Oktober har helt naturligt været præget af 60-året for den redningsaktion, der bragte de fleste danske jøder i sikkerhed i Sverige. Kun for knap 500 lykkedes det ikke at undslippe. De blev ført til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet. For ganske få gik det unægtelig noget anderledes. Denne historie skal primært handle om, hvad der skete for min mor og mig, og ikke mindst om den indsats det danske udenrigsministerium gjorde for at forhindre det, der skete. I tiden op til månedsskiftet september-oktober 1943 løb rygterne om den forestående aktion mod de danske jøder gennem København. Vi gik straks under jorden, og 4. oktober fik vi mulighed for at flygte til Sverige. Ved 18-tiden kom vores kontaktperson i en taxi og ville have os med omgående, da der var udgangsforbud fra kl. 19. Vi skulle til Syrefabriksvej på Amager, hvor vi skulle møde dem, der skulle transportere os videre. Taxien blev imidlertid standset undervejs af en tysk soldat, og der blev sat en brat stopper for vores flugt. I stedet for til Syrefabriksvej gik turen til Dagmarhus, hovedsædet for den tyske civiladministration i Danmark. Næste stop blev Vestre Fængsel, og 6. oktober blev vi på ladet af en overdækket lastbil bragt til Horserød Statsfængsel i Nordsjælland. Min mormor, der var født ikkejøde, var ikke blevet arresteret. Hun henvendte sig straks både i Dagmarhus og i Udenrigsministeriet for at få os løsladt. Udenrigsministeriet skriver i en notits af 18. oktober 1943 om min mormors henvendelse, at hun fortalte, »at hendes ældste Datter sammen med sin Mand og Ægteparrets 2-aarige Søn den 4. Oktober blev anholdt i Kastrup af tysk Politi og ført til Horserødlejren«. Der skrives videre i notitsen, »at medens fru Katznelson, hvis Fader er Isak Kermann, og som saadan er Halvjødinde, er døbt under sin Moders Pigenavn Petersen, har hendes lille Søn endnu ikke været holdt over Daaben. Det henstilles, at man søger ikke blot fru K. og Barnet, men ogsaa Manden frigivet«. En måneds tid senere, 24. november, skriver Udenrigsministeriet til gesandtskabet i Berlin for at forsøge at udvirke vores løsladelse. Ministeriet skriver bl.a. »hr. og fru Katznelson og deres 2-aarige søn, har siden den 4. f.M. hensiddet i Horserødlejren fru Katznelson er ganske rigtigt født af en Arisk Moder, men at hendes Fader er Jøde, og at hun er legitimeret ved Forældrenes efter hendes Fødsel indgaaede Ægteskab«. Udenrigsministeriet mener ikke, at det vil være rigtigt at fortie dette over for de tyske myndigheder, samt at man er »tilbøjelig til at besvare bekræftende paa Spørgsmaalet om, hvorvidt Man tillige tør bede om frigivelse af hendes heljødiske Mand og af hendes Søn«. 13. december - på et tidspunkt, hvor vi havde forladt Horserød - skriver Udenrigsministeriet igen til de tyske myndigheder om en række personer, herunder os. Der blev svaret, at de pågældende tilfælde havde været undersøgt nøje, og at der desværre ikke var større udsigt til en gunstig løsning. Man lover dog at ville foranledige en fornyet undersøgelse. 23. november var mine forældre og jeg sat på et tog, som skulle bringe os til Theresienstadt. Ved tretiden om natten, da toget standsede ved en station i nærheden af Berlin, blev kupédørene revet op, og lederen af transporten meddelte, at rejsen blev afbrudt. En tysker brølede, at kvinder og børn skulle stige ud. Alt skulle ske i et rasende tempo, vi fik fem minutter til i mørket at samle alle vore ejendele. Vi blev dirigeret hen til en fangevogn, som førte os til Ravensbrück, der ligger cirka 80 km fra Berlin. Min far kom til koncentrationslejren Sachsenhausen, hvor han var i et par måneder, inden han blev overført til Theresienstadt. Ravensbrück adskilte sig ikke meget fra andre koncentrationslejre: tvangsarbejde, medicinske eksperimenter, individuelle mord og masseudryddelser, mord på syge, fysisk afstraffelse, gaskamre, krematorier og tvangsmarcher. Men Ravensbrück var unik, i den forstand at det var den eneste større lejr for kvinder. Vi kom ikke ud i selve lejren, men blev spærret inde i fængslet. Dørene mellem cellerne var dog åbne, så de danske fanger kunne have kontakt med hinanden. Kort tid efter blev jeg alvorligt syg af difteri og blev fjernet fra min mor - selvfølgelig uden at hun fik besked om noget - og bragt til sygebarakken. 10. januar forlød det, at de få danske fanger skulle være rede til at rejse om natten. Det gjaldt også min mor, skønt hun ikke havde kunnet få at vide, om hun kunne få mig med, eller om jeg skulle blive tilbage. 12. januar ved midnat skulle transporten afgå. I sidste øjeblik blev hun kaldt tilbage, mens de øvrige blev proppet ind i en fangevogn. Hun havde ingen underretninger om, hvor jeg var, og hvad der skete med mig. Hun var nu den eneste tilbageblevne af den lille gruppe af danske jøder, der var kommet til Ravensbrück. Hun blev lukket inde i en lille celle med en briks og et wc. Maden fik hun gennem en lem i døren. Jeg kom på et tidspunkt tilbage til fængslet fra sygebarakken. Jeg havde store blå mærker og sår over hele kroppen, var underernæret og fortsat meget syg. Ude i lejren havde en gruppe danske kvinder hørt om os, og de samlede lidt madvarer sammen fra deres Røde Kors-pakker. Så fik min mor også difteri. Hun var ved at blive kvalt af en stor byld i halsen. Hun kravlede op på en stol for at prøve at nå et vindue øverst i cellen for at få luft. Hun fik bragt brød gennem lemmen, men kunne ikke spise det. Det var fangevogteren selvfølgelig ikke ked af, for så kunne hun få brødet. Det var måske derfor, at der gik otte dage, inden hun fik hjælp. Vi blev så begge overført til sygebarakken. Her lå vi to og to i køjer i et lillebitte rum. En ung fransk pige kom ind om natten med en svær difteri. Hun døde hen ad morgenstunden under ufattelige lidelser, hvorefter hun blev slæbt ud i et lagen. Kort tid efter fik jeg difteri én gang til, denne gang i halsen, og vi blev igen skilt ad. En nat fik hun besked på at pakke sammen og blev ført tilbage til fængslet. Min mor var så ilde tilredt, at hun ikke kunne gå lige og heller ikke se ret godt på grund af følgerne af difterien. Hendes mund var lammet, så den ene side af ansigtet var ganske skævt. I Danmark var man imidlertid fortsat optaget af at spore os. Ifølge en notits i Udenrigsministeriet 27. januar 1944 henvender min mormor sig til Dagmarhus angående »sin voksne gifte Datter, fru Karen Emmy Katznelson«. Den pågældende i Dagmarhus meddeler hende, at det sikkert ville være af betydning for hendes sag at pointere, at datteren var blevet gift, før de tyske Nürnberglove trådte i kraft, idet hun »saaledes ikke faldt ind under Lovene«. Han rådede hende til »ikke at nøjes med blot at smække et 10 Øres Frimærke paa et brev til UM, men at gaa op og forlange at komme til at tale med vedkommende Kontorchef personlig og kræve Sagen forelagt Dr. Best, for hun kunne jo ikke vente, at Ministeriet vilde gøre sig de samme anstrengelser for en almindelig Skræderkone, som det var sket for Kommandørinde Schultz's vedkommende«. Forholdet var det, at det var lykkedes at få enkelte, såkaldt fejldeporterede, sendt tilbage fra koncentrationslejre. Min mormor får vedrørende vores sag at vide, at »Afgørelsen nu ligger hos de Myndigheder i Berlin, som forlængst har faaet alle Oplysninger og Bevisligheder vedrørende Afstamningsforhold m.v.«. Referenten i Udenrigsministeriet tilføjer, »at fru Kermann, der er en forstandig Dame, forstod dette ... og til Slut forklarede jeg hende i faa Ord den Tavshedspligt, der er blevet paalagt de hjemvendte«. I en note fra Røde Kors fra stort set samme tidspunkt anføres, at »Begge [det vil sige min mor og jeg] skulle være afsendt fra Horserødlejren sidst i November, men at der ikke er hørt noget om dem i den paagældende Tid. Man har en sikker formodning om, at hun [min mor] har siddet i Lejr (Fürstenberg) sammen med, men da disse afrejste, er hun aabenbart blevet tilbage fordi Sønnen var syg«. Man var altså ved at komme på sporet af os. Men stort set samtidig var vor tid i Ravensbrück ved at være forbi. En nat - alting foregik altid om natten - fik vi i fængslet i Ravensbrück besked på at gøre os parate til at rejse videre. Vi skulle have vort 'almindelige', efterhånden slemt tilredte, tøj på. Syge og udhungrede blev vi så ført til nærmeste banegård, hvor en civil Gestapomand skulle ledsage os til Tjekkoslovakiet. Det var 25. april 1944. Vi var på vej til Theresienstadt. Vi var den første lange tid i Theresienstadt stadig præget af eftervirkningerne efter opholdet i Ravensbrück, og kort tid efter vores ankomst fik vi både lungebetændelse og tuberkulose. Jeg blev indlagt i en sygebarak, og da mine forældre en dag kom hen for at se til mig, kravlede jeg rundt på gulvet alene. Resten af barakkens beboere, læger og børn, var sendt i gaskammer. Det er almindeligt kendt, at de mange Røde Kors-pakker, som de danske jøder fik tilsendt, var en betydelig hjælp til livets opretholdelse i Theresienstadt. Da min mor og jeg imidlertid ikke var kommet til Theresienstadt sammen med de øvrige danske jøder, blev vore pakker hurtigt inddraget, da man ikke vidste, hvor vi var, så vi fik først pakker i slutningen af 1944. Det danske Udenrigsministerium lod fortsat ikke de danske statsborgere i stikken. Så sent som 8. august 1944 får min mormor et brev fra Udenrigsministeriet, hvori man meddeler, »at Deres Datter, hendes Mand og deres Barn Ib, ifølge en fra de herværende tyske Myndigheder modtaget den 16. juli 1944 dateret Fortegnelse over danske Statsborgere i Theresienstadt, befinder sig i nævnte by«. I april 1945 lykkedes det at få en aftale med tyskerne, så de danske jøder kunne hjemsendes fra Theresienstadt. 15. april 1945 kom vi med de hvide busser via et sønderbombet Tyskland over Danmark til Sverige, hvor vi blev sat i karantæne på Tylosand Badehotel. 4. maj 1945 var alle i Tylosand samlet i den store spisesal og hørte i radioen om tyskernes kapitulation. Min mor var ikke glad som de andre, men derimod meget vemodig over alt det, der var sket. Hun skriver hjem til min mormor 7. maj 1945: »Kære lille Mor. Jeg sidder her paa mit Værelse og tænker paa dig, og paa alle mine kære derhjemme i Dag, hvor Krigen endelig er slut. Det er slet ikke til at forstaa, at vi snart skal ses igen, og at jeg nu kan skrive et rigtigt Brev til dig - ikke bare 30 Ord hver anden Maaned paa et aabent Kort. Ja, der bliver vist noget at tale om, naar vi engang kommer hjem. Vi har jo set og oplevet saa meget, at det i det hele taget er utroligt, at vi er sluppet levende ud af det. Jeg har jo min private lille Historie med Ib - vi blev alene tilbage i en Koncentrationslejer i Tyskland i fem Maaneder, og ankom som sidste danskere til Theresienstadt - begge 2 dødsyge, men takket være de danske og svenske Pakker kom vi begge to til Hægterne igen Den 13. april var det allerede straalende Sommer. Det var en Dag - kan du tro, da vi fik meddelelse om at pakke. Vi var saa forstenede, at vi ikke engang kunde være rigtig glade. Det hele kom i Løbet af to timer, og selv om vi saa tit havde talt om, hvordan det egentlig ville gaa til, hvis vi nogensinde kom hjem, saa kunde vi ikke fatte det da det virkelig kom. Rejsen hjem var en Oplevelse, og Modtagelsen i Danmark ikke mindre, især i Jylland. Folk kastede Blomster, Chokolade og Cigaretter ind ad Vinduerne i bilerne, overalt vejede Dannebrog og alle raabte »Velkommen hjem til Danmark«, du kan tro det gik til hjertet, og det gjorde ondt at skulle væk fra København, men det var vist det bedste for os - det har vist ikke været helt ufarligt at leve i Danmark kan jeg forstaa. Nu, hvor vi hører Radio og læser Aviser for første Gang i 18 maaneder, kan vi jo efterhaanden danne os et Skøn over situationen, der er blevet ganske anderledes paa de halvandet aar vi har været væk. Ib taler tit om dig Mor, og han har flere gange sagt »var det min mormor, der løb efter bilen i Danmark«. Ja, nu taler han pænt Dansk, men sidste aar kunde han kun tale tysk. Han havde ligget saa længe paa Hospitalet, at han slet ikke kunde forstaa hvad vi sagde til ham, der blev jo kun talt tysk og tjekkisk. Ja, saadan kunde jeg blive ved Side op og Side ned, men nu vil jeg slutte for denne Gang, og hvis du vil skrive til mig Mor, saa adr. brevet til ..., for her bliver vi nok ikke saa længe mere. Nu mange mange kærlige Hilsner og kys fra Ib og din Karen«. 20. april 1945 lægges en notits på sagen i Udenrigsministeriet med bemærkning om, at mine forældre og jeg er »Overført til Sverige den 18. april 1945. Paarørende underrettes gennem Dansk Røde Kors«. Sagen kunne nu endelig lukkes.