Hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte. Det er et ofte gentaget argument for indførelse af nye overvågningstiltag. Men parolen er letkøbt og holder ganske enkelt ikke vand. En formiddag i marts 2008 ringer telefonen i min lille kjoleforretning i Maribo på Lolland. Opkaldet kommer fra en bankmand i min lokale Nordea-filial. Han spørger, om jeg for nylig har lavet en bankoverførsel til Pakistan. Jeg svarer bekræftende. En uges tid forud for opkaldet har jeg nemlig placeret en prøveordre på et par kjoler hos en gallakjoleleverandør i Pakistan.
Bankmanden fortæller mig nu, at Nordea på baggrund af min pengeoverførsel er blevet kontaktet af en personage i USA, som ønsker supplerende oplysninger om beløbsmodtageren udleveret øjeblikkeligt. Årsagen er, får jeg fortalt, at amerikanerne mistænker overførslen for at være terrorstøtte. Jeg er målløs. Allerførst tror jeg faktisk ikke på det, og jeg overvejer flygtigt, om det kan være en dårlig joke. Men det er ingen vittighed. Det er skinbarlig alvor. Jeg fremskaffer hurtigt de informationer, jeg er blevet bedt om – og går ud fra, at det nu er en formssag at få pengeoverførslen eksekveret og landet i Pakistan hos skrædderen, som i mellemtiden har meddelt, at han endnu ikke har modtaget sin betaling.
