Dronning Ingrids lange livshistorie udspillede sig i en brydningstid for både monarkiet og menneskeheden. Hun blev dermed et bindeled mellem det forgangne og det moderne. Således var hun en af de sidste kongelige fra verden af i går, men også den, som sammen med kong Frederik IX skabte det moderne monarki, som vi kender det i Danmark i dag. I dag er et århundrede henrundet siden hendes fødsel. Ingrid var eneste datter af kronprins Gustaf VI Adolf af Sverige og den britiskfødte kronprinsesse Margareta. Ved Ingrids fødsel var det blot fem år siden, unionen mellem Sverige og Norge var blevet opløst, og på den svenske trone sad hendes farfar, Gustaf V, støttet af sin dominerende kone, den tyskfødte dronning Victoria. Særligt for Victoria var demokrati og parlamentarisme en vederstyggelighed, men Gustaf V var heller ikke begejstret for disse strømninger. Det hele kulminerede i den såkaldte Borggårdstale i februar 1914 (’Sveriges påskekrise’), hvor kongen klart udtalte sin mistillid til den liberal-socialdemokratiske regerings forsvarspolitik. Det resulterede i en konstitutionel krise, som måtte ende med, at enten kongen eller regeringen trak sig. Kongen skal have indset, at det kunne blive ham, som måtte gå, men regeringens afgang fulgt af Første Verdenskrigs udbrud nogle måneder senere reddede monarkiet – om end ikke uden skader.
Gustaf V var klogere end sin kone på den måde, at han nu forstod, at der var grænser for, hvad en konge kunne tillade sig af politisk aktivitet og derfor holdt en lavere profil gennem resten af sin regeringstid. Victoria fortsatte sin aktivisme, men kongen lod sig ikke længere hundse med af sin kone. Ingrids liberale forældre stod i klar opposition til kongeparrets politik. Kronprins Gustaf Adolf havde tidligt reageret mod sin mors værdier, og ægteskabet med en britisk prinsesse var bare en styrkelse af hans allerede probritiske indstilling. Margareta selv var fremskridtsvenlig og moderne indstillet, noget som også prægede børneopdragelsen. Margaretas bratte død i 1920 blev skelsættende i Ingrids liv. Moderen forblev livet igennem hendes store idol, og det at fuldføre Margaretas ufuldendte livsværk blev en af hendes ledetråde. Forholdet til stedmoderen blev aldrig godt. Derimod blev hendes grandtante, prinsesse Ingeborg, en af de vigtigste kvindelige indflydelser i hendes liv. Brevene til hende underskrev Ingrid altid ’din fjerde pige’. Den danskfødte prinsesse Ingeborg var med historikeren Carl-Fredrik Palmstiernas ord ’en udbryderprinsesse’ og den mest progressive af alle de svenske kongelige. Hun havde et åbent sind, var udtalt demokrat og antiracist og sympatiserede med venstrefløjen. Hun og hendes mand, prins Carl, udmærkede sig også ved at besidde en større samfundsindsigt end de fleste andre i kongefamilien. Gensidig positiv effekt Mange prinser blev nævnt som ægteskabskandidater for prinsesse Ingrid. Ifølge hendes ungdoms bedste veninde, Eva Dyrssen, vidste Ingrid altid, at hun skulle gifte sig med en prins, og bekymrede sig for, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at »blive forelsket i nogen på kommando?«. Men, tilføjede Dyrssen, hun »blev virkelig forelsket i sin Frederik, trods det at de jo faktisk var blevet sammenført, fordi man så det som et passende parti«. I februar 1935 friede kronprins Frederik og fik ja, og i maj stod brylluppet i Stockholm. Det blev den sidste af de mange ægteskabsforbindelser mellem de nordiske kongehuse. »Man skal have en opgave i livet«, plejede Ingrid at sige. I det at komme til Danmark så hun en livsopgave og en udfordring, som bestod af tre dele: Hun skulle blive dansk, hun skulle gøre sin mand til en god konge, og hun skulle sørge for det danske monarkis overlevelse – det sidste i både bogstavelig og overført betydning. Ved Ingrids ankomst til Danmark var der ikke gået mere end 34 år siden systemskiftet, da Christian IX havde måttet give fortabt i sin lange kamp mod parlamentarisme og venstreregeringer. Hendes svigerfar, Christian X, var en konge af den gamle skole, men også han havde lært af sit fejlgreb, da han i 1920 kastede Danmark ud i en konstitutionel krise ved på eget initiativ at afskedige Carl Th. Zahle som statsminister uden at have fået en ny regering på plads. Kongehuset havde ikke længere råd til at ligge i konflikt med de folkevalgte. Frederik IX blev Danmarks første upolitiske monark, men hans kongegerning må nærmest betegnes som et fællesforetagende mellem ham og dronningen. Ingrid kom til at spille en større rolle end nogen dansk dronning siden Juliane Marie (uden sammenligning i øvrigt), muligvis med undtagelse af Christian IX’s Louise. Trods jubelen ved indtoget tog det tid, før Ingrid blev fuldt ud accepteret og fandt sig til rette i Danmark. Hun blev de første år opfattet som lidt for stiv og reserveret. Ingrids gode indflydelse på Frederik er ofte blevet fremhævet, men man skal ikke se bort fra, at han også indvirkede positivt på hende, først og fremmest ved at få den måske lidt for formelle svenske prinsesse til at tø op. Ingrid sagde selv, at det var om morgenen 9. april 1940, at hun indså, at hun var blevet dansk. Bag den korrekte facade kogte hun af raseri mod besættelsesmagten, men udadtil måtte kongefamilien hele tiden optræde fattet. Der kan imidlertid ikke have været mange, som tvivlede på, hvor kronprinsessens sympatier lå, og hendes faste holdning i de mørke år vandt hende stor respekt. Sjældne interviews Ved tronbestigelsen i 1947 var Frederik IX’s største problem hans alkoholmisbrug. Det blev dronningen, som på opfordring fra statsministeren måtte tage hånd om det og forklare ham konsekvenserne, som et fortsat misbrug kunne få for ham selv og monarkiet. Han lyttede og gjorde dét, han måtte gøre. Kongens bror, prins Knud, fik derimod ikke bugt med sit alkoholproblem. Og da det efter prinsesse Anne-Maries fødsel i 1946 ikke virkede sandsynligt, at Ingrid ville føde flere børn, var det Knud og hans to sønner, som var monarkiets fremtid, eftersom kongeparrets tre døtre ikke kunne arve tronen. Dronning Ingrids rolle i processen, som førte frem til den nye tronfølgelov i 1953, har været genstand for mange spekulationer. Prins Knud skal have følt stor bitterhed mod svigerinden og givet hende skylden for, at kongeriget gik tabt for ham og hans sønner. Kongehuset selv har insisteret på, at Ingrid ikke skubbede på i forhold til grundlovsændringen.
