Regeringen fremlagde lige før jul sin plan for den del af den danske Afghanistan-indsats, som finder sted i provinsen Helmand.
Planen fik bred opbakning blandt de politiske partier i Folketinget – men debatten understregede, at det er vigtigt, at de overordnede målsætninger med det danske engagement står klart for alle. Vi er i Afghanistan for at forhindre, at landet igen bliver et fristed for terrorister. Den, som betvivler alvoren og væsentligheden af denne opgave, bør genkalde sig billederne af tvillingetårnene, der styrter sammen. Internationale kriminelle netværk respekterer ikke landegrænser. Opium fra Helmand ender på europæiske markeder. International narkotikahandel med udspring i Afghanistan er med til at finansiere international terrorisme, og narkosmuglernetværk bruges også til menneskesmugling. Et stabiliseret Afghanistan er også afgørende i en situation, hvor nabolandet Pakistan gennemgår en alvorlig politisk krise, og hvor talebaniseringen af grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan er voksende. Hvis Pakistan bliver en sammenbrudt stat, er der risiko for, at de fanatiske islamister samler landet op, hvilket netop er formålet med mordet på Bhutto og deres destabiliseringsforsøg. Vores engagement i Afghanistan handler derfor meget konkret om Danmarks og Vestens sikkerhed. De negative konsekvenser af at lade stå til i Afghanistan er til at få øje på – og har konkrete implikationer for os. MÅLET er at stabilisere Afghanistan, at sikre, at den demokratisk valgte regering er herre i eget hus, og at sikre bedre levevilkår, menneskerettigheder og demokrati for den afghanske befolkning. Dette kan ikke ske gennem en militær indsats alene. Genopbygning og udvikling af landet er afgørende for at sikre langsigtet stabilitet. Grundlaget for Danmarks engagement i Afghanistan er FN’s resolutioner. FN har gentagne gange slået fast, at situationen i Afghanistan er en trussel mod international fred og sikkerhed, og at det internationale samfund skal bistå den afghanske regering med at bevare sikkerhed og udstrække sin myndighed til hele landet. En anden væsentlig del af grundlaget for det danske og det øvrige internationale samfunds engagement i Afghanistan er en aftale med den afghanske regering – Afghanistan Compact. Det internationale samfund imødekommer den afghanske regerings ønsker om militær og udviklingsbistand. Til gengæld forpligter Afghanistan sig til at opbygge egne sikkerhedsstyrker, forbedre menneskerettighederne, indføre god regeringsførelse og retsstatsprincipper og iværksætte tiltag, som fremmer økonomisk og social udvikling. Det er med andre ord en noget for noget-aftale – men også en aftale, som begge parter vinder på. Den danske indsats i Afghanistan skal gennemføres som en sammenhængende og fuldt integreret politisk, civil og militær indsats. Al erfaring fra bekæmpelse af oprørsbevægelser viser, at kun en flerstrenget indsats virker. Vi kan vinde krigen – men det vigtigste er at vinde freden. Der skal anvendes hård magt og blød magt. Vi skal hjælpe afghanerne med at bekæmpe Talebans hårde kerne – og vi skal samtidig hjælpe den afghanske regering med at vinde Taleban-sympatisører og andre oprørere for den afghanske dagsorden om udvikling og frihed. Og udviklingsindsatsen skal i gang parallelt med den militære indsats. Kun derved er det muligt at skabe grundlag for en stabil og bæredygtig udvikling. Behovet for at skabe bedst mulig sammenhæng mellem sikkerhed og udvikling er en ledetråd i den samlede internationale indsats. Eksempelvis har Danmark været aktivt medvirkende til, at der er kommet markant øget fokus på samspil mellem NATO og de andre aktører i Afghanistan. Den militære indsats skal fremme stabilitet og sikkerhed i Afghanistan og sætte Afghanistan i stand til selv at tage vare på egen sikkerhed. I en periode – indtil den afghanske nationale hær er bygget op og fuldt operationsdygtig – er der behov for et betydeligt internationalt militært engagement i Afghanistan. 38 lande bidrager i dag med op mod 40.000 soldater til den internationale sikringsstyrke ISAF, som er dannet på baggrund af FN’s resolutioner, og som opererer i Afghanistan efter ønske fra den afghanske regering. NATO leder ISAF. Hvor langt er vi så kommet i forhold til opfyldelse af dette mål? I Helmand, hvor de danske soldater er stationeret, er det i løbet af 2007 lykkedes at genvinde kontrollen over flere større byer, som tidligere var under kontrol af Taleban og andre voldelige grupper. Lige før jul mistede Taleban herredømmet over den sidste større by i Afghanistan – nemlig da den afghanske hær med støtte fra ISAF genindtog Musa Qala. Så der er sket fremskridt hen imod en stabilisering af landet. Det voksende militære pres på Taleban og andre grupper har fået dem til at skifte strategi, og det har ændret trusselsbilledet. Frem for større direkte konfrontationer benytter Taleban og andre sig nu i stadig højere grad af asymmetriske angreb som vejsidebomber og selvmordsangreb. Disse angreb gennemføres over store dele af Afghanistan – også i Kabul – og er således ikke forbeholdt de mere urolige provinser mod syd. Med angreb, der rammer mere vilkårligt, opfatter mange afghanere følgelig, at deres sikkerhed nu er forværret. Men den afghanske hær er under opbygning og nyder udbredt tillid i den afghanske befolkning. Flere end 50.000 soldater er allerede uddannet og indgår i operationer. Det var en sejr på flere fronter, at det var den afghanske hær, som gik forrest i genindtagelsen af Musa Qala. Næste år vil yderligere 20.000 soldater skulle trænes. I takt med at den afghanske hær bliver i stand til at overtage større opgaver, skal vores militære indsats tilpasses. Det ændrede trusselsbillede stiller større krav om endnu bedre sammenhæng mellem de forskellige indsatser – politiske, militære og bistandsmæssige. Nøglen til at vinde over oprørsgrupper ligger i at sikre sig befolkningens fulde opbakning. Kun derigennem kan man sikre sig adgang til information om, hvor de næste angreb vil finde sted, forhindre dem og sikre, at der ikke rekrutteres nye oprørere. Sikkerhed og genopbygning hænger uløseligt sammen, og de understøtter gensidigt hinanden. Mere sikkerhed giver mulighed for mere genopbygning, som igen bidrager til mere sikkerhed og så videre. I områder, hvor de civile organisationer ikke kan arbejde, gennemfører de danske soldater udviklingsprojekter. Det skaber optimisme i befolkningen og øger deres opbakning til den afghanske regering – og dermed sikkerheden. OG FREMSKRIDTENE er betydelige i retning af at genetablere Afghanistan som en normal stat – selv om der er lang vej igen. Udgangspunktet var meget lavt efter mere end 20 års krig. I 2001 gik 900.000 drenge i skole. I dag går flere end seks millioner i skole, heraf to millioner piger. Danmark har ydet et væsentligt bidrag med bygning af 23 skoler, udvikling af pensum og trykning af mere end 23 millioner skolebøger. I 2001 havde ni pct. af befolkningen – fortrinsvis mænd – adgang til læge. I dag har 82 pct. af befolkningen adgang til basale sundhedsydelser. 77 pct. af børn født i 2006 blev vaccineret. Hospitaler fungerer, og der er gjort væsentlige fremskridt i opgøret med diskriminationen af kvinder i sundhedsvæsenet. I 2001 var mere end seks millioner mennesker flygtet til først og fremmest nabolandene. I dag er mere end 4,8 millioner flygtninge vendt hjem. Og der er gang i økonomien med vækstrater på 6-8 procent om året. Danmark støtter landsdækkende udviklingsprogrammer, der når ud til alle hjørner af landet. 18.000 landsbyer ud af landets 24.000 har fået blokbevillinger til udviklingsprojekter, som de selv kan beslutte. 200.000 afghanere, hvoraf de 80 pct. er kvinder, har fået mikrofinansieringslån til etablering af småvirksomheder. Menneskerettigheder er sikret i forfatningen, og der er med bl.a. dansk støtte oprettet en national menneskerettighedskommission, som gør et formidabelt arbejde for at fremme, beskytte og overvåge menneskerettighederne. Og der har været afholdt internationalt anerkendte valg. Resultaterne viser, at der er håb. At Afghanistan kan udvikle sig, når der er etableret sikkerhed. I to tredjedele af landet går det langsomt men sikkert fremad. Omkring Kabul og i det nordlige, vestlige og centrale Afghanistan indvies der hver dag udviklingsprojekter – skoler, politistationer, vejstrækninger, sundhedsklinikker, radiostationer, elkraftstationer og vandforsyninger. Der er lige nu mere end 58.000 genopbygningsprojekter i gang. Store og små, men alle projekter, der over for befolkningen viser, at landet er på vej i den rigtige retning. Og i nord og vest er det lykkedes at bremse opiumsøkonomiens udbredelse. Antallet af provinser, der er fri for opiumsdyrkning, steg fra seks i 2006 til 13 i 2007. Det viser, at den flerstrengede strategi virker, når sikkerhedssituationen tillader genopbygning og opretholdelse af lov og orden. Der er naturligvis ikke kun solstrålehistorier. Store udfordringer udestår på alle områder, herunder at opbygge en offentlig sektor, som ikke er korrupt, og at etablere et retssamfund, hvor der er lighed for loven. Og der er et skrigende behov for at få gang i økonomisk udvikling og beskæftigelse, som kan skabe alternativer til opiumsøkonomiens dominans. I Helmand betyder mangel på sikkerhed og kvindelige lærere, at kun seks pct. af børnene går i skole. På landsplan blev der sidste år nedbrændt eller ødelagt 196 skoler, men samtidig blev der i alt opført 538 skoler og syv lærerseminarier. Desværre steg opiumsproduktionen i de konfliktfyldte sydlige provinser – og særlig Helmand – igen i 2007. Så der er tilbageslag, men samlet set går det fremad. Vi bliver ofte spurgt, hvorfor Danmark dog skal være i Helmand, der indtil nu er et af de vanskeligste steder – både sikkerhedsmæssigt og udviklingsmæssigt. MED INDSATSEN I HELMAND har Danmark valgt at kaste kræfterne ind dér, hvor vi gør den største forskel. I Helmand fastholder den dårlige sikkerhedssituation store dele af provinsens befolkning i frygt og fattigdom, opiumsøkonomien er fortsat i vækst, og undertrykkelsen og menneskerettighedsovergrebene er markante. Taleban og andre oprørsgrupper har stået og står fortsat stærkt i Helmand. Helmand er således et område, hvor Taleban – hvis vi ikke var til stede – igen kunne opnå et frirum. Det er meget glædeligt, at et bredt udsnit af Folketingets partier lige før jul gav deres opbakning til regeringens plan for det danske engagement i Helmand. Med Helmandplanen er der sat konkrete mål for, hvad Danmark sammen med den afghanske regering og internationale partnere skal opnå i det kommende år. Det er en vanskelig opgave med betydelige risici. Blandt målene for den danske indsats i Helmand i 2008 er, at vi skal bidrage til, at den afghanske regering selv vil være i stand til at håndhæve sin autoritet i en stadig større del af Helmand, at sikkerheden er tilstrækkelig til, at genopbygningen kan foregå i en stadig større del af provinsen, at mindst 70.000 børn kommer i skole, og at unge mennesker får mulighed for faglige uddannelser, som kan holde dem væk fra opiumsøkonomien. Den seneste måneds udvikling i Helmand er lovende. Mindre genopbygningsaktiviteter er undervejs i byen Gereshk, hvor sikkerhedssituationen for bare få måneder siden var umulig. En civil udviklingsrådgiver er på vej til området for at bistå militæret med at få yderligere gang i genopbygningen. I provinshovedstaden Lashkar Gah bevæger vi os nu langsomt fra støtte til små enkeltprojekter til gennemførelse af større planer, der giver varig genopbygning. For eksempel skal den danske uddannelsesrådgiver sammen med de afghanske myndigheder følge konkret op på resultatet af et nyligt uddannelsesstormøde, hvor den afghanske undervisningsminister og 200 lokale ledere fra Helmand på dansk initiativ aftalte at stå sammen om et uddannelsesfremstød i Helmand, som bl.a. skal resultere i bygning af 100 skoler. Det er for tidligt at sige, om disse positive tiltag kan fastholdes. Danmark vil gøre sit til, at det sker. Regeringen går nu i gang med at udarbejde en strategi for det samlede danske engagement i Afghanistan i perioden 2008-12. Vi er ved vejs ende med den hidtidige strategi. En strategiproces giver god mulighed for en tilbundsgående og bred drøftelse af det danske engagement i Afghanistan. Vi håber, at mange både i og uden for Folketinget vil bidrage med viden og erfaringer til at gøre den danske indsats i Afghanistan så god som overhovedet muligt. Og at denne proces kan være med til at sikre en forankring og ejerskab til indsatsen i Afghanistan i den danske befolkning. Det er klart, at der altid vil være nogle, der synes, at det ikke går hurtigt nok, at prisen er for høj, og at vi hellere burde passe os selv. Der vil imidlertid gå mange år, før Afghanistan er stabilt. Men de syv år, der nu er gået, siden det internationale samfund greb ind, er meget kort tid set med udviklingsbriller. Selv i lande med mindre fattigdom og meget bedre forudsætninger for at hjælpe sig selv tager udviklingen lang tid. Det betyder ikke, at der i lige så lang tid vil være brug for soldaternes hjælp til at skabe stabilitet. Om nogle år vil de afghanske sikkerhedsstyrker forhåbentlig være i stand til at overtage sikkerhedsopgaven. Men genopbygningen vil tage meget længere tid. Det er regeringens klare indstilling, at vi har forpligtet os til en langsigtet indsats i Afghanistan. De danske styrker har gjort et fremragende stykke arbejde under meget vanskelige forhold. Og den danske udviklingsbistand viser resultater. Ingen skal være i tvivl om, at det er en meget væsentlig og meget vanskelig opgave, vi har påtaget os. Nu gælder det om at fastholde kursen over en lang periode. Indsatsen i Afghanistan er en frontlinje i kampen mod terrorisme. Og den er en kamp mod fattigdom og radikalisering – og for en befolknings ret til liv, fred og udvikling. Vi er glade for, at et bredt flertal i Folketinget bakker op om denne linje.
