Der var engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt for at finde sådan en ... Ja, ikke sandt, her er en fortælling, som vist de fleste, længe før ærten nævnes, kan nikke genkendende til. Ligesom der bare kræves et par linjer, før man i den kristne del af verden ved, at indledningen: Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal ... leder lige til stalden i Betlehem og det lille Jesusbarns fødsel. H.C. Andersens eventyr og Lukas' version af Juleevangeliet er uden tvivl blandt de fortællinger, der konkurrerer om at være verdens mest kendte; selv vil jeg gætte på, at Juleevangeliet taber til 'Prinsessen på ærten', som også børn i f.eks. Kina kender. Men i grunden, mine damer og herrer, er det slet ikke en fortælling for børn. Og enhver, der vil bevare sin barnetro, må hellere høre op med at læse her. For at starte med konklusionen og sige det med ét ord handler 'Prinsessen på ærten' om en livserfaring, der er lige så central som fødsel, nemlig avl; ærten spiller bare rollen som en god forklaring og som symbol på aktens intensitet, og pigen i sengen er slet ikke en prinsesse. Men avlen er ikke en hvilken som helst avl; det handler om avlen af et kongebarn, og i eventyr gør man naturligvis ikke begyndelsen til sådan et i en knirkende seng på et af verdens mange hotelværelser, som den vidt berejste prins nok har benyttet en del af, når han forsøgte at komme efter, om han havde med rigtige prinsesser at gøre. Et eventyr kræver anstændigvis en kongelig bolig, en snes madrasser og lige så mange edderdunsdyner. Samt en ært, hvis historien ikke skal sprænge grænserne for det, der med tugt og sømmelighed kunne skrives og trykkes i 1835, da eventyret udkom i H.C. Andersens første eventyrsamling. Titelbladet meddeler, at eventyrene er »fortalte for Børn«. Uden ærten havde denne tilføjelse ikke duet, og den spillede oven i købet sin rolle så godt, den lille ært, at den gjorde sig vel fortjent til sin egen montre i kunstkammeret, datidens betegnelse for de danske kongers faktisk eksisterende Kunstkammer (cirka 1650-1821), som var et museum for kuriositeter og kunstgenstande. Der lå den ifølge mit, og sikkert mange andre børns indre billede af den, på en rød, blød silkepude og var ært og raritet. Men for den kunstforstandige voksne blev ærten kunst med en betydning langt ud over det tilsyneladende. Læg vel mærke til det lille forbehold, Andersen til næsten allersidst i sit eventyr tar for et eventuelt tyveri af den: I de fem små ord dersom ingen har taget den , ligger der, som talløse andre steder i hans eventyr, en ironisk brod mod samtidens, og mod alle tiders spidsborgere, der kun har blik for tingene i deres ydre fremtoning. Mod dem med fantasi, barn eller voksen, kan den listige tyv derimod intet stille op; de behøver ikke at se kunstkammerets ært for at tro; de lever til deres dages ende med den på den indre nethinde. Fantasien består, materien forgår! Og ironien blir ikke mindre af eventyrets slutord: Se, det var en rigtig historie! En tilføjelse, som jo aldrig bør tages for pålydende, men vække mistanker om noget forløjet og fordækt. Her rammer den ikke Andersens yndlingsobjekt, det borgerligt åndløse, direkte, den retter sig først mod hele eventyret og gør dét til et falskneri, som vi, de borgerdydige borgerdyr, netop andægtigt har lyttet til og labbet i os som optakten til en forening af to af blodet. Blev vi taget ved næsen? Var det hele ikke så romantisk? Det foregåendebugner af løse ender og flagrende postulater, men sådan går det ofte, når man begynder med enden. Lad os derfor gå tilbage til 'Prinsessen på ærten's første ord, med de forventninger vi har til et eventyr, som starter med at fortælle os, at der engang var en prins; eller måske en prinsesse; det kunne også gerne være en fattig pige; eller hvorfor ikke en fattig dreng! Ikke blot nutidens læsere er fortrolige med formlen; den var også kendt af H.C. Andersen, rendestensungen fra provinshullet Odense, der var vokset op midt i en levende folkelig fortælletradition. Gennem eventyrets stereotype indledning opretter fortælleren fra begyndelsen en kontrakt med læseren om, at eventyret lige så stereotypt vil slutte med et ægteskab mellem den, der blir nævnt i indledningen, og en person af det modsatte køn; med til forventningerne hører også, at lige så vel som dreng og pige er bestemt for hinanden, er det personer med høj og lav status, der finder sammen i et ægteskab og får mange børn. Mellem eventyrets stereotype yderpunkter ligger så forudsætningerne for de sociale forandringer, der ender i en lykkelig mesalliance på højt socialt niveau. Det er i dette mellemliggende afsnit, vi finder den egentlige eventyrhandling, hvor alt som bekendt kan ske, og det er her, helten eller heltinden udsættes for de overmenneskelige prøver, de skal kæmpe sig igennem for at gøre sig fortjent til det høje mål, de tragter efter. Lad os et øjeblik forestille os, at der i vort eventyrs frygtelige vejr med lynild og torden og vand i spande stod en uniformeret hofmand og meddelte, at den netop fremrullende vogn, trukket af seks hvide heste, rummede en prinsesse med sytten aner, og at andre guldgalonerede lakajer styrtede frem med baldakiner, så prinsessen under hornfanfarer og trommebulder kunne trippe ind ad porten, tørskoet og iført silkerobe og prinsessekrone med diamanter. Nej vel, det ville gøre eventyrets egentlige del, mellemdelen, hvor staklen skal gøre sig fortjent til værdigheden, til en umulighed, og spolere den hele historie, næsten før den var begyndt. I stedet ser vi en ensom, drivvåd og ynkværdig skabning med hul i skoene, og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse. Påstanden er så grotesk, at der skal mere end almindeligt fortvivlede forældre til for at ville efterprøve den med henblik på et ægteskab for deres fortabte søn. Og fortvivlet må det jo have været, dette gamle kongepar, hvis søn var ude af stand til at finde den, med hvem han kunne præstere præstanda: en tronarving, hvilket for arvefølgens skyld er den første pligt for en prins. Den efterfølgende procedure er velkendt: Forældrene lader pigen komme ind, lukker hende ind i sovekammeret - og så op i sengen med hende! Det er en ubønhørlig vej mod stadig mere lukkede og private rum, næsten som ålens vej gennem rusen lige ind i det inderste, hemmelige kammer, hvorfra ingen udvej findes. Der er så hun - og i min voksne fantasi - også prinsen fanget i hinandens selskab til næste morgen, da man vil høre, hvorledes hun havde sovet. Svaret placerer den unge dame øverst i sensibilitetens aristokrati, hvis det må være mig tilladt at bruge et så forblommet udtryk. Med andre ord er hun følsomheden selv, og denne følsomhed, ikke kongeligt blåt blod, er det, der kvalificerer hende til den høje post som moder til den næste generation. For resten skal man nok tage hende på ordet forskrækkeligt , som hun to gange udråber: Nattens hændelser har indgydt hende rædsel, og hun har haft det forfærdeligt; her kan man usøgt komme til at tænke på en postvictoriansk vits, der tilråder den unge pige på bryllupsnatten at bide tænderne sammen, tænke på fædrelandet og lade naturen gå sin gang. Som en naturkraft er han kommet over hende - ganske forskrækkeligt! - ja, karakteriseret med præcis det ord, også her med udråbstegn efter, der blev brugt til at beskrive det onde vejr med torden og lynild, som hun ankom i; stærkere adverbium findes ikke i eventyret, det vil virkelig noget i beskrivelsen af den utøjlelige natur. Betragtet med dagens feministiske briller er det på ingen måde et tiltalende forløb, der udspiller sig skjult for vore øjne, men for den unge piges vedkommende må der dog være nogle fordele ved den nye status, som kompenserer for objektgørelsen, og i øvrigt har hun jo selv valgt den. For resten lader det til, kunne mandschauvinisten tilføje, at hun har gjort det godt, prinsessen, når hun natten igennem har kunnet holde liv i prinsen. Dette uanset kan man med rette påstå, at hun har klaret den store prøve og har gjort sig fortjent! I eventyrets fortryllede verden er det ærten, der forblommet triller af med aben og ind på museet, hvorfor vi, barnligt, men fejlagtigt, kan læse 'Prinsessen på ærten' som en rigtig romantisk kærlighedshistorie. Og at der er tradition for dette kan belægges med talrige illustrerede udgaver, eller hvorfor ikke med de formodentlig millionvis af tegninger, især piger har frembragt af den skyldfrit sovende prinsesse på alle madrasserne og dynerne oven på den lille ært helt nede i bunden. For den mere voksne læsning ligger ærten dér i kunstkammeret som et koncentrat af prinsens færdigheder som sengeatlet. Det er i øvrigt interessant at lægge mærke til, hvordan han forsvinder ud af historien, da han, desillusioneret og knækket, er vendt hjem fra sin verdensrejse. Mentalt set er han et skrog, for han er ude af stand til at vælge, og sin gamle far kan han ikke aflaste, når regnen skyller ned og forkølelse og lungebetændelse kan blive konsekvensen for en gammel mand med våde fødder. Men heldigvis har han en mor med vid og vilje; når hun har lagt ærten til rette, kan han tage sig af den side af sagen, som kræver fysik og avleinstinkt, og den klarer han åbenbart. Ærlig talt - virker det særlig sjovt at være kongelig? Her står så vi, som med forstand og følelse er forelsket i Andersens eventyr, med to læsninger, som glider ind og ud af hinanden, så man næsten kan blive svimmel. Den ene tror barnligt-naivt på den autoritative fortællerstemme, der siger, at det var en prinsesse, som stod udenfor - den anden smiler overbærende ad såvel dette som ad dronningens bevisførelse. I eventyrets begyndelse møder vi en erfaren og verdensvant prins - er det rimeligt at tro, at han i dets anden ende opgir sin selvstændighed og lader sin gamle mor og en ært, som hun omhyggeligt gemmer under fyrretyve madrasser og dyner, vælge ægtefælle for sig - eller spiller han i nattens mulm og mørke rollen som den forførte forfører? Det eneste, vi kan være helt sikre på og blive enige om, er, at det var et one night stand for ærten, at fælden klappede om både prins og - nå ja, prinsesse, at ægteskabet blev indgået og ærten udstillet. Men ærlig talt - er der særlig meget eventyr i dét? Hvad skal vi gøre? Nu er der inden for litteraturfortolkningen en lang tradition for, at kan man ikke bevise sin tese ved at læse ét værk, så læser man flere, og den, der kan få flest værker til at passe ind i mønstret, har sandheden på sin side. I tilfældet H.C. Andersen er det så heldigt, at han var en meget produktiv forfatter med ikke blot 156 eventyr og historier bag sig, han skrev også romaner, digte, rejsebøger, skuespil samt dagbøger en masse. At disse værker spejler H.C. Andersens selvoptagethed, hersker der vist ikke tvivl om. I rejsebøgerne, for eksempel, er han rejsernes naturlige, oplevende centrum, ligesom han i romanerne gang på gang tematiserer dobbeltheden i sit eget liv, som med to ord kan betegnes med et dernede og et deroppe . Denne evindeligt gentagne iscenesættelse af hans grundlæggende livserfaring: fra rendestenen og op til kunstens og socialgruppe AAA's øverste elite, er måske bedst kendt i eventyret 'Den grimme ælling'. Dog er der en smag af malurt i triumfens bæger, for nok blev den grimme ælling til en svane og beundret og feteret som den smukkeste. Men er den feterede faktisk en del af fællesskabet? Andersen selv blev det aldrig rigtig, han var altid aparte og anvendte ironiens våben mod dem, som han følte ikke elskede ham nok . Fra den første roman 'Improvisatoren' (1835) til den sidste, 'Lykke-Peer' (1870), mærker man hans maniske selviscenesættelse. I centrum står det materielt fattige, men geniale og med følsomhedens adel begavede menneske, der enten finder sin plads øverst i hierarkiet eller må gå til grunde - ofte kontrasteret af den, der er født fornem, men måske ikke kan leve op til sin position som et sandt medlem af blodets adelskab. I eventyrene varieres modsætningen mellem det ægte og naturgroede på den ene side og det kunstige og falske på den anden. Tænk f.eks. på den levende og den mekaniske nattergal, på svinedrengen, hvis konstruerede juks prinsessen gav forrang for hans kærlighed, eller på eventyret 'Klokken's fattige dreng og kongesøn kontra den kejserligt udnævnte 'Verdens Klokker' - det var ham, der hvert år skrev en lille afhandling om en meget stor ugle, der dunkede hovedet mod et hult træ. Ja, i de to eventyr, som i Andersens første samling står foran 'Prinsessen på ærten', nemlig 'Fyrtøjet' og 'Lille Claus og store Claus', er lille Claus og soldaten lige så usandsynlige kandidater til lykken som den sjaskvåde pige i porten. Overalt kan man spore en selviscenesættelse - så hvorfor ikke også i 'Prinsessen på ærten'? Den seksuelt uerfarne Andersen passer dårligt som prinsen uden klæder, mens han til forveksling ligner den påklædte prins, skroget, der ikke kan få sig taget sammen til at realisere det almene gennem et seriøst frieri og derpå følgende ægteskab, hvad Andersen, ifølge biografiske data, flere gange stod i beråd om, men aldrig virkeliggjorde. Men bedst passer han dog i rollen som det forhutlede menneske, der banker på byens port, i håb om at eventyret skal komme til ham, fordi han oprigtigt føler, at han er født til noget stort, men endnu blot mangler at overbevise andre om det. Som vi ved, blev den ranglede dreng Hans Christian i stumpet trøje lukket ind i varmen, hvor han efter mange plager gjorde sig fortjent til ære og værdighed gennem en helt speciel følsomhedens begavelse. Den manifesterede sig i hans digterværker - lige så fuldgode beviser på hans sjælsadel som den ømskindede piges brune og blå krop på hendes prinsesseværdighed. Dette kunne alt sammen pege på, at den læsemåde er den rigtige, som ser med skepsis på den ankommende piges høje stand; om læsemåden så samtidig gestalter en urealiseret drøm hos H.C. Andersen om en ordentlig tur i kanen får stå hen. Skal vi gå fra den værkrelaterede og forfatterpsykologiske dimension og helt ud i datidens samfund, kan 'Prinsessen på ærten' meget vel læses som en kommentar til enevældens selvtilstrækkelighed og magtfuldkommenhed: Rigets svære problemer kan løses enkelt gennem de rigtiges aktive deltagelse, og disse kan meget vel komme fra samfundets bund. Denne erkendelse, som jo er et fast element i underklassens eventyr, kan man godt påstå er en del af det forberedende arbejde til Danmarks riges grundlov, som kom 14 år senere. Skulle ovenstående nu af de fleste forkastes som noget fortænkt sludder, kan de samme måske samles om det synspunkt, at den, der kryber til køjs med en prins, kan blive en virkelig prinsesse. For også dette synspunkt, som er grundfæstet blandt danskerne i dagens Danmark, handler eventyret om. Og barnet, eventyrets frugt, blir naturligvis hilst velkommen. Men det eren helt anden historie.