Københavns Kommunes Børne- og ungdomsudvalg vedtog i maj måned i år, at kommunens skolebørn skal kunne vælge arabisk som andet fremmedsprog i folkeskolen på linje med tysk og fransk.
Det affødte stærke reaktioner fra flere sider: Nogle kritikere ser det som en hindring for integration – andre mener, at det er et skridt mod en yderligere islamisering af København og et forsøg på at gøre arabisk til officielt andetsprog i Danmark. Det er »en vanvittig ide«, at børn skal lære et »fuldstændigt irrelevant sprog« som allerede nu er »primært sprog i Danmarks ghettoer«, som en læser skrev i Jyllands-Posten. Det er svært at forstå, hvordan et sprog kan få følelserne i kog, bare fordi der undervises i det i skolen, eller at det kan være et problem, at nogle børn og unge er tosprogede med arabisk, mens alle klapper i hænderne over børn, der er tosprogede med engelsk eller fransk. Der er ganske mange eksempler på, at unge klarer sig godt, netop fordi de er tosprogede med arabisk: Så kan de nemlig få job som tolke for politiet, rådgivere for Udenrigsministeriet, projektmagere i arabiske ngo’er eller sekretariatsmedarbejdere i de rige golfstater til lønninger, der sprænger rammerne for danske overenskomster. Arabisk er ikke pr. automatik et tabersprog, sådan som man kan få indtryk af i den offentlige debat. Derfor må der være andre ting på spil, når et undervisningstilbud i arabisk afføder så stærke reaktioner. Hvad det kan være, kan man få et indtryk af ved at se på, hvordan arabisk omtales i de danske medier. Men først lidt baggrund: Arabisk er i dag det største ikke-vestlige indvandrersprog i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik har næsten 70.000 indvandrere og efterkommere i Danmark arabisk baggrund – om de alle taler arabisk, ved vi ikke, for den slags er ikke undersøgt, ganske ligesom vi heller ikke ved, hvor mange af de 57.000 indvandrere og efterkommere med tyrkisk baggrund, der i dag taler tyrkisk, kurdisk eller er skiftet helt til dansk. Arabisk er også et relativt nyt sprog i det danske sproglandskab: For godt nok er vi som danskere stødt på sproget gennem medierne helt tilbage fra 1970’ernes oliekrise, men det begyndte først for alvor at trænge ind i den danske dagligdag med de mange statsløse palæstinensere, der kom til Danmark mellem 1985 og 1992 i kølvandet på den libanesiske borgerkrig, og siden med de irakiske flygtninge, som kom i stort tal mellem 1998 og 2003.
