Den kinesiske regering har i den seneste tid foretaget sig ting, som har undret mange i Vesten.
Efter i årtier at have talt om Kinas ’fredelige’ fremmarch mod større velstand, er den kinesiske regering begyndt at vise tegn på en mere aggressiv fremfærd på en række områder. Regeringens voldelige reaktion på, at Nobelprisen gik til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo, er blot et enkelt eksempel. Et øget militærbudget, optrapning af territoriale rivaliseringer med naboer og øget undertrykkelse af intern kritik peger alt sammen i retning af en hårdere linje. De vestlige aktører har allerede ændret deres vurdering af Kinas fremtidige globale rolle. Men hvordan skal vi forstå disse udviklinger Vi kan begynde i det afgørende år 1989. Lige efter Berlinmurens fald skrev historikeren Francis Fukuyama et berømt essay med titlen ’Historiens afslutning?’ Tre år senere – i 1992 – udfoldede han sit synspunkt yderligere i bogen med den mere fyndige titel: ’Historiens afslutning og det sidste menneske’. Fukuyama mente, at ideologiernes tidsalder var færdig efter kommunismens fald.
