0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tyrkiet gennem nåleøjet

En fælles EU-folkeafstemning om tyrkisk medlemskab af unionen vil i det mindste give Tyrkiet arbejdsro til at bringe orden i eget hus. Dagens kronikører er forfattere til en debatbog om det moderne Tyrkiet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvor er Tyrkiet på vej hen? Kan Atatürks efterkommere fastholde kursen ind i det sekulære Europa, på trods af at stadig flere tyrkere overbevises om, at EU-landene, netop når det gælder Tyrkiet, taler med to tunger? Går Huntingtons tese i opfyldelse, og vil de muslimske tyrkere finde sammen med deres islamiske brødre i Mellemøsten? Eller måske snarere de tyrkisktalende fætre ud fra en pantyrkisk drøm om et slagkraftigt Tyrkiet i centrum for Centralasien og Kaukasus? Vil tyrkerne ride videre på de seneste måneders kraftige nationalistiske bølge, se indad og alene i en sikkerhedspolitisk forstand lægge deres æg i den amerikanske supermagts kurv? I virkelighedens verden vil svaret være mere komplekst, men i sin reneste form udgør disse fire veje de mulige politikker, der i Tyrkiet skaber sammenhæng mellem nation, stat og identitet.

Det er mest sandsynligt, at de seneste års 'europæisering' af tyrkisk politik vil fortsætte. Den giver mening i en indenrigspolitisk kontekst som fuldbyrdelsen af Atatürks projekt. Udenrigspolitisk vil europæiseringen betyde en fortsættelse af integrationen i de europæiske strukturer, hvilket vil styrke Tyrkiets muligheder for at håndtere de nye internationale udfordringer - akkurat som det er tilfældet for de nuværende EU-lande. Samtidig er det sandt, at suverænitetsafgivelse og stadig større grad af underordning til en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik vil være en vanskelig udfordring for den traditionelt stærke tyrkiske statsmentalitet. Men håndteringen af dette skifte lettes af økonomisk vækst, højere uddannelse, bedre indsigt i internationale forhold osv. Alt sammen elementer, som følger af et tættere forhold til EU.

Kollapser EU-processen af den ene eller anden grund, vil nationalismen stå som det mest oplagte alternativ. Det er ikke nødvendigvis en ulykke for omverdenen - en stærk og stabil tyrkisk nationalstat skal nok holde sig selv og sine naboer i skak. Det vil derimod være beklageligt for den tyrkiske demokratiseringsproces, der er fulgt i kølvandet på de seneste års tilnærmelse til EU. Reformprocessen vil næppe rulle tilbage, men kunne gå i stå.

På samme vis kan man formodentlig skyde en hvid pil efter tanken om et konstruktivt tyrkisk bidrag til demokratiseringsbestræbelserne i Tyrkiets nabolag, særligt i Mellemøsten. En grund til, at Tyrkiet i disse år tiltrækker sig en vis opmærksomhed i nabolandene, er netop den tyrkiske evne til at koble europæiseringen - og hvad deraf følger af økonomisk, politisk og social fremgang - med en reflekteret islam, der går hånd i hånd med sekularisme. En tyrkisk udenrigspolitik med udgangspunkt i nationalisme vil rigtigt nok være indadvendt, men vil også skulle forholde sig til geopolitiske spørgsmål i regionen. Her vil politikken utvivlsomt tage sit udgangspunkt i et strategisk partnerskab med USA (og Israel) baseret på en koldsindig analyse af at dele fælles interesser.

Meget skal gå galt, før en radikaliseret udgave af islam bliver dominerende i Tyrkiet. Internt ønsker befolkningen det af ideologiske, økonomiske og historiske grunde ikke. Nok er befolkningen muslimsk, men identitetsmæssigt er de først og fremmest tyrkere. Selv nestoren i tyrkisk politisk islam, Necmettin Erbakan, lægger i realiteten vægt på den tyrkiske identitet - ikke på en panislamisme. Til gengæld foregår der en kamp om definitionen af sekularisme. Mange ønsker et opgør med den tyrkiske elites rigide definition og ønsker i stedet sekularisme defineret som et åbent begreb som i USA, hvor den enkelte har mulighed for at udøve sin religion uden statens indblanding. De forskellige syn på sekularisme kommer især til udtryk i den ophedede tørklædedebat. Et overvældende flertal af tyrkerne finder, at statens love er for kompromisløse, og anser ikke brugen af slør for en trussel imod den sekulære stat.

Er der radikale islamister i Tyrkiet? Ja, men deres antal er yderst begrænset, og det store flertal vil reagere imod en radikalisering af islam. Det er et fåtal af tyrkere, der i dag har noget ønske om at lade islam erstatte eller overskride den tyrkiske nationale identitet.

En politik baseret på ren pantyrkisme forekommer i dag ikke som et sandsynligt alternativ. Der er bestemt et potentiale for øget politisk og økonomisk samarbejde med landene i Kaukasus og Centralasien. Et engagement ud over Tyrkiets grænser mod nordøst som supplement til en fast europæisk kurs er sandsynligt - og for EU endog ønskværdigt i lyset af blandt andet energipolitikken - men som alternativ til europæisering må det anses for urealistisk.

Den nuværende tyrkiske regering har udråbt medlemskab af EU til den øverste prioritering. Det er i dette medlemskab, at det store befolkningsflertal i dag lægger håbet om et samfund fri for korruption, fri for militære indgreb og med højere levestandard, ligesom både kurdere og troende muslimer håber på flere individuelle rettigheder. Tyrkiet har gennemgået en voldsom forandringsproces gennem de seneste tre-fire år. På nogle områder - ytringsfrihed, kurderproblematik, militærets rolle - er situationen uigenkendelig fra den, der eksisterede i 1999, da EU erklærede Tyrkiet for kandidatland.

For mange er det ironisk, at det nuværende regeringsparti, AK, er det parti, der er ved at fuldføre Atatürks mission og føre Tyrkiet fuldt ind i det vestlige samfund. På trods af dets oprindelse i den tyrkiske islamiske bevægelse, som åbenlyst afviste EU som en kristen klub, er AK i dag en bred bevægelse, der i modsætning til Erbakans partier accepteres af store dele af det tyrkiske samfund. Accepten er kommet som følge af den ændrede kurs med større fokus på vestlige værdier, individuelle rettigheder, religionsfrihed osv. Linjen har været så succesrig, at AK og partiets leder, premierminister Erdogan, også selv må acceptere disse principper som den overordnede ramme, inden for hvilken der i dag kan føres politik.

Den europæiske vision har været styrende for AK, og selv om også dette partis ledere nu og da slår en ubehagelig nationalistisk tone an, synes der ikke længere nogen tvivl om partiledelsens opbakning til EU-projektet. AK's kursskifte er selvsagt også betinget af en egeninteresse, da demokratiseringen af det tyrkiske samfund giver troende større beskyttelse og sikring af deres religiøse rettigheder. Men selv hvis hele kursskiftet startede som taktik, er europæiseringen i dag så populær indenrigspolitisk, at linjen nu er lagt. Uanset de oprindelige bevæggrunde er det væsentlige, at tyrkisk islam er unik, fordi den udvikler sig i retning af at være mere provestlig, pro-EU og proglobalisering. De nye kræfter i Tyrkiet trækker på én og samme tid på kemalisme, islam og europæisering.

Lykkes det projekt, som AK har kastet Tyrkiet ud i, bliver begreber som sekularisme og individuelle frihedsrettigheder med ét redefineret i en islamisk kontekst, som faktisk er i overensstemmelse med europæiske principper. Det er netop derfor, at udviklingen af en mere åben sekularisme er så interessant. Mange tyrkere, der er uenige i AK's social-konservative livssyn, er af samme opfattelse.

Ironisk nok stammer en af de største udfordringer for den tyrkiske europæisering fra EU selv - i form af stigende tyrkisk frustration over EU. Korrekt eller ej er det en klokkeklar tyrkisk opfattelse, at målstolperne for Tyrkiet hele tiden flyttes, og at tyrkerne stilles over for kriterier, som hverken er opført i de formelle krav (Københavnskriterierne) eller er blevet stillet til andre kandidatlande. I Cypern-spørgsmålet bad EU om Tyrkiets »stærkeste støtte« i arbejdet med at tilvejebringe en løsning baseret på FN-generalsekretærens plan. AK føjede sig og ændrede under stor indenrigspolitisk protest og imod militærets ønsker 30 års Cypern-politik og fik tyrkcyprioterne til at acceptere Annan-planen. På trods heraf var det græskcyprioterne, der blev medlem, mens EU - på grund af græskcypriotisk veto - endnu ikke har udbetalt støttepakken til det nordcypriotiske samfund.

Mange tyrkere spørger: Hvad bliver det næste? Krav om tyrkisk anerkendelse af det armenske folkemord? Accept af permanente overgangsordninger? Færre støttemidler, end landets befolkningstal ellers ville tilsige? Afkald på strukturmidler? Færre stemmevægte i EU's ministerråd end for de andre store EU-lande? For den tyrkiske demokratiseringsproces er risikoen selvsagt, at flertallet af tyrkerne på et tidspunkt siger, nok er nok - en del af oppositionen siger det allerede. Den overvældende opbakning, som EU-projektet har haft de seneste år, er begyndt at dale, og særlig i årets første måneder har vi oplevet et gensyn med gamle nationalistiske strømninger.

Det er afgørende at sondre mellem EU- processen og selve EU- medlemskabet. Processen er vital for Tyrkiets velstand, demokratiseringsbestræbelser og interne stabilitet. Derimod kunne det være et spørgsmål, om Tyrkiet i 2014 overhovedet vil være interesseret i medlemskab af unionen? Det er ikke umuligt at forestille sig en udvikling af EU, der gør attraktionen ved EU så begrænset, at tyrkerne vælger at sige nej tak: Hvordan er det med EU's villighed til at kompensere tyrkisk landbrug, ofre milliarder af euro i strukturmidler og give lige rettigheder for arbejdskraftens fri bevægelighed? Vil EU-medlemskab lægge så mange begrænsninger på Tyrkiets manøvrerum i udenrigspolitikken, at man i Ankara føler, at det vil umuliggøre en effektiv håndtering af de udfordringer, som den umiddelbare nærhed stiller Tyrkiet over for - måske især når det gælder Mellemøsten? Hvis de seneste års imponerende økonomiske vækst fortsætter, vil mange tyrkere måske også begynde at spørge: Hvorfor i alverden skal vi lade os styre via Bruxelles?

En væsentlig grund til, at Tyrkiet trods alt kan ventes at være indstillet på medlemskab om 10 år, er interessen i den unge generation af tyrkere. Det er dokumenteret, at de unge i højere grad end den ældre generation er optaget af den tankegang, der ligger bag det europæiske projekt. Og deres dragning mod Europa illustrerer tydeligt forskellen mellem de to mest sandsynlige veje, som Tyrkiet vil gå: nationalisme eller europæisering.

I princippet burde sagen være klar: Det er op til tyrkerne at vise, at de ønsker at spille efter de spilleregler, som EU-landene over årtier har forhandlet sig til enighed om. Bolden er med EU-beslutningen fra december 2004 sparket tilbage på den tyrkiske banehalvdel, akkurat som den blev efter EU's topmøde i 1999 i Helsingfors. Alligevel hviler mørke skyer i horisonten over de kommende års forhandlinger mellem Tyrkiet og EU. Intet andet land, der er gået i gang med forhandlinger, har haft så megen usikkerhed knyttet til den fremtidige proces. Mange år før medlemskab overhovedet er relevant at diskutere, er der givet løfter om kommende folkeafstemninger om Tyrkiet i Østrig og Frankrig. Flere kan komme efter.

Grundlæggende er det trist at holde folkeafstemning om et andet lands befolkning. Det kan skabe en hadsk retorik, som ikke hører oplyste samfund til. Hertil kommer det lidet demokratiske i, at et enkelt land ud af formentlig 28 til sin tid kan blokere for en historisk beslutning, som de 27 andre vil være tilhængere af. Samtidig er det sandt, at der i dag i mange europæiske lande er en folkelig modvilje imod tyrkisk medlemskab, og mange mennesker føler, at de i denne sag ikke bliver hørt. Denne folkelige usikkerhed kan hverken EU eller tyrkerne derfor sidde overhørig.

Hvis Tyrkiet evner at afslutte forhandlingerne med succes, og hvis flere medlemslande fortsat insisterer på at afholde folkeafstemning om tyrkisk medlemskab, er løsningen måske en fælles EU-folkeafstemning om tyrkisk medlemskab. Fælles, fordi det hverken er i for eksempel Frankrig, Østrig eller Danmark, Tyrkiet søger om optagelse, men i EU. En sådan afstemning bør først finde sted, når Tyrkiet har vist, at landet lever op til alle kriterier, og forhandlingerne dermed er bragt til ende. Tempoet er ikke for os, men for tyrkerne at fastsætte. For Tyrkiet vil en sådan afklaring give arbejdsro og mulighed for at vise resten af Europa, at de mange tyrkiske løfter om fortsat fremdrift i reformprocessen bliver indfriet. Tyrkerne har selv sagt, at alt ikke er perfekt, men at de vil rette op på det.

Hvis debatten i en af de større danske morgenaviser skal tages for pålydende, er islam nærmest per definition farlig. Iboende i islam eksisterer forhold, der i sig selv gør demokrati umuligt, siges det. Men netop med Tyrkiet volder denne påstand problemer. Tværtimod viser Tyrkiet, at der ikke er tale om en civilisationernes kamp, men hovedsagelig om en kamp internt i islam. Det er en af de vigtigste grunde til, at det er så væsentligt at bakke op bag de reformkræfter i Tyrkiet, hvis politiske dagsorden både i forhold til det tyrkiske nationale projekt, men også i forhold til det tyrkiske europæiske projekt viser, at det giver resultater at lade demokrati og islam gå hånd i hånd.

Samtidig åbner Tyrkiet nye døre for EU. Med en vækst på knap 10 procent havde Tyrkiet OECD's højeste vækst i 2004, og de seneste års økonomiske fremgang ventes at fortsætte til gavn for blandt andet danske virksomheder. Tyrkiet udbygger i disse år sine olieledninger, som kunne give EU en stabilitet i tilførsel og en nærhed til energikilder, som fremtidige generationer af europæere vil være afhængige af. EU's største udenrigspolitiske udfordringer kommer i dag fra Mellemøsten, og her kan et moderne Tyrkiet give EU en helt anden pondus og legitimitet i regionen, end EU har på egen hånd.

Set fra EU kan vi være stolte af unionens centrale betydning i den proces, der har fundet sted i Tyrkiet de seneste fem år. Den tidligere udvidelseskommissær, Verheugen, omtalte i sine sidste måneder som kommissær udviklingen i Tyrkiet som en af unionens hidtil største udenrigspolitiske succeser. Som med de central- og østeuropæiske lande virker EU som en drivkraft, der giver reformtilhængerne rygvind.

Det er blevet populært at tale om EU som en global aktør. Sandheden er imidlertid, at ordene ikke altid når længere end til skåltalerne - der er fortsat et misforhold mellem unionens retoriske ambitione