»... Deres excellence har jo også været så længe i Danmark og må vel efterhånden kunne forstå dansk tankegang. Det arbejde, vore mænd har gjort, er ikke gjort af had til Tyskland, men fordi Danmark er i krig, for i krig er Danmark. Men jeg er også bange for, at der efterhånden bliver et sådant had til Tyskland, ikke hos os, som sidder indespærret, vi har lært at forstå tyskerne en lille smule, men hos de børn, der har mistet deres fædre, disse børn, der engang vil blive voksne, hvad de vil tænke og føle er ikke svært at gætte sig til, og jeg ved, at de vil blive opdraget til at være stolte af deres fædre ...« (uddrag af Kirstine Fiil Sørensens (Tulle) brev til Det Tyske Riges befuldmægtige i Danmark, dr. Best, fra den tyske afdeling af Vestre Fængsel 29. juni 1944 efter budskabet om henrettelsen af hendes familiemedlemmer i Hvidsten-gruppen). Det er i dag ikke muligt at opspore, om brevet nåede frem og blev læst af Werner Best, og om det i så fald gjorde indtryk på ham. Der er nu gået 60 år, siden brevet blev skrevet. Børnene er blevet voksne og har selv fået børn og børnebørn. Spørgsmålet melder sig: Fik Tulle ret? En systematisk udforskning af dette kapitel af besættelsestidens historie er ejendommeligt nok aldrig foretaget tidligere. Dette er baggrunden for et forskningsprojekt på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Her skal foreløbige resultater omtales - som et led i den mosaik af besættelsestidens tildragelser, der synes mere og mere kompleks. RCT beskæftiger sig normalt med følger af tortur begået mod borgere i fjerne lande. Vi møder ikke de danske torturofre. Tortur sker jo i fremmede lande, tænker mange, men hvor mange tænker på, at det også skete her i landet - for blot 60 år siden. Det var den tortur, som Gestapo foretog på danske modstandsfolk under besættelsen. Der lever fortsat i dagens Danmark en del personer, der blev udsat for tyskernes bestialske tortur, og ligeledes personer, der medvirkede til den. Blandt ofrene er mennesker, der stadig lever rundt om i Danmark med traumer, der aldrig er blevet bearbejdet, og børn, der er vokset op i hjem præget af forældrenes oplevelser. De har fortsat brug for hjælp. Får de den? Forestil dig tortursituationen. Du er blevet arresteret - under tumultariske forhold. Du og din familie er blevet vækket brutalt - det er altid sidst på natten, da modet kører på laveste blus - du er blevet slået og ydmyget, din familie har set på og er selv blevet truet. Du er blevet ført væk. Du ved ikke, hvor du er. Din familie ved ikke, hvor du er. Men du er i torturkammeret - du aner intet om din skæbne eller om dine pårørendes skæbne, og du ved, at de heller ikke kender din. Du er alene med dine bødler. Din verden er styrtet sammen. Det ser sort ud. I dag ved vi en masse om menneskers reaktion på traumer. Det gjorde man ikke i 1945. Krisehjælp var et ukendt problem, og det var en fremherskende opfattelse, at 'man skulle glemme - se, at komme videre'. Samtidig kom mange modstandsfolk i en underlig situation efter befrielsen, hvor de hurtigt følte sig tilovers og iagttog samfundets og ikke mindst politikernes tilbagevenden til det gamle system. Følgen blev i de fleste tilfælde, at de indkapslede deres traumer i tavshed. Der er angivet flere årsager til tavsheden. Det kan være ideen om at beskytte børnene mod at høre om de pinagtige oplevelse. Det kan være negative følelser af skyld og skam, dels over at have overlevet (i modsætning til kammeraterne), dels over at have været i ubehagelige, eventuelt ydmygende situationer eller ikke at have slået til, når det gjaldt. Det kan være positive oplevelser med kammeratskab og fælles håb med kammeraterne om tiden efter den vundne kamp, oplevelser, som man ikke synes, man kan dele med andre. Denne tilbageholdenhed skaber i virkeligheden det modsatte af hensigten, idet børn udmærket kan fornemme forældrenes sindstilstand. Forældrene græder, har mareridt om natten med råb og skrig, er uligevægtige. Når barnet ikke kender grunden til det, påvirker det barnet på negativ vis. Barnet bygger videre på sine formodninger, eventuelt i underbevidstheden, og forestiller sig alt muligt. En mand i 50'erne ringer til mig og spørger, hvordan han kan få oplysninger om sin fars arrestation og tortur. Jeg forklarer ham om arkivadgangen, men han bedyrer undervejs gentagne gange, at det er ikke sikkert, han magter det. Jeg må gerne interviewe ham, men jeg må love ikke at fortælle, hvad jeg ved om faderen, før han har besluttet sig til, om han vil høre det. Tavsheden medfører, at barnet ikke tør spørge om årsagen til forældrenes problemer. Når børnene bliver voksne, prøver de at finde ud af, hvad der virkelig foregik, undertiden initieret af deres egne børn, der på den måde bliver den tredje generation med problemer afledt af det oprindelige traume. Selv i familier med åbenhed om traumerne skabes der i familien en fornemmelse af at være anderledes, der kan medføre en form for social isolation. Der kan overtages en fornemmelse fra forældrene om, at verden er fjendtlig, ond og upålidelig. Der kan opstå en loyalitetsfølelse mod forældrene, der kommer i modstrid med den normale frigørelsestrang i puberteten. Det kan 'udarte' til, at børn opfatter sig som havende en form for forældrerolle i relation til deres forældre, eller der kan opstå emotionelt traumatiske brud med forældrene. Børn af modstandsfolk betragter deres forældre som helte, og i deres personlighedsudvikling med identifikation af forældrene er det vanskeligt at leve op til en helterolle. Hvis forældrene søger at skubbe de traumatiske minder og følelser bort fra deres bevidsthed, risikerer de i virkeligheden at projicere dem over på børnene. Alt har en pris - og indkapslede traumer lever videre. Mennesker, der har oplevet traumer af ufattelig karakter, berøves muligheden for et normalt hverdagsliv. I dag kalder vi reaktionen posttraumatisk stress disorder (langvarige følger efter svære psykiske traumer), og symptomerne er angst, irritabilitet, søvnløshed, natlige mareridt, nedsat hukommelse og oplevelser af 'flash backs' på alle tider af døgnet. Slutresultatet - hvis det ikke bearbejdes - er indelukkethed og afvisning. I forbindelse med modstandskampen arresterede tyskerne formentlig 15.000-16.000 personer. Af disse blev formentlig 1.500-2.000 underkastet tortur. Resten gennemlevede angsten for eventuel tortur. Tallene må konstrueres, da Gestapo destruerede stort set hele sit arkiv lige før kapitulationen (det, der ikke blev ødelagt ved bombningerne af Shellhuset, universitetskollegierne i Århus og Husmandsskolen i Odense). Der er altså et anseligt antal børn og endnu flere børnebørn af disse ofre. Jeg får nu henvendelser fra en lang række modstandsfolk, for der er endnu en del overlevende, og også fra deres børn og børnebørn. Jeg interviewer dem i relation til det nævnte forskningsprojekt. Budskabet er enslydende: Det er godt, der endelig tages fat på dette. Det har vi ventet på i 60 år. En kvinde i 80'erne siger: »Jeg har gennemlevet et helvede under og efter besættelsen. Min mand er død. Jeg selv fik tre år efter befrielsen en angstneurose, som jeg aldrig er kommet af med. Jeg er 50 procent invalid efter erstatningsloven. Jeg har aldrig kunnet gå ud alene uden at få de forfærdeligste angstanfald. Hver nat har jeg de frygteligste mareridt. Jeg har været hos psykiater, men han har sagt, jeg må lære at leve med det. Det kom efter et forhør og min mands deportation. Forhøret var hos Johannes Randschau (henrettet som nr. 25), som også gennemtævede min mand og meddelte ham, at han skulle skydes. Mine børn kunne ikke holde mig ud og har brudt med mig«. En kvinde på 71 år, der som barn blev tortureret af Ib Birkedal Hansen og overværede tortur af sin far og senere medvirkede ved likvideringen af en af hans bødler: »Vi talte aldrig om det. Jeg har mareridt om natten med oplevelserne knivskarpt fra dengang, både arrestationen, torturen på Shellhuset og likvideringen. Jeg går uden om alle volds- og krigsfilm, bøger og andet, der kan minde mig om oplevelserne. Da jeg i en Olsen-banden-film hørte lyden af fængselsportens smækken, genoplevede jeg pludselig lyden fra dengang, jeg besøgte min far i Vestre Fængsels tyske afdeling. Jeg har ikke noget imod tyskere, men jeg kan ikke tilgive landssvigerne«. Denne kvinde kommer nu til en noget forsinket terapi på RCT. Vi taler om det hele, og efter nogen tid siger hun: »Nu har jeg det meget bedre. Det har altid siddet som en knude inden i mig. Nu bliver der ligesom plads«. Mareridtene er blevet færre, men hun er kun én af mange, der stadig har brug for hjælp. Var det ikke en idé - her i 60-året for befrielsen - at starte en, kan man roligt sige, noget forsinket hjælp til de overlevende modstandsfolk og deres børn? Det kræver en kombination af psykologisk ekspertise og viden om tortur. RCT kunne være et fortrinligt sted. I Holland har man forsket i følgerne af forældrenes modstandsarbejde og tortur for de følgende generationer. For modstandsfolkene betød kampen en lang periode med permanent stress, frygt for tab af eget og familiemedlemmers liv og nødvendig hemmeligholdelse, også over for de nærmeste. Man nødsagedes til at foretage ting, herunder drab, der var i modstrid med ens holdninger. Man måtte leve et 'dobbeltliv' i konstant frygt for stikkeri og arrestation. Når det så skete, kom forhør, tortur, vidne til kammeraters eller familiemedlemmers tortur, frygten for at tale og angive kammerater, og når det uundgåeligt skete, fulgte skammen og skylden. Så fulgte langvarige ophold i fængsel, eventuelt på dødsgang og i heldigste fald deportation til koncentrationslejr. Bagefter blev de mødt med manglende forståelse og bedømt som utroværdige. Mange blev skuffede over, at den bedre verden, de mente at have kæmpet for, blot blev en tilbagevenden til det gamle system. Ingen, der havde været imod tyskerne, men ikke havde bekæmpet dem aktivt, brød sig at blive mindet om dette forhold ved at eksponere modstandsfolkene for meget. I stedet blev de negligeret, hvorefter de trak sig tilbage fra samfundet. Det må stå klart for enhver, at børn, der vokser op i et sådant hjem, uundgåeligt bliver påvirket heraf. Traumet vandrer videre. Det er imidlertid ikke traumet som sådant, der vandrer ned gennem generationerne. Det er de komplekse reaktioner hos børnene på forældrenes traume, der 'vandrer'. De hollandske undersøgelser har vist, at der ofte er en latenstid præget af irritabilitet og psykosomatiske symptomer mellem traume og manifestation af et posttraumatisk syndrom. En mand sidst i 60'erne fortæller: »De første år gik det godt, men derefter gik det ned ad bakke. Min far havde store psykiske problemer, han så fjendebilleder og var vanskelig at omgås. Han kunne sidde længe og kigge ud i luften. Uhyggen hærgede hele hjemmet. Livsglæden forsvandt fra hjemmet. Jeg higede efter de små stunder, hvor vi stadig havde det rart sammen. Men de blev sjældnere og sjældnere. Min mor var meget nervøs det sidste halve år, han levede. Han kunne skyde sig selv når som helst, og til sidst gjorde han det. Jeg ville have handlet ligesom min far, men jeg har kammerater, der følte, at deres fædre svigtede familien ved at gå ind i modstandskampen. Andre kammerater fortæller, at de ikke kunne invitere venner med hjem. Stemningen var for uheldssvanger. Jeg bryder mig ikke om at være sammen med tyskere eller høre deres sprog. Den livsglæde, som manglede i mit hjem, har på grund af mig nok også manglet i mit hjem. Den Anden Verdenskrig sluttede aldrig for min far og mor - og for mig er den ikke slut endnu«. Jeg har lovet denne mand at ledsage ham til Vestre Fængsel, hvor faderen blev tortureret. Han ønsker at gense stedet, men magter det ikke alene. En kvinde på 65 år siger: »Jeg er glad for, at du har taget initiativet til at udforske dette stykke 'glemte' historie, især på baggrund af, hvad der sker globalt. Et par gange har jeg gået i terapi og en gang til psykolog, men 'det med min far' kunne der ikke gøres noget ved. Det blev strejfet, men psykologen havde slet ikke baggrundsviden til at forstå det, og som et yngre familiemedlem engang sagde til mig: »Nu må du da være kommet over det!«. Et ældre familiemedlem har fortalt mig, at min far blev tilbudt at tage til Sverige, men lod være af frygt for, at jeg som gidsel skulle blive pint af tyskerne for at sikre hans anholdelse. Jeg har en barndomsdødsdrøm om, at min far tænkte på mig i koncentrationslejren. Han kom aldrig hjem. Jeg vovede først efter 50 år at læse min fars sidste breve fra fængslerne. Jeg tror, jeg har brug for hjælp«. De har brug for hjælp. Tulle fik ret i, at forældrenes modstandskamp påvirkede børnene - ja, jeg har eksempler på traumevandring også til tredje og fjerde generation. Hjælpen er aldrig tilbudt. Til denne gruppe mennesker - både de overlevende primære ofre og de næste generationer - er der brug for speciel ekspertise. Ud over psykologisk og almindelig menneskelig indlevelsesevne kræves også en grundig viden om tortur og dens følger. Et forskningsprojekt er ikke nok - bør vi ikke tilbyde denne hjælp nu?