Demokratiet er ikke ufejlbarligt og diktaturet ikke nødvendigvis det rene barbari. Med Indien og Kina som eksempler forklarer kronikøren hvorfor. Georg Sørensen er professor ved Institut for Statskundskab (AU). Jeg skal gerne bekende, at jeg deler holdning med de fleste danskere og vesterlændinge: Demokratiet og menneskerettighederne er grundlæggende værdier - endog universelle værdier - som alle politiske systemer bør baseres på. Diktatur og undertrykkelse af menneskerettighederne er uacceptabelt og bør bekæmpes. Så vidt så godt. Men dermed er jo ikke sagt, at demokratiet ikke kan kritiseres. Det er netop en grundlæggende værdi ved demokratiet, at det giver mulighed for åben og kritisk debat. Man kan bestemt godt være demokrat og samtidig kritisk over for demokratiet, som det har udviklet sig forskellige steder, ikke mindst i den tredje verden. De fleste vil nok være enige i det synspunkt. Men med den næste påstand bliver det sværere: Det er muligt at finde konstruktive sider ved diktaturer uden at man derved bliver antidemokrat, og uden at man derved bliver diktaturets sympatisør eller medløber. Og uden at man samtidig dækker over, eller benægter, diktaturets ugerninger. Et konkret eksempel: Det er muligt at finde konstruktive sider ved Mao-tiden i Kina uden at benægte eller endsige sympatisere med Maos ugerninger. Den position er blevet vanskeligere i dagens debat. Her er Mao-kommunisme det rene barbari og intet andet. Det dominerende synspunkt i dag synes at være, at demokrati altid er ufejlbarligt, og kommunistisk diktatur altid er barbari og intet andet. Det er en beklagelig horisontindsnævring, som nogle forskere og intellektuelle desværre har understøttet. Og det er et klart tegn på, at debatten er frosset til, og der er behov for at gøre horisonten bredere. De følgende overvejelser om demokrati, diktatur og udvikling er et bidrag hertil. Spørgsmålet om forholdet mellem styreformer (demokrati, diktatur) og økonomisk udvikling (forstået som øget vækst og velfærd) har været diskuteret i mange år. Forskerne er ikke enige. Da Sydkorea og Taiwan i 60'erne og 70'erne havde succes med hurtig økonomisk vækst og tillige viste gode resultater med hensyn til velfærd, argumenterede nogle for, at succesen ikke mindst skyldtes de autoritære regimer. Et autoritært styre, sådan lød argumentet, kunne se bort fra kortsigtede særinteresser og fokusere på langsigtede økonomiske målsætninger. Derfor kunne det skabe bedre resultater, hvad angår økonomisk udvikling. Men andre forskere viste, at Taiwan og Sydkorea havde nogle helt særlige historiske forudsætninger for den hurtige økonomiske udvikling. Autoritære regimer i Afrika og Latinamerika kunne slet ikke opvise lignende økonomiske resultater. I de sidste ti-femten år har hovedsynspunktet således været, at mere demokrati er den bedste vej til hurtig økonomisk fremgang. Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds programmer om at fremme god regeringsførelse hviler på samme antagelse. Men mange af demokratierne i den tredje verden klarer sig elendigt, når det gælder økonomisk udvikling, især hvad angår den velfærdsmæssige side. Og enkelte diktaturer klarer sig forbløffende godt. Tag Indien versus Kina. Indien er et af de få lande i den tredje verden, der har lang tids erfaring med et mestendels rimeligt fungerende demokrati. Kina er et diktatur og har været det i mange år. Alligevel har Kina klaret sig betydeligt bedre end Indien i disciplinen økonomisk udvikling, især når det gælder den velfærdsmæssige side. Siden 1950'erne har Kina generelt haft betydelig højere industrielle vækst-rater end Indien; også i landbrugssektoren har Kina ført an (i 1990'erne har den samlede vækst dog været på samme niveau i de to lande). Kina og Indien var på nogenlunde samme økonomiske udviklingsstade i 1950. I dag (2001) er nationalindkomsten per indbygger (når der tages hensyn til købekraften), 4.260 dollar i Kina og 2.450 dollar i Indien. I denne forstand er Kina altså næsten dobbelt så velstående som Indien. Velfærdsindikatorerne sætter Kina klart foran: Omkring 19 procent af den kinesiske befolkning måtte klare sig for under en dollar om dagen per indbygger i slutningen af 90'erne. For Indiens vedkommende er det mere end 44 procent af en befolkning på over én milliard mennesker, der er under en dollar om dagen. 43 procent af inderne over 15 år er analfabeter; tallet for Kina er 16 procent. Børnedødeligheden (under fem år) er 88 per tusind i Indien; tallet for Kina er 39. Ser man på de nationalt definerede fattigdomsgrænser er 35 procent af Indiens befolkning fattige; tallet for Kina er 4,6 procent. (Alle tal er fra Verdensbanken 2003). Der kan findes velfærdsargumenter til Indiens fordel. Landet har således undgået udviklingspolitiske katastrofer af den art, som Mao førte Kina ud i. Advarselssignaler om mulige problemer kanaliseres igennem pressen, og de demokratisk valgte regeringer tvinges til at foretage sig noget. Derfor har der ikke været svær hungersnød i Indien, på samme måde som det for eksempel var tilfældet i Kina under det såkaldte 'Store Spring Fremad' mellem 1958 og 1961. I Kina var der ingen fri presse til at gøre opmærksom på problemerne. Hungersnøden i denne periode var ansvarlig for mange millioner døde. Alligevel: Det mere åbne politiske system i Indien har ikke ydet beskyttelse mod generel fattigdom og underernæring. Nobelpristageren Amartya Sen har sat sagen på spidsen i en bog skrevet sammen med Jean Drèze ('Hunger and Public Action', 1989). Han understreger de enorme menneskelige omkostninger ved den generelle høje fattigdom i Indien og den deraf følgende højere dødelighed: »For hver cirka ottende år dør flere mennesker i Indien på grund af landets højere generelle dødelighed, end tilfældet var i Kina under den gigantiske hungersnød i 1958-61. Indien synes at fylde flere skeletter i sit skab for hvert ottende år, end Kina gjorde i sine skammens år«. Hvordan kan et relativt stabilt demokrati som Indien klare sig så elendigt, når det gælder bekæmpelse af fattigdom? Bedre forhold for de fattige har altid haft høj prioritet i de indiske politikeres udtalelser. Men der er langt fra politisk retorik til faktiske forbedringer. De gode ønsker skal først omsættes til konkrete initiativer. Allerede på dette stadium reduceres ambitionerne betydeligt. I det omfang, der faktisk vedtages forslag, er der ofte en mangel på implementering, på reel gennemførelse af tiltag; dette problem er størst i landdistrikterne. Velfærdstiltag opleves som en trussel mod eliten, som bekæmper gennemførelsen af dem. Talrige programmer om jordreform, om mindstelønninger, om beskyttelse af de fattige er stødt på hård modstand. Og de tiltag, der faktisk gennemføres, er hyppigt behæftede med problemer: Pengene havner i lommerne på korrupte bureaukrater eller mellemmænd, og tiltagene gavner de bedrestillede i stedet for de fattige. Bag alle disse problemer ligger den økonomiske og politiske magtstruktur i Indien. Udviklingen siden uafhængigheden har været domineret af en koalition på ca. 20 procent af befolkningen. Den omfatter industriejerne, de rige bønder og de øvre dele af bureaukratiet. Den indiske stats udviklingspolitik har grundlæggende været til disse gruppers fordel. De er blevet lavt beskattet og har nydt godt af subsidier, af offentlige tilskud og (for bureaukraternes vedkommende) af kontrollen over den statslige regulering. De store grupper af fattige er for uorganiserede, for opdelte og for politisk svage til at ændre på dette forhold. Hvordan har det socialistiske diktatur i Kina så båret sig ad med at tilvejebringe så meget bedre forhold for de fattige sammenlignet med Indien? For det første blev der tidligt (under Mao) gennemført omfattende jordreformer; de betød store forbedringer for de fattigste på landet. For det andet er der gennemført en række velfærdstiltag inden for sundhed, uddannelse og social sikkerhed (inklusive fordeling af fødevarer gennem offentlige systemer). Sat på kort formel kan man sige, at drastiske reformer i Kina har banet vejen for et system med hurtig økonomisk udvikling; det har givet grundlag for en basalt set hæderlig levestandard for langt størstedelen af befolkningen. Samtidig har de drastiske reformer involveret konflikter og fejlslagne politikker, der har ført til særdeles omfattende lidelse og ulykke for mange mennesker. Kina har utvivlsomt haft en handlekraftig ledelse siden den kommunistiske magtovertagelse. Det er samtidig en ledelse, som har tilvejebragt et autoritært system med grundlæggende fravær af civile og politiske rettigheder. Indiens mere åbne system har undgået de store katastrofer. Men omfanget af den menneskelige lidelse og ulykke, der alligevel har fundet sted siden uafhængigheden, er umådelig stort. Et plagsomt spørgsmål er, om der er en slags dialektisk kontinuitet i den kinesiske udvikling, således at Maos politiske excesser i virkeligheden er en forudsætning for senere perioders mere pragmatiske strategier. Kunne man for eksempel have forestillet sig Deng Xiaopings reformer fra sidste del af 1970'erne og frem uden den forudgående kulturrevolution? Lucian W. Pye fra MIT, en af verdens fremmeste Kinakendere, er ikke i tvivl. Han skriver i China Quarterly, 1986: »Det er et ufravigeligt faktum, at uden de forfærdelige begivenheder i denne periode, kulturrevolutionen, er det utænkeligt, at det post-maoistiske Kina kunne have fraveget så meget, som det gjorde, ikke bare fra den sovjetiske model for kommunisme, men fra alle kendte modeller for kommunisme. Hvis Kina ikke var blevet plaget af det voldelige kaos i slutningen af 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne, så ville det mest nærliggende alternativ til Maos revolutionære utopisme have været intet andet end den triste udsigt til en ordentlig, bureaukratisk form for kommunisme. Det forekommer utænkeligt, at Kina ville eller kunne have begivet sig ind på post-Maotidens modige moderniseringspolitikker, hvis ikke samfundet havde oplevet det chok, som kulturrevolutionen udgjorde«. Selv om Pye har ret, er der naturligvis intet, der kan retfærdiggøre Mao-tidens overgreb på uskyldige mennesker. Målet kan aldrig hellige midlet. Det kan ikke retfærdiggøres at krumme et hår på nogens hoved i en højere sags tjeneste. Men de resultater, der faktisk er nået i Kina med hensyn til økonomisk vækst og øget velfærd, er måske en nøgle til at forstå, hvorfor det socialistiske diktatur fortsat synes at nyde pæn opbakning i befolkningen på trods af dets forbrydelser. Og de manglende resultater med hensyn til vækst og velfærd i skrøbelige demokratier som Indien og andre steder i den tredje verden (f.eks. Latinamerika og Afrika) er måske en nøgle til at forstå, hvorfor der i store dele af de dårligt stillede befolkninger er stor skepsis over for demokratiets evne til at bane vej for en bedre tilværelse. Den generelle lærdom er, at det hele er mere kompliceret end som så, som min gamle lærer ynder at sige. For det første: Demokratier er ikke nødvendigvis ufejlbarlige. Mange af de skrøbelige demokratier i den tredje verden er domineret af eliter og leverer ikke den velfærdsmæssige fremgang, som det fattige flertal håber på. Demokrati og økonomisk udvikling går desværre langtfra altid hånd i hånd. Der er ingen automatisk forbindelse mellem demokrati og velfærdsforbedringer for de svageste. Det afhænger af de politiske og sociale styrkeforhold, herunder de folkelige kræfters politiske organisering. Demokratiet rummer muligheder for økonomisk fremgang for de dårligst stillede, men ingen garantier. For det andet: Demokratiernes problemer er ikke et argument for diktatur. De fleste diktaturer i den tredje verden er domineret af egoistiske og rovgriske eliter, der kun tænker på at mele deres egen kage. Alligevel er der enkelte diktaturer, som eksempelvis Kina, der opviser gode økonomiske resultater. Men her skal man, for det tredje, huske på, at demokrati er en værdi i sig selv: De civile og politiske rettigheder, som demokrati indebærer, er en grundlæggende bestanddel i dette at være et frit menneske. Altså: Demokrati er ikke ufejlbarligt, og socialistisk-kommunistisk diktatur er ikke altid udelukkende barbari. Det hele er mere kompliceret end som så. Det ville være glædeligt, hvis den danske debat kom på omgangshøjde med denne indsigt.