Jeg er alment gældende – som repræsentant for Generation X.

Jeg er ikke hverken frontløber eller æresmedlem af generationen, men det giver ligesom sig selv, når man tænker på denne narcissistiske generations omdømme: Generationen, der intet vil og intet har på hjerte. Jeg er ikke en del af klubben Generation X – fordi den klub naturligvis ikke eksisterer. Vi er jo et bundt individualister, enspændere og egocentrikere. Og vores slags interesserer sig ikke for disse gammeldags sociale omgangsformer. Vi har vores egne meninger og holdninger. Vi synes i øvrigt, at det er altmodisch at diskutere dem i forum. Jeg er en af dem, som søger mening og ikke kan finde den. Jeg er både narcissistisk og ekshibitionistisk i øjeblikke. Og jeg er prototypen på den slags kvinder, som gør, at mænd tager til Thailand for at finde sig en sød kone. Så X-mærkatet er godt nok. Og tænk, oven på den dom … tillader jeg mig stadig at længes efter at blive både elsket, set og hørt … sandt. Når man som generation er blevet tudet øjne og ører fulde af, at slægtleddene før en gjorde dét, der var interessant at gøre. Og når de oven i købet selv gentager det for os med en evindelig RETRO-bølge. Så er det vel – om ikke klart, så i hvert fald – forståeligt, at nogle i generationen mister tilliden til, at »det er nok at være mig«. Det er måske lige på sin plads at indskyde lidt billeder af den baggrund, jeg kommer af: Jeg er uddannet skuespiller (narcissist), har arbejdet med teaterproduktion og er i dag selvstændig (egotripper), hvor jeg blandt andet lever som foredragsholder (enspænder). Jeg oplever den tid, jeg er formet af, som en strøm af toner, der ligesom lød nonstop som baggrundsstøj. I henseende til »hvad man skulle være, når man blev stor«, var det bare at gøre det. Alt var muligt. For vejen var lagt af den tidligere generations blomsterkampe. Kvindefrigørelsen var effektueret – ja, jeg var slet ikke i stand til at tale med om ufrihed. For kvinderne blev frie, førend jeg nåede at blive kvinde. Det er i denne baggrundsstøj, at jeg er hjernevasket med, at sextabuet er blevet ophævet i 1968 – og at seksualiteten nu er fri og uden begrænsende hæmninger og fordomme. Det er jo ikke, fordi det er blevet prædiket. Sådan har min generations opvækst slet ikke været. Man prædiker ikke for individer, som allerede er frie og oplyste. De bestemmer i øvrigt fuldstændig selv modsat i de gamle dage, som f.eks. dengang en kvinde ikke kunne leve alene … og da slet ikke forestille sig et liv uden børn. Nå, jo selvfølgelig – hvis hun var den underlige tante, der var lidt til en side. Det er helt anderledes i dag. Det ser vi tydeligt med al den fordomsfrihed, der hersker omkring singleliv for både mænd og kvinder. I dag har vi det så frit med det. Det var i de samme gamle dage, hvor en mand blev det, hans far sagde, at han skulle blive. Min generation er ikke blevet dikteret den slags. Det er helt andre tider i dag. I dag falder æbler kilometervis væk fra stammen … og ligusterhæk er et fremmedord. Jeg voksede op til tonerne af »Engang var kvinder og mænd ikke lige, velfærdssamfundet fandtes ikke, og ligeret var ikke for alle«. Og jeg stolede på det! Fuldt ud. Jeg troede på, det var sandt, at kvinder og mænd var lige. Det lærte jeg jo i skolen. Hvor jeg også lærte, at seksualiteten var fri. Vi var frigjorte – lige og frie som udgangspunkt. Højtudviklede og moderne. Jeg lærte, at det fundament, jeg skulle leve mit liv på, var bygget – og at det var bygget af frihed, lighed og sandhed. Og måske endda med et stænk af blomsterbørnenes ægte kærlighed. For da blomsterbørnene indtog verden, kom kærligheden til sin ret. Ægte kærlighed blev en mulighed for mænd og kvinder – og mænd og mænd, og kvinder og kvinder. Denne generation af rene heltehjerter havde velsignet os med sand frihed og åbenhed. En åbenhed, som de levede med i fuld harmoni og glæde. De elskede mange og svævede frit i alt det frigjorte. Ingen følte sig krænkede – det gør kun den forstokkede. Ingen stillede spørgsmål til det med de euforiske stoffer og sex i bunker – for det gør kun den sippede fordomsfulde, og hvem gider være det? Det var lyden af ren nydelse, sand kontakt og nærvær! Jeg er naiv, forvænt og forkælet – det er vi i min generation – så derfor anede jeg ikke uråd. Jeg gider ikke deltage i samfundet, derfor protesterede jeg ikke og stillede ingen spørgsmål. Men jeg siger jer, at jeg har pillet i min navle og grædt mere end én gang i mit liv over det faktum, at det ikke var virkelighed – men bare noget, man sagde. Over at det var en drøm – og over at jeg vågnede. Jeg har rodet rundt i mig selv for at finde ud af, hvad der var sandt – og hvad der var falsk. Og jeg har både desperat og dumt prøvet at kræve, at drømmen blev lappet sammen igen. Kendsgerningen er, at jeg troede på 68’-generationens tanker. Jeg troede på dem – og på at 80’ernes cool forbilleder var et udtryk for, hvor sand historien var. Jeg ville virkelig gerne gå meget ad den vej, de havde lagt i ovnen til. Hvad jeg har været længe om at fatte, er, at vejen ikke er gået. Kongstanken er tænkt. De første skridt taget. Men vi har stadig til gode at gå igennem den frygt, et paradigmeskift af den karakter bringer op i os. Vi har ikke set skyggerne i øjnene, stået modigt ansigt til ansigt eller gået igennem frygten for at miste. Miste alt det, som er så velkendt og betryggende til fordel for det ukendte, nye, men måske også essentielt livgivende. Og reelt set er det vel dét valg, vi stadig står over for, hvis vi vil nå til et sted, hvor fremtiden vil huske os som dem, der gjorde noget – frem for dem, der intet gjorde. Set fra min side af generationskløften opleves det nærmest, som om man skal have en doktorgrad i modighed for at sætte spørgsmålstegn ved blomsterelitens definerede rigtige rammer. Ved deres moderne version af skrankepaveri – og den nye casual borgerstil. Hvor var det lige, at drømmen indeholdt løsningsmodeller og svar-metoder, som umiskendeligt lugtede af: »ret jer ind«, »gentagelse er sand frihed« og »Luk røven, kælling – jeg vil have ro. Så stik mig en blid thaipige, de kan jo li’ det – sådan er deres kultur«. Jeg har raset – indvendigt, for jeg gider jo som sagt ikke deltage – over, at ingen af de voksne blomstrende rigtige børn brød det forlorne tabu, og udtalte noget i retning af: Jamen … det passede jo ikke. Hvad er meningen med at bilde en hel generation sådan noget ind? Hvorfor ikke nøjes med at sige det, som det vel var: Vi ønskede det sådan, men vi begik også fejl undervejs. Vi var ikke kun så fede, som vi gav udtryk for. Og vi er slet ikke færdige – I må hjælpe os. Kom med jeres nye friske øjne og byd ind. I er velkomne, for vi har faktisk brug for jer. Jo, jeg hører med rette til i den narcissistiske kulturgeneration. Og for mig at se er det en helt naturlig følge af min tid. Jeg er opvokset med, at generationen før mig havde gjort alt. Intet af det, jeg gennemgik i min overgang fra barn til voksen, kunne frembringe ret meget andet end et overbærende smil på læben af den ’fede’ generation og deres cool yuppie-efterfølgere gennem 80’erne. Der skulle astronomi til. For bare at gøre sig til genstand for et almindeligt værdigt blik – for slet ikke at tale om deltagende interesse. Og tilmed skal vi så bære rundt på mærkatet, at vi er en generation af egoistiske, narcissistiske og navlepillende individer, som man kun med tålt overbærenhed kan holde ud. Vi er så for meget i vores kunstige og fattige udstilling af os selv. Og det værste er, at det, man siger om os, næsten er ubærligt sandt. Men vores stræben efter at blive set i diverse underholdningsprogrammer og vores vilje til efterhånden at sælge ud af de mest intime og private sider af os kommer jo ikke udelukkende ud af det blå. Hvad der er langt mere interessant: Kan vi komme igennem – og kan vi komme igennem med værdigheden i behold? Kan vi gøre det uden at lave en copy/paste på feministernes – er jeg sikker på – hjerters sande, dybe længsel efter værdighed … men fejlslagne, alt for mørke, ensidige kamp? Tør vi? Vil vi? Eller bliver vi som halvgamle blødsødne mandlige turister i Østen, der lukker øjnene for vores egen kulturelle viden og medansvar – forgriber os på godterne og bare lader stå til? Kan vi som generation gøre det uden at ende med at sætte ild på lortet, kaste sten i hovederne på alle idioterne – mens vi enfoldigt insisterer på at være home-free og pudse vores egne ikke-eksisterende glorier? Tør vi indrømme tydeligt i alles påhør, at vi ikke kun synes, at generationerne før os var fede. At vi indimellem sjælesygt mistænker dem for ikke at orke andet end at sove rusen ud på deres rigtige sofa og rigidt gennemleve de gode gamle dage igen og igen. Tør vi indrømme, at retro er ved at give os opkastfornemmelser? … og ja, jeg ved godt, at kunstnere skal leve, det er trange tider… men kom nu. I er så meget federe end gentagelsen. Denne evige gentagelse af tøjmode, musik og strømninger. Måske er det sådan, at man i hver generation leverer det videre til næste kuld, som man har fornægtet. Muligvis har vi, som er unge voksne i det nye millennium, bøvl med det utilslørede selvværd og selvkontakten på den konto. Sex skal være ekstremt, vi skal ses! Nøgenhed er ikke nok! Knep mig i røven – første gang. Skær i mig. For kærlighed er fri for fordomme, smerte og dydsmønstre. Ekstreme præstationer, surfing på tog, kunstige læber, hår, bryster, tænder og røv. Stoffer til at komme op på – og til at falde ned med. Gør mig til noget, der ikke er set før. Gør mig synlig for denne generation af blomstrende helte, der ændrede verden til velfærd og honning. Skab mig, så blomsterbørnene – der gjorde kvinder frie, mænd både bløde og stærke, som sørgede for, at vi blev oplyste og kloge – kan få øje på mig. Giv mig dét kodeord, der skal til, for at den generation af cool yuppier, der gjorde og var alt det smarte, alligevel gider se til min side. Lad mig ikke være efterladt her alene i dette såkaldte slaraffenland, hvor min eneste officielle opgave er, at jeg bare har at rette mig ind. Nyde det, hygge mig og om nogen få det bedste ud af livet. Fordi den mulighed har jeg bare at spille med på, at jeg har. Jeg oplever det nemlig ikke kun sådan. Og jeg har faktisk både idéer og tanker, som kunne nuancere tingene lidt. De er måske tænkt før – men de er ikke gjort. Og det vil jeg gerne bidrage til, at de bliver. For mig at se har vi – ikke som generationsopdelte, men som ganske almindelige mennesker i samme land og på samme klode – pligt til at kontribuere med noget sandt og oprigtigt. Pligt til at vågne! Og til at bidrage med det største, det bedste i os. Vise menneskelighed og almindelig oprigtighed. Hvordan skal vi kunne mødes på lige fod og bygge andet end nye oppustede ligusterpalæer, hvis vi ikke taler oprigtigt sammen? Hvis vi kun holder masken og benhårdt klemmer balderne sammen for at fortsætte i hektisk tempi, mens vi foregiver at være cool med det hele? Det er, som om melodien i baggrunden stædigt lader, som om oplysning har fundet sted for menneskeheden i Vesten. Foregiver, at der er ikke mere at lære – at det kun er at få det til at virke. Men så er der vel netop den opgave? At fuldende værket ved også at opføre det. At kalde til casting for nye kreative talenter, at gå i gang med at producere, bygge og retænke de steder, hvor idéen var god – men bare ikke helt holdt til de første test? Og … kunne vi gøre det sammen? I med jeres erfaring – og vi med vores naive vilje til at stå hudløst åbne? For det kunne være så fedt at have været en del af de helt særegne og utrolige generationer, der blev husket i fremtiden, fordi de stod sammen – og gjorde noget for at skabe et fremtidens bedste, som indvirkede – vist og oprigtigt – ikke bare på dem selv, men på en hel verden.