Velfærdsministeren lægger snart an til politiske forhandlinger om Barnets Reform.
Det skal ifølge ministeren være slut med de gentagne skandalesager, hvor kommune efter kommune afsløres i alvorlige forsømmelser. Ministeren har varslet ændringer i lovgivningen og i styringen af kommunerne. Men spørgsmålet er, om der reelt er politisk vilje til at gennemføre de ændringer, som skal til for at skabe virkningsfulde forbedringer for de udsatte børn. Siden Tøndersagen har vi set megen politisk retorik – men meget lidt handling. Og der skal langt mere til end revision af regler, straf til forældre og faglig irettesættelse af kommunerne. De sidste 10-15 år har globalisering, teknologisk udvikling og hastig økonomisk vækst skabt massive samfundsforandringer og nye betingelser for erhvervsliv, politiske institutioner, arbejdspladser, uddannelse og kultur. Det giver muligheder og udfordringer. Børn og unge vokser i dag op i en verden, der er dramatisk anderledes, end da vi voksede op. Kulturelt, socialt og ikke mindst fagligt stilles der nye og langt mere vidtrækkende krav til børn og unge, herunder til kompetencer og kvalifikationer på et arbejdsmarked i rivende udvikling. Ufaglærte job forsvinder i tusindvis, og faglærte job bliver gradvist mere komplicerede og fagligt udfordrende. Samtidig intensiveres krav til personlige og sociale kompetencer i arbejdslivet. Nogle af de væsentligste kompetencer på dagens arbejdsmarked er i dag evne til at samarbejde, kommunikation, forandringsvilje og kreativitet. Langt HOVEDPARTEN af nutidens børn og unge kan heldigvis leve op til de nye udfordringer. De betjener en computer, som vi andre betjente en trykknaptelefon, begår sig på engelsk på Facebook, YouTube og Twitter, navigerer komfortabelt i et væld af offline og online sociale fællesskaber og skriver avancerede projektopgaver om Freud, de asiatiske tigerøkonomier, skattereform og finanskriser. De fleste børn og unge er meget kompetente på deres liv og det, der venter dem. Men nogle børn og unge har svært ved at leve op til de krav, som skolen, omverdenen, familien og arbejdslivet stiller. De fleste af dem kommer fra ressourcesvage familier og har store følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer – allerede tidligt i livet. Skal vi for alvor hjælpe disse børn og unge, handler det ikke blot om at hjælpe dem væk fra svigtet, alkoholen eller volden i familien. Vores ambitioner bør være højere. Men de socialpolitiske indsatser er ikke gearet til at give de udsatte børn og unge en chance på linje med deres jævnaldrende. Og den nuværende socialpolitik bliver i tiltagende grad utilstrækkelig og utidssvarende. Derfor er der brug for nytænkning. Samfundet BRUGER hvert år over 12 milliarder kroner på udsatte børn og unge. Det er udgifter til de 15.000 børn og unge, der er anbragt uden for eget hjem samt til forebyggende sociale foranstaltninger, f.eks. aflastningsordninger, praktisk og pædagogisk støtte i hjemmet, familiebehandling, døgnophold mv. Flere undersøgelser tyder på, at resultaterne af især de mange anbringelser er yderst sparsomme, fordi børnene trods anbringelserne klarer sig rigtig dårligt. Mange politikere har misbrugt resultaterne til at tale for besparelser på området. Men problemet er primært, at de socialpolitiske interventioner i forhold til udsatte børn kommer alt for sent og er alt for lidt indgribende. I 2007 blev der ifølge Ankestyrelsen truffet godt 3.200 afgørelser om nyanbringelser af børn og unge. Heraf var kun 10 procent små børn under 3 år, 20 procent var børn fra 4 til 11 år, mens 70 procent omfattede børn fra 12 til 17 år. Og det billede er desværre ikke nyt og har ikke ændret sig, selv om en reform af anbringelsesområdet fra 1. januar 2006 havde til formål at styrke tidlig indsats over for de udsatte børn. Den såkaldte Børneforløbsundersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – følger udviklingen for ca. 5.000 børn fra årgang 1995 og giver dermed unik indsigt i forholdene for et stort udsnit af en årgang. I en rapport fra undersøgelsen skriver SFI: En af grundene til, at mange børn ikke får en grundlæggende hjælp til at løse deres egne og familiens problemer, er formentlig, at man overser de mange mindre børn, der har det svært. Man regner måske med, at de vil vokse fra deres problemer, eller at de, hvis de får lidt mere opdragelse, når de bliver større, vil få det bedre, eller at der på anden vis pludseligt opstår forbedringer. Man overser, at en del – men ikke alle – af de børn, der har mange problemer i 2003, allerede i 1999 var synlige som børn, der havde det svært. Det var bl.a. børn, som oftere end andre børn blev drillet eller slået, og børn, som mødrene fandt svære at opdrage. Nogle af disse børn blev allerede i 1996, hvor de var seks måneder gamle, karakteriseret som vanskelige af deres mor. Hvis målet er at modvirke negativ social arv, kunne en vej være tidligt at rette opmærksomheden mod de vanskeligt stillede, mindre børn og deres livsvilkår. Tal fra undersøgelsen viser endvidere, at 9 procent af den samlede børnegruppe – over 100.000 børn – har store følelsesmæssige, adfærdsmæssige og helbredsmæssige vanskeligheder samt problemer med kammeraterne, og de er kede af at gå i skole og har problemer med indlæring. Næsten hvert tiende barn har så alvorlige problemer, at de har behov for forebyggende hjælp. Det er væsentlig flere end de ca. 3 procent, der er enten anbragt eller har modtaget andre foranstaltninger. Det viser, at alt for mange børn ikke får den fornødne hjælp, og at der ikke sættes ind, mens børnene er små. SFI HAR IGANGSAT en sideløbende forløbsundersøgelse af alle børn født i 1995, som er eller har været anbragt. Undersøgelsen viser, at de 11-årige anbragte og tidligere anbragte børn trods anbringelsen ikke har fået det nævneværdigt bedre. Eksempelvis har 50 procent af børnene så store følelsesmæssige, adfærdsmæssige og sociale problemer, at de falder helt uden for normalområdet. Og de har massive skoleproblemer. De anbragte børn sammenlignes i undersøgelsen med de 11-årige børn, der har modtaget forebyggende sociale foranstaltninger, men ikke været anbragt. Her har 30 procent så store følelsesmæssige, adfærdsmæssige og sociale problemer, at de falder uden for normalområdet. Og de har næsten lige så store problemer i skolen som de anbragte børn, og de kommer fra familier med massive problemer. Der findes i dag meget lidt dokumentation om resultaterne af de forebyggende foranstaltninger. Men en undersøgelse fra 2002 tyder på, at det forebyggende arbejde ikke i væsentlig grad afhjælper problemerne over en fireårig periode – især ikke de tungeste problemer med omsorgssvigt, mistrivsel og psykiske problemer. Tallene tegner desværre et billede af en stærkt mangelfuld socialpolitisk indsats over for de udsatte børn og unge. Der handles ikke tidligt i forhold til de mindre børn, der handles ikke konsekvent i forhold til børnenes flerhed af problemer, og der satses slet ikke på at kompensere børnene for de mistede udviklingschancer, forårsaget af deres opvækst. Det er en socialpolitisk fiasko af dimensioner. Justeringer og lappeløsninger er ikke nok. De danske erfaringer med tidlig intervention over for udsatte børn er sparsomme. Til gengæld findes der en række udenlandske, især amerikanske, erfaringer med målrettede programmer for udsatte børn. Siden 1960’erne har USA haft tradition for at iværksætte lokale programmer for særligt udsatte børn, bl.a. fattige sorte børn fra storbyghettoer. Kernen i programmerne er dagpasning af høj kvalitet med særligt veluddannet personale med målrettet efter- og videreuddannelse i forhold til de udsatte børn i programmerne. Samtidig har programmerne typisk et uddannelsesorienteret sigte og er suppleret med aktiviteter, der retter sig mod forældrerollen, herunder besøg og støtte i hjemmet. Effektanalyser fra programmerne viser, at indsatserne har særdeles positiv betydning for børnenes videre forløb gennem uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Samtidig har programmerne stor betydning for børnenes relationer til forældrene og for deres sociale færdigheder. Og de har haft stor positiv effekt i forhold til socioøkonomiske forhold og kriminalitet sammenlignet med børn fra en tilsvarende baggrund, der ikke har deltaget i programmerne. De samfundsmæssige gevinster ved nogle af programmerne er efterfølgende blevet evalueret. Samfundet har fået 7 dollar igen for hver dollar investeret i de udsatte børn. Gevinsterne er især resultatet af et højere uddannelsesniveau, en større skattebetaling og markant lavere omkostninger til kriminalitet. Tidlig intervention ser ud til at være en gunstig social investering. Nyere programmer fra områder med lav socioøkonomisk status i England og Irland viser også markante resultater med hensyn til at forbedre udsatte børns kognitive, sociale og faglige færdigheder. De amerikanske og britiske programmer kan naturligvis ikke overføres direkte til Danmark, da der er store samfundsmæssige forskelle på børnenes opvækstvilkår, især adgangen til generel dagpasning. Men en række indholdsmæssige elementer i programmerne, f.eks. brugen af særligt veluddannet personale og intensive forældreaktiviteter, er i høj grad relevante i en dansk kontekst. I Danmark er vi kommet sent i gang med tilsvarende målrettet socialt arbejde for børn i førskolealderen. Det såkaldte HPA-projekt under Danmarks Pædagogiske Universitet sætter fokus på effekter af indsatser for udsatte børn i en række dag- og døgninstitutioner. Vi er i Danmark ved at få øjnene op for de positive effekter af en målrettet, tidlig indsats over for de udsatte børn. Men omvendt indikerer debatten om Barnets Reform ikke for alvor mod til det nødvendige socialpolitiske paradigmeskift. Vi skal gøre op med flere indgroede forestillinger og holdninger. Samtidig tvivler jeg på, at der er politisk vilje til de nødvendige økonomiske investeringer. Faktum er, at det kræver en kompleks, intensiv og koordineret socialfaglig indsats at skabe varige forandringer for de udsatte børn og unges familier. Og det kræver massive indsatser i institutioner, skole og anbringelsessteder, hvis de udsatte børn og unge skal kompenseres, så de kan udvikle sig positivt – både i forhold til deres situation i dag og i forhold til morgendagens samfund. Vi har i international målestok et unikt daginstitutionssystem med næsten alle børn i børnehave. Det har ifølge internationale undersøgelser medvirket til, at Danmark er blandt de bedste lande i verden med hensyn til social mobilitet for den store gruppe børn og unge. Men det almene daginstitutionssystem er slet ikke er gearet til at gøre en nævneværdig forskel for de udsatte børn. Derfor bør et nyt socialpædagogisk paradigme indeholde: • Et opgør med den dominerende socialpolitiske interventionsfilosofi, der primært ’behandler’ udsatte børn og unge ved at flytte dem til andre omgivelser end det problematiske hjemmemiljø. Nogle børn anbringes i dag hos plejefamilier eller på institutioner uden de nødvendige faglige kompetencer og forudsætninger til at kompensere for deres hidtidige opvækst. Og rigtig mange udsatte børn og unge får ikke de tilbud om undervisning, faglig læring og personlig udvikling, der kan forøge deres livschancer. Den socialpolitiske indsats skal være intensiv, tværfaglig og koordineret. • Et opgør med den eksisterende tilbageholdenhed fra at intervenere i familier, hvor barnets problemer ikke allerede er meget tydelige. Risikofaktorer i barnets opvækst er ikke automatisk bestemmende for bestemte problemer, selv om en flerhed af risikofaktorer klart forøger sandsynligheden. Det bruges ofte som argument mod tidlig indsats, fordi det ses som en stigmatisering af børn og familier. Vi skal turde sætte os ud over den holdning og sætte ind med målrettet hjælp til børn og familier – ikke som straf og kritik af familierne, men for at forbedre børnenes livschancer. • Graduering af nye investeringer på daginstitutions- og skoleområdet, så der tilføres markant flere ressourcer til institutioner i socialt belastede områder. De internationale erfaringer viser, at børn fra ressourcestærke hjem ikke profiterer nær så meget af høj kvalitet i daginstitutioner som udsatte børn. Flere ressourcer i udsatte områder vil uden tvivl være en gunstig social investering, der kommer flerfoldigt igen – bedre end at investere i aktier. • Massivt uddannelsesløft til alle, der arbejder med børn og unge. Socialrådgivere med børnesager, pædagoger i daginstitutioner og på institutioner samt skolelærere har generelt en utidssvarende uddannelse og viden om socialt udsatte børn. Nyere forskningsbaseret viden om socialt udsatte børn er stort set ikke reflekteret i deres uddannelser og i krav til efteruddannelse. Og faggrupperne har ikke opdateret, nødvendig viden om børns rettigheder, f.eks. til at blive hørt og inddraget i sagsbehandlingen. Et tilsvarende fagligt efterslæb blandt læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale ville i den grad blive set som en national skandale. Men åbenbart ikke, når det ’blot’ handler om udsatte børn. De politiske udmeldinger i forhold til Barnets Reform er bestemt positive. Men uden politisk mod og økonomisk vilje til at tage de ovennævnte socialpolitiske skridt bliver Barnets Reform blot som at kradse i overfladen. Det kan børnene og samfundet ikke være tjent med.
