Skal man tro den omfattende foromtale i medierne, bliver det kommende bryllup en af de største begivenheder nogensinde i Danmark. I hvert fald tegner det til at blive en kolossal mediebegivenhed, og som sådan har medierne en mulighed for at gøre forventningen til en selvopfyldende profeti. Praktisk talt alle medier har gjort det til en hovedopgave at dække brylluppet så intensivt og omfattende som muligt, at det alene målt i spalteplads og sendetid vil få andre hændelser i både danmarks- og verdenshistorien til at blegne. DR meldte allerede i januar ud med sin bryllupsmission: »Der er ingen tvivl om, hvad målet er. At slå TV 2 på seertallene« (DR-åben nr. 1, 2004). TV 2 har tilsvarende sat alle sejl til for at holde fast i den royale førertrøje, man vandt ved dækningen af forlovelsen. Vi har allerede i månedsvis måttet læse, lytte til og se uanede mængder 'opvarmning' til den store begivenhed, så selv om brylluppet næppe bliver andet end en notits i danmarkshistorien, vil mediedækningen givetvis blive en kæmpe begivenhed i mediernes historie, om end af en noget tvivlsom karakter: et af de største selvsving, den danske mediemaskine har præsteret. Mediernes uforbeholdne markedsføring af kongehuset holder allerede opinionen i et jerngreb, så spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen i medierne, der har mod til at sige fra? Mediernes interesse for den kongelige institution er ikke kun bemærkelsesværdig i kraft af omfanget. Mediernes måde at dække kongehuset på har også ændret karakter i de senere år. De kongelige behandles ikke længere kun som ophøjede personer, men må på godt og ondt opleve, at medierne forholder sig til dem som andre celebrities fra selskabslivets verden. En analyse foretaget af Center for Journalistik og Efteruddannelse har påvist, at vi får mange private og personlige billeder af de kongelige (Sparre og Kabel: 'Den glade journalistik'), hvorimod de officielle og ceremonielle billeder af kongehuset er mindre eftertragtede; og dette gælder ikke kun ugebladene, men også de seriøse morgenaviser og tv. Paparazzobilleder af kongelige i private øjeblikke er blevet en hverdagsforeteelse, som eksempelvis når den kommende brud og kronprinsesse Mary vises på forsiden af ugebladene i bikini og overskriften lyder: 'Smækker og lækker ... Kiloene rasler af' (Kig Ind, uge 6, 2004). Kongehusets ophøjethed og værdighed udfordres af mediernes nærgående telelinser. En afsociologiens pionerer, Leo Löwenthal, udviklede nogle begreber, der kan beskrive denne udvikling nærmere. Leo Löwenthal foretog en analyse af, hvordan populære magasiner portrætterede kendte mennesker. Ved det tyvende århundredes begyndelse interesserede man sig for grundlæggerne af store virksomheder, kloge videnskabsfolk og ledende politikere. Det var disse menneskers officielle meritter og arbejdsmæssige fortjenester, der blev fokuseret på: hvilken vigtig medicin de havde opfundet, hvilke fremragende lederegenskaber de var i besiddelse af, og så videre. Den type portrætter blev ikke ledsaget af snagende fotografier af privatlivet, men derimod officielle og saglige billeder af personen foran fabrikken, skrivebordet, i laboratoriet, i parlamentet og så videre. Karakteristisk for disse helte var, at deres magt ikke var afhængig af medierne, men funderet i andre institutioner som industrien, de politiske partier, videnskaben m.m. Siden er disse 'produktionens idoler' blevet erstattet af en ny type forbilleder. De populære magasiner sætter nu fokus på 'the leisure class', det vil sige skuespillere, rockstjerner m.fl. Med Löwenthals ord er de »forbrugets idoler«, og det er mennesker, der har position og anseelse i kraft af deres kendthed i medierne. Her er det ikke deres bidrag til produktion, videnskab eller landets ledelse, man interesserer sig for. I stedet fokuseres der på selskabs- og privatliv samt den livsstil, de pågældende demonstrerer i kraft af deres forbrug. Hvor portrætterne af produktionens helte var moralske forbilleder, skal nutidens forbrugshelte snarere stimulere drømme, sladder og normer for den bedste livsstil. Kongehuseter i stigende grad rykket ind i denne verden af forbrugets helte. Tidligere var de officielle portrætter af kongehuset dominerende og prydede både statsinstitutionernes vægge og færgernes spisesaloner. Dertil kom pressens billeder af alle de røde bånd, der blev klippet over, når de kongelige åbnede nye virksomheder eller kulturinstitutioner. De senere års royale ikonografi har derimod handlet om sexede kærester, luksusrejser, overdådige selskaber, vilde byture og intime situationer. Det ændrede motivvalg er et vidnesbyrd om, at kongehuset ikke længere kan styre det offentlige billede af de kongelige og er blevet mere afhængigt af mediernes virksomhed, hvad medierne ikke har forsømt lejligheden til at gøre kongehuset opmærksom på. B.T., Ekstra Bladet og Se og Hør har flere gange åbenlyst kritiseret kongehuset. Som Se og Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, selvbevidst skrev som reaktion på de kongeliges kritik af den megen mediebevågenhed: »Sådan er spillets regler. Naturligvis er Se og Hør stærkt optaget af, hvornår den kommende konge agter at indgå forlovelse og ægteskab. Det er vi, fordi vi ved, at det interesserer danskerne ganske meget. Og kongehuset baserer sig jo - glem aldrig det - alene på befolkningens store interesse og opbakning« (nr. 40, 2002). Kongehusets magt har støt og roligt holdt flyttedag. I enevældens dage var det kongen, der gennem stands- og rangforordningen fastlagde alle klassers position i forhold til hinanden, og hans magt var religiøst indstiftet som konge af Guds nåde. Også under det indskrænkede monarki, der fulgte efter grundlovens indførelse, har kongehuset haft magt og ikke mindst anseelse i kraft af traditionen. Den paternalistiske autoritetskultur, som tidligere prægede alle samfundets institutioner fra skolen over kirken til militæret og fabrikken, indebar, at kongehuset overalt blev hyldet som en institution, man burde nære respekt for. Kongen var selve sindbilledet på den autoritet, enhver elev, soldat eller arbejder måtte adlyde og indordne sig under. Kongefamilien fungerede ligeledes som forbillede for den patriarkalske familie og ægteskabet som institution. I takt med at også familien er blevet demokratiseret, og børnene snarere er blevet konger end undersåtter i moderne familier, er denne idealrolle også blevet udvandet og vanskeliggjort. Moderne 'forhandlings-familier' kan næppe bruge et kongeligt forbillede af harmoni og myndighed til at løse deres indre konflikter. Tilsvarende er ægteskabet som institution blevet transformeret til en legal ramme for, hvad sociologen Anthony Giddens kalder »det rene forhold« og »den plastiske seksualitet«. Et moderne parforhold bygger på individualitet, intimitet og sex, og derfor bliver det også på dette punkt vanskeligt for kongefamilien at fremstå som idealtype uden samtidig at miste den storhed, som kongemagten bør have. I takt med at den paternalistiske kultur har mistet sit greb om stort set alle institutioner, er også kongehuset blevet ramt af et autoritetstab. I en langt mere demokratisk, pluralistisk og individuel kultur må også kongehuset se sig tvunget til at (gen)skabe sin legitimitet på nye måder. Det er her, mediedækningen af kongehuset bliver interessant, ikke kun for medierne, men også for kongehuset selv. For medierne er den nye magtfaktor, som kongehuset må alliere sig med, hvis det skal gøre sig håb om at sikre institutionens legitimitet under stærkt forandrede samfundsbetingelser. Når respekt for kongemagten ikke længere indpodes i barneårene bag skolepulten og holdes ved lige af kirkens bønner og disciplinen i militæret og industrien, må kongehuset i stedet forlade sig på mediernes frivillige overtalelse i form af celebrityjournalistik . I stedet for at bygge på paternalismens strenge autoritetsidealer må man basere sin autoritet på mediernes kendtheds- og forbrugskultur. Set i dette lys er den foranstående mediebegivenhed ikke blot problematisk, fordi medierne er gået i selvsving, men fordi medierne aktivt har indskrevet sig selv i markedsføringen af en institution, som medierne snarere burde sætte spørgsmålstegn ved. Kongehuset er på mange måder en institution, som helt grundlæggende strider mod principperne i et moderne og demokratisk retssamfund. Halvandet hundrede år efter enevældens fald og pressefrihedens indførelse er det åbenbart nødvendigt at repetere, at kongehusets privilegier er baseret på arvefølge og ikke demokratiske valg, dets medlemmer er hævet over loven, ligesom institutionen generelt befordrer en ærbødighedskultur, der er helt ude af trit med moderne omgangsformer. Medierne har - med Ekstra Bladet som en bemærkelsesværdig undtagelse - helt undladt at rejse denne type spørgsmål i de senere år, på trods af at en mulig kommende grundlovsrevision og den nuværende dronnings snarlige pensionsalder kunne tilsige, at der nu forelå en naturlig anledning til at afslutte monarkiet på en værdig måde, inden det bliver alt for påfaldende, i hvor høj grad institutionen er blevet tømt for tidligere tiders autoritet og nu er overladt til mediemaskinens nåde og barmhjertighed. Men medierne er blinde for deres egen andel i udviklingen, så i stedet for at stille kritiske spørgsmål vælger de at producere det mest storstilede royale underholdningsshow nogensinde og er dermed med til at tilføre kongehuset en ny form for autoritet - og en øget afhængighed af mediekredsløbet. Det er på mange måder paradoksalt, at interessen for kongehuset fortsat kan aktiveres i et højmoderne samfund som det danske præget af et velfungerende repræsentativt demokrati, globalisering og individualisme. Den tyske jurist René Häusler har peget på, at kongeinstitutionen fortsat spiller en rolle for, hvad han kalder samfundets »psykologiske statsform« - i modsætning til statsformens juridiske grundlag. Samfundet har brug for nogle kollektive identifikationspunkter, som også på et psykologisk og følelsesmæssigt plan giver en fornemmelse af kontinuitet og højere mening, der forbinder individet med den samfundsmæssige helhed. Det har været særligt påfaldende i en række postkommunistiske østeuropæiske stater, som René Häusler har beskæftiget sig med. På et tidspunkt, hvor man i disse lande kunne lægge årtiers erfaring med et totalitært styre bag sig og bevæge sig ind i et demokrati efter vesteuropæisk mønster, begyndte man flere steder at diskutere muligheden for at genintroducere monarkiet. I disse tilfælde kan man se længslen efter monarkiet som en reaktion på det tomrum og den usikkerhed, der opstod efter kommunismens fald, men man har dog alle steder ladet det blive ved tanken. I en dansk kontekst og i andre veludviklede demokratier må interessen for monarkiet have nogle andre rødder. En hypotese kunne være, igen ifølge René Häusler, at de veludviklede demokratiske stater også har brug for nogle symbolske og psykologiske roller ved siden af de traditionelle politiske roller. Moderne politikere er ikke store rorgængere, men snarere leverandører af serviceydelser i den veludviklede velfærdsstat. Når de udskiftes løbende og ofte mister prestige som følge af mediernes konstante opmærksomhed, har de svært ved at fungere som varige identifikationsfigurer. Der er næppe tvivl om, at ikke mindst de mennesker, der oplever sig som marginaliserede i det højmoderne, individualiserede og globaliserede Danmark, vil kunne finde et identifikationspunkt i kongehuset og få en psykologisk fornemmelse af stabilitet og måske endog en forhåbning om en tilbagevenden til mere overskuelige tider. Problemet er, at dette indtryk af uforanderlighed og stabilitet ikke holder vand hverken i samfundet eller for kongehuset selv. Kongehuset er blevet en del af det højmoderne og medialiserede samfund, og det kommende prinsebryllup er i sig selv et eksempel på dette. Om end mediebrylluppet på overfladen kan tolkes som en slags retraditionalisering, hvor vi alle for en stund bringes tilbage til Kongens København, indskriver brylluppet sig i langt højere grad i en nutidig eventkultur, hvor spektakulære polterabender, rockkoncerter, hurtige speedbåde i havnen, bryllupsritualer og celebritysladder smelter sammen i en højere enhed, der først og fremmest tjener til at levere et godt medieshow. Som sådan er brylluppet mere i tråd med en global mediekultur end et udtryk for stabilitet og national forankring. For den moderne dansker er brylluppet mere et udtryk for kitsch end for kongetro; det er en anledning til at lege med billeder af romantiske følelser, højtid og selskabslivets ekstravagance. Mediedækningen i de kommende dage vil givetvis være overplastret med ærbødige journalister, der stiller servile spørgsmål og stiller sig tilfreds med selv de mest overfladiske svar. På ironisk vis bliver al denne underdanighed en demonstration af mediemaskinens magt. Sædvanligvis bidrager medierne til en øget pluralisme i samfundet, men under særlige betingelser slår pluralismen over i populisme. Det sker ikke mindst, når medierne ser sig blinde på muligheden for at vinde publikums gunst i form af ratinger og læsertal, især når de tror, at konkurrenterne ellers vil løbe med det hele. I sådanne situationer tilsidesætter man andre hensyn og prøver at overbyde hinanden i kampen om, hvad man selv mener, folket vil have. Undertiden melder tømmermændene sig bagefter og giver plads til en vis efterkritik. Det bliver måske nævnt, at det hele nok var for meget og for unuanceret, men sket er jo sket. Erfaringen fra sidste gang har sjældent styrke til at bremse mediemaskinen, når den endnu en gang ser sig blind på en event. Men man skal jo aldrig sige aldrig. Så derfor skal der afslutningsvis lyde en opfordring til journalister, redaktører, fotografer og andre mediefolk om at demonstrere civilcourage de kommende dage og vise, at der også under et kongeligt bryllup er plads til at rapportere kritisk om vigtige begivenheder i det danske og globale samfund.