HAR Yallahrup Færgeby været en provokation i stil med Jyllands-Postens tegninger – et stunt for at skabe opmærksomhed omkring et ellers jævnt kedeligt program? Eller er programmet endnu en omgang majoritetsmedietæsk til ikke ’rigtige danskere’? Er det rimeligt at reagere ved at gentage, at de, som føler sig stødt, ikke forstår ’dansk’ humor, eller at de overreagerer? Er det i orden at fastslå, at ’rigtige’ danskere forstår ’rigtig’ humor, og at ’ikke rigtige danskere’ enten er for primitive, religiøse eller nærtagende til at grine med? Og hvem er det lige, der er tale om, når der tales om ’ikke rigtige danskere’? Hvordan udskilles og betegnes de? Yallahrup Færgeby har skabt reaktioner og fået sig, hvad der synes at være en voldsom mængde (ønsket?) opmærksomhed, i hvert fald i proportion til programmets egentlige kvalitet og indhold. Men er det Yallahrup Færgeby, der er problemet, eller er det nærmere programmet som et symptom på majoritets-Danmarks anspændte og problemfyldte forhold til minoriteter? Ud over en ordentlig omgang numsehumor, der i høj grad appellerer til børn og barnlige sjæle, har Yallahrup Færgeby afspejlet, hvordan magt og diskrimination spiller sammen i samfundet. Ikke kun har vi set en opdeling af hvide og ikke hvide, som det sker i samfundets fælles bevidsthed; nu er der også skabt licens for majoriteten, hvide danskere, til endnu en gang at insistere på en selverklæret ret til – i ytringsfrihedens misforståede og groft misbrugte hellige navn – at måtte mobbe minoriteten. Med DR 2’s Yallahrup Færgeby har majoriteten endnu en gang slået fast, at det kun er majoriteten, der bestemmer spillereglerne for fællesskab, adgang til danskhed, definition af danskhed, definition af minoriteterne, hvordan medierne repræsenterer minoriteter, samt hvad der skal opfattes som humor. I sin skildring af indvandrere og danskere som adskilte og uforenelige kategorier er Yallahrup Færgeby kommet til at stille skarpt ind på den problematiske og diskriminerende diskurs om danskheden, der snart har plaget dansk offentlig retorik i en række pinlige årtier. Danskernes fokus på menneskers stamtavle og antal af generationsled (forhold, der bør høre hjemme i dyreavl og nazistiske ideologier) er også her kommet til udtryk. Indvandrere er konsekvent dem, der har mørkt hår, brune øjne og ofte ’mørk’ hud. Danskere er konsekvent hvide. Selv om det er ganske tabubelagt at italesætte forskellen eksplicit, så er det alligevel disse kriterier, vi ser og oplever dag ud og dag ind i alle slags medier, sprogbrug, politik m.m.. Det er ikke hvide svenskere, der kaldes udlændinge; ej heller andre hvide europæere. Man kaldes indvandrer, når man ikke er hvid nok. Også når man er født og opvokset her i landet. Selv når ens forældre er født og opvokset her. Selv når man intet andet land eller nationalitet har. Uanset at der ikke røres åbent ved racediskussionen, er det alligevel langs race- og farveskel, at den sproglige udelukkelsesproces forløber. De, som kaldes indvandrere, er sjældent personer, der er vandret ind i landet. Ganske mange er født her. Hvide indvandrere og efterkommere fra andre verdensdele bliver ikke beskrevet som indvandrere, medmindre det er direkte relevant. Når ikke hvide omtales, bruges der et hav af begreber for at skelne (læs: skabe skel) – indvandrere, tosprogede, nydanskere, 2. g’ere, perkere og lignende. Selv adoptivbørn skal beskrives ud fra farve og raceskala. Der stilles ikke spørgsmål til rimeligheden heraf; ej heller bliver det præciseret, om der er tale om mennesker født og opvokset her eller om mennesker, der reelt er indvandret – og slet ikke, om det overhovedet har relevans for emnet. Ingen undersøger, om der i realiteten er tale om mennesker, der ikke er danske. Implicit i den måde at omtale ikke hvide er en grundlæggende holdning om, at ikke hvide ikke også kan være danskere. Tænk bare på indvandrerbander. Hvornår er det, vi synes, at en gruppe er en ’bande’? Er det hver gang, der er mere end to ikke hvide drenge sammen på et offentligt sted? Hvad med en synligt hvid Gustav, Frederik og Mark? Ses de som en bande, når de sammen spadserer ned ad Strøget? Og hvad med Brian, Ronny og Johnny? Hvordan kan det være, at man både kan skelne og nuancere i forhold til dem, men ikke i forhold til to eller flere ikke hvide drenge? Hedder de Ali, Hassan eller Jonathan, Markus og Kim, ja, så er det en indvandrerbande, når de ikke er hvide – og jeg kan love, at journalisten ikke har tjekket nogle af de ovennævnte for at undersøge, om der er tale om danskere, eller hvad deres tilhørsforhold til landet er. Det behøves åbenbart ikke, når det kan ses på hudfarven. Her har Danmark en udfordring og – desværre, Fogh – »er der noget at komme efter«. Den racebetonede samfundsopdeling i, hvem der må være en del af fællesskabet og blive kaldt dansker (de hvide), og hvem der ikke må (de ikke hvide), skaber flere problemer. Et af problemerne er racediskrimination. Nationalitet må nemlig ikke bestemmes på basis af race. I hvert fald ikke, hvis vi skal rette os efter de internationale menneskerettigheder, som vi bryster os af at holde i hævd. Med den herskende retorik og definitionskonstruktion bliver en meget stor andel af danskere i det danske samfund automatisk holdt ude fra et dansk fællesskab, hvad det så end er. De mennesker, der holdes ude sprogligt, symbolsk og praktisk, er blandt andre synlige minoriteter (altså ikke hvide). Det kan være, at de har to eller flere lande, de selv oplever en tilknytning til. Det kan være, de er adopteret. Det kan være, at der for tre eller ti generationer tilbage har været et indskud af mørke gener, der ikke sådan er til at skjule, det kan være mennesker med immigrant- eller minoritetsbaggrund. Der kan være alle mulige forklaringer, men – der er ingen danskere, der bør føle trang til at forklare sig og ej heller har nogen ret til at kræve en forklaring. Det er på tide at acceptere, at der er rigtig mange danskere, der ikke er hvide. Det er helt normalt. Alligevel opleves det, at film- og teaterinstruktører ikke mener, at det er ’troværdigt’ at lade ikke hvide danskere spille Gorm, Frederik eller Hamlet. Her henvises ikke hvide til roller som taxachauffører, kioskejere eller pizzabude, Ali eller Hassan, og gerne med accent. En dansker kan åbenbart kun være hvid. Selv om vi lever i år 2007 og midt i globaliseringen, fastholdes et primitivt og arkaisk billede af et Matador-Danmark, hvor magtstrukturen er kridhvid. Hvordan kan det være, at en dansker ikke må spille en dansker, alene fordi han eller hun ikke er hvid? Eller hvid nok? Kan det virkelig være rigtigt, at det sker i dag – og hvem har retten til at bestemme, hvad en troværdig dansker er? Især når vi her taler om danskere – bare med en anden hudfarve end hvid? Den slags tænkning, tilsigtet eller ej, er med til at skabe afstand og sende signaler om, hvad det er at være rigtig dansker, og hvad der ikke kan være en rigtig dansker. Og signalet er ikke alene diskriminerende, det er racediskriminerende. I processen, hvor nogle dømmes som den rigtige slags og andre fastholdes som de ’ikke helt rigtige’, kommer den tidligere nævnte magtstruktur til syne. For hvem er det, der kan skabe adgang til rollerne, hvem fortolker og skriver artikler og overskrifter i aviserne og nyhederne? Hvem er dommerne i retten? Hvem stopper politiet flest af? Og hvordan er det egentlig, vores politi ser ud? Hvad med ansættelseskomitéerne og bedømmelsesudvalgene? Skal jeg fortsætte? Alle disse er eksempler ikke på direkte personlig diskrimination – men på strukturel diskrimination. Strukturel diskrimination er noget, vi alle kommer til at deltage i – om vi vil det eller ej. Det er en del af kulturen og sprogbruget, af den fælles bevidsthed. Det er traditioner, måder man er vant til at gøre ting på, historiske opfattelser. Det er det, som majoriteten fastholder som det normale. Selv om der ikke er tale om konspirationer eller skumle planer, er det stadig noget, som alle vi hvide og ikke hvide skal forholde os til. Der er i den grad behov for en kritisk selvransagelse. Traditioner, historie, historiske processer, syn på kvinder og meget andet har været med til at frembringe landet og dets måde at gøre ting på hertil, og er man ikke i stand til at kigge på, hvor i samfundet man selv står, hvilke privilegier man selv nyder, og hvor man selv kan være med til at gøre en forskel, ja, så vil tingene bare fortsætte i den ulige og urimelige diskriminerende retning, vi nu ser. Det er da også en måde at fastholde en hvid magt på. Yallahrup Færgeby er bare som så mange andre. Den hvide magtstruktur bestemmer indholdet, hvordan mennesker portrætteres, hvem der skal være danskere, og hvem og hvordan indvandrere er. Ikke kun er det et overvejende hvidt hold, der bestemmer, skriver og tildeler roller i skabelsen af selve programmet, også indholdet afspejler magtforskellen på hvide og ikke hvide. Lærerne, lægen, de fleste af eleverne er hvide. Yallahrup Færgebys Ali og Hassan afspejler mediebilledet af en ’standardindvandrer’, som allerede er fasttømret i den danske fællesbevidsthed, takket være en i høj grad unuanceret og hysterisk tone i medier og politik. Selv om programmet også har opereret med simple karikaturer af hvide danskere, karikerer disse nogle bestemte og individuelle egenskaber. Ali og Hassan er karikeret alene på basis af deres oplevede gruppemedlemskab. Indvandrere skelnes ikke og repræsenteres ikke som individer. Den måde, de oftest repræsenteres på, hedder pan-etnificering – alle grupper, religioner, kulturelle baggrunde og forskelle udviskes, og de ses som en ensartet og som regel problematisk helhed eller gruppe. Det til trods for de utrolig mange lande, aldre, kulturer, religioner, livsopfattelser, uddannelser og socioøkonomiske forskelle, de i virkeligheden indeholder. Yallahrup er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men et problem i højere grad på grund af konteksten, den opstår i. Hvide danskere findes allerede i medierne på alle mulige forskellige, legitime og nuancerede måder og repræsentationer. Derfor forekommer karikaturerne ikke som en generalisering over alle hvide danskere. Hassan og Ali, til forskel, er en generalisering over alle, der opfattes som indvandrere. Den voldsomme og uproportionelle mangel på rimelig og nuanceret repræsentation af ikke hvide danskere i medierne og diskursen generelt gør, at den form for karikering bliver anderledes krænkende, end hvis der i medier og den offentlige diskurs fandtes en nuanceret og realistisk afspejling af ikke hvide danskere. Hvis Yallahrup var opstået i en kontekst, hvor der fandtes mange forskellige realistiske samt urealistiske skildringer af danskhed og en reel afspejling af danskere, så ville det nok ikke give anledning til den reaktion, vi ser i dag. Det er ganske enkelt en meget skæv vinkling, der opstår. Gang på gang sker det, at majoriteten tillader sig at beskrive og definere en minoritet fra sit eget særlige perspektiv og med egne fordomme og opfattelser. Det er alene brillerne, der ser, som kan være i stand til så groft at udviske alle individuelle forskelle af den mangfoldige sammensætning af mennesker. Vinklingen afspejler en gammel kolonial tænkning, hvor ikke hvide opfattedes som mindre humane, ikke rigtige mennesker og så sandelig ikke individer. Det var det menneskesyn, der muliggjorde danskernes store handel under slaveriet. Men er det et menneskesyn, der stadig skal præge menneskelige relationer og magtstrukturer i Danmark anno 2007? Er det mærkeligt, at nogle føler sig udenfor, eller frustrerede? Tja, når medier og politikere insisterer på at etnificere sociale problemer, når hele samfundsgrupper hænges ud som problematiske eller endog kriminelle, og når hovedkriteriet for at være del af samfundet ser ud til at være ens hudfarve, så har vi alle et problem. Og når disse forhold præger medborgernes demokratiske ret til lige muligheder og lige behandling – og retten til at være lige meget værd – ja, så synes det ret naturligt, at mennesker reagerer. Yallahrup-kalenderen er et problem – ikke fordi Yallahrup er roden til alt ondt, men fordi den afspejler måden, hvorpå der diskrimineres i samfundet generelt.