At beskylde Dansk Folkeparti for nazisme er både uhistorisk og taktisk uklogt. Nutidens højrepopulister er ikke Hitlers arvtagere, men de udfylder nogle af de samme funktioner, som højreradikalismen generelt, herunder nazismen og fascismen, gjorde for 60-70 år siden. Det måtte jo komme. Selvfølgelig ville nogen i en valgkamp finde på at sætte Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti i forbindelse med nazisme. 'Nogen' er i dette tilfælde ungdomsmagasinet Tjeck. I den seneste udgave af bladet finder man en længere artikel om Dansk Folkeparti. Her hedder det bl.a., at der er kræfter inden for det stærkt nationalistiske parti, der har forbindelser til højreekstremister. Pointen er klar: Dansk Folkeparti skjuler sin sande identitet (læs: nazisme) bag en tynd demokratisk fernis. Hvis der er noget om snakken, er det selvfølgelig ganske alvorligt. Og der er da også al mulig grund til at være kritisk over for Dansk Folkeparti. I løbet af en ganske kort årrække er det som bekendt lykkedes partiet at sætte dagsordnen for den alt andet end urbane diskussion om 'flygtninge- og indvandrerproblemet'. Alene den omstændighed, at ordene 'integration' og 'problem' i løbet af få år på det nærmeste er blevet synonyme, vidner om folkepartisternes effektive påvirkning af den politiske retorik. Men hvor berettiget ens uvilje mod fru Kjærsgaard og hendes partifæller end måtte være, er det en skødesløs omgang med historien, og hvad værre er, en taktisk kapitalbrøler, at klæbe nazismeetiketten på dem. Fraset enkelte personer, som måtte have været nazister - Tjeck nævner konkret pressechef Søren Espersen - er Dansk Folkeparti i ideologisk forstand lige så lidt nazistisk som Enhedslisten er stalinistisk. Der er simpelthen ikke fugls føde på den påstand. Desværre er det en yndet intellektuel beskæftigelse rundt om i Europa at beskylde folk som Jörg Haider i Østrig, Jean Marie Le Pen i Frankrig, Carl I. Hagen i Norge og Gian Franco Fini i Italien for at være nazister i forklædning. Det lille 'desværre' skal ikke misforståes som sympati med disse højrepopulister. Ærgrelsen skyldes først og fremmest, at man gennem en så fejlagtig tolkning af, hvad FPÖ, Front National, Fremskrittspartiet, Alleanza Nationale og Dansk Folkeparti står for, risikerer at spille sig de afgørende kort af hænde. Eller sagt på en anden måde: Jo mere man dæmoniserer sådanne partier og politikere, desto sværere bliver det at finde nogle effektive modtræk til at dæmme op for deres synspunkter. Bilder man sig selv og omgivelserne ind, at disse synspunkter alene skal findes på det yderste overdrev, tager man nemlig gruelig fejl. Hvis nogle skulle være i tvivl, så findes de, ja stortrives, i midten af det etablerede politiske liv. Hvor nazisterne og de øvrige højreradikale bevægelser i mellemkrigstiden, særligt i løbet af 1930'erne, ønskede at afskaffe det parlamentariske demokrati og kaste liberalismen ud på historiens mødding, er demokratibegrebet i dag så etableret, at intet parti med seriøse ambitioner om at slå igennem tør fravige, endsige kritisere, dette politiske fikspunkt. Det betyder, igen i modsætning til den historiske nazisme, at de højreorienterede partier (herunder nynazisterne) ikke udgør en direkte trussel mod demokratiets institutioner. Standretter, deportationer og diktatoriske dekreter venter ikke rundt om hjørnet, hverken der, hvor højreorienterede populistiske partier har fået andel i magten, f.eks. i Østrig, Antwerpen eller Orange, eller der, hvor de endnu står på spring til at besætte vigtige embeder i samfundslivet, som f.eks. herhjemme eller i Norge. Omvendt er alt heller ikke idyl. Langtfra. Dér, hvor højrenationalismen har vundet indpas, kan der peges på en stribe beskæringer på kommunalt-administrativt niveau. Det gælder eksempelvis i det sydlige Frankrig. Offentlige tilskud til fremmedsprogsundervisningen og tværkulturelle arrangementer er således blevet sløjfet i de byer, hvor Front National er toneangivende og kontrollerer lokalpolitikken. Desuden er bøger af muslimske og fransk-jødiske forfattere blevet fjernet fra et par biblioteker i de pågældende kommuner under henvisning til, at ungdommen har brug for at lære 'franske værdier' gennem litteraturen. Skal man derfor udpege en fare ved nutidens højrepopulister, Dansk Folkeparti inklusive, må det være, at de truer liberalismens ånd og det klima, der er nødvendigt for dens trivsel. Det er ikke, som i tilfældet med fascisterne i 1920'erne og nazisterne i 1930'erne, selve det demokratiske system, der i dag er i farezonen. Som bekendt er der ikke røg uden brand. Der er paralleller mellem den yderligtgående højrefløj fra 1930'erne og den nuværende, som berettiger til en vis sammenligning. Hurtigt opregnet kan man pege på følgende træk: