Du må ikke lyve.

Det ved ethvert barn. Enhver minister ved også, at den golde, kyniske løgn er det eneste, der med sikkerhed kan afslutte karrieren. På samme måde ved erhvervslederen, at forkerte oplysninger til Fondsbørsen og selskabets bestyrelse er den værste synd af alle. Journalisten ved, at sandhed kan manipuleres, men løgn er utilgiveligt. Det samme gælder for advokaten, pædagogmedhjælperen, ingeniøren, præsten og buschaufføren. Løgn tolereres ikke i et veludviklet demokratisk samfund. Alligevel er løgnen konstant til stede i de fleste menneskers liv. Den kan tage mange former og spænder fra den lille hvide løgn til den altomsluttende livsløgn. Løgnen er sandhedens modsætning, og vi ved godt, at ’sandheden’ som begreb er en svært definerbar størrelse, fordi livet netop ikke er sort og hvidt. På en skala, hvor sandhed er hvid, og løgn er sort, ligger de fleste acceptable udlægninger af virkeligheden vel i en lys gråtone. Men sandhed og løgn er ikke videnskabelige størrelser. Alligevel ved de fleste sunde mennesker godt, når pilen skubbes i den ene eller den anden retning. Vi mærker, hvis vi skubber pilen ned mod det sorte felt for at komme igennem en vanskelig situation. Eller mærker suset, hvis vi i en presset situation omvendt vælger at melde ud med den klokkeklare snehvide sandhed. En af de allerstørste stressfaktorer for mennesker er formentlig, hvis vi i vores liv konstant befinder os i det mørkegrå felt af halve sandheder. Enten fordi vi selv vælger det, eller fordi vores omgivelser vælger det for os. Som regel i et forsøg på at skåne os for den barske virkelighed. Det skaber en klaustrofobisk celle – et fængsel – befæstet med halve sandheder. Det findes i familien, blandt venner, på arbejdspladsen og i det store offentlige rum. Løgnens bedste ven er frygten for konflikt. Det er fællesnævneren, men ellers har løgnen mange skikkelser. Lad os begynde med det, vi uskyldigt kalder for den lille hvide løgn. Det kan være, når vores børn vil se tv, og vi svarer, at der ikke er noget for børn lige nu, i stedet for at tage konflikten og melde rent ud, at vi ikke vil have, de skal se fjernsyn. Eller siger, at der ikke er mere slik, imens vi har en halvfuld pose i lommen. Vi prøver at lære vores børn, at de ikke må lyve. Eller vi fortæller dem, at de skal være åbne og ærlige over for deres mor og far i alle aspekter af livet. Alligevel vænner vi dem til, at løgnen kan tages i brug som et redskab til at undgå konflikt. Den hvide løgn er også almindeligt kendt på arbejdspladsen, når vi for eksempel er forsinket til et møde og giver trafikken skylden i stedet for at indrømme, at vi kom for sent ud ad døren. Eller i parforholdet og familien, hvor undskyldningen om store mængder af arbejde i virkeligheden kan dække over et lille tiltrængt pusterum til en selv. Den hvide løgn er som regel et redskab, vi vælger for at beskytte os selv, men ofte bilder vi os ind, at den er skånsom over for den verden, vi agerer i. Det er i virkeligheden kernen i bedrageriet. Jo mere vi accepterer den hvide løgn, des mere forrykker vi grænsen for, hvilke konflikter vi magter at se i øjnene. Den slags misforståede hensyn breder sig i form af løgne i mange dele af vores tilværelse. Mange lider for eksempel under dårlig ledelse på deres arbejdsplads. Det kan der være mange årsager til, men jeg tror, den hyppigste årsag er løgnen – eller manglen på sandhed, for nu at bruge et mildere begreb. En ledelse, der ikke melder klart ud, hvordan den ser fremtiden, og hvordan den egentlige strategi ser ud. Den ofte barske virkelighed pakkes ind i diffuse begreber og buzzwords, som er svære at afkode, og som lægger et humanistisk røgslør ud over den virkelighed, der hersker på direktionsgangen. Og på det helt praktiske plan i dagligdagen mellem mellemlederen og den enkelte medarbejder. Her har mange en følelse af, at de ikke kan få ren besked, når der forhandles løn, eller når den årlige udviklingssamtale finder sted. Jeg har ikke nogen statistik eller sociologisk undersøgelse til at dokumentere min påstand, men jeg vil alligevel hævde, at det er en af de hyppigste årsager til den stress, vi taler så meget om i disse år. Bevæger vi os videre op gennem den samfundsmæssige spiral, er det nemt at få øje på den samme tendens i det politiske liv. Som jeg lagde ud med at skrive, vil de færreste politikere lyve bevidst, men fraværet af sandhed er snarere reglen end undtagelsen. Det er egentlig besynderligt, når de få politikere, der giver os en opfattelse af at tale lige ud af posen, generelt belønnes med tårnhøje popularitetstal. Men selv disse individer er medlemmer af partier, som ganske vist markedsfører sig selv på en bestemt ideologi, men i realiteten styres af strategisk tænkning, hvor synspunkter og politiske mærkesager nøje udtænkes efter, hvordan partierne bedst hugger stemmer fra deres nærmeste konkurrenter i den traditionelle politiske højre-venstre-skala. Det er sikkert en naturlig konsekvens af en samfundsmæssig udvikling, hvor de sociale forskelle er udvisket og erstattet af kulturelle modsætninger. De politiske partier markedsfører sig stadig ud fra deres historiske og ideologiske ståsted, men efterhånden har de nærmet sig så meget hinanden, at de manøvrerer strategisk med synspunkter og mærkesager som handelsvarer i en slags kommercialiseret branding-proces. Resultatet er, at den politiske debat ofte bliver en slags illusionsnummer med den grundlæggende løgn som fællesnævner. Det kan være en stor mundfuld at bevæge sig fra børneopdragelse til virksomhedsledelse og videre til politik. Alligevel vil jeg fortsætte min kortlægning af løgnens anatomi og bevæge mig op i endnu højere luftlag. Bevæger vi os videre gennem løgnens hierarki, ender vi med livsløgnen som den ultimative konsekvens af omverdenens og eget bedrag. Livsløgnen er forbundet med den illusion, vi giver omverdenen af det liv, vi lever. Når vi bliver mødt med standardspørgsmålet ’Hvordan har du det?’ og automatisk replicerer ’Jo tak, jeg har det godt’, er det næring til livsløgnen, hvis vi i virkeligheden er plaget af store eller små problemer. For at gøre ondt værre lever vi i en tid, hvor lykke er det ultimative statussymbol. Et lykkeligt kærlighedsliv, et godt sexliv, et udfordrende arbejdsliv, nære venskaber, eventyrlig fritid og et kærligt, omsorgsfyldt forældreskab. Vanskelighederne med at opretholde det gigantiske illusionsnummer værnes der om som en statshemmelighed. Bortset fra de heldige, som har en eller flere fortrolige til at dele livets mørkere sider med. Men det interessante ved livsløgnen er den kollektive pagt, der kendetegner den. Vi vil nødig konfronteres med, hvor tæt tragedien lurer på den opsparede lykke. Vi vil slet ikke høre sandheden. Når vi spørger ’Hvordan har du det?’, vil vi ikke have svaret ’Ad helvede til’ – og hvis vi får det, vil vi i hvert fald helst ikke vide, hvorfor det står så galt til. For nylig havde jeg selv en interessant oplevelse, da jeg under et interview med et formiddagsblad nævnte, at jeg for år tilbage havde været min tidligere hustru utro. Og hvorfor fortalte jeg så det? Ikke for at såre min eks-kone igen, men for at pege på forholdet mellem løgn og sandhed. Min pointe gik tabt, hvilket jeg nok burde have forudset. Tilbage stod en ’sensation’, som ud fra simpel statistik vel kan sammenlignes med, at jeg havde fortalt at min blindtarm var blevet fjernet eller at jeg en gang havde haft lungebetændelse. Alligevel havnede udtalelsen som en overskrift på formiddagsavisens forside, og bestyrtelsen var stor omkring mig – både blandt venner, kolleger og familie. Jeg havde forbrudt mig mod den kollektive livsløgn, som tolererer, at den slags sker i tavshed, men dikterer, at det ikke må siges højt i det offentlige rum. Det er knap hundrede år siden, at Henrik Ibsen skrev de guddommelige ord, som kunne være en analyse af den danske middelklasse anno 2006: "Man må ikke tage livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske". Barske ord i en tid hvor ingen ønsker at være et gennemsnitsmenneske. Men det er jo netop livsløgnen vi skal til livs, hvis vi ikke vil glide i et med borgerskabet fra begyndelsen af det forrige århundrede. Vi lever i et voyeur-samfund af reality-tv og ugeblade, hvor privatlivet er konstant udfordret. Men det foregår alt sammen inden for nogle fastlagte konventioner, som glorificerer succes og forbander fiasko i alle dens afskygninger. Samtidig er skillelinjen mellem sandhed og løgn så udvisket, at vi sammenblander fiktion og virkelighed – også i vores eget liv. Der går en direkte linje fra den lille hvide løgn til arbejdslivets fravær af ren besked og til den store samfundsmæssige frygt for at se forandringerne i øjnene. Definitionen af løgn bør være fraværet af sandhed. Fortielse er også løgn. Fornægtelse er også bedrag. Og vi behøver ikke at forvandle os selv til små Dalai Lamaer for at nå videre til den befriende erkendelse af, at sandheden er et mål i sig selv, og løgnen er sjælens fjende. Som de fleste levende mennesker har jeg både prøvet at være løgnens kyniske afsender og prøvet den afmægtige følelse af at være udsat for løgne og bagvaskelse. Af samme grund har jeg i de seneste år ret konsekvent arbejdet med den grænseoverskridende øvelse at drive sandheden helt derud, hvor nogen vil kalde det både dumt og naivt. Men interessant er det i hvert fald – og det er faktisk også sværere, end man skulle tro. Mine børn er i en alder, hvor de stiller mig de mærkeligste spørgsmål. Har du prøvet at ryge hash? Har du nogensinde stjålet noget? Mobbede du andre børn, da du var barn? Det er ikke altid, mine svar harmonerer med det pædagogiske billede, jeg ønsker at skabe, men jeg prøver at ranke ryggen og stå ved de mange facetter, der skaber et liv. Jeg prøver også at tage de konflikter, der opstår, når jeg fravælger den hvide løgn og melder ærligt ud, hvorfor de ikke må se mere tv, eller hvorfor der ikke er mere slik i dag. Selv om det lyder enkelt nok, er det faktisk sværere, end man umiddelbart skulle tro, hvis den lille hvide løgn skal udryddes helt. Gang på gang må jeg tage mig selv i at vælge den lille løgn, som ser så let ud ved første øjekast. Som både chef og kollega har jeg også forsøgt at praktisere den up front-ærlighed, som blandt andet har været inspireret af mine fem år i USA. Amerikanerne er generelt dygtigere, end vi er, til at give hinanden et no bullshit-svar, hvilket kommer tydeligt til udtryk i både den amerikanske virksomhedskultur og i den normale sociale kontakt mellem mennesker. Der bliver ikke pakket ret meget ind. Min egen erfaring er, at det er sværere at gøre i Danmark. Vi vil helst ikke konfronteres med den ufiltrerede sandhed. Det hele skal helst være en diplomatisk dans med løgnen som makker. Det er således ikke tilfældigt, at vi lever i et samfund, hvor en præst i Taarbæk gerne må tvivle på Bibelens ord, så længe han bare ikke siger det højt. Hvor kolleger gerne må prale med erobringerne på årets julefrokost, men hvor utroskab samtidig er et unævneligt tabu i en større offentlighed. Hvor familielivet hyldes som et samfundsfundament, samtidig med at hvert fjerde ægteskab går i opløsning. Hvor de fleste siger, at deres børn er det vigtigste i deres liv, samtidig med at de konsekvent prioriterer deres karriere højest. Hvor politikere taler om fremtidens udfordringer, samtidig med at populisme og meningsmålinger spærrer for visionær nytænkning. Løgnens anatomi er i virkeligheden befriende logisk – og næsten bibelsk retfærdig, om man vil. For ganske vist rammer den modtageren – den part, som ikke får sandheden at høre – eller den, som løgnen handler om. Men den rammer næsten altid afsenderen hårdest, i sidste ende. Den, der bærer stresset fra hemmeligheder, eller den, som kan risikere at blive fanget i selvmodsigelser eller skjulte dagsordener. Den, der scorer de lette point på et falsk grundlag og selv ved det. På sin vis er det banalt, men når jeg kigger mig omkring, er det forbløffende, hvor få der har en holdning til løgnen og aktivt forsøger at rydde den ud af deres liv. Det kan godt være, at det lyder helligt, men det kan anbefales – også selv om det er hårdt arbejde og langtfra altid lykkes. Men lad os prøve – lige fra børneværelset til Christiansborg.