»At gøre et fremstød for Danmark i USA er som at kaste et rosenblad i Grand Canyon – og vente på ekkoet«. Sådan beskrev en diplomat engang vilkårene for dansk public diplomacy, kommunikations-, presse- og kulturarbejde, i udlandet. Det var ikke ment defaitistisk, men som en opfordring til en realistisk overvejelse af, om vi bruger vore begrænsede statslige midler på området rigtigt. Med den stærkt øgede globalisering, den nye verdensorden og public diplomacy-enheders stadig stigende udbredelse i udenrigstjenester world wide, er der i dag endnu mere grund til, at vi, som andre lande i disse år, overvejer, hvorfor vi driver offentlighedsdiplomati, hvordan vi gør det, og hvad vi bør præsentere af dansk i udlandet. På spørgsmålet hvorfor er der flere svar! Den første begrundelse er den udenrigspolitiske. Den internationale værdikamp tilspidses fra år til år. Den nye verdensorden, ikke mindst Brik-landenes fremmarch – i mange henseender en positiv udvikling – har ikke skabt forbedringer, når det drejer sig om frihedsrettighederne. Det er derfor mere vigtigt end nogensinde, at vi, sammen med ligesindede, går aktivt ud med vore værdier. I den situation er en opprioritering af dialogen mellem kulturerne – der er helt central for public diplomacy-begrebet – af største betydning. Danmark blev mindet om det af karikaturstriden. Vi oprettede dialogcentre i den arabiske verden og inviterede ’modstandere’ til landet for at lytte til dem. Hånd i hånd med offentlighedsdiplomatiets politiske formål går det kulturelle hensyn. Og her gælder det om at skelne mellem kulturen som en del af Danmarks image, som kultureksport og som kulturudveksling på kulturlivets egne præmisser. En japansk spørgerunde for nogle år siden viste, at det image, japanerne først og fremmest forbandt Storbritannien med, ikke var the Queen, heller ikke Tower Bridge, ej heller Rolls-Royce – nej, det var Shakespeare. Et lands kultur har stor betydning for dets generelle image. Svensk film betød meget for Sverigesbilledet i udlandet i 1960’erne. Det samme gør dansk film for Danmark i vore dage. Et andet hensyn er som nævnt hjælp til danske kunstnere og kulturinstitutioner, der ønsker at indgå i udveksling med udlandet – ganske som det offentlige bistår dansk erhvervsliv.
Betydningen af denne internationale kulturudveksling – inspiration udefra – er stor. Dansk guldalder var netop ikke ’dansk’, men blev skabt på grund af stærke internationale interesser og forbindelser. Det er i den henseende tankevækkende, at den danske kunstnerstøtte, der fandtes på den tid, så godt som udelukkende bestod i rejselegater! Ikke blot til Thorvaldsen og H.C. Andersen, men til stort set samtlige danske kunstnere i datiden. Kunstnerstøtte blev dengang stort set kun givet i den hensigt, at dansk kultur skulle inspireres udefra. For en lidt mere overordnet betragtning er der dog ingen tvivl om, at den allervigtigste funktion for kulturudveksling med udlandet er dens bidrag til et samfunds udvikling. Enhver, der har beskæftiget sig med historiens gang, ved, at de kulturer, der har lukket sig om sig selv, stagnerer og til sidst går i opløsning. Et første skridt for dansk deltagelse i denne del af globaliseringen er at øge opmærksomheden på Danmark og dansk kultur, og det kræver noget andet end i ny og næ at kaste et rosenblad i Grand Canyon. Først og fremmest dialog og noget så ganske uspektakulært som en langvarig og målrettet indsats med klare prioriteringer. Vi danskere har en ulyksalig tro på, at vi som efterkommere af vikingerne blot kan kaste os ud i kommandoraid i form af ’kulturfremstød’. Der er i min hukommelse kun kommet én varig markering ud af sådanne fremstød, nemlig da Hanne Finsen under Scandiavia Today gjorde Vilhelm Hammershøi til et verdenshit. Og med intentionerne med COP15 gik det helt galt: Udlandet kiggede med vantro på håndteringen af konferencen, og de stort anlagte fokuseringer, man længe havde bygget på – om Danmark som grønt land, kreativt land, Hopenhagen osv. – tabte pusten.
