Den kollektive arbejdsnarkose er over os. Intet arbejde, ingen identitet. En ledig journalist vender troldspejlet mod de arbejdsliderlige: Har vi det godt? Kronikøren er uddannet journalist. Den nye fortælling om samfundet er en dystopi. Den vestlige kultur er vitterligt på vej til at begå selvmord, ikke fysisk, men sjæleligt, som den franske skandaleforfatter Michel Houellebecq har postuleret. Historien om Danmark i disse år er en totalitær beretning, ikke i militaristisk forstand, for danskerne er så fredelige, som nogen kan være. Diagnosen gælder det mentale univers. Her er vi besatte, besatte af manglen på alternative identitetsdannelser til dem, som skabes gennem arbejdslivet. Vi bliver famlende, skrøbelige, udsatte, angstfyldte, når vi ikke kan trække et visitkort frem i mødet med de andre. Hvad mon de siger, hvis jeg ikke har noget arbejde? Ledighed er roden til en tilværelse som frisat og udefineret individ. Det kunne være en berigelse, men hos de fleste er tilværelsen som arbejdsløs om ikke en forbandelse, så en frustrerende oplevelse, fordi man opdrages og afrettes til at skulle blive en del af det arbejdende fællesskab. Officielt levnes der ikke anerkendte rum for andre måder at være til på end via arbejdet. Selvfølgelig: Vi har vores familier og venner, sportsklubben og fritidslivet. Men værdimæssigt er prioriteringen ganske øredøvende, helt uden diskussion: Står du uden et arbejde, står du også uden en egentlig identitet. Hvad andet er der da end hvileløsheden? Fornemmelsen af at være placeret i et absurd venteværelse. Lige lidt batter det, når man så prøver at råbe folk op: »Jamen livet består jo også af andre komponenter«. Der lyttes ikke. Jo, jo, livet har andre funktioner end det at være i arbejde. Men nævner man sjælelivet, et noget gammeldags ord, så kigges man på, som var man en udsending fra den romantiske periode i 1800-tallet. Det totalitære præstationssamfund afslører sig ved sin dybe mangel på erkendelse af sin egen selvmordsmission; vi har, sandsynligvis ganske ubevidst, sat os for at ville udslette værdien af det at være et menneske og bare det. En alt for sjældent fremhævet filosof, den 90-årige nordmand Arne Næss, er en af de få, der har turdet udfordre paradigmet om det egoistiske konkurrence- og præstationssamfund. Han har i bogen 'Følelser og fornuft - om livsfilosofi' slået til lyd for, at vi burde lære os ikke blot at tolerere, at folk ikke 'bliver til noget', sådan som samfundet definerer det, men også at vise stor taknemmelighed. Og beundring. For man kan blive til noget i forhold til det at være menneske - blive til noget meget stort. Søren Kierkegaard påpeger, hvor vigtigt det er slet og ret at være et menneske. Det drejer sig om at udfylde menneskelighed i den dybeste betydning af ordet, og det indebærer modenhed i følelseslivet. Præmisserne for at blive anerkendt blot og bart som et menneske, der ønsker at tage sit liv for mere end det at opfylde en, hvor udfordrende den end måtte være, arbejdsfunktion, har drøje kår. Sjælelig udrensning hærger Danmark og den vestlige kultur. Den kollektive arbejdsnarkose sidder som en fyrsteagtig svulst, vi ikke tør anfægte. Enten ved et indgreb, der vil rokke ved nogle fundamentale vanemønstre - en decideret rodbehandling - eller gennem en mere langsigtet, men fast orienteret strategi henimod en eliminering. Det, vi er vidner til, med arbejdslivet som den absolutte identitetsdeterminator, minder om neurotisk masse-masochisme. Rådvildheden over at skulle fremstamme ordene 'jeg er arbejdsløs', fortæller alt. Uvirkeligt og fremmede føler vi os som en del af en ansigtsløs 'tabergruppe', en suspekt klump, man kun læser om på avisernes sider under nedsættende, stereotype overskrifter, der som regel rummer ordene 'udstødelse' og 'polarisering'. I kraft træder straks mekanismerne selvpineri og skyldfølelse. Arbejdsløse får komplekser over ikke at være en del af præstationssamfundet. En nyfortolkning af Descartes' gamle mundheld »jeg tænker, altså er jeg« kunne lyde: »Jeg arbejder, altså er jeg«. Personligt så jeg gerne denne tvangsneurotiske, uudtalte formålsparagraf for tilværelsen udvidet med utallige andre referencer. Hva' med: »Jeg elsker, altså er jeg«; »jeg gør noget for mine nærmeste, altså er jeg«; »jeg løber en tur, altså er jeg«; »jeg læser bøger og skriver dagbog, altså er jeg«; »jeg opdrager mine børn, altså er jeg?«. At være arbejdsløs i et land, en kultur, der gør en dyd ud af sjælelivets henrettelsesproces, er en fremmedgørende erfaring. Jeg har været såkaldt ledig i halvandet år nu, altså må jeg undvære det forjættende stempel på visitkortet. Er jeg da uden identitet? Jeg føler det ikke selv, hvor underligt. I det første år, efter at jeg blev færdiguddannet som journalist, levede jeg i forelskelsens stormfulde højder. Læste et enkeltfag på universitetet, skrev freelance ved siden af, søgte de få job, der trods alt var. Men mit sind var fyldt over med tanken om bare at være et menneske, leve for kærligheden, for maden, for nysgerrigheden, for fordybelsen og de nære relationer. Allerede nu er flere læsere måske stået af over min svulstighed, der kan lyde patetisk. Men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal formulere den indre følelse, mit arbejdsløse jeg har båret rundt på. Det er også et forsøg på at kommunikere nødvendigheden af at have andet og mere end arbejdet som det bærende element i identiteten ud. En næsten mekanisk, ja totalitær reaktion har lydt, når jeg i mødet med den arbejdende del af folket har præsenteret mit jeg under disse arbejdsløse betingelser: »Er det ikke forfærdende?«. Er jeg så ikke for længst stødt på det velkendte stævnemøde med ondskaben, jævnfør den overlevelsesseje frase »lediggang er roden til alt ondt?«. Hvad skal jeg sige? Oprigtigt talt: Nej, det er jeg ikke. Det kan skyldes, at jeg har 'holdt mig selv i gang' med freelanceopgaver. Jeg har læst, læst rigtig meget endda, på en måde, så jeg begyndte at betragte pensionstilværelsen som slet ikke så ringe endda. Men som sagt har osse kærligheden, tiden til at pleje den og reflektere over den, og langsomheden, været dybt værdifulde for mig. Hvad skal jeg med selvynk, med de andres stereotype opfattelse af ledighed, som selvforskyldt, tragisk eller bare tomt? Hvilken sygdom er det ikke, som vores sind er plaget af, hvis vi ikke kan udholde en tilværelse uden såkaldt ordinært arbejde? Min anskuelse skal ikke tolkes som udtryk for ugidelighed, selv om den givet vil blive udlagt sådan af nogle. Jeg er ikke specielt asocial, kun lidt... Jeg bidrager da gerne til statskassen, til at holde samfundet kørende. Men for pokker. Stop dog op, kære medmennesker. Hvil hovedet et øjeblik midt i en turbulent omstillingsfase i det globaliserede væddeløb, vi er kastet ud i - tilsyneladende uden fortrydelsesret. Tag et skridt væk fra 'kampzonen', som Michel Houellebecq kalder den vestlige tilværelsesform. Hvem er vi, hvor går vi hen, hvad er et liv egentlig - arbejde alene? At være arbejdsløs er at være en nullitet. Det er en nihilistisk beskæftigelse i manges øjne. Det er ikke uden videre muligt at argumentere overbevisende og med glød for, at et liv som arbejdsløs er et rigt liv. At det ligefrem er meningsfuldt, ja måske endda for visse typer selve opskriften på det gode liv! Gør man møjsommeligt forsøget, og tro mig, jeg har gjort det masser af gange, så lyttes der da høfligt. Men min erfaring er, at det ikke vil trænge ind. Et panser er sat op helt nede fra underbevidsthedens kælderdyb: Selvfølgelig skal vi alle i arbejde, og er vi ikke det, så vil vi, i tiden der går, inden vi finder et job, være smerteligt bevidste om vores sorte samvittighed. Vi vil desuden gang på gang støde på besvær, når vi i fremmede selskaber møder andre mennesker, der spørger til, hvad vi laver. Man siger jo ikke: »Jeg er arbejdsløs!«. Gør man det alligevel, møder man ikke sjældent en tavshed eller en famlen efter ord fra modparten. 'Så du er ikke en af vore', er den ikke-hørbare, men tydeligt implicitte reaktion. Jeg har opdaget, at jeg særligt ved festlige lejligheder er begyndt at tildele mig selv rollen som en bevidst underspillende aktør. Før sagde jeg bare, at jeg var journalist, skrev freelance om dette og hint og i øvrigt var ivrigt optaget af at studere europæiske studier på universitetet. Men på det seneste har en vis træthed og dybt nagende irritation pirket så meget til mig, at jeg blot og tørt konstaterer, at jeg er arbejdsløs, hvis nogen stiller mig sesam- spørgsmålet. For at det ikke skal være løgn driver jeg somme tider min påtagede taberiscenesættelse endnu længere ud. Helt barokt er det tilmed begyndt at more mig. Gennem mit kynisk udtænkte offerbillede spejler jeg i modparten, den arbejdende lønslave, det højtideligt ansvarliggjorte individ, der mener at have sit på det tørre med hensyn til samfundsforpligtelse og livsfylde. Igennem dette billede spejler jeg også et helt andet slags offer. Et offer, hvis symptomer, vi måske nok hører meget om i medierne, men hvis årsager aldrig udsættes for et tilbundsgående og systematisk opgør: stress, mangel på tid, skilsmisser, alkoholisme, pillemisbrug, mangel på langsomhed, 'det går for stærkt'-følelsen. Seneste nye er, at Danmark også skal til at etablere en stressklinik efter svensk forbillede. Både i Sverige, USA og Japan - og i den øvrige vestlige verden - er der tendenser til, at helt unge mennesker dør af hjerteanfald på grund af stress forårsaget af en djævelsk besættelse af arbejdet. Just er det kommet frem, at omkring 10 procent af danskerne er blevet mere eller mindre afhægnige af at få ordineret lykkepiller - forbruget formeligt vokser og vokser, år efter år. Hvis det i yderste konsekvens er prisen for vores præstationssamfund, og desværre er der altså nok af indikatorer, der peger i den retning, så er det foruroligende, at folk ikke begynder at stille nogle mere grundlæggende filosofiske spørgsmål til vores samfundsudvikling. I vores underdanige bestræbelser på at indplacere arbejdet på afdøde Guds altovervågende piedestal har vi ganske af egen fri vilje på ny degraderet os selv til mentale undersåtter, efter at renæssancen og siden moderniteten gjorde det endegyldigt af med den hinsidige autoritet. Guds død har vist sig at være stærkt overdrevet. Eller mere præcist: Besyngelsen af hans døds frigørende konsekvenser for menneskene har været alt for optimistisk. Den protestantiske arv hænger ved os her ved indgangen til det 21. århundrede, og sandelig må man sige, at det ikke udelukkende er af det gode. Som arbejdsløs oplever man måske klarere end ellers, hvad jeg mener med det. Gennem arbejdslivet verificeres nok vores identitets præferencer: Vi bevidstgøres og udvikles personligt, det kan ofte være stærkt inspirerende og ikke mindst bekræftende. Vi høster anerkendelse, vi får afløb for vores naturlige drift mod at præstere noget. For mange giver det at have været på arbejde ligeledes en afladsfølelse: Nu har jeg mit på det tørre, ingen skal klandre mig for ikke at have gjort min pligt i dag! Helt efter devisen: Man må yde, før man kan nyde. Denne melodi spiller trofast i hovederne på de arbejdsomme danskere. Arbejdets betydning og fylde har imidlertid antaget dimensioner, der desperat kalder på et modspil af mere gennemgribende karakter. Vi er nået til et stadie, hvor det ikke er legitimt at kunne fremvise et tomt visitkort! Godt nok sættes man ikke i fængsel, og godt nok er vi ikke påbegyndt afhøringer af mennesker, der af den ene eller anden grund ikke har et arbejde. Men der er noget, der er galt. De arbejdsløse er blevet en slags mental kaste, som det arbejdende folk på diskret og passende indirekte vis kan bruge til at markere deres status, deres magtforhold med. Der er i den fantasiløse tilgang til hele ledighedsbegrebet tale om en forkvaklet vanemekanisme, som vi før eller siden må gøre op med, så vi kan få vores sjæleliv tilbage. Stop Danmarks igangværende, snigende selvmord. Vi kan nå det endnu.