Dette er en historie om en af Grønlands glemte grupper, de åndssvage, eller som det hedder i dag: de udviklingshæmmede. Dem, der i 60’erne sammen med andre svage børn og voksne i fremskridtets navn blev sendt til behandling eller opbevaring i Danmark. Ved grundlovsændringen i 1953 blev Grønlands kolonistatus formelt afskaffet, og Grønland blev til en del af det danske kongerige. Indtil da var landet nærmest et lukket reservat, hvor den grønlandske befolkning levede af fangst og de få varer, som skibene bragte til landet fra Danmark. Efter grundlovsændringen blev moderniseringsplanen vedtaget i de store kommissionsbetænkninger G50 og G60. Målet var klart at fremskynde overgangen fra et fanger- og fiskersamfund til et moderne europæisk samfund. At gøre Grønland til ligestillet med Danmark. Boligmæssigt og socialt. Alle skulle have samme tilbud. Forandringen betød, at mange mennesker mistede grebet om deres eget liv. At blive flyttet til en moderne boligblok og skulle passe et job som ufaglært på en fiskefabrik eller en virksomhed med faste mødetider og samlebåndsarbejde var noget nær det længste fra et liv som fanger og kystfisker. Familien blev en anden, kvinders og mænds roller ændredes radikalt. Det var ikke en familie, der var afhængig af hinandens fælles indsats med helt klare kønsroller. Mange tragedier fulgte i kølvandet på de kommende generationer med et stærkt stigende selvmordstal, personforbrydelser, vold og drab og psykiske lidelser, udviklet i et samfund med en skrøbelig identitet. Indtil 1950’erne blev syge og gamle og handikappede indlemmet i familie og nærmiljø. Jeg vil på ingen måde romantisere de vilkår, mange svage grupper levede under. Der var fattigdom, tuberkulose, forsømte børn, og kunne man ikke selv bidrage med noget i det lille samfund, var vilkårene barske. Nogle døde, andre blev forvist eller forlod selv familien. Der var begrænsede sociale hjælpeforanstaltninger og næsten intet uddannet personale. Og man prioriterede ikke udbygningen af socialforsorgen, da man satte strøm på Grønland. I modernitetens navn begyndte man at sende de ’ikke egnede’ til danske institutioner. De svage skulle have samme rettigheder som i Danmark. I forvejen var man begyndt at sende visse kriminelle til Danmark. Det er velkendt, at der i den moderne grønlandske kriminallov ikke var taget højde for, at så mange alvorlige forbrydelser som drab, voldtægter og misbrug blev kraftigt forøget med den eksplosive udvikling af det gamle samfund. Der fandtes ikke lukkede fængsler, men åbne anstalter, hvor den domfældte kunne arbejde om dagen og tjene det samme eller mere end den lovlydige borger, hvilket gav anledning til jalousi og vrede. Og hvorfor skulle man møde sit barns morder på vej til arbejde? Skulle man ligefrem belønnes for at have begået kriminalitet? Derfor besluttedes det på et tidligt tidspunkt at sende grønlandske dømte, der havde begået alvorlige personforbrydelser til Anstalten ved Herstedvester, til lukkede psykiatriske afdelinger i Vordingborg og de mest farlige til Sikringsanstalten ved Nykøbing Sjælland. På ubestemt tid. Det var i 60’erne, hvor mange grønlandske familier stadig sloges med fattigdom og nød. Nogle familier valgte at bortadoptere deres børn. De blev først sendt til børnehjem eller sanatorier i Grønland og siden ekspederet videre til adoptivfamilier i Danmark og Grønland, eller de blev sendt i pleje og senere adopteret. Nogle af disse børn var i skolealderen, da de kom til Danmark, og forstod aldrig, hvorfor netop de var blevet sendt hjemmefra. Mange af dem har jeg mødt senere i livet – søgende efter deres rødder og en forklaring på den barske adskillelse fra familien. De færreste af de grupper, der med handikap, psykiske og sociale problemer og kriminalitet blev sendt til Danmark til opbevaring, behandling og afsoning, havde nogensinde været uden for deres egen by eller bygd, og meget få talte dansk. Familierne havde ingen indflydelse og vidste ofte intet om, hvad der egentlig skete med deres børn og unge, når de blev sendt af sted. De fleste grønlændere var tilskuere til opbygningen af deres land, og ændringen af deres liv var nærmest besluttet af alle andre end dem selv. Ligesom de fleste grønlændere sjældent stillede spørgsmål til beslutninger truffet af danske politikere og embedsmænd. En af de grupper, vi hidtil ikke har hørt ret meget om, er de fysisk og psykisk handikappede. Der var ikke særlige institutioner eller særlige love for, hvordan netop disse udsatte grupper skulle behandles, og det betød, at man i den såkaldte ligestillings navn begyndte at sende de ’forkerte’ til danske institutioner. I Danmark havde vi nemlig fået en særforsorg, med store institutioner, hvor åndssvage (som man sagde dengang) blandt andet blev samlet og anbragt under kummerlige forhold. Store sovesale, intet privatliv og med datidens dominerende lægeregimente. Dengang blev åndssvaghed betragtet som en sygdom, der blev behandlet medicinsk. Det tog man højde for i Grønlandskommissionens Betænkning (nr. 4 af 1950) om Sundhedsvæsenet, boligbyggeriet og sociale forhold. En af konklusionerne var, » ... at der bør tilvejebringes en ordning, hvorefter grønlændere, der lider af åndssvaghed, sindssyge, blindhed eller er døvstumme, talelidende eller vanføre, bør have adgang til at blive optaget på de danske særforsorgsanstalter«. Herefter nedsatte det grønlandske Landsråd lokale forsorgsudvalg, som det blandt andet påhvilede at »anmelde tilfælde, hvor sindssyge, åndssvage eller invalider af enhver art havde behov for anstaltsbehandling i Danmark«. Herefter var banen fri – jeg var lige ved at sige til at skille sig af med alt, der rørte sig på den forkerte måde. Nogle siger ondskabsfuldt, at Grønland blev støvsuget for åndssvage børn og voksne. Mange ældre grønlændere kan fortælle, at de senere, da det grønlandske hjemmestyre udbyggede institutioner til de svageste grupper, nærmest fik et chok, når de mødte ’de anderledes’ i butikken. I det første år var det overlæger, der om sommeren foretog rejser til de grønlandske byer for at kortlægge åndssvageproblemer, og efter henvendelse fra lærere og læger vurderede, hvem der skulle sendes til Danmark. Det var altså danske overlæger, der traf den endelige beslutning uden at kende det mindste til lokalsamfundet og dets leveregler. Den daværende socialchef for Arbejds- og Socialdirektoratet, Alfred Dam, fortæller blandt andet om overlæge Clemmesens mange besøg og de historier, der gik om hans ’research’: »Rejsen som foregik i rejsebåde langs kysten var lang og besværlig, og Clemmesen kunne ikke nå alle besøgene. Besætningen fik derfor besked på at sejle så tæt som muligt forbi de mindre udsteder, så Clemmesen kunne råbe ind: »Er der nogle åndssvage her?«. Svarede de ikke, skrev han 0. Det var måske til de arme menneskers fordel, fordi man senere har måttet konstatere, at langtfra alle de ’udpegede’ var åndssvage. Det var børn af ressourcefattige familier, understimulerede børn, man fejlagtigt har givet en diagnose, der fik fatale konsekvenser. Langt størstedelen af de åndssvage kom til institutionen Andersvænge’ i Vestsjællands Amt. I 1964 var der 50 grønlandske indlagte børn og voksne på institutionen, og 300 stod på venteliste til at blive sendt af sted. Man blev indlagt som patient. De mest handikappede boede nærmest i sengen, de kunne intet. Der kunne godt være tre omsorgsassistenter til 60 børn, så det meste pædagogiske arbejde bestod i at made og vaske børnene, og da de var meget urolige(!), var en del fastspændt i sengen, fremgår det beskrivelserne. Det var udelukkende, fordi Andersvænge var overbelagt, at der ikke kom flere grønlandske ’patienter’ på den tid. Der var kritik af nedsendelsen af de svage grupper, men forklaringen var – som det stadig fremføres, når det drejer sig om sindslidende og andre ’forkerte’ – at der hverken var tilstrækkeligt gode institutioner eller uddannet personale. Med tiden ændredes holdningen til de åndssvage. Der blev fremlagt planer om en central institution i Grønland, og det lægestyrede forsorgsområde blev efterhånden afløst af en noget anden indstilling til de psykisk handikappede. Først i Danmark og siden i Grønland. Der blev ikke bygget en institution, som nogle havde ønsket, men kritikken fortsatte. Eksperter begyndte at stille spørgsmål ved, om det overhovedet hjalp at sende de psykisk udviklingshæmmede til Danmark, eller om det måske ligefrem skadede dem. Man begyndte at tale om den brutale adskillelse fra familie og samfund, om det grønlandske sprog, der forsvandt, og om alternative løsninger til de store institutioner. Ikke bare synet på de udviklingshæmmede, men også de kulturelle forskelle kom i fokus, og kritikken blev intensiveret i slutningen af 60’erne. Undervisningslederen på Andersvænge, ildsjælen Herman Hunger, var den person, der mest markant kritiserede den hidtil kendte praksis. Han skrev om menneskelige tragedier og den smertefulde adskillelse fra familien, som i flere tilfælde intet kendte til deres børns skæbne. Først i 1970’erne fik forældrene mulighed for at besøge deres børn. Gensynet var ikke let. De grønlandske børn havde mistet deres sprog, og forældrene forstod ikke dansk. En omsorgsassistent fortæller om et møde mellem en dreng og hans mor, som ikke havde haft kontakt i 12 år: »Det var synd for begge parter. Moren havde ingen viden om hans forfatning og græd og græd, da hun så, hvor lidt han kunne. Hun havde troet, at når han kom til Danmark og blev behandlet, ville han blive rask. Drengene forstod ingenting af det hele«. Nu siger vi ikke længere ’åndssvage’, men psykisk udviklingshæmmede, og holdningen til denne gruppe og andre handikappede er heldigvis ændret markant, således at vi både i Danmark og Grønland forsøger at integrere flest mulige. I Grønland er der bygget institutioner og bofællesskaber, men behovet er langt større end de tilbud, der findes. Der er indført ferierejser, så familien og de anbragte grønlændere kan lære hinanden lidt bedre at kende og måske forberede sig på et varigt gensyn. Men der er stadig lang vej igen. I 1990’erne – efter hjemmestyrets beslutninger om at styrke indsatsen over for personer med vidtgående handikap – er flere af de handikappede vendt tilbage til Grønland, men det er fortsat langt de fleste, der bor i Danmark. Nogle har selvstændige boliger, andre er i bofællesskaber eller på døgninstitutioner. Nogle har været i Danmark i så mange år, at de ikke længere har nogen tilknytning til Grønland, mens andre drømmer om at vende tilbage, men der er ikke kvalificerede tilbud til dem. I 1979 var der 140 grønlændere under særforsorg i Danmark, hvoraf 118 betegnes som psykisk udviklingshæmmede. I 2006 har 112 permanent ophold i Danmark, og blandt disse er der 91 udviklingshæmmede. De øvrige er personer med psykiske og fysiske handikap. De udviklingshæmmede har gennem hele perioden været langt den største gruppe, og i løbet af de godt 25 år, man har sendt disse grupper til Danmark, må det siges, at det er relativt få, der er vendt tilbage til Grønland. Såvel dødsfald som egentlige hjemsendelser er inkluderet i tallene. De seneste opgørelser skulle vise, at der ikke har været foretaget ’nedsendelser’ til Danmark i det sidste år, og at det er lykkedes yderligere at få tre udviklingshæmmede tilbage til Grønland. Langt de fleste grønlændere med handikap i Danmark er mellem 30 og 60 år. Flere – især dem, der kom hertil som børn i 50’erne og 60’erne, kan i dag klare sig uden særligt omfattende hjælp. Måske er der i denne gruppe mange ’fejldiagnosticerede’, men der foreligger ingen undersøgelser, så det er et gæt. De fleste grønlændere, der kom hertil, har betydelige funktionsnedsættelser og behov for støtte døgnet rundt. Men i realiteten ved vi alt for lidt om dem. Hvad tænker de? Hvad har det betydet for dem at blive fjernet fra alt det kendte og anbragt et sted, der i de flestes hoved må være et helvede på jord, Andersvænge. Dengang alt var sort, uforståeligt. Ingen bryder sig om at tale om det. Ingen bryder sig om at blive konfronteret med de menneskelige konsekvenser, der fulgte i kølvandet på moderniseringen af det grønlandske samfund. I det hele taget er det forunderligt så lidt interesse, der har været for de samfunds- og befolkningsændringer, der skete i Grønland fra 1950 og de næste 30 år. Den moderne grønlandske historie er ved at forsvinde med de personer, der havde ansvaret for de politiske beslutninger. Det er lidt af en katastrofe, fordi mange børn og unge i Grønland er ret uvidende om den nyere grønlandske historie, og det betyder en mindre forståelse for de vilkår, som deres bedsteforældre og forældre er opvokset med, og måske dermed en større fordømmelse af dem, der faldt af i svinget. Derfor er det så vigtigt netop at beskæftige sig med de mange, der bukkede under for kravet om at være grønlænder på den danske måde. Og forstå, hvor vigtigt det er at satse på de nye generationer og deres skolegang og uddannelse, så vi ikke en gang til oplever, at alt for mange bliver tilskuere og ikke aktive deltagere i de kommende års investeringer, olieboringer og klimaundersøgelser. Lad os håbe, at man i alle overvejelser om fremtiden inddrager befolkningen, også når det handler om at tage vare på dem, der ikke selv kan bestemme, hvor og hvordan de vil leve. To unge danske kvinder, ansat i Servicestyrelsens Handicapenhed, har skrevet om de glemte og tavse grupper af psykisk handikappede. Måtte bogen bidrage til, at det aldrig kommer til at ske igen – at vi sender de svageste på en ukendt rejse.