I de senere uger er der skrevet i danske aviser, at Silvio Berlusconis dage som ministerpræsident og magtpolitiker hænger i en tynd tråd.

Spørgsmålet er, hvor tynd tråden egentlig er i den italienske politiske virkelighed. Italiensk politik har tilsyneladende specialiseret sig i regeringer, der hænger i tynde tråde. De allerfleste af de 62 regeringer, Italien har haft siden Anden Verdenskrig, har hængt i tynde tråde, selv om der dog nok var tale om ståltråde. Den internationale presse er alligevel overbevidst om, at Berlusconis dage i den politiske karriere er talt. Men der skal meget mere til for at erklære Berlusconi død. Han kunne finde på at citere Mark Twain, der sagde: »Rygtet om min død er stærkt overdrevet«. Modstanden mod Berlusconi og hans handlinger og foragten for hans gøren og laden vokser støt i hjemlandet, men opfattelsen af tiden er anderledes i Italien. Tingene tager meget længere tid her end andre steder. Berlusconis aviser og navnlig hans tv-kanaler sætter alt ind på at arbejde imod et fald i hans popularitet, og det gør de ved brug af fantasifulde undskyldninger og påfund – hvis ikke ligefrem rene løgne. De seneste upartiske meningsmålinger peger på en dalende popularitet for Silvio Berlusconi, men der er ingen modstandere, der får stor gavn af det. Oppositionen er stadig meget splittet og har ikke noget effektivt modspil, og det er endnu svært at gennemskue, hvem der kunne være modkandidat i valgkampen mod Berlusconi. Skulle der blive valg inden jul, ville der blive tale om dødt løb. En valgsejr til Berlusconis koalition i Deputeretkammeret og et beskedent flertal i Senatet til de andre, dvs. en endnu ikke bedre funderet koalition. Selv ikke de seneste skandaler og den skyhøje statsgæld har formået at ændre hans vælgeres opfattelse. Meningsmålingerne taler for sig selv: Berlusconis parti taber kun omkring 3 pct., men PD (det venstreorienterede Partito Democratico), der leder oppositionen, taber også knap 3 pct. Hver fjerde vælger er ikke engang sikker på, om han/hun overhovedet vil stemme ved et kommende valg. Foragten for politikerne fortsætter. Et af de forhold i Italien, der ikke tages højde for i udlandet, er, at seks ud af ti italienere ikke læser aviser. De danner sig deres politiske holdning igennem tv’s budskab. De læser sig ikke til den. De ser deres foretrukne tv-kanal og lytter. Kampen om Berlusconis sande eller opfundne bedrifter udspiller sig præcis som på en fodboldbane, og fodbold er han ekspert i. På den ene side har man den manipulerede sandhed, som de to statslige RAI-kanaler (ud af tre) og de tre kanaler, der er ejet af hans familie, plus to landsdækkende aviser fortæller. På den anden side har man kun én – dog støt voksende – RAI3-kanal, samt den kommercielle LA7 og fem landsdækkende dagblade, der prøver at skildre kendsgerningerne neutralt. En ulige kamp, hvor dommeren er Berlusconi selv, og linjevogterne er hans trofaste medarbejdere.