Det store globale problem handler om afvikling af de agrare samfund i den tredje verden. Milliarder af bønder bliver potentielle flygtninge. Burde man ikke tale om det på topmødet i Johannesburg? Mogens Buch-Hansen er ph.d. og lektor i Internationale Udviklingsstudier ved Roskilde Universitetscenter. FN's Højkommissariat for Flygtninge har nyligt erkendt, at en del af de flygtninge, der kommer til vores del af verden, faktisk er økonomiske flygtninge, der prøver at finde bedre økonomiske vilkår, end de har, hvor de kommer fra. Indvandrerdebatten går over hele Europa og er med til at skabe en politisk polarisering og fremvæksten af en højrebølge med uhyggelige humanitære konsekvenser. Vi har imidlertid kun set den yderste top af det isbjerg, økonomiske flygtninge og indvandrere til den rige verden vil udgøre i fremtiden. Årsagen er, at vi er ved at afvikle agrarsamfundet på verdensplan. I Danmark sagde vi farvel til agrarsamfundet, da traktoren og mejetærskeren fra 1950'erne og op gennem 1960'erne erstattede hestene og karlene på de fleste af gårdene. Efter Anden Verdenskrig begyndte udviklingsepoken i den vestlige verden fremmet af den voldsomme teknologiske og økonomiske udvikling, som USA havde gennemløbet ved at producere til krigen uden at måtte bøde i samme grad for skaderne som Europa. Her fik den amerikanske Marshall-hjælp de europæiske økonomier på fode igen, som med deres stigende efterspørgsel satte yderligere gang i den amerikanske økonomi. Landbrugsrevolutionen kom til Europa i form af, at fossile brændstoffer afløste hestekræfterne, og maskiner i stor udstrækning erstattede den menneskelige arbejdskraft. Kunstgødning fik afgrøderne til at vokse, og kemiske sprøjtemidler holdt ukrudtet borte plus en hel del af den naturlige vegetation og dyreliv i øvrigt. Investeringerne i den nye teknologi var store, og derfor var der en del landmænd, der ikke klarede konkurrencen og måtte sælge jorden. Brugene blev større samtidigt med at landmændene og karlene blev færre. Antallet af beskæftigede i landbruget faldt fra 429.000 i 1950 til 267.000 i 1970 til godt 100.000 i dag. Udviklingsepoken bragte imidlertid samtidigt vækst i både industri og i servicesektoren i byerne, og der var en folkeflytning fra land til by, således som der oprindeligt havde været under den tidligere effektivisering af landbruget ved industrialiseringens begyndelse i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Industrialiseringen og mekaniseringen og, kan man føje til, automatiseringen af landbruget fik yderligere et skub fremad med Danmarks indlemmelse i Det Europæiske Fællesmarked, hvor den fælles landbrugspolitik har været med til at sikre landbruget tilskud, der er blevet omsat i investeringer i yderligere teknologi, og som har fået jordpriserne til at stige mod skyerne. Mens antallet af landbrug er faldet til en tredjedel under medlemskabet af EU til nu godt 50.000 brug, så er landbrugets samlede gæld steget til 130 milliarder kroner. Landbruget er blevet en industri, der er pantsat i kreditforeningerne. Problemet er imidlertid langt større på det globale plan. Mellem to og tre milliarder mennesker i ulandene lever som traditionelle småbønder, og på trods af kolonisering og øvrig inddragelse i verdenssamfundet lever de stadig i vid udstrækning en traditionel tilværelse på landet. Men tre grundlæggende faktorer i den nuværende globalisering er ved at ændre radikalt på det. Denne ændring vil i sidste ende føre til en afvikling af det agrare samfund med de konsekvenser, det har for resten af verden. Den første faktor kan man lidt populært kalde opreklameringen af forbrugsfesten. Dette materielle forbrug af biler, lyd- og billedanlæg, avancerede computere, smart livsstil med dyrt mærketøj og alle de øvrige varer, der bugner i de rige landes og i storbyernes kæmpemæssige indkøbscentre, skaber i sig selv yderligere behov. Væksten i forbrugssamfundet er primært drevet frem af reklamebranchen, der i den rige verden har været den hurtigst voksende branche i mange år. Den anden grundlæggende faktor i den nuværende globalisering er mobilitet og kommunikation. Fjernsynet har fået en enorm udbredelse, selv ud til de fattigste i de mest isolerede landsbyer. I Thailand, som ganske vist er et rigt uland, har næsten alle landhusholdninger fjernsyn. Internationale medieselskaber bringer amerikansk producerede let forståelige udsendelser, der viser det glamourøse liv i Vesten kraftigt blandet med reklamer for alle de forbrugsgoder, som ude i landsbyens hårde liv bliver til en drøm om en bedre tilværelse. Samtidig er mobiliteten blevet meget højere, hvilket gør, at der er meget få steder i verden i dag, der kan kaldes isolerede. Mange bønder har i dag en pickup eller i det mindste en knallert, og især de unge søger til byerne for at få færten af det glamourøse liv. Den sidste faktor i globaliseringen, som i sidste ende vil føre til afvikling af det traditionelle landbrugssamfund, er verdenshandelsorganisationen WTO's globale landbrugsaftale. Det er efterhånden blevet alment kendt, at de rige landes støtte til deres egne landbrug, som udgør mere end otte milliarder kroner om dagen, er den væsentligste hindring, for at ulandene kan sælge deres varer på verdensmarkedet. Det har også været fremme, at ikke blot forhindrer de rige landes landbrugsstøtte ulandene i at eksportere, men den globale landbrugsaftale tvinger også ulandene til at åbne deres markeder for import af billige subsidierede fødevarer fra specielt EU og USA. Det er med til dels at erodere den traditionelle selvforsyning i ulandenes landbrugssamfund og dels langsomt at ændre kostvanerne i disse kulturer. Hvis vi igen bruger Thailand som eksempel, så har den globale landbrugsaftale tvunget Thailand til at ophæve importrestriktioner på 23 landbrugsprodukter, som var beskyttede, fordi de var specielt følsomme for de små landmænd. Herudover er Thailand, som er verdens største eksportør af ris, blevet tvunget til selv at importere ris. Desuden er landet nu begyndt at importere betydelige mængder hvede, som ikke dyrkes i Thailand og aldrig har været en del af de thailandske kostvaner. Endelig skyder vestlige (amerikanske) burgerkæder op overalt, og fedme er begyndt at blive et problem blandt ungdommen. De tre processer i globaliseringen fører til det, som internationale landbrugsforskere kalder for de-agrarianisation eller afvikling af agrarsamfundet, som det vel må oversættes til på dansk. Det er en proces, som de britiske forskere Deborah Bryceson og Jonathan Rigg har påvist i henholdsvis Afrika og Sydøstasien, og som jeg selv har studeret i Thailand. Når de unge bliver spurgt om, hvordan de opfatter landbruget som erhverv, er det ord som kedeligt, hårdt arbejde og lav indkomst, der går igen. De er blevet optændt af, hvad de har set i fjernsynet, og vil gerne prøve lykken på en fabrik og allerhelst i byen. Her får de en pengeindkomst og får derved adgang til nogle af forbrugsgoderne. Når faldende priser på landbrugsprodukter og stigende priser på kunstgødning og kemikalier gør fortjenesten stadig mindre i landbruget, og presset for forbrug stiger, så ser mange hushold ikke andre muligheder end at lade de unge prøve lykken andre steder. Det er imidlertid ikke kun den økonomiske klemme, der trykker landhusholdningerne. Mange års jagt på hurtige profitter har i mange ulande ført til en nedslidning af naturressourcerne, hvilket besværliggør eller ligefrem umuliggør en landbrugsproduktion. Thailand er i løbet af få år blevet en af verdens største eksportører af store rejer, som dyrkes i dambrug. Investorer fra byerne, hovedsageligt Bangkok, har tjent mange penge på at inddrage mangroveskovene og omdanne dem til rejefarme, hvor rejefoder og kemikalier, der skal holde rejerne fri for sygdomme, har forurenet de omkringliggende rismarker og de resterende mangroveskove, der er ynglepladser for fisk. Efter en årrække er dammene så forurenede, at de ikke længere kan bruges til rejeproduktion, men heller ikke kan genvindes til landbrug eller til naturlig mangrove. Tilsvarende har andre intensive pengeafgrøder skabt så store økologiske problemer, at man i dag vurderer, at op mod en tredjedel af landbrugsjorden i Thailand er eroderet i alvorlig grad. Samtidig bliver der skabt mange muligheder i industri og i mere eller mindre formelle servicejob. Størstedelen er migrantarbejde, hvor specielt de unge tager væk en periode for at tjene penge i byerne. Under det økonomiske opsving i Thailand regner man med, at mindst to millioner arbejdede som migrantarbejdere i Bangkok. Det var først og fremmest byggebranchen, der tiltrak mange unge, men også taxi og knallerttaxi (den hurtigste måde at komme gennem Bangkoks trafikmyldrende gader) tiltrækker mange migrantarbejdere - plus den notoriske og hastigt voksende sexindustri. Hvad der er endnu mere markant er imidlertid industrialiseringen af landdistrikterne mange steder, specielt i Asien. I Kina har det udgjort rygraden i den imponerende hurtige økonomiske vækst. I Kina har man ligesom i Sydøstasien støttet en industrialisering af landdistrikterne for at undgå arbejdsløshed og underbeskæftigelse i byerne, eller som et officielt slogan siger: 'Forlad jorden, men ikke landet, tag til fabrikkerne, men ikke til byerne'. Afviklingen af agrarsamfundet i vores del af verden gik, i historisk tilbageblik, rimeligt smertefrit. Men det er vigtigt at huske på, at under den første fase af afvandringen fra landbruget i sidste del af 1800-tallet, som faldt sammen med, hvad vi kan kalde for den første fase af globaliseringen fra 1870erne til starten på Første Verdenskrig i 1914, da blev hundreder af tusinde småbønder presset ud af landbruget, specielt i Nordeuropa. Vilhelm Mobergs beskrivelse af udvandringen fra Småland fortæller, at dette var en hård proces, men udvandrerne havde et sted at tage hen. I denne første fase af globaliseringen antages det, at ti procent af verdens befolkning flyttede land i deres søgen efter bedre økonomiske muligheder - de var en slags økonomiske flygtninge. Bekvemmelighedsflygtninge? De klarede sig, fordi indianerne i Nordamerika eller aboriginerne i Australien eller maorierne i New Zealand ikke kunne modstå indvandringen og måtte affinde sig med, at nybyggerne slog sig ned. Hvis vi ikke regner med at skulle tage det ydre rum i brug, så findes de muligheder ikke længere. Men problemet er det samme for den tredje verdens bønder, som det var dengang for 'udvandrerne'. Selvom der bliver skabt industriarbejdspladser i ulandene, så er der en kolossal forskel på lønningerne i Kina eller Indien, sammenlignet med lønningerne i Nordeuropa. Lige meget hvor meget vi prøver at spærre grænserne af og lave Fort Europa, og lige meget hvor meget en Pia Kjærsgaard, en Jean-Marie Le Pen, en Jörg Haider eller andre højrepopulistiske kræfter forsøger at opildne til kamp mod alt, hvad der er fremmed, så undgår vi ikke, at folk forsøger at finde bedre økonomiske muligheder. Den eneste mulighed er at støtte de positive tendenser i globaliseringen ved dels at sikre den bedst mulige integration hos os selv, men også ved at dæmpe de kræfter, der fremmer afviklingen af det agrare samfund. Og frem for alt ved at støtte en samfundsudvikling i den tredje verden, der gør det værd at blive, hvor man er. Landbruget er nøglen til det. Det siger sig selv, at en landbrugsstøtte til de rige landes landbrug der er syv til otte gange så stor som den samlede ulandsbistand, skal afvikles inden for en årrække. Det er patetisk at høre gentaget, at dette er så godt som alle politikere enige om og endog også Landbrugsraadet, lige indtil det skal føres ud i praksis. Så er det rigtigt, at her bør også USA være med, men hvis vi skal vente på, at USA skal være med fremme i førerfeltet inden for globalt miljø og udvikling, så ved vi, at vi ingen vegne kommer. Europa har markeret en anden holdning end USA på en række områder, som eksempelvis genteknologien ved at fastholde forsigtighedsprincippet i modsætning til USA. Også inden for økologisk produktion og ren teknologi er Europa længere fremme end USA. I ulandene er hovedparten af småbøndernes produktion stadig økologisk af den simple grund, at mange ikke har haft midlerne eller adgangen til at bruge kunstgødning eller kemikalier. Der er derfor en oplagt mulighed for at springe et led over ved at bidrage til teknologisk, markedsmæssig og organisatorisk udvikling af økologisk landbrug, som gør, at landbruget i ulandene bliver ikke bare økologisk, men også økonomisk bæredygtigt. Det ville være et godt emne for miljøministeren som formand for EU at bringe med til verdenstopmødet i Johannesburg. Det er ikke nogen sikring mod afviklingen af det agrare samfund, men det kunne være et vigtigt skridt hen imod sikringen af en mere bæredygtig globalisering.