I 1421 forberedte kong Erik af Pommern sig på at føre retssag for den tyske kejser om, hvorvidt hertugdømmet Slesvig-Sønderjylland var et arveligt len eller ej. Hans påstand var, at da dette ikke var tilfældet, var det ulovligt, at holstenske grever siden 1370'erne havde behersket hertugdømmet, og nu måtte deres øverste herre, den tyske kejser, kalde dem til orden. Dette var givetvis en noget tvivlsom påstand, men det skal ikke opholde os her. For at begrunde påstanden indkaldte kongen til møder på landstingene i Skåne, på Sjælland og i Jylland, for at der kunne blive afgivet vidneudsagn til brug for retssagen. På det jyske landsting i Viborg mødte alle jyske bisper, andre høje gejstlige, fyrre riddere og væbnere, repræsentanter for ti jyske byer, herunder tre i hertugdømmet, samt en del bønder. På spørgsmålet om, hvorfor hertugdømmet hørte til Danmark, svarede de, at man dér snakkede dansk som i det øvrige Jylland, og at man havde dansk lov og ret. På de andre landsting var svarene noget lignende; på Sjælland tilføjede man, at også områdets sæder og skikke var som i det øvrige land. Lige godt 100 år senere, i 1523, forsøgte kong Gustav Vasa af Sverige at overbevise skåningene om, at de burde tilslutte sig ham og Sverige, i hvilken anledning han hævdede, at skåningene havde samme sprog, traditioner og skikke som svenskerne. Da han ikke med nogen som helst rimelighed kunne påstå, at skåningene også havde samme love som svenskerne, nøjedes han med at garantere, at han ville overholde svensk ret i Skåne, hvis de tog ham til konge. Disse oplysninger burde vel i og for sig ikke undre os. Hvis man har samme sprog, samme love og de samme sæder og skikke ('kultur') hører man til samme land eller nation, mener vi jo også i dag. Imidlertid fremsatte historikerne Eric Hobsbawm og Benedict Anderson i begyndelsen af 1980'erne den opfattelse, at nationalfølelse/national identitet var noget, der først opstod i Europa i slutningen af 1700-tallet. Tidligere havde i hvert fald almindelige mennesker identificeret sig med deres landsby, deres sogn og deres lokalområde; de grupper, de stod i kontakt med i deres daglige liv, men ikke med noget så fjernt og abstrakt som en nation. Dette udløste voldsom debat blandt historikere og efterhånden en hel industri, der producerede bøger og artikler om, at national identitet skam allerede fandtes i middelalderen. Dette sidste har ikke gjort det store indtryk uden for de snævreste fagkredse, hvorimod ideen om nationalismens sene opståen efterhånden slog an i brede kredse. Det er svært at undgå en mistanke om, at årsagen til denne opsigt var, at det passede så fint til en EU-dagsorden. Hvis national identitet og dermed nationalstater var en sen opfindelse, synes det et mere overkommeligt projekt at fjerne disse ting fra historiens dagsorden igen. I Danmark førtedenne nyvakte interesse for national identitet til et stort forskningsprojekt under ledelse af professor Ole Feldbæk; det udmundede i det monumentale værk Dansk Identitetshistorie i fire tykke bind, der udkom 1991-92. Dette værk starter efter lidt forspil i realiteten i 1700-tallet, ud fra den betragtning at først da bliver national identitet et spørgsmål for bredere kredse i samfundet. Herefter var det uden for de nævnte snævre fagkredse ligesom fastslået, at dansk national identitet opstod i 1700-tallet, og budskabet bredte sig til det meste af den læsende offentlighed inklusive de historikere, der beskæftiger sig med nyere historie. Hermed og med en voksende tilslutning til EU-projektet blandt danske intellektuelle var der for alvor lukket op for Pandoras æske. Når nu der ikke var nogen/mange, der følte sig som danskere i rigtig gamle dage, har vi så overhovedet noget til fælles med dem, er der så nogen mening i at studere noget, man kalder Danmarks historie? Desuden var det jo også sådan, at de nationalstater, man finder på dagens europakort, i mange tilfælde havde en ganske kort historie; Tyskland og Italien for eksempel. Nogle som eksempelvis Belgien var det ikke engang lykkedes at blive en nationalstat, siden landet blev konstrueret i 1839. Og hvad med Storbritannien, et konglomerat af forskellige stærke regionale identiteter. Ja, regional historie var langt mere interessant end national historie. I mange tilfælde regioner på tværs af nationalstatsgrænser som for eksempel de dansk-tyske grænseegne. Så for at det ikke skulle være løgn, fik vi så også 'Den sidste danmarkshistorie', skrevet af Søren Mørch og udkommet i 1997. I 1972 udgav Palle Lauring som led i kampen om EF en bog, der hed 'Punktum for danmarkshistorien'. Måske får han ret, bare på en helt anden måde, end han forestillede sig? Alle disse strømninger lader selvfølgelig ikke skolefaget historie uberørt. For tiden er historiefaget i gymnasiet i støbeskeen i forbindelse med gymnasiereformen. Og nogle har i den forbindelse argumenteret heftigt for danmarkshistoriens irrelevans. Gandhi er vigtigere end Christian IV, som én har udtrykt det (Weekendavisen 30.1.). Lad os prøve at se på sagen igen. Dansk identitet fandtes i høj grad i middelalderen. Der kan citeres masser af eksempler på også chauvinistiske holdninger til især tyskere. Men det var kun den styrende elite, der interesserede sig for den slags, replicerer modernisterne. Imidlertid kan der næppe herske tvivl om, at de indledningsvis nævnte nationale kriterier havde bred tilslutning. Dermed ikke sagt, at forestillingerne om det nationale har været uændret danmarkshistorien igennem. Slet ikke! Hvis vi imidlertid kigger os lidt omkring, kan vi i både Sverige og Norge, men også i det tyske Holsten se, at især loven/retten/sædvanerne havde altoverskyggende betydning som identifikationsobjekt. Skt. Olavs og Skt. Eriks lov blev i henholdsvis Norge og Sverige mantraer rettet mod de i senmiddelalderen indtrængende danskere, som netop ikke kendte og rettede sig efter disse. Vi har oven i købet klare eksempler på, at disse begreber blev brugt i propaganda rettet mod den brede befolkning, hvilket kun lader sig forklare med, at de havde en bred klangbund netop blandt almindelige mennesker. Og i Danmark spillede kong Valdemars love også en meget stor rolle i den politiske retorik. I Danmark havde man i modsætning til i Norge og i Sverige ikke en fælles national lovbog før 1683, men Jyske, Sjællandske og Skånske Lov, som var lidt afvigende indbyrdes. Men hertil kom hele reguleringen af forholdet til kongemagten, som var et standende politisk stridsemne middelalderen igennem og længere endnu. Men kongen havde almindelige mennesker vel ingen forbindelse med? Det havde de i hvert fald indirekte, idet hver eneste godsejer i landet var såkaldt herremand, stod i et særligt tjenesteforhold til kongen. Dette skulle fornys ved hvert kongeskifte ved personlig edsaflæggelse til kongen, når han drog omkring til tingene for at lade sig hylde, ellers mistede man de privilegier, som var forbundet med at være herremand. Og herremænd/godsejere fandtes der i hver en afkrog af landet. Også byernes privilegier skulle fornys ved hvert kongeskifte og en masse andre sådanne. Hertil kom, at det må antages at have stået enhver bonde klart, at hvis han blev udsat for særlig urimelige brud på lov og ret, kunne han klage direkte til kongen. Ingen var altså i tvivl om, hvilken konge man hørte under, i hvert fald da systemet var etableret. Ved sin tiltræden svor kongen på, at han ville opretholde riget og kronens gods i dets fulde omfang. Og når nye områder kom under kongen, som Norge og Sverige under Kalmarunionen fra 1389 eller hertugdømmerne Slesvig og Holsten fra 1460, var der ikke tale om, at disse områder blot blev lagt til Danmark. Så blev kongen, ud over at være det i Danmark, fyrste over andre velafgrænsede territorier med egne love, skikke og sædvaner. Fælles love, sæder og skikke har altså adskilt danskerne fra deres naboer og alle andre siden aller-allersenest omkring 1200. Det samme gælder udenrigspolitikken. Krig og fred har danskerne haft fælles med de oftest uhyggelige konsekvenser at have det ene frem for det andet. I udviklingen af fælles love, sæder og skikke, krig og fred har danskerne en unik historie, som nok er værd at kende, hvis man vil kende sine rødder. Dermed ikke sagt, at rødderne dermed er forklaret restløst. Danmark er og var et land i Europa i verden. Mere så nu end tidligere, men det gør ikke vor tidligere historie irrelevant eller den tidligere historie til et lige så internationaliseret foretagende som vor nutid. Med den europæisering af danmarkshistorien, som nu er i gang, lader det sig desuden fint hævde, at Danmark er et glimrende eksempel på en temmelig almen europæisk udviklingshistorie. Og hvad skal vi stille op med alle de rester af historiens gang på vort territorium, som omgiver os: et par tusinde middelalderlige kirker, renæssance- og barokherregårde, slotte, monumentalbygninger, kunstværker, museumsgenstande? Hvis ikke man kan sætte det ind i en sammenhæng, bliver man fremmed i sit eget land. Det værste argument for danmarkshistoriens irrelevans (i skolen), jeg har hørt, er, at vi nu lever i et multikulturelt samfund. Det lader sig diskutere, i hvilket omfang vi gør det. Men det er i hvert fald en underlig konsekvens af et sådant, hvis det skulle medføre, at flertallets historie og dermed kultur skulle afskaffes. For at gøre samfundet mindre multikulturelt! Kan vi så få dem med anden kulturel baggrund til at gøre ligeså? Og ende som et totalt kultur- og identitetsløst samfund? Et andet emne på skolefaget histories kampplads er såkaldt historiebevidsthed. Historien om fortiden lever i vore bevidstheder og ændres dér, efterhånden som (nu)tiderne skifter. Skoleeksemplet er besættelsestidens historie, hvor Claus Bryld og Anette Warring som led i et større forskningsprojekt om historiebevidsthed kortlagde de forskellige fremherskende opfattelser af denne siden 1945. Men som det også er fremgået af den offentlige debat, er der forskel på for eksempel historikeres og statsministres bevidstheder om besættelsestiden. Det er givetvis en god ting at reflektere over historiens brug i forskellige nutider, men hvis læsset tipper for langt i den retning, bliver der ikke tid til at lære noget om den historie, som for eksempel er nyttig at kende, hvis man skal tage stilling til de mange mere eller mindre demagogiske udnyttelser af historien, som vor samtid er så rig på. Da samtidens brug af historien i den politiske diskussion i høj grad handler om danmarkshistorie, kan man jo så opnå det samme ved at afskaffe denne. Ved ikke at dyrke den historie i skolen, som har aktuel betydning, svækker man danskernes mulighed for demokratisk, politisk stillingtagen. Men der er mere på spil. I den aktuelle meningsdannelse synes forholdet til dansk identitet udspændt mellem et parti, som søger at tage patent på den, og nogle intellektuelle, businessfolk og (film)kunstnere, som kun betragter identitet som noget, andre har. Et forældet fænomen, som ikke hører hjemme i en globaliseret verden. Sidstnævnte løber i høj grad den risiko at overlade feltet til førstnævnte. Nok så slemt er det imidlertid, at de dele af dansk tradition/identitet, som ikke passer i krammet hos nogen af parterne, risikerer at blive glemt; eller snarere: ikke at komme til at indgå i den fortsatte udvikling af kollektive identiteter i dette land. Det er ikke så længe siden, at vi blandt andet betragtede dansk identitet som tolerant og nysgerrig over for andre identiteter, medmenneskelig og præget af en mange århundreder lang tradition for social omsorg, herunder også en ganske lang tradition for omsorg for alles uddannelse og demokratiske medleven i samfundet. Landet, hvor »få havde for meget og færre for lidt«. De nordiske velfærdsstater hævdes vanligvis at have deres udspring i lutheranismen, som blev indført for cirka 450 år siden. Og såmænd også et land, som takket være dets langt hen fredelige historie kunne tale med en vis etisk styrke i verdenspolitikken. Kollektive identiteter er ikke og har aldrig været noget stillestående, kampen om dem er og har været en politisk kampplads. Kampen har dog oftest udspillet sig inden for en ramme eller nogle spilleregler, som der var en vis enighed om. Men hvis vi afskærer os fra de traditioner, som ligger os nærmest, fra det stof, vi er gjort af, overlader vi arenaen til en forestillet identitetsløshed, som i virkeligheden er udtryk for den mest yderligtgående liberalisme eller til mere eller mindre demagogiske udgaver af, hvad det bør sige at være dansk. Hverken holdningsløshed eller afvisning af alt fremmed er noget konstruktivt bidrag til skabelsen af en fremtid, hverken her i landet eller i Europa. Lad os fortsat studere oprindelsen til vort sprog, vor lov og ret (i bredeste forstand) og vore skikke og sædvaner i en dynamisk dialog mellem vor fortid og fremtid, så vi kan møde andre identiteter på lige fod og lære af dem og til dem!