»Dette at skulle være en udstillingsgenstand andre mennesker til moro gjorde mig ikke alene undselig, men også rasende i mit indre«. Sådan skriver Victor Corneliussen i sine erindringer om ankomsten til Danmark som 7-årig fattig vestindisk dreng, hvor han sammen med en lille pige blev anbragt i bur i Tivolis store koloniudstilling i 1905. Victor blev bragt til København som led i et langsigtet projekt anført af de danskvestindiske koloniers skoledirektør, Rübner Petersen, om at uddanne 'farvede' lærere til at undervise koloniernes 'farvede' børn. Et såkaldt humanitært projekt tonet i den koloniale logik, og når nu Victor alligevel var ankommet, kunne han jo lige så godt gøre nytte som udstillingsgenstand. Nu, 101 år senere - her i sommeren 2006 - har Aalborg Zoo på opfordring af Mellemfolkeligt Samvirke gennemført en række events og udstillinger, som midt i hedebølgen giver isnende associationer til de menneske- og kulturudstillinger, som ikke bare i Danmark, men over hele Europa havde deres storhedstid fra århundredeskiftet og frem til 1930'erne - og som skriver sig ind som et væsentligt element i den europæiske racialisering af ikkeeuropæere. 'Racialisering' er kategorisering af mennesker på baggrund af karakteristika, der formodes at være medfødte. Det giver anledning til stor forundring, at en organisation, der arbejder med relationer mellem Europa og Afrika, åbenbart er så lidt reflekterende om den koloniale historie på den ene side og på den anden side effekten af at placere 'afrikanere' og fortællingerne om dem i en zoologisk have. Ifølge Mellemfolkeligt Samvirkes pressemeddelelse var det organisationen, der havde taget initiativ til zoo-udstillinger og events, der ifølge tidligere MS-udsendte Morten Heise bunder i ønsket om at »udbrede kendskabet til afrikanerne og de problemer, de slås med«, »... sætte fokus på afrikanernes udfordringer i Afrika og samtidig synliggøre Mellemfolkeligt Samvirkes gode arbejde«. Han roser samarbejdet med Aalborg Zoo, som han mener, har fungeret upåklageligt. »De var med på ideen fra starten. Og forhåbentlig er det kun begyndelsen til endnu mere samarbejde i fremtiden«. Med formuleringen videre i pressemeddelelsen må man bekymret spørge sig selv, med hvilken etnocentrisk bevidstløshed organisationen mon udfører bistandsarbejde i de såkaldte udviklingslande: »Aalborg Zoo ønskede et sted, hvor man ikke kun så på afrikanske dyr, men også lærte om de mennesker, der lever med dyrene. Og Mellemfolkeligt Samvirke sad med ekspertisen«. Det program, som MS havde strikket sammen i zoo fra juni og til august bød på aktiviteter som leg og dans, fremstilling af mad, malerier, smykker, legetøj, trommespil, hvor der medvirkede tanzaniere, sudanere og ugandere, og samtidig udstillede MS 'i den afrikanske hytte' om masaiernes kamp for at opnå landrettigheder i Tanzania. Det helt store og overordnede spørgsmål er ikke de gode intentioner eller de konkrete aktiviteter, men det er: Hvad laver 'afrikansk kultur' og 'afrikanske mennesker' som underholdning inde i en zoologisk have? Som Susanne Solskov, formidler fra Aalborg Zoo, siger: »For os har det været vigtigt at vise, hvordan afrikanerne lever med deres dyr. Det giver perspektiv på det almindelige zoo-besøg«. Harmløst og nyttigt vil MS og zoo sikkert sige. Hvad er der i vejen med lidt underholdende information om Afrika(nere)? Men der er rigtig meget i vejen med dette koncept. Kunne man forestille sig, at en flok hvide middelklassedanskere optrådte i Zambia i en europæisk temapark i en zoologisk have ved siden af bure med en sortbroget malkeko, en flok grise, et par ræve og rotter og som mod ussel betaling fra de besøgende vaskede bil, drak øl, lærte de besøgende sejle-op-ad-åen og at fylde en medister? Nej, det kunne man ikke, men man kan godt forestille sig scenen med de mennesker, som er blevet udpeget til at være den særlig eksotiske 'Anden'. Det er 'de eksotiske', 'ikkehvide', der havner i zoo, og det ligner en trend denne sommer. Løveparken Givskud giver den med 'afrikadage med afrikansk musik og dans', og i Ebeltoft Zoo har man ud over en afrikansk 'landsbyhytte' fortælling af 'indianernes historie'. Indianernes historie! Gad vide, hvilken version af indianernes historie der serveres her, for hvordan forklares folkemord for de håbefulde børn? Men igen - det bliver det jo nok heller ikke, for det er jo ikke rigtig familiehyggeligt. Kunne man forestille sig Auschwitz som temapark? Helt i overensstemmelse med den europæiske eller vestlige magts globale geometri, som deler mennesker op i rige og fattige lande, i såkaldt udviklede og uudviklede lande, i magtfulde og magtesløse fungerer den racialiserende opfattelse af forskelle mellem mennesker både foran og bag om ryggen på os. Det er Den Anden og Den Andens kultur - den ikkehvide, den ikkevestlige - der havner i en udstilling beregnet på den hvides, den vestliges blik. Uanset at intentionerne har været nogle andre, og uanset at 'afrikanere' og 'indianere' portrætteres romantisk, heltemodigt, økologisk bevidste, eller hvad ved jeg, så er selve det at blive relevant i en forlystelsessammenhæng i zoologisk have ved siden af bure med aber, slanger og elefanter en idé, der trækker lange mørke spor i den europæiske racismes historie. Op gennem kolonihistorien har der været tradition for, at kolonisatorerne medbragte mennesker fra kolonierne sammen med tropiske planter, kulturelle genstande og 'mærkelige' dyr. Allerede i 1493 bragte Columbus indianere hjem til det spanske hof, og efterhånden som koloniseringen skred frem, voksede også den almindelige europæiske nysgerrighed og interesse for 'fremmede kulturer' og mennesker. Det var ikke nok at udstille menneskene, man skulle have hele setuppet med, så disse mennesker kunne beskues i deres landsby iklædt deres traditionelle tøj, mens de spiste, dansede osv. Hvis man kigger i Tivolis og de zoologiske havers historiske beretninger om sig selv, står der intet om koloniudstillingerne, men fra 1880'erne og helt frem til 1930'erne var der udstillinger af bl.a. »nubiere, singhalesere, zuluer, beduiner, dinkaer, kinesere, japanere« med karavaner, landsbyhytter og andet setup. Så sent som i 1934 blev en samefamilie udstillet i Århus Zoo. Menneskeudstillingerne blev markedsført som »uforfalskede naturmennesker«, »uberørte og ufordærvede mennesker«, »uberørt af Europa«. Det er et kapitel, der efter Anden Verdenskrig og opgøret med den biologiske racisme er pakket væk i den historiske glemsel, som også rummer den koloniale fortid og den videnskabelige racisme. Det gælder i både Danmark og resten af Europa. Det er som en kollektiv skam, der forduftede gennem et hurtigt hukommelsestab. Et ikke ukendt fænomen i retfærdiggørelse af en magtbalance. Men omkring århundredeskiftet var det altså almindeligt, at familier gik til koloniudstillinger i zoo, forlystelsesparker og festivaler og alle, ikke mindst børnene, blev fortrolige med forskellen på 'dem' og 'os' og blev bekræftet i 'vores' - de hvide europæeres - overlegenhed. Den seksuelle dimension i det pirrende nye eksotiske underholdningstilbud - 'det vilde, det dyriske' - var absolut også et element, der betød noget ved billetlugen. Politiken skrev f.eks. således i 1902: »Dette er ikke synderlig andet, end hvad man har set gentage sig, hver gang en Trup fra fjerne Lande har gæstet Tivoli. Når der er Beduiner eller Negre i landskabet, bliver saa og saa mange småpiger de hjemlige Idealer utro og giver sig henrykt det Ukendte i Vold«. Tyskeren Karl Hagenbeck satte effektivt menneskeudstillingerne i system omkring århundredeskiftet ved at lade dem turnere rundt til skiftende europæiske zooer og forlystelsesparker og med forskellige 'kulturer'. En af grundene til, at menneskeudstillingerne blomstrede på dette tidspunkt, var, at mange zoologiske haver var på udkig efter indtjening efter en periode med svigtende besøgstal, så der var behov for nye attraktioner. En anden grund til fremvæksten og succesen for 'menneske-zooer' var den videnskabelige legitimering, især fra antropologer, som var dybt optaget af at konstruere forskelle mellem den hvide mand og alle andre mennesker i form af racelæren. Ved St. Louis World's Fair i 1904, som var kulminationen for menneskeudstillingerne, var der f.eks. oprettet en særlig antropologisk afdeling. Tiden omkring århundredeskiftet var endvidere kendetegnet ved, at de europæiske stater konkurrerede om, hvem der skulle kolonisere de dele af verden, som endnu ikke var koloniseret, og i retfærdiggørelsen af koloniseringen var det også vigtigt, at man kunne legitimere sig ved dels bekræftelsen på, at man som hvid europæer var overlegen, dels ved at de 'laverestående mennesker' havde brug for hjælp i form af religion, disciplin, normer osv. Behandlingen af vores Victor fra Tivoli var udtryk for denne tænkning. I de senere år er der opstået en fornyet aktivitet i forskellige zoologiske havers repræsentation af den eksotiske Anden i form af især 'afrikanere' og 'afrikansk kultur'. Mennesker bliver nu ikke længere udstillet, men stadig fastholdt i et bestemt billede. I London, Cleveland, Perth i Australien og Seattle var der sidste år eksempler på eksotisering af ikkevestlige kulturer, men den mest omtalte fandt sted i Augsburg. I sommeren 2005 var der en stor - og til dels europæisk - diskussion om sommereventen i netop den tyske Augsburg Zoo: Den afrikanske landsbyfestival. Det var en festival med et afrikansk marked med sang, dans og mavedans (!). Inden eventen løb af stablen, havde akademikere, ngo'er og andre både i og uden for Tyskland i skarpe vendinger taget afstand fra arrangementet og kaldt det for skjult racisme, kulturel ufølsomhed og viderebringelse af upassende stereotypier. Festivalen blev åbnet med demonstrationer og masser af skriverier især i den tyske presse. I forbindelse med festivalen foretog en gruppe antropologer en undersøgelse af, hvordan festivalen blev opfattet af arrangører, deltagere, gæster, demonstranter og andre, samt en undersøgelse af, hvad der foregik på festivalen. Deres konklusion var, at arrangørerne og gæsterne ikke var racister, men de »deltog i og reflekterede en proces som kaldes racialisering; den daglige og ofte taget-for-givet-inddeling af mennesker i formodede biologisk baserede og ulige kategorier«. De udtalte, at »Augsburg Zoo pga. eksotiseringen af afrikanere og referencerne til fortidens koloniale stereotypier var et upassende sted at afholde dette marked«. De påpegede endvidere, at markedsføring af eksotiske forskelle er big business i den globale økonomi, og at zooer også har behov for nye tilbud til at tiltrække oplevelsessyge gæster. I denne eksotisering af etniske og sociale forskelle befinder sig en oplagt mulighed for racialisering, og Augsburg Zoo blev kritiseret for at deltage heri. Tankevækkende er det at sammenligne med perioden omkring århundredeskiftet, hvor også menneskeudstillingerne blomstrede bl.a. som et svar på behovet for nye måder at markedsføre sig på og lokke gæsterne tilbage i haven. En zoologisk have er defineret som et sted, hvor eksotiske dyr inden for behørig indespærring kan beskues - og nogle steder berøres. Dyr som elefanter, giraffer, løver og aber er et must for en zoologisk have. Det er et sted for det eksotiske og for det fremmedartede. Dyrene og naturen derinde er under kontrol og arrangeret for at kunne blive præsenteret for os, de besøgende. Zoologiske haver er opstået i takt med den europæiske erobring og kolonisering af stort set resten af verden. Når Afrika er så vigtigt i zoo, er det bl.a., fordi Afrika forbindes med det vilde, med den uendelige natur, med 'naturfolk', med fravær af det, 'vi' kalder civilisation. Når vi går i zoo, ved vi godt, at der også findes strøm og storbyer i Afrika, at mobiltelefoner og Niketøj cirkuleres hastigt, men vi vælger at lade os underholde af forestillingen om Det Vilde Afrika, når vi går ind forbi billetlugen. Når man kører Afrikatema, er præmissen jo, at de mennesker, der optræder og agerer, også befinder sig i området for det eksotiske og 'vilde', det oprindelige og 'naturfolksagtige' - ellers ryger underholdningsværdien og dermed entreindtægten. I Aalborg har det været bemærkelsesværdigt, at ikke en eneste af de 'afrikanere', der lavede mad, dansede og spillede trommer, er citeret eller har et navn i pressematerialet. Det er kun de hvide iscenesættere fra MS og zoo, som talte og var benævnt ved navn. Afrikanerne var betegnet som »Fire ugandere kommer og leger med de små«, »Vi har fået en tanzaniansk 'mama' til at lave mad til os«, »Trommedagene vil være ledet af en tanzanianer og en sudaneser«. Som kontrast hertil er overskriften på MS' pressemeddelelse: »Morten brænder for Afrika« - altså et individ med et personligt projekt om at gøre noget for andre - eller med den Anden kunne man fristes til at sige. Man kunne spørge, hvad en 'afrikaner' egentlig er, og hvilken status uganderne og tanzanierne havde i arrangementet. Har MS fløjet 'afrikanerne' ind fra 'Afrika' til denne specielle event? Sandsynligvis ikke, for det er hamrende svært at få visum til det lukkede Europa. Så sandsynligvis bor 'afrikanerne' i Aalborg og omegn. Hvilken status har de - er de frivillige i MS? Får de løn for at medvirke som trækplaster for zoo? Er de til daglig ansat i MS? Eller hvordan er det? I modsætning til MS håber jeg, at både bistandsorganisationen og zoologiske haver i det ganske land besinder sig og standser denne upassende racialisering af mennesker fra koloniserede områder og i stedet dykker lidt mere ned i historien og i forståelsen af, hvordan racisme og racialisering virker. Lad os slutte af med Victor Corneliussens erindring om tiden i Tivoli. Han fortæller, at han ikke syntes, at det var særlig rart at sidde udstillet i den vestindiske afdeling af koloniudstillingen, så han drev lidt rundt især i den grønlandske afdeling, hvor han legede i kajakkerne og på hundeslæden. Det gav rod i udstillingen, at der sad en afrikansk dreng i Grønlandsudstillingen, og gæsterne havde jo betalt for at »se de to små sorte fra Vestindien«, som han skriver. Så enden blev, at han og den lille pige blev anbragt i et bur, hvilket forøgede tilstrømningen af gæster til udstillingen, for der gik rygter om, at de var farlige menneskeæderbørn. De hvide børn stak fingrene ind i buret, og de voksne fodrede dem med chokolade. Victor spyttede på dem. Som han siger: »Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed«. Om zoologiske haver siger han: »I mit senere liv som lærer for hvide børn var det ofte min opgave at gøre udflugter til zoologiske haver, men børnenes iver efter at komme til abeburet såvel som deres åbenbare morskab over de springende og hvæsende smådyr derinde huede mig ikke. Jeg huskede alt for tydeligt, da jeg selv sad bag tremmerne!«.