For et år siden døde min mand af kræft, 65 år gammel.
En aggressiv modermærkekræft, der startede som en svulst på halsen og bredte sig til to store knuder i hjernen. I det år, der er gået, har jeg prøvet at få samling på mig selv. Jeg sørger over min mands død, og samtidig er jeg frustreret og vred over, hvordan han i hele behandlingsforløbet blev kastet rundt i et sundhedssystem, hvor ingen sundhedsfaglig person reelt tog ansvar for koordineringen af hans behandling. Jeg oplevede, at behandlingen af min mands sygdom blev mit ansvar. Men hvordan skulle jeg, som ikke er sundhedsfagligt uddannet, vide, hvordan man nedtrapper den daglige dosis prednisolon, og hvorfor skulle jeg som hustru koordinere kommunikationen mellem alle de sygehuse og læger, min mand kom i kontakt med? Netop fordi min mands sygehistorie illustrerer den himmelråbende mangel på kommunikation i hospitalssystemet med deraf følgende ansvarsforflygtigelse og fravær af forståelse for det hele menneske, fortjener den at blive kendt. Historien startede i sommeren 2006, hvor min mand fik en knude på halsen. Den blev af vores praktiserende læge behandlet med penicillin. Dette gentog sig to gange i løbet af et år, og først tredje gang blev der taget en biopsi, som viste forandrede celler. Min mand fik fjernet knuden på halsen på Næstved Sygehus, hvor man fandt maligne celler og sendte ham videre til plastikkirurgisk afdeling i Roskilde.
