger i bogen deres løbesko og joggingtøj på og løber ud i labyrinten for at lede efter ost. Det er deres arbejde. Hvem der laver denne ost, og hvor den kommer fra, ved de ikke, men leverandøren er yderst lunefuld og totalt uberegnelig, så sommetider er der ost, og sommetider er der ikke ost, og når den er der, er den som regel svær at finde, og så skal der løbes ekstra hurtigt i labyrinten for at finde frem til den, men sådan er livet for denne verdens småfolk. De skal lære at flytte sig, ellers er der bare ingen ost. De skal heller ikke tro, at osten er et gode, de har ret til, eller at den tilhører dem. Da to af musene har fundet et dejligt lager af ost, tror de fejlagtigt, at osten er deres, og at de har fortjent den, bare fordi de har fundet den, men sådan er livet i labyrinten ikke. At eje ost fører til bekymringer, og det er også af det onde, så her ejer man ikke noget, og man må endelig ikke begynde at slappe af. Vaner er en uting, hygge og hjemmesko fører til fordærv. Det gælder om at være forandringsparat. Er man ikke det, går man sin undergang i møde. Undervejs i bogen er dens læresætninger trykt med store bogstaver. En af dem lyder: »Hvis du ikke forandrer dig, kan du blive udslettet«. Desuden må man ikke være for klog. Om de to mus, der klarer sig bedst, hedder det, at de ikke analyserer, for »de har simple gnaverhjerner, men gode instinkter«, mens de to, der har de største tilpasningsproblemer, også har de største hjerner. Om den mest eftertænksomme af dem hedder det således, at han har en kompliceret hjerne med et enormt anskuelsessystem, og det er hans problem. Stakkels lille musemand. Hans hjerne fører til hans undergang. I en afsluttende samtale mellem fire rigtige mennesker i fuld størrelse, der angiveligt er stærkt påvirket af historien om de små mus, hedder det, at de nu er blevet klar over, at det gælder om at kunne lægge sit liv om og gå i en anden retning, men det er ikke nok, at man bare gør det. Det skal komme som en indre overbevisning. »Den største hæmsko for forandring er én selv, og intet bliver bedre, før man ændrer sig selv«, hedder det, og vi får at vide, at »nogle mennesker forandrer sig aldrig, og de må betale prisen for det ... De bliver mere syge end andre«. Bogen handler således om, at hvis man vil være med på det sidste nye, gælder det om at være omstillingsparat og være rede til at slippe gamle vaner og overbevisninger, så ud med det gamle. En af dens læresætninger lyder ligefrem: 'Gamle overbevisninger leder dig ikke til ny ost!'. Ikke desto mindre er bogens budskab ikke spor nyt. Fortællingen heller ikke. Den kan tværtimod ses som et opkog af en meget gammel bog, der skildrer menneskers liv som en vandring væk fra det gammelkendte og frem mod en ny verden og vel at mærke en vandring, der er nødvendig, for den verden, de kender, er dømt til undergang, og hvis de vil frelses, gælder det derfor om at flytte sig. Denne bog udkom første gang i året 1674. Den er skrevet af en skotsk kedelflikker ved navn John Bunyan og hedder 'Pilgrimsvandringen'. Der er forbavsende mange sammenfald mellem den gamle bog og den nye. Begge bøger er meget religiøse. Den ene tror på den kristne gud. Den anden har en gud, der hedder Forandring, men selve plottet er det samme: Hvis man vil redde sit liv, må man flytte sig. Hovedpersonen i 'Pilgrimsvandringen' hedder Kristen. Han indser, at han lever i 'Undergangens By', og at han er fortabt, hvis han ikke sørger for en radikal forandring. Han bryder derfor op fra sit hjem, forlader kone og børn og alt, hvad han kender. Han citerer Jesus for at have sagt, at man skal hade sin fader og moder, hustru og børn, brødre og søstre, ja, endog sit eget liv, hvis man vil følge ham. Det kan man da kalde at være forandringsvillig. Han får også at vide, at han på sin vej kan vente at møde »udmattelse, pine, sult, farer, nøgenhed, sværd, løver, drager, mørke, ja kort sagt død og alt hvad dermed følger«, men han har intet valg. Han må finde en udvej fra denne fordømte verden, og godt nok kan han ikke se, hvor denne udvej findes, men han har set et lys og ved derfor, i hvilken retning han skal gå. 'Pilgrimsvandringen' er udkommet i tusinder af oplag og oversat til alle hovedsprogene. Den er meget enkel i sin fundamentalistiske opfattelse af Bibelens ord, og den siges at være den mest læste bog næst efter Bibelen, og på mange måder er det en rørende bog, fordi man fornemmer, at der ligger personlige oplevelser bag dens beskrivelser. I bogen træffer man på mange forskelle mennesker, der bliver karakteriseret ved deres navne som for eksempel hr. Føjelig, hr. Snaksom, grev Fyldebøtte, hr. Bagtanker, hr. Pengekær og pastor Tvetunge. 'Pilgrimsvandringen's egentlige budskab handler om at vågne op og se at komme videre. Det er en rigtig vækkelsesbog. Et sted møder hovedpersonen for eksempel tre mænd, der ligger og sover. Det er hr. Dum, hr. Doven og hr. Fræk. Han råber til dem: »Vågn op og kom af sted«. Men hr. Dum svarer: »Jeg ser ingen fare!«. Hr. Fræk svarer: »Enhver må hytte sig selv«, og hr. Doven siger: »Lad mig bare sove lidt endnu!«. Kristen sukker dybt, for han ved, hvilken skæbne der venter dem. Han ved, at hvis mennesker ikke er forandringsparate, er de fortabte. Et sted i 'Pilgrimsvandringen' hedder det ligefrem, at »Sindet skal forandres«, og hvad de fortabtes problem angår, står der, at »det der ligger på bunden af det hele, er, at de ikke vil forandres i deres sind og vilje ...«. 'Pilgrimsvandringen' er en meget kristen bog. Det er bogen om musene og osten sådan set også, og selv om den ikke bruger kristen retorik, handler den dog om fortabelse og frelse. Begge bøger er antiintellektuelle. I 'Pilgrimsvandringen' advares der kraftigt mod hr. Verdensklog. I bogen om mus og ost advares der mod analyser og hjerneaktivitet. Begge bøger handler endvidere om små, fortabte og forvirrede mennesker, og i begge bøger vises det, hvordan de kan blive befriet for bekymringer og angst. I begge bøger kommer denne befrielse gennem tro. I 'Pilgrimsvandringen' sker befrielsen i en total hengivelse til Jesus. I bogen om musene sker befrielsen ved at give slip på tankevirksomhed og i en hengivelse til forandringen. I begge bøger er der tale om omvendelse og tro. Om en af de små musemænd hedder det, at »hans sind havde været formørket af bekymringer og angst«, men da han omvendte sig til troen på forandring, blev han lykkelig. Det er alt sammen, som det står i det indledende citat: »... hvis vi bevarer troen, vil en dør åbne sig for os«. I 'Pilgrimsvandringen' ender man i den strålende by, hvor »I skal få lindring for alt jeres slid, og glæde for al jeres sorg. I skal høste hvad I har sået. Der er ingen bekymringer og ingen angst mere«. I bogen om musene er der intet endemål. Musene slipper godt nok for deres bekymringer, men de fortsætter med at løbe rundt og lede efter mere ost. Man kan sige, at det er en pilgrimsvandring uden håb. John Bunyans 'Pilgrimsvandringen' er naturligvis præget af den tid, den blev skrevet i. Der var enevælde. Konge og adel bestemte alt. Den lille mand var lille og ubetydelig. Han levede i en verden, der var præget af lunefuld uberegnelighed, og sådan er livet i de moderne virksomheder åbenbart også. Her nedbryder man alle traditionsbundne normer og vaner. Her hylder man det grænseoverskridende, det vil sige uberegneligheden. Ingen skal vide sig sikker. Det er tankevækkende, at den lille bog om musene skildrer det moderne menneske i samme situation som den, John Bunyan satte mennesket i for over tre hundrede år siden. Selv om de grundlæggende livsvilkår er de samme, har vi dog i mellemtiden fået demokrati, menneskerettigheder, fagforeninger og forbedrede dyrkningsmetoder, så vi kan producere mere ost og selv være med til at fordele den. Dette er sket ved, at mennesker har protesteret mod de givne betingelser og brugt deres forstand på at ændre på dem, men den menneskelige forstand agtes ikke i bogen om musene. Her får man tværtimod at vide, at man ikke skal begynde at tænke selv. Det er bare om at få løbeskoene på og så ud i verdens labyrint for at lede efter mere ost. Det er svært at forstå, hvordan en bog med et så autoritært og antiintellektuelt menneskesyn kan blive en succes i dag. Endnu vanskeligere er det at fatte bogens succes, når man sammenholder den med den kendsgerning, at det netop er hjernekraft, opfindsomhed og viden, der efter sigende er fremtidens løsen for et land som Danmark. Måske er årsagen til bogens succes at finde i det forhold, at dens forandringstro er uhyre disciplinerende. Når troen på forandringen bliver til en overbevisning, der skal komme indefra, findes der nemlig intet håndgribeligt bevis på tingenes sande beskaffenhed, men alt bliver gjort til genstand for fortolkning, og enhver modsigelse kan udlægges som et tegn på, at der nok ikke er sand tro til stede. I forordet til bogen om osten står der, at »hvor vi tidligere ønskede loyale medarbejdere, har vi i dag brug for fleksible mennesker, der ikke er slaver af 'sådan gør vi altså tingene her'«. På den måde skifter vægten, således at det ikke længere er den ansattes erfaring og faglige kunnen, der bliver afgørende, men hans eller hendes villighed til at underkaste sig den konstante forandrings uberegneligheder. Ve den, der så meget som siger, at nu er han mester. Han har defineret sig som en bremseklods og risikerer at ryge ud i næste fyringsrunde. Enhver, der har sit arbejde kært, udtaler derfor tidligt og silde, at man skam ikke er færdig, men at man er udviklingsparat, fleksibel, dynamisk, grænseoverskridende og altid parat til at forbedre sig og lære mere. Man skal med andre ord bekende, at man ikke er god nok. Bogen om musene og osten ender da også med et regulært oxfordmøde, hvor fire voksne sidder og bekender deres ufuldkommenhed. Det er fuldstændig som et møde i et gammeldags missionshus. Der vidste enhver også, at man var en synder. I dag sker det i erhvervslivets regi og med management som dogmatik. Så sidder medarbejderne der og skal være tværfaglige. Gamle såvel som unge. Veteranen side om side med praktikanten. Hver og én skal vise sig som udviklingsparat, og i den situation forsvinder alle forskelle, og hvis sådan noget som erfaring og faglighed bliver nævnt, opfattes det som et tegn på, at noget er helt galt. På den måde er alle medarbejdere placeret i en underskudssituation fra starten, og det er et uhyre effektivt magtmiddel. Det vidste John Bunyan, og det ved lederne i de moderne virksomheder, men ved musene det også? Eller har de alt for travlt med at løbe rundt i denne verdens udsigtsløse labyrint til, at de tør vide det?