PTSD (Post Traumatic Stress Disorder) – posttraumatisk belastningsreaktion – er en lidelse, som rammer nogle af de mennesker, der har været udsat for voldsomme, rå og ubærlige begivenheder. Begivenheder, der vil påvirke alle, der udsættes for dem, ligegyldigt hvor sunde og raske de end måtte have været før, og de efterlader omkring en tredjedel med invaliderende varige mén.
Lidelsen er præget af en del fælles symptomer, men overgrebenes karakter og det enkelte menneskes helt specielle historie gør, at der er mange variationer. Alle er dog mere eller mindre præget af en funktionshæmmende søvnløshed, der gør det meget vanskeligt at klare et dagligliv på grund af træthed og øget irritation. Et andet karakteristisk symptom er flashbacks. Det vil sige genoplevelse af de krænkende, angstvækkende begivenheder provokeret af situationer, der i sig selv kan være fredelige, men som medfører associationer til de oprindelige oplevelser. Nogle mennesker kan få det bedre igen efter måneder eller år, men en stor del bliver invaliderede i en grad, så personligheden ændres og bliver præget af mistro, håbløshed og fornemmelsen af en konstant trussel. Der er ingen medicin, der kan helbrede, men hos visse personer kan en del af symptomerne lettes af antidepressiv medicin, ligesom en behandling med antipsykotisk medicin kan være nødvendig, hvis der udvikles sindssygelignende reaktioner. Tilstanden er ikke ny; det er kun navnet på diagnosen, der er ny. Symptomerne på PTSD blev beskrevet i kølvandet på Vietnamkrigen, men før dette var tilstanden efter Første Verdenskrig kendt som granatchok, og efter Anden Verdenskrig som kz-syndrom. Herfra har man også den erfaring, at gode psykosociale forhold kan medvirke til, at man i første omgang kan komme i gang igen. Men det er også kendt fra studier af kz-syndromet, at de mennesker, der syntes så godt i gang, ofte får det sværere og sværere med alderen. ’Filmen knækker’, og de må til sidst opgive at klare et erhvervsarbejde. De er udsat for en for tidlig, præmatur aldring eller, som det benævnes i litteraturen, »la sénescence prematuré des déportés«. Besættelsestidens ofre havde da mulighed for at supplere deres invalidepension med en lovgiven erstatning, hvilket gjorde, at de ’kunne betale enhver sit’, og dette, sammen med den samfundsmæssige anerkendelse af deres ’usynlige’ lidelse, gjorde, at den sociale funktionsevne bedredes markant efter arbejdsophør. Det er beskrevet i doktorafhandlingen ’Dødelighed og invaliditet blandt danske modstandsfolk deporteret til nazistiske koncentrationslejre’ (Nielsen 1986). I dag har vi hovedsagelig to grupper i Danmark, der lider under symptomerne: de traumatiserede flygtninge og de traumatiserede soldater.
