I de allersidste dage af den svenske valgkamp fik det nye feministiske parti hjælp af selveste Jane Fonda. Under stort presseopbud optrådte hun flere gange uden for Feministisk Initiativs iøjnefaldende lyslilla valgbod på Sergels Torg midt i Stockholm. Det hjalp dog kun lidt. Det nye parti, som ikke kalder sig et kvindeparti, men netop et feministisk parti, endte med kun at få 0,7 pct. af stemmerne, langt fra spærregrænsen på 4 pct. Skuffelsen blandt aktivisterne var stor. Men hvorfor opstod der overhovedet et feministisk parti i Sverige, hvor de fleste partier allerede kalder sig feminister? Og hvorfor ikke i Danmark, hvor der måske var mere behov for det? Der er generelt en forbavsende forskel på den svenske og den danske ligestillingsdebat, en forskel, der kan spores tilbage til 1990’erne. I Danmark går alle stadig ind for ligestilling, ja, det var og er officielt dansk politik, men 1970’ernes og 80’ernes heftige debat stilnede af i 1990’erne. I modsætning hertil fik svenskerne en statslig Kvinnomaktutredning; en betænkning, som punkterede myten om det ligestillede Sverige. Sverige fik også en stærk pressionsgruppe i Stödstrumporna, Støttestrømperne, som krævede hele lønnen og halvdelen af magten. Resultatet blev, at partierne nominerede flere kvinder på valgbar plads, og kvinderepræsentationen til den svenske Riksdag steg til over 40 pct. Ved valget 17. september steg kvindeandelen til 47 pct., den næsthøjeste i verden efter Rwandas 49 pct. I modsætning hertil er kvindeandelen i Folketinget stagneret på 37 pct. ved de tre seneste valg. I de svenske kommunalbestyrelser har kvinderne også over 40 pct. af pladserne, mens kvindeandelen i de danske kommunalbestyrelser tilsyneladende er stødt mod et usynligt glasloft ved de 25 pct. Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at stagnationen ikke har rejst et ramaskrig i Danmark. Fra min udkigspost på Stockholms Universitet har jeg lavet en sammenligning af ligestillingsdebatterne i Danmark og Sverige. Jeg har bl.a. sammenlignet åbningstalerne, som i begge lande er regeringens programerklæring over for parlamentet og holdes i samme genre. Resultatet er forbavsende. I Poul Nyrup Rasmussens første åbningstale som statsminister i 1993 var der en del punkter om ligestilling, men derefter var det slut. Forslag til at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd var derefter stort set fraværende i Nyrups åbningstaler gennem 1990’erne. Det samme gælder Anders Fogh Rasmussens. I Sverige talte i samme periode både Carl Bildts borgerlige regering og de senere socialdemokratiske regeringer derimod om de mange ligestillingsproblemer i samfundet. Socialdemokraterne var dog mest udførlige. Konklusionen på min analyse er, at forskellen på de danske og de svenske regeringers åbningstaler, når det gælder prioritering af ligestillingsspørgsmål, har været betydelig større end forskellen på borgerlige og socialdemokratiske regeringer i de to lande. Og jeg tør godt vædde på, at Fredrik Reinfeldts nye borgerlige regering vil lægge en hel del konkrete ligestillingstiltag frem i åbningstalen i den svenske Riksdag 6. oktober. I de allerseneste år er der imidlertid sket noget nyt, idet regeringen Fogh Rasmussen nu er begyndt at tage ligestillingen op. Men pointen er ifølge Venstres hjemmeside, at »ligestilling i nogen omfang allerede er en realitet«, undtagen – rigtigt gættet – i indvandrerfamilierne, hvor der ofte er »kvindeundertrykkende familiemønstre, hvor manden dominerer«. Det er beskæmmende, at Dansk Folkeparti, som har stemt imod stort set al ligestillingslovgivning, og Venstre, som bestemt ikke har været noget foregangsparti på feltet, nu begge hævder, at ligestilling er en såkaldt dansk værdi, som alene de udenlandskfødte taget over én kam ikke har forstået. Men tag f.eks. et af det patriarkalske samfunds allerværste udtryk, mænds seksualiserede vold mod kvinder: De fleste kvinder, som mishandles eller dræbes af deres ekskærester, er danskfødte, og gerningsmanden er som oftest pæredansk, blond og blåøjet. Har vi virkelig ligestilling i Danmark? Men også de svenske politiske partier trænger til nærmere analyse. Er det tom snak, når flertallet af de svenske politiske partier fra 1996 og frem er begyndt at kalde sig feminister? Alene Kristdemokraterna og de i valget sejrende Moderaterna har ikke villet tage F-ordet i deres mund, men taler alene om ligestillingspolitik. En analyse af partiprogrammerne viser dog, at ikke kun Feministisk Initiativ, men også de fleste andre svenske partier giver udtryk for, at der foregår strukturel diskriminering af kvinder overalt i samfundet. Deres diagnose er, at der eksisterer en ’könsmaktordning’, et kønsmagtssystem, som generelt set underordner kvinder og overordner mænd. Det er en analyse, som i Danmark kun genfindes på venstrefløjen. Det bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvorfor der da blev dannet et feministisk parti netop i Sverige? Jeg tror, forklaringen på dette paradoks skal søges i de høje forventninger, som retorikken og alle programerklæringerne har skabt. Lidt syrligt kan man sige, at Sverige er verdensmestre i ligestillingsplaner – det er noget, alle institutioner og organisationer skal have og har. Men hvorfor sker der da ikke noget med uligelønnen og volden mod kvinderne? Hvorfor er det stadig mest kvinder, der tager den lange barselsorlov? Hvorfor er der så få kvinder på topposter i erhvervslivet? Herom skriver Feministisk Initiativ: Det er på tide, at tredive års ligestillingspolitik begynder at kunne ses i kvinders liv! Det er på tide med et feministisk initiativ i politik. Vi sætter de feministiske spørgsmål højest på dagsordenen. I Feministisk Initiativ er der ingen, som sukker, når ligestillingsdiskussionerne vækkes (tages op), og ingen, som råber, at noget andet er vigtigere. Derfor kan vi gøre en forskel i politik. På www.feministiskinitiativ.se bringes valgprogrammet på hele elleve sprog samt i en taleudgave for blinde. Citatet her er fra den danske version. Feministisk Initiativ kritiserer partierne for netop tom snak. Ligestillingspolitikken er blevet tandløs. FI, som partiet kalder sig, henvender sig »til alle kvinder, som vil afskaffe det patriarkalske system, og til de mænd, som solidariserer sig med os i denne kamp«. Det er derfor, FI er et feministisk parti og ikke et kvindeparti. Der var da også enkelte mænd på den liste, som partiet opstillede i alle valgkredse over hele Sverige, og ifølge Sveriges Televisions exit poll kom en tredjedel af FI’s stemmer fra mandlige vælgere. Øverst på listen stod den tidligere legendariske leder af Vänsterpartiet Gudrun Schyman. Nummer to var Devrim Mavi, og som nummer tre stod Maria Carlshamre, som i dag sidder i EU-parlamentet for Folkpartiet, men som akkurat ligesom Gudrun Schyman er kommet i konflikt med sit eget parti. Carlshamre har netop udgivet en selvbiografi, hvor hun åbent fortæller om, hvordan hun i over ti år levede med en voldelig mand. Da jeg læste den, var det for øvrigt første gang, jeg rigtig for alvor forstod, hvorfor så mange kvinder bliver i voldelige ægteskaber år ud og år ind. Feministisk Initiativ er langtfra det første feministiske parti i verden, selv om en del af de unge græsrødder i FI fremstillede det sådan. Bedst kendt er den islandske Kvindelisten (1983-96), som var oppe imod et anderledes kompakt mandsdomineret politisk system, da partiet første gang kom ind i Altinget med 5, senere 10 pct. af stemmerne. FI opstod på baggrund af en livlig svensk debat og en stærk kvinderepræsentation i Riksdagen, men kan ses som et oprør mod den konsensusprægede ligestillingspolitik, som præger hele Norden. FI fremhæver selv konfliktperspektivet. Mænd må opgive privilegier, hvis samfundsstrukturen grundlæggende skal ændres. Det siges også, at kvinder har forskellige erfaringer og økonomiske forudsætninger og tilskrives forskellige positioner i samfundet alt efter klasse, hvilket land man er født i, seksuelle præferencer og meget mere. »Men bortom dessa skillnader finns likheten: kvinnors liv, val och möjligheter begränsas av den patriarkala maktordningen«, skriver FI. Hvilken betydning fik Feministisk Initiativ for debatten om ligestilling og feminisme i den netop overståede svenske valgkamp? Svaret er: langt mindre end forventet. Forventningen, også min egen, var, at eksistensen af et feministisk parti ville virke som en katalysator og bidrage til, at feminisme og ligestilling kom højt op på den politiske dagsorden. Det er måske netop herved, et feministisk parti kan få størst betydning, således som vi så det i Island. Og dannelsen af FI fik da også alle partier til at opdatere deres ligestillingsprogrammer, og Socialdemokraterna dannede som svar på FI netværket Feministas med bl.a. LO’s kvindelige formand som medlem. Men det gik ikke som forventet! Pressen havde stort set taget venligt imod FI, da partiet blev dannet for halvandet år siden, og omkring 20 pct. af vælgerne gav dengang udtryk for, at de da godt kunne tænke sig eventuelt at stemme på partiet. Men efter en problematisk tv-udsendelse om krisecentrene, ’Kønskrigen’ og efter FI’s første årsmøde, hvor diskussionerne om HTB-emner blev til sensationer i pressen, oplevede FI en veritabel rutsjetur. Det er set før, at der efter en periode med velvillig omtale kommer en modbølge blandt journalisterne. Men i tiden siden FI’s årsmøde har partiets mange seriøse rapporter og udspil om arbejdstid, enlige mødre og ligestillingspuljer ikke vakt pressens interesse. Det er faktisk utrolig svært for nye partier at slå igennem i Sverige. Blandt andet skal de selv bekoste deres valgsedler og bringe dem ud til de tusindvis af valgsteder. I Sverige kommer et nyt parti heller ikke med i slutdebatterne i tv. Der skulle en Jane Fonda til, før Feministisk Initiativ igen kom i tv-nyhederne. Og det hjalp lidt. Blandt alle småpartierne var der flest FI-vælgere (62 pct.), som bestemte sig sidste dag eller inden for den sidste uge før valget 17. september. Ligestilling var naturligvis et af emnerne i den nylige valgkamp. Alt andet er utænkeligt i Sverige i dag. Hver eneste dag året rundt finder man debatter om ligestilling og feminisme i de svenske medier. I alt 37 pct. af vælgerne angav, at jämställdhet/ligestilling var ’meget betydningsfuldt’ for deres partivalg, hvilket gjorde ligestillingsspørgsmålet til nr. 9 på vælgernes rangorden. På toppen med 40-50 pct. lå emner som beskæftigelse, skole, ældre- og sygeomsorg samt svensk økonomi. Der er ingen tvivl om, at det faktum, at valget stod mellem to næsten lige store blokke, gjorde det svært for de nye partier at gøre sig gældende. Det EU-kritiske parti Junilisten, som fik 15 pct. af de svenske stemmer ved sidste EU-parlamentsvalg, nåede kun op på 0,4 pct. Det fremmedfjendtlige parti Sverigesdemokraterne kom heller ikke ind, men opnåede dog næsten 3 pct. af stemmerne på landsplan og fik rystende godt valg lokalt, ikke mindst i Skåne. Men Feministisk Initiativ fik ikke gennemslag for sit perspektiv – snarere tværtimod. Det er min foreløbige vurdering, at det ikke mere er så moderne i Sverige at være feminist. Feminisme bliver nu af mange vælgere associeret med radikal feminisme – med noget farligt og konfliktfyldt. Ind kommer nu ligestillingspolitikken igen! Ironisk nok synes Feministisk Initiativ at have fået den effekt, at der i valgkampen blev åbnet op for et borgerligt ligestillingsprogram, som de fire borgerlige partier i Alliancen fremførte med stor kraft: ’Vårdnadsbidrag’ på 3.000-4.000 kr. om måneden til den, der bliver hjemme og passer sine egne børn, og ’ligestillingsbonus’ til fædre, der tager barselsorlov. Endvidere vil den nye borgerlige regering gennemføre skattefradrag for hushjælp, hvilket fik helt forskellige syn på ligestilling frem i debatten: Fradrag for hushjælp i hjemmet er et ligestillingstiltag, der vil hjælpe kvinderne til at gøre karriere, mente de borgerlige. ’Tjenestepigefradrag’, svarede venstresiden. Det befrier blot overklassens mænd for deres del af husarbejdet, og endelig, hvad med rengøringshjælpens ’ligestilling’? Feministisk Initiativ var altså ikke det første parti i Sverige, som har talt om ekskluderende mekanismer i samfundet og strukturel diskrimination af kvinder. Dette perspektiv er en del af den generelle svenske diskurs i dag, om end omstridt. Som vist taler hovedparten af de svenske partier i deres programmer om strukturel diskrimination og eksistensen af et ’kønsmagtsystem’. I denne debat kan man identificere en helt principiel skillelinje. I bogen ’Women, Quotas and Politics’, som jeg netop har redigeret (Routledge 2006), skelner vi mellem to principielle modeller i ligestillingspolitikken: den hurtige strategi over for den gradvise eller skridt for skridt-strategi. Kønskvotering er f.eks. udtryk for en hurtig strategi, hvilket i lande som Rwanda, Costa Rica og Sydafrika har ført til historiske spring i kvinderepræsentationen; større spring end vi nogensinde har oplevet det i de nordiske lande. Ca. 40 lande har nu indført kvotering ved lov eller i forfatningen, mens individuelle partier i omkring 50 andre lande har indført, hvad man kalder frivillig kvotering på deres valglister ( www.quotaproject.org). Kønskvotering i politik er, uanset om man kan lide det eller ej, blevet en trend i den globale politik i dag. De to idealtypisk forskellige modeller hviler i virkeligheden på forskellige diagnoser af ulighederne i samfundet. Hvad ligger til grund for uligheden? Ifølge skridt for skridt-modellen tilskrives ulighederne mellem kønnene eller mellem f.eks. indvandrede og de indenlandskfødte primært disse gruppers manglende ressourcer og indsats. Samtidig kobles dette ofte sammen med den opfattelse, at ligestilling kommer mere eller mindre af sig selv med udviklingen. Heroverfor står den hurtige model, som f.eks. er indskrevet i erklæringen fra FN’s verdenskvindekonference i Beijing i 1995. I erklæringen taler man om institutionernes eget ansvar for at fjerne de mekanismer, som skaber eksklusion, og om nødvendigheden af særlige indsatser for at fremme kønsbalance i beslutningsprocesserne i verden. Ifølge den hurtige model kommer reel ligestilling ikke af sig selv, og man kan ikke se bort fra risikoen for tilbageskridt. Skridt for skridt-modellen har kendetegnet de nordiske lande gennem det meste af 1900-tallet og må siges at være dominerende i Danmark i dag. I Sverige står kampen netop mellem disse forskellige modeller, både når det gælder ligestilling mellem kønnene og mellem indvandrede og svenskfødte. En dugfrisk statslig udredning om ’Magt, integration og strukturel diskriminering’ har vakt stor debat (SOU 2006:73). Mogens Lykketoft er blevet citeret for, at det var Feministisk Initiativs skyld, at Socialdemokraterna tabte regeringsmagten i Sverige. Men FI’s små 0,7 pct. kunne ikke give så stort udslag, selv om partiets vælgere uden tvivl især kom fra venstresiden i svensk politik. FI kan derfor heller ikke gives skylden for den borgerlige valgsejr, som i mangt og meget minder om det danske valg i 2001. Men FI blev ikke den katalysator for feminismen i valgkampen, som mange havde forventet. Paradoksalt nok blev det snarere tværtimod.