Jeg sad i flyet første juledag på vej på ferie.
En flyvetur på ca. 10 timer. På et tidspunkt slukker de lyset i maskinen. Vi skal sove. Jeg kan ikke falde til ro. Men sidder og kommer til at tænke på nytårsforsætter. Hvad ønsker jeg mig af det nye år? Og pludselig. Som et lyn fra en klar himmel ved jeg det: Jeg ønsker, at min kone snart får lov at dø. Det var på alle måder en chokerende erkendelse. Jeg måtte erkende, at jeg ofte har ønsket at hjælpe hende på vej, så hendes umenneskelige situation kan få en værdig afslutning. Hendes ulykke er blevet mit livs mareridt, som jeg først kommer ud af den dag, hun dør. Den 9. november 2007. Vi var i Thailand. Min kone var i Hua Hin, mens jeg befandt mig 700 km derfra. Hun havde længe talt om at leje en knallert, men var ikke særlig tilbøjelig til at lytte til min og vennernes advarsler: »Det er livsfarligt, tag hellere en taxa«. Den 9. november møder hun en god ven. Han stopper sin knallert, og hun spørger, om hun ikke må prøve en tur? Først siger han nej, men til sidst lader han sig overtale. Min kone får en kort instruktion, sætter sig op på knallerten, drejer gashåndtaget i bund og kører 75 meter direkte ind i en mur med hovedet først. Umiddelbart efter ringer min telefon. »Hvor er du?« »Jeg er i bilen«. »Stop. Jeg skal tale med dig«. Da jeg får meddelelsen er klokken ca. 17. Jeg beslutter med det samme at vende om og køre tilbage til Hua Hin. »Nej, vent til i morgen. Det er farligt at køre om natten«. Jeg beslutter dog at starte hjemturen, men havde egentlig en fornemmelse af, at der nok ’kun’ var tale om en mindre ulykke. Under den syv timer lange hjemkørsel skulle jeg blive klogere. I Thailand gør hospitalerne ikke noget for en patient, før de er sikre på, at der er penge til at betale. Alt hvad der bliver gjort, skal herefter godkendes af patienten eller nærmeste pårørende. Gode venner fulgte min kone på hospitalet og garanterede for penge til de første scanninger. Selv fik jeg resultaterne over telefonen. Først overvejede lægerne at overflytte hende pr. helikopter til et hospital i Bangkok, men trykket i flyvemaskinen ville udgøre en for stor risiko, så i stedet blev hun overflyttet til et større hospital i Phetschabury, ca. 50 km fra Hua Hin, hvor man gjorde klar til operation. Alt dette og hvad der videre skete, blev jeg løbende underrettet om pr. telefon. For jeg skulle godkende alt; ikke på grund af økonomien, for den var på plads. Nu var der tale om ansvarsplacering, og derfor gik ulykkens omfang hurtigt op for mig. Til alt held havde jeg to mobiltelefoner med, så jeg fik kontaktet SOS i Danmark og underrettet familien derhjemme. På et tidligt tidspunkt måtte jeg erkende, at ulykken var så voldsom, at min kone kunne dø og fik derfor vore to drenge til at tage det første fly til Thailand. Fik også fat i min søster, der er læge, satte hende ind i situationen og underrettede hende løbende om de informationer, jeg fik, så jeg gennem hendes forklaring kunne danne mig en vurdering af situationen. På et tidspunkt indløb en SMS fra TDC, der var tæt på at lukke telefonen, så meget havde jeg brugt den. Set efterfølgende var det utroligt, så effektivt jeg handlede. Alt blev på bedste forretningsmanér sat i gang. Du gør dét. Ja, men dét gør vi. Jeg var nu tæt på Hua Hin, men skulle ca. 50 km længere. Jeg besluttede dog først at tage et stop i Hua Hin. Skifte tøj. Sunde mig. Inden jeg kørte videre til hospitalet. Da jeg kom ind i huset, gik det for første gang rigtigt op for mig, at hun ikke var der. Hele huset bar præg af, at hun kun lige havde forladt det for et kort øjeblik. Trods varmen rystede jeg over hele kroppen, måtte sætte mig med en drink. Ringede til min søster, men kunne dårligt få et ord frem. Efter en times tid tog jeg mig sammen og forberedte mig på det værst tænkelige. Hun lå på en stor stue med fire senge. Først troede jeg, jeg var gået forkert, for jeg kunne ikke få øje på min kone, men det viste sig, at hun lå i den nærmeste seng. »Det er ikke sandt. Slanger. Bandager. Ingen hår. Respirator. Der lå hun«. Jeg måtte gå ud og sunde mig. På vej ind igen mødte jeg de læger, der havde opereret hende.
